bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...
bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ... bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...
hun erindres, bydes der hende pludselig en liden Forekommenhed, saa kan man være temmelig sikker paa, at der er en Hake ved den. Der er altid noget derved som en Flue i Suppen, og naar man saa vægrer Sig mod Suppen, kan Folk ikke begribe, at man ikke tager den med Tak, fordi der er en uskyldig Flue i. -inder pleier saamen slet ikke at vrage den derfor, men piller rolig Fluen tilside, smiler, neier og siger, naar man spørger dem, om den ikke er noksaa god, Suppen: Jo, hun er deilig, Madam! Forkjæmperinden i vort Land er berømt. Hendes Navn kommer paa alles Læber. Kun er der i Betegnelsen af denne Berømthed en umerkelig liden Afvigelse fra den mandlige do. Hos hende heder den Udpegelse, og Virkningen af denne Slags Udmerkelse maa, saavidt jeg kan dømme derom, have meget tilfælles med et visst Fortidens Optog fra den ene Stadsport til den anden, saaledes anbragt paa den langørede Ganger, at man slet ikke ser Maalet, men bekvemmest kan overskue det hele jublende Optog bag sig. En Sørgefest. Den lille Studie af vore Enkekaar fuldførte jeg en Aften, indtil Natten umerkelig var rykket langt frem. Den Drøm, der derpaa sneg sig ind i min urolige Søvn, var saa besynderlig, at jeg længe tvilede paa, om den var en Drøm eller en Vision foraarsaget ved den lidt feberagtige Spænding, Skildringen satte mig i. Jeg stod i et Vindu og saa ud og syntes, at det var i Akersgaden. En dunkel Følelse af, at jeg havde forsømt noget, trykkede mig og tog til, efter som et langt Sørgetog begyndte at defilere forbi. Men hvilket Sørgetog! Himmelen bevare mig! Disse Ligbærere, hver med sin Kiste, lignede ikke Mennesker af Kjød og Blod, men kun disse spidsvinklede, i Leddene sammennaglede Streger, der paa Karikaturbilleder er givne menneskelige Stillinger og Udtryk, og alle endte de i et Tal – den ene i et 3tal, den næste i et 5tal, en tredje, der skrævede frygtelig ud med sine lange Staaltraadsben, endog et 7tal – bagefter dette groteske Optog fulgte en Række sorttilslørede, nedbøiede, kvindelige Skikkelser, der aldrig vilde tage Ende. Det er Enkerne, sagde en usynlig Stemme ved Siden af mig, der følger deres converted by Web2PDFConvert.com
Nuller til Graven. Deres Mænd? spurgte jeg halvt forstyrret. Nei, o nei, sagde Stemmen. Havde de beholdt dem, saa havde de ikke mistet disse. Disse Nuller har engang tilhørt hine Bærere hist; da saa disse ganske anderledes trivelige ud og kaldte sig Mr. 2000, – 3000, maaske 5000 – maaske endog blot Hr. 500. Efterat de er unddragne sin retmæssige Bestyrers Omhu og Tilsyn, sygner mange af disse Nuller langsomt hen, og en vakker Dag er baade ett og to af dem forsvundne af Rækken, og Hovedtallet skrumper af lutter Sorg ind til slige jammerlige Skyggebilleder, som De der ser. Det er en ren Epidemi, denne Nullesott i Enkernes Talrækker, den tager mer og mer til, da ingen agter paa den. Men du gode Gud, Enkerne selv maa dog . . .? Ak, de hører til «de Stummes Leir» og synes ogsaa tilsidst, at det kan ikke være anderledes. Saa kom Musikken, der spilte op: Nu bæres Nullet bort til Graven! og forskrækket for jeg op af denne besynderlige Drøm. En Modsætning. Jeg kommer nu, jeg ved ikke hvorfor, til at tænke paa den unge Pige, jeg engang kjendte, et af min Ungdoms lyseste, uudsletteligste Billeder. Hun vidste ikke, hvad hun skulde finde paa af sprudlende Liv og utæmmet Overgivenhed, hun talte ikke, hun sang, hun gik ikke, hun dansede. Som Barn, fortalte Søsteren mig, havde hun veddet med dem om, at hun skulde gaa paa Isen i et Fodtøi, som aldrig havde omsluttet Menneskefod. Hun pudsede sine bare Fødder med Blanksværte og gik ned paa Elven og skriede. Blev ikke syg efter. Jeg har set hende en Gang senere. Hun var graanet oppe i en afsides liggende Bygd. Hun hørte til «de Vakte». . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . converted by Web2PDFConvert.com
- Page 43 and 44: Saaledes lidet præpareret for vort
- Page 45 and 46: Svøbning - med at skjære en Remse
- Page 47 and 48: end maaske de fleste - lad det kun
- Page 49 and 50: Kan man tænke det muligt! Og det e
- Page 51 and 52: omhyggelig holde alle Sorger og Hos
- Page 53 and 54: «Der sidder det og glor (Publikume
- Page 55 and 56: og lige idet du skulde reise! Det P
- Page 57 and 58: Damerne ved vor Scene, blev Papa ve
- Page 59 and 60: næste Minut at blive spiddet mod S
- Page 61 and 62: hvem Caroline P. og Mina S. vilde v
- Page 63 and 64: etmæssige vil se i ham noget fra h
- Page 65 and 66: alle bevæget sig paa ideale Høide
- Page 67 and 68: dig, tage ham ved Haanden og lede h
- Page 69 and 70: at løfte os andre Smaafolk fra Jor
- Page 71 and 72: Med dyb Sønderknuselse tilstod han
- Page 73 and 74: Forudsætninger, Hr. Jægers Manife
- Page 75 and 76: spørg da ikke, hvorfor det ene udf
- Page 77 and 78: denne Art, at den passer ikke for a
- Page 79 and 80: som vi endnu regner for vort Teater
- Page 81 and 82: Drøftelserne af Dagens Tilstande o
- Page 83 and 84: En Fortegnelse paa disse Forfatteri
- Page 85 and 86: Lyst til at leve, med andre Ord, at
- Page 87 and 88: have erfaret, hvad det vil sige, at
- Page 89 and 90: hvori Skriget over det uhyre, det o
- Page 91 and 92: Hun var jo Enke! Men nu maa hun for
- Page 93: Forkjæmperinden har maaske staaet
- Page 97 and 98: ikke Kraft engang til at ønske mig
- Page 99 and 100: Da rakte hun Haanden op over Vandet
- Page 101 and 102: fornemste Promenadeplads, neppe gaa
- Page 103 and 104: Kongens Have og ende i Sortedams- e
- Page 105 and 106: Manden maa have alt, alt, hvad denn
- Page 107 and 108: Forfølgelsen begynder da og tager
- Page 109 and 110: vakre Opgave, at glæde dem hjemme,
- Page 111 and 112: man i lang Tid ikke har set, falder
- Page 113 and 114: Men, bedste Jomfru, jeg bad Dem jo
- Page 115 and 116: indtrængende Maade: «Vi alle,» s
- Page 117 and 118: Paris, 29. Juni 1878. Altsaa ankomm
- Page 119 and 120: Kjedsomhedens. Kan noget være tris
- Page 121 and 122: kom træt hjem fra en Tur til Versa
- Page 123 and 124: europæisk bekjendte Frembringelser
- Page 125 and 126: den ind i vort Aarhundrede, en Tid,
- Page 127 and 128: hvad nu Per for sit Vedkommende ivr
- Page 129 and 130: førend han dræber hende selv. Sel
Nuller til Graven.<br />
Deres Mænd? spurgte jeg halvt forstyrret.<br />
Nei, o nei, sagde Stemmen. Havde de beholdt dem, saa havde de ikke mistet<br />
disse. Disse Nuller har engang tilhørt hine Bærere hist; da saa disse ganske<br />
anderledes trivelige ud og kaldte sig Mr. 2000, – 3000, maaske 5000 – maaske<br />
endog blot Hr. 500. Efterat de er unddragne sin retmæssige Bestyrers Omhu og<br />
Tilsyn, sygner mange af disse Nuller langsomt hen, og en vakker Dag er baade ett<br />
og to af dem forsvundne af <strong>Række</strong>n, og Hovedtallet skrumper af lutter Sorg ind<br />
til slige jammerlige Skyggebilleder, som De der ser. Det er en ren Epidemi,<br />
denne Nullesott i Enkernes Talrækker, den tager mer og mer til, da ingen agter<br />
paa den.<br />
Men du gode Gud, Enkerne selv maa dog . . .?<br />
Ak, de hører til «de Stummes Leir» og synes ogsaa tilsidst, at det kan ikke<br />
være anderledes.<br />
Saa kom Musikken, der spilte op:<br />
Nu bæres Nullet bort til Graven!<br />
og forskrækket for jeg op af denne besynderlige Drøm.<br />
En <strong>Mod</strong>sætning.<br />
Jeg kommer nu, jeg ved ikke hvorfor, til at tænke paa den unge Pige, jeg<br />
engang kjendte, et af min Ungdoms lyseste, uudsletteligste Billeder. Hun vidste<br />
ikke, hvad hun skulde finde paa af sprudlende Liv og utæmmet Overgivenhed,<br />
hun talte ikke, hun sang, hun gik ikke, hun dansede. Som Barn, fortalte Søsteren<br />
mig, havde hun veddet med dem om, at hun skulde gaa paa Isen i et Fodtøi, som<br />
aldrig havde omsluttet Menneskefod. Hun pudsede sine bare Fødder med<br />
Blanksværte og gik ned paa Elven og skriede. Blev ikke syg efter.<br />
Jeg har set hende en Gang senere. Hun var graanet oppe i en afsides liggende<br />
Bygd. Hun hørte til «de Vakte». . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .<br />
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .<br />
. . . . . . . . . . . . . .<br />
converted by Web2PDFConvert.com
Change language