bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...

Forkjæmperinden har maaske staaet Fænomenet nær eller maaske ikke, hun
planter nu efter bedste Evne en Blomst paa denne Gravhøi. Med lettest mulig,
delikat Haand søger hun at løfte det Skyggeteppe, som Uforstand og Sladder har
bredet over et Minde, og drage dette frem i sin Sandhed, sin Renhed. Men saa
maa – o ve! – Navne paa Prent! – Antydninger ialfald! og Navne paa Prent, naar
det ikke staar i nogen officiel Forbindelse med de Angjældende, er for Familien
og nære Venner værre end selve Miskjendelsen og Bagtalelsen: Der er da endelig
et Hoved at ramme! og den længe kvalte Uvilje falder i kolde Miner og stramme
Hilsener paa den ulykkelige Opreiserinde.
Disse faa Træk viser os Forkjæmperinden kun i et Par Situationer, men de
illustrerer tilstrækkelig hendes hele Stilling. Lad hende i Ord eller Gjerning,
offentlig eller Ven imellem, yde det bedste, hun formaar. Lad hende slide de
ømmeste, skyeste, dulgteste Tanker fra sin Sjæl og give dem hen, beilende kun til
et Blik, et Vink – at det har naaet andre Sjæle! – O nei, blot et Vink om, at det pr.
Post er modtaget! I sjeldneste Tilfælde vil hun være saa lykkelig at modtage et
saadant Tegn! Naar hun da langt om længe frygtsom kan gribe en Anledning til
at spørge: Har jeg fortørnet eder? . . . Hvormed har jeg gjort eder saa
misfornøiede? saa ser de hende forbauset i Ansigtet og siger: «Misfornøiede? –
Det er sandt, Tak skal De ha! . . . Misfornøiede! De har jo gjort Deres Sager
udmerket! . . . Kan det ikke tilfredsstille Dem? . . . -inder maa ikke være saa
fordringsfulde!» siges vel ikke i rene Ord, men det er dog Meningen.
Fordringsfuld – milde Gud! Jeg var blot saa angst for, at I var vrede, og det
vilde været mig en usigelig Trøst og Beroligelse, om I havde meddelt mig, at I
ikke var det.
I selskabelig Henseende maa hun dele Enkernes Kaar; thi Forkjæmperinden
er altid Enke eller gammel Jomfru. – En gift Kone falder aldrig paa at være det –
nei, hun ved, hvad en Stilling som hendes er værd, og vogter sig nok!
Der forbigaaes ikke heller nogen Anledning til at vise hende, at saaledes og
ikke anderledes skal den, hun indtager, opfattes. Det har aldrig villet passe ind i
vor nationale Logik, at har hun selv, saa godt som nogen Mand, kun lidt mere
følelig, betalt sin Ligningsskat til den store Offentlighed, saa har hun ogsaa for en
Del kjøbt sig Ret til dens selskabelige Fordele og Opmuntringer. Kommer efter
saadanne Ubeagtethedens lange, kolde Graaveirstider endelig et Tegn paa, at
converted by Web2PDFConvert.com