bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...

Hun var jo Enke!
Men nu maa hun fortjene noget For at kunne leve, hun maa søge en
Virksomhed. Hun tager Logerende. De faa dyrebare Stykker, hun af sine forrige
Mobilier har reddet, anbringes i deres Værelser. Har hun Raad til den Luksus
ingen Logerende at have, begynder hendes Sofaeksistens, fra hvilken hun har at
tælle de enkelte Dryp af Liv, der kan tilflyde udenfra, i Løbet af den lange,
snigende Uge. Undertiden et Besøg af voksne Børn, af en gammel Veninde, der
ikke ganske har glemt hende, og som aldrig undlader at se sig om og sige: her har
du jo faaet det pent! Lykkelig maa hun derved skatte sig, jo større Anlæg hun
huser i sig selv til intet at ville, intet at savne, jo større Overensstemmelse hun
formaar at bringe mellem Udstyret i sit eget Indre og hendes Stuefængsels
Tomhed og øde Tarvelighed. Folk kalder dette: hun er tilfreds, og dermed er de
ogsaa tilfredse, da hun jo noksaa pent opfylder sin Samfundsforpligtelse ikke at
lade andet høre.
Men eier hun ikke denne Sjælsarmodens formidlende Evne, har hun en Aand,
der higer udover Stuefængselet, der levende kræver sin Deltagelse i Tidens
aandelige Dagverk, – o, tifold ve hende da, tifold beklag hende! Hun har ingen
Adgang til god Læsning, hun har maaske ikke Raad til at holde en Avis. Og selv
maa hun ikke, næst Søndagene i Kirke selvfølgelig, røre sig ud for at søge noget,
som ikke bevislig gaar ud paa den blotte og bare Opholdelse af Livet. Drives hun
alligevel dertil, søger hun Livet, søger hun Menneskene – ak, enhver saadan
Berørelse med dem vil være hende en levende Paamindelse om, at Retten til en
egen Eksistens med dens selskabelige Forrettigheder for Fremtiden er forment
hende! I de Smuler, der nu tilbydes hende, vil hun smertelig føle Almissen,
Barmhjertighedsydelsen. Hun vil finde alt lukket, alt udslukt. Hvad hun griber
efter, er som Blomsterne i Margarethas Have, der visner, idet man vil røre ved
dem. Hun vil allerede i Tonen mod hende, ligefra den fornemme Venindes, i hvis
Festballer hun engang deltog, indtil Mari Skurekone, spore denne Forandring,
der ikke lader sig gribe, men føle desto bitrere – kort, ved hvert Skridt, hun tager,
ved hver Dør, hun træder ind af, vil hun merke, at hun er en anden Person, end
da hun havde sin Justitiarius, sin Statsrevisor, sin Bankadministrator lyslevende
bag sig. Denne Art Indskrænkningsøvelse er endnu den smerteligste – den tager
frygtelig Tid; er den gjennemgaaet, saa sænker der sig en sløv, næsten idiotisk Ro
over hende. Folk kalder den slet ikke noget; thi de erindrer neppe mere, at hun er
converted by Web2PDFConvert.com