bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...

Lyst til at leve, med andre Ord, at hun bortviser Resignationens Selvknuselse.
Vort Land producerer altfor mange af disse ulykkesslagne, og tænk, om alle vilde
falde paa at leve bagefter! og sætte Landet i den Bekymring at sørge derfor! . . . –
Forf., paastaar Hr. J., hører nu til en af disse opsætsige. «Det er derfor,» bliver
han ved, «at hun ikke kunde nøie sig med at leve for sine Børn, hendes Begavelse
laa nu engang ikke i denne Retning, den fordrede andre og større Opgaver.»
Dette er mere nærgaaende.
Hvad ved Hr. J. om hendes Begavelse i denne Retning? og om denne Opgave
ikke har været anerkjendt for stor, ja den største af alle Opgaver? Hvad om hun
for at kunne leve ret for denne Opgave, først maatte tænke paa overhoved at leve!
. . . Hvad om hun da greb til Forfatterskabet som den druknende efter Bjelken? . .
. Kunde det ikke tænkes, at denne Sysselsættelse først blev det dulmende, senere
til det Livsgjerningen styrkende Middel, uden at hun endnu anede Betydningen
ret, og at den først, efterat denne Livsgjerning var endt, gik op for hende som en
høiere Opgave, der endnu fylder og løfter den ensommes Liv? Kunde det ikke
tænkes saa?
Lad nogle Erindringer, Forfatterinden har optegnet, selv tale her:
«Collett har saa egentlig skabt mit Forfatterskab, d. v. s. han har baade
aandelig forberedt og praktisk givet det Stødet. Uden at han maaske havde en
bevidst Hensigt dermed, blev han dog Redskabet dertil. Han havde dengang
meget lidt Tid til selv at læse Skjønliteratur, derfor ansatte han mig i Egenskab af
baade Udvælger og Meddeler; havde jeg fundet noget interessant, maatte jeg
fortælle det, ikke læse det for. Dette skede da mest paa vore Spadsereture, ofte
blev paa en Spadseren op og ned ad Gulvet en ny Novelle af Gutzkow eller
Sternberg muligst kort tilegnet, drøftet og diskuteret. Dermed troede jeg, det
ogsaa skulde bero, og følte mig nok saa stolt ved den Rolle, der var overdraget
mig.
Men engang, medens jeg var i mit Sommerbesøg i Eidsvold, skriver han, at A.
Munch havde purret ham for en Feuilleton til sit Blad, men han havde ikke Tid til
at skrive nogen, om jeg ikke vilde skrive en, som han kunde lade M. faa. Dette
var, tror jeg, i 42 eller 43. – Forfærdet Afslag, med Spørgsmaal, om han var
forrykt! – Ny Anmodning, der endte med Løfte fra min Side om, at jeg skulde
forsøge det, dog kun under Betingelse af den strengeste Taushed og en ubrydelig
converted by Web2PDFConvert.com