bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...

egentlige literære Optræden fra den Tid, hun blev Enke, og kalde nævnte Bog
hendes «første Digtning».
Anm.s øvrige Betragtninger over dette hendes første Arbeide («Amtmandens
Døtre») forbigik jeg helst ganske. Der udfordres en anden Pen end min til at
udhæve, hvad der her synes mig skjævt og fordreiet opfattet, og med Tak skal det
erkjendes, at dette, og mere end dette, allerede er skeet. Hvad skal man sige til
Beskyldninger som disse, og hvad bliver der igjen af en Bog, naar man tager disse
som Udgangspunkter for en Bedømmelse af den! At Heltinden kun er en kjedelig
Prøvesamling af «opkonstruerede, ideale Fuldkommenheder» . . . At
Gjenstandene kun sees i «Lyset af Forfatterindens egen mørke Sindsstemning»,
«følgelig er den bleven ensidig, overdreven i sin Opfatning» . . . At hun mangler
«al aandelig Smidighed og den bøielige Sympati til at sætte sig ind i fremmede
Individualiteter, følgelig bliver hendes Personer kun Kopier», alle Damerne er
hende selv, og alle Mandspersonerne støbte over en tilfældig levende Form.
Lorenz Brandt er saaledes et «nøiagtigt Fotografi af en Person, der i sin Tid
vakte megen Opsigt». Der citeres nu Stykker af en Nekrolog i «Den
Konstitutionelle» over samme Person, og dermed skal den fuldstændige Lighed
rære fastslaaet.
Disse to Figurer, Virkelighedens og Digtningens, var de største Kontraster.
Enhver af dem bar sin Races og Klasses Grundtræk udpræget i sig: Aristokraten,
hensynsfuld, formel, høisindet, uden Gnist af Ironi, end sige Selvironi, den anden
Folkets begavede Barn, dermed er alt sagt.
Betragtningen af den Række smertelige Tab, der traf Forfatterinden fra det
Tidspunkt af, der havde lovet hende den huslige Fred og Lykke efter en trist
Ungdom, Tab, som endte med hendes Mands Død, kan jeg naturligvis ikke have
noget at sige paa. De aander al den Medfølelse, man bærer for Ulykken. Men den
Sympati, han derved vil vække for den hjemsøgte, forskjertser han rigtignok paa
det grundigste ved straks efter at fortælle, at hun under disse uafladelige
Skjæbnens Slag «havde opsparet en stor Sum af brændende Lyst til at leve», . . .
«at Resignation slet ikke var hendes Sag» . . . «for hende havde den stillet sig som
det sørgeligste Onde».
Man maatte ikke kjende det mindste til vor hjemlige Opfatning af dette Punkt,
for at føle, at det værste, man kan sige om en saadan ulykkelig, er, at hun ytrer
converted by Web2PDFConvert.com