bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...
bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ... bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...
fjerne, minderige, glimrende Tider. Vi behøver neppe at opregne Fortegnelsen paa disse Egenskaber – enhver Skolegut kan dem paa Fingrene, enhver fremmed Festmiddagsgjest glemmer ikke at kredense os dem i et Tak for sig, Kraftegenskaber, som da er: Frisind, Trofasthed, Gjestfrihed, patriarkalsk Nøisomhed, sedelig Ufordærvethed etc. Ogsaa vi glider behagelig hen paa dem, medens vi i vor nuværende Travelhed og indre Tryghed sjelden, og da kun af yderste Tvang, kommer til at kaste et prøvende Blik fra Verdenssignalementet hen til Virkeligheden. Selverkjendelse hører maaske til Kulturens seneste Frugter, hvor store Rystelser, som de, der af og til overgaar Nationerne, ikke fremskynder den og tvinger et Folk til Opgjør med sig selv. Det bedste var, at det havde Mod til ogsaa i rolige Tider at foretage dette, Mod til at afklæde sig al falsk Ros og mere bevidst stræbe at tilegne sig og befæste, hvad der virkelig er dets Eie. Vi Nordmænd, som staar paa et Slags Kulturens Skillevei, vilde have synderlig godt af en saadan Selvbeskuelse. Det er paa den Maade, en sand Fædrelandsven har optaget Nationens sedelige Tilstand tildoms og i det mindste givet Selvillusionerne her et paa statistiske Bevisgrunde støttet, mindre glædeligt Dementi. Monstro der ikke skulde gives flere saadanne Illusioner? Bjørnstjerne Bjørnson holdt ved Tusendaarsfesten i Tønsberg en Tale, hvori han udhævede, at Nordmændene var et ridderligt Folk; det havde ogsaa deri vist sin Høisindethed, at det lige fra gammelhistoriske Tider havde agtet og sat sine Kvinder høit. Det tog sig meget godt ud og gav Talen paa det Sted et fortringligt Sving. Veiret var deiligt. Alle i Feststemning. Men man er det jo ikke altid, og for deres Vedkommende, som Sagen nærmest angaar, hænder det overordentlig sjelden, at de befinder sig i Feststemning. Den rolige Betragtning indtager sin Ret, Erfaringen opruller sine tørre, uimodsigelige Kjendsgjerninger, kategorisk-summarisk, som en monstrøs Hotelregning, naar man er reist for at se Alpegløden og Udsigter, og man i fjorten Dage har havt én Godveirsdag. Vort stille Opgjør kommer maaske da til at lyde noget anderledes. Der gives en Art Standsforpligtelsens Ridderlighed, der lige fra Adams Dage har gjældt og vil gjælde gjennem alle Tider, for Eskimoen som for den raffinerede Kulturmand, for Uslingen, der mishandler sin Hustru, til Følelsesmanden, der converted by Web2PDFConvert.com
dyrker hende som en Guddom: Egtemandens. Enhver Fornærmelse mod Hustruen gjælder ham selv, enhver Forsyndelse af denne er hans Skam – Ludvig den Fjortendes «L'état c'est moi», anvendt paa den egteherrelige Magtfuldkommenhed: Ma femme c'est moi. At denne Egtemandens chevalereske Æresidentitet med sin Mage har sin smukke og noble Side, behøver vi vist ikke at bemerke. Sit mest betegnende Udtryk naar den dog gjennem Skinsygen, og den ytrer sig da i en levende Lyst til, efter Omstændighederne, at banke eller at myrde baade hende og alt, hvad der blot vækker Mistanken om at ville gjøre ham hans Eneherredømme stridig, – en Lyst, som man altid vil finde mest udpræget hos Nationer og Individer, der selv er de største Syndere mod sine Hustruer og mest trænger til deres Tilgivelse. Men der gives ogsaa et: La femme c'est moi, der optager alle de gode Elementer i Egtemandens Valgsprog, men udelukker de slette. «Enhver Kvinde er en Del af mig selv, enhver Krænkelse, der overgaar hende, paakalder, hvor min Arm kan naa, min Beskyttelse, mit Forsvar.» Dette er Princippet, hvorpaa den sande Kvindeagtelse beror, men den kan vi som Særkjende hos Enkeltmand eller hele Nationer kun tænke os, hvor storsindede Anlæg forener sig med en høi og skjønt udviklet Kultur. Hvad Franskmanden end kan have at bebreide sig i Forhold til sine Kvinder, saa formaar vi ikke at skille ham fra Begrebet Ridder i denne Forstand. Han har en naturlig Entusiasme for det svagere Kjøn, en Trang til, lig Gaardhanen, at have dem omkring sig, forsvare dem, dele alting med dem, – en Ridderlighed, der udfolder sin smukkeste, nobleste Blomst i den Kjærlighed, den Ærefrygt, han nærer for Moderen. Meget maa af den Grund tilgives ham. Naar vi, ledede af Erfaringen, skrider til at gjøre Anvendelsen paa vore egne Tilstande, kommer vi som sagt ikke ganske til det Resultat som vor store Digter i sin Festtale i Tønsberg. Devisen: Ma femme c'est moi, min Hustru er mig selv, er vi forvissede om, at vore kjære Landsmænd kjender og hylder ligesaa godt som Kautokeinerne og den europæiske Kulturmand; men skal vi sandhedskjærlig prøve, hvorvidt den anden Devise: «Enhver Kvinde angaar mig, som en Del af mig», passer for os, maa vi bedrøvet sige: dette den sande Kvindevurderingens Instinkt er lidet udviklet i vor Nation endnu; den synes i dette Stykke at staa, vistnok noget høiere end hine vore skindklædte nordlige Naboer, men visselig converted by Web2PDFConvert.com
- Page 1 and 2: okselskap.no, 2013 Camilla Collett:
- Page 3 and 4: derbag . . . Jeg skal ikke blande m
- Page 5 and 6: maaske vilde yde de værdfuldeste B
- Page 7: Krogene, drage frem alt, hvad der t
- Page 11 and 12: ældre stakkels Pige, der - hvem ve
- Page 13 and 14: Sæbesyder- eller Seildugsfabrikker
- Page 15 and 16: agved - Tomhed, Ingenting. Selv gam
- Page 17 and 18: det kostede dem lidt Besvær! . . .
- Page 19 and 20: man kan næsten kalde det den naive
- Page 21 and 22: næsten viljeløse stuper i Armene
- Page 23 and 24: «Udgifter»! . . . Ja, da der ved
- Page 25 and 26: de Opgaver, en Hustru der har at l
- Page 27 and 28: drømte om. At de kan ansættes ved
- Page 29 and 30: at have det. Denne Uret er heller i
- Page 31 and 32: Frisk Luft! (1875.) Var jeg i Besid
- Page 33 and 34: for et eget fyldigere, selvstændig
- Page 35 and 36: Nætter, der lumsk stjæler din Dat
- Page 37 and 38: noget som Ærefrygt for en uantaste
- Page 39 and 40: Vedkommende, er en anden Sag. Maatt
- Page 41 and 42: i Haand og lære at haandtere det m
- Page 43 and 44: Saaledes lidet præpareret for vort
- Page 45 and 46: Svøbning - med at skjære en Remse
- Page 47 and 48: end maaske de fleste - lad det kun
- Page 49 and 50: Kan man tænke det muligt! Og det e
- Page 51 and 52: omhyggelig holde alle Sorger og Hos
- Page 53 and 54: «Der sidder det og glor (Publikume
- Page 55 and 56: og lige idet du skulde reise! Det P
- Page 57 and 58: Damerne ved vor Scene, blev Papa ve
fjerne, minderige, glimrende Tider. Vi behøver neppe at opregne Fortegnelsen<br />
paa disse Egenskaber – enhver Skolegut kan dem paa Fingrene, enhver fremmed<br />
Festmiddagsgjest glemmer ikke at kredense os dem i et Tak for sig,<br />
Kraftegenskaber, som da er: Frisind, Trofasthed, Gjestfrihed, patriarkalsk<br />
Nøisomhed, sedelig Ufordærvethed etc. Ogsaa vi glider behagelig hen paa dem,<br />
medens vi i vor nuværende Travelhed og indre Tryghed sjelden, og da kun af<br />
yderste Tvang, kommer til at kaste et prøvende Blik fra Verdenssignalementet<br />
hen til Virkeligheden.<br />
Selverkjendelse hører maaske til Kulturens seneste Frugter, hvor store<br />
Rystelser, som de, der af og til overgaar Nationerne, ikke fremskynder den og<br />
tvinger et Folk til Opgjør med sig selv. Det bedste var, at det havde <strong>Mod</strong> til ogsaa<br />
i rolige Tider at foretage dette, <strong>Mod</strong> til at afklæde sig al falsk Ros og mere bevidst<br />
stræbe at tilegne sig og befæste, hvad der virkelig er dets Eie. Vi Nordmænd, som<br />
staar paa et Slags Kulturens Skillevei, vilde have synderlig godt af en saadan<br />
Selvbeskuelse. Det er paa den Maade, en sand Fædrelandsven har optaget<br />
Nationens sedelige Tilstand tildoms og i det mindste givet Selvillusionerne her et<br />
paa statistiske Bevisgrunde støttet, mindre glædeligt Dementi.<br />
Monstro der ikke skulde gives flere saadanne Illusioner?<br />
Bjørnstjerne Bjørnson holdt ved Tusendaarsfesten i Tønsberg en Tale, hvori<br />
han udhævede, at Nordmændene var et ridderligt Folk; det havde ogsaa deri vist<br />
sin Høisindethed, at det lige fra gammelhistoriske Tider havde agtet og sat sine<br />
Kvinder høit. Det tog sig meget godt ud og gav Talen paa det Sted et fortringligt<br />
Sving. Veiret var deiligt. Alle i Feststemning.<br />
Men man er det jo ikke altid, og for deres Vedkommende, som Sagen<br />
nærmest angaar, hænder det overordentlig sjelden, at de befinder sig i<br />
Feststemning. Den rolige Betragtning indtager sin Ret, Erfaringen opruller sine<br />
tørre, uimodsigelige Kjendsgjerninger, kategorisk-summarisk, som en monstrøs<br />
Hotelregning, naar man er reist for at se Alpegløden og Udsigter, og man i<br />
fjorten Dage har havt én Godveirsdag. Vort stille Opgjør kommer maaske da til<br />
at lyde <strong>no</strong>get anderledes.<br />
Der gives en Art Standsforpligtelsens Ridderlighed, der lige fra Adams Dage<br />
har gjældt og vil gjælde gjennem alle Tider, for Eskimoen som for den raffinerede<br />
Kulturmand, for Uslingen, der mishandler sin Hustru, til Følelsesmanden, der<br />
converted by Web2PDFConvert.com
Change language