bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...

som vi endnu regner for vort Teaters gyldne Tid, skulde vi, selv uformuende til at
skaffe os en national Scene, have betragtet med saadan Ringeagt! Kunstnere,
som vi har eiet dem i Balling, Spindler, Mad. Schrumpf, senere i Jørgensen,
Schmidt, Hagen – Rosenkilde – Wiehe, som Christiania med Stolthed mindes at
have huset i sin Midte, skulde vi nogensinde betragtet som hjemløse Omstreifere?
Vi forbigaar Indledningen til et nyt Stadium i Forfatterindens Liv, det, som
begynder med hendes Egteskab. Folk, der har en særlig Sans for det privatlige og
personlige, vil her paa det Nøiagtigste faa at vide, hvilken Alder Bruden havde, og
i hvad Forhold den stod til hendes Egtefælles. Men det er ikke for den Slags
Læsere, dette skrives, men for dem, hvem det var mit Ønske at kunne bibringe et
sjælelig og aandelig mere korrekt Billede af – den bortgangne end det, Hr. J. har
bragt for Dagen.
«Ved hendes Giftermaal, idet hun blev fast Medlem af Christianias
Selskabsliv, skulde man tro, at hun endelig var kommen i Omgivelser, der
tilfredsstillede hende. Men nei.»
Her citerer Hr. J. en Række Udtalelser, der sigter til hendes første Optræden i
Christiania, og hvori skildres, hvad enhver enestillet ung Pige med et lidt
usedvanligt Tilsnit vil have følt – følgelig slet ikke passende til Situationen.
«Hvor dybt hun har følt sig krænket, og med hvilken lidenskabelig Bitterhed
hun beklager sig over den Maade, hvorpaa «man behandlede hende, kan man se
af mange Udtalelser i «hendes senere Skrifter.»
Derpaa følger atter et langt Citat, der hører hjemme i en ganske anden
Forbindelse.
«Hun har tidlig begyndt at leve paa Krigsfod med Christianias Publikum.
Hun har følt sig krænket, saaret, angreben «saa skarpt og udholdende, at hun er
bleven indigneret og har «begyndt at tage Offensiven . . . For hende, med hendes
sterke «Trang til Selskab og Lykke (!), maa det have været en Skuffelse ikke ulig
den, som Reisende i Ørkenen føler, naar de «trætte og tørstige ser en Oase for
sig, for lidt efter at opdage, «at det havde været Fata morgana.»
Forsaavidt som ovenstaaende trøstesløse Skildring skal passe paa
Forfatterindens Egteskabsliv i Christiania, maa herimod paa det bestemteste
protesteres. Den Skuffelse, der her skulde ventet hende, har paa ingen Maade
fundet Sted. Selv om hun var traadt op saa selskabslysten urolig, saa kritisk
converted by Web2PDFConvert.com