bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...

dig, tage ham ved Haanden og lede ham til Hjemmet! O hold den fast denne
Haand, husk, det er sidste Gang, du leder ham. Ved Døren slipper Taget, og han
brister ud i det store, store larmende Liv, hvor du ikke kan følge ham! Nei, hun
maa skynde sig forud, hun skal have Familieselskab til Middag og
halvtredsindstyve Gjester til Super. Hvad Indtryk de unge selv modtager af en
saadan Dag, der, begyndt i from Andagt, skal ende i disse, en høitidelig
Kjedsomheds Saturnalier, dette er igjen en anden Side af Sagen, der ikke mindre
fortjener at overveies. Det er, som om vi ikke tidsnok kunde indvie disse unge til
det tommeste, aandløseste, mest gudsforladte, vore sociale Tilstande har at
opvise: vore Selskaber.
Mine ærede Gjester!
I vil forstaa, at jeg ved at paapege en ringe Del af Skyggesiderne ved dette vort
Selskabsliv har villet noget mere end en blot Undskyldning for iaften. Jeg har
ønsket, at vi alle kunde forene os til ganske at afskaffe et af dens værste Unoder,
Supererne, og byder mig selv villig frem til et af de første Ofre, der maa falde for
Sagen. Jeg har først villet sikre mig de gamle mod en anden, langt sterkere Magt.
Hvad Understøttelse kan denne Sag vente hos den yngre Slegt? Ligeoverfor den
kan vi ikke appellere til nogen Fortid, der findes ingen erotisk frugale Strenge at
anslaa. Denne elskværdige Ungdom vil altfor sikkert være enig med Wessel i, at
Smørrebrød ikke er Mad. Den er født og baaren til Bordene med Mad paa,
forskrækkelig megen Mad paa, man har drukket dens Festskaaler i de Vine, der
stod paa disse Borde, i mange Vine, forskrækkelig mange Vine. Og det værste er,
at vi Ældre selv bærer Skylden deri. Vi var imponerede, vi svage, taabelige gamle,
af denne i Talenter, Verdensskik og fri Uafhængighed os saa overragende
Ungdom, som vi havde den Lykke at være Fædre, Mødre, Tanter og Onkler til, vi
vidste ikke tilsidst, hvad vi skulde finde paa for at tækkes den, og vi opfandt
Souperene. Vi trængte til at give vor Anerkjendelse af denne fyldigere, friere
Tilværelse et synligt Udtryk, og vi fandt det i de bugnende Borde. Vi frygtede for,
at denne Ungdom skulde gjøre et Tilbageskridt til vore trohjertige Skikke med
deres Velopdragenhed og plump ærlige Courtoisie, og – vi tog Stolene bort om
disse Borde. De staar der nu kun som det billedlige Symbol paa vor Hyldning,
ligesom i Oldtiden de bekransede Altare, hvorpaa man ofrede Dyr og Markens
Frugter. Vi kan ikke vilkaarlig afskjære denne blot billedlige Del af vor Kultus,
den maa afstaaes os. Vi kan ikke, vi gamle, ophøre med at give Superer, de unge
converted by Web2PDFConvert.com