bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...
bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ... bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...
Fadet? . . . O vist ikke! der kunde været, hvad der være vilde, I agtede det kun for, hvad det i dette Øieblik var: Baandet mellem eder. Og I gamle Mænd, husker I, hvorledes I midt i den larmende Kreds har stirret drømmende ned i Glasset og glemt at drikke? Afspeilede Billedet af den hemmelig elskede sig mindre smukt, fordi der kun var – Bisp i Glasset, end om det havde været en dyrebarere Drik? (Nei, nei!) Jeg tror heller ikke, jeg tror endog, det har vist sig tydeligere, mere varmt forjættende, det har hvisket om en muligere, nærmere Lykke, end om I havde set det hvirvle om i Champagnens Malstrøm. – O en saadan Champagnemalstrøm er en meget betænkelig Malstrøm for en ung, elskende Embedsmand, at skue sin udvalgtes Billede i – – Her trængte Onkel Ulrik trods alle Husch og St! sig stormende frem med sit Glas – Bisp, for at klinke med Talerinden, der ogsaa var saa elskværdig at møde ham paa Halvveien. Tiderne har forandret sig. For nu at turde bede nogle Gjester sammen, kræver Skik og Brug ganske andre storartede Tilstelninger. Selskabeligheden har givet Plads for Selskaber, de gemytlige Aftensborde for tungt belæssede Tafler og endeløse Libationer i saa og saa mange Sorter Vine. For ikke at beholde igjen en Gnist af den gamle urbane Gemytlighed indførte vi Buffeterne. De yngre Familier, hos hvem en friere, kvikkere Selskabelighed bedst kunde trives, maa næsten ganske lukke sine Døre. Vi har ikke Raad til at bede nogen sammen, der kræves Vine og Souper, siger de, og vi har ikke heller Lyst til at sønderflenges, fordi vi forsøgte at sætte os ud over denne Fordring. Det er alt, at vi kan opfylde Kravet, hvor det er uundgaaeligt, ved Familiehøitiderne. Da skal de tunge Selskaber for en Dag. Men netop her, saa langt fra at forhøie en saadan Kjærlighedens Fest, viser denne Skik først rigtig sin nedtyngende og forstyrrende Virkning. Vi vil blot erindre, hvorledes hun optages og misbruges, hun, der skal være det aandelige Centrum i disse Fester. Husker hine Festdage i Aaret, hvor Himmelen holder Afmønstring over de unge Hjerter og tager dem i Ed for Fremtiden! Jeg har set Mødre, der havde Børn til Konfirmation, komme sent i Kirke og ligesom med en unaturlig betvungen Længsel kaste sig i Andagtens Arme. Deres Taarer har strømmet næsten konvulsivisk, halvt af Anledningens Rørelse, halvt af en nervøs Overanstrengelse. Neppe har en saadan Moder hørt Velsignelsen udtale over det kjære Hoved, saa trænger hun sig gjennem Mængden for at slippe ud. Hvor gaar du hen, o Moder? Vent, til Høitideligheden er endt, og du kan tage din Søn med converted by Web2PDFConvert.com
dig, tage ham ved Haanden og lede ham til Hjemmet! O hold den fast denne Haand, husk, det er sidste Gang, du leder ham. Ved Døren slipper Taget, og han brister ud i det store, store larmende Liv, hvor du ikke kan følge ham! Nei, hun maa skynde sig forud, hun skal have Familieselskab til Middag og halvtredsindstyve Gjester til Super. Hvad Indtryk de unge selv modtager af en saadan Dag, der, begyndt i from Andagt, skal ende i disse, en høitidelig Kjedsomheds Saturnalier, dette er igjen en anden Side af Sagen, der ikke mindre fortjener at overveies. Det er, som om vi ikke tidsnok kunde indvie disse unge til det tommeste, aandløseste, mest gudsforladte, vore sociale Tilstande har at opvise: vore Selskaber. Mine ærede Gjester! I vil forstaa, at jeg ved at paapege en ringe Del af Skyggesiderne ved dette vort Selskabsliv har villet noget mere end en blot Undskyldning for iaften. Jeg har ønsket, at vi alle kunde forene os til ganske at afskaffe et af dens værste Unoder, Supererne, og byder mig selv villig frem til et af de første Ofre, der maa falde for Sagen. Jeg har først villet sikre mig de gamle mod en anden, langt sterkere Magt. Hvad Understøttelse kan denne Sag vente hos den yngre Slegt? Ligeoverfor den kan vi ikke appellere til nogen Fortid, der findes ingen erotisk frugale Strenge at anslaa. Denne elskværdige Ungdom vil altfor sikkert være enig med Wessel i, at Smørrebrød ikke er Mad. Den er født og baaren til Bordene med Mad paa, forskrækkelig megen Mad paa, man har drukket dens Festskaaler i de Vine, der stod paa disse Borde, i mange Vine, forskrækkelig mange Vine. Og det værste er, at vi Ældre selv bærer Skylden deri. Vi var imponerede, vi svage, taabelige gamle, af denne i Talenter, Verdensskik og fri Uafhængighed os saa overragende Ungdom, som vi havde den Lykke at være Fædre, Mødre, Tanter og Onkler til, vi vidste ikke tilsidst, hvad vi skulde finde paa for at tækkes den, og vi opfandt Souperene. Vi trængte til at give vor Anerkjendelse af denne fyldigere, friere Tilværelse et synligt Udtryk, og vi fandt det i de bugnende Borde. Vi frygtede for, at denne Ungdom skulde gjøre et Tilbageskridt til vore trohjertige Skikke med deres Velopdragenhed og plump ærlige Courtoisie, og – vi tog Stolene bort om disse Borde. De staar der nu kun som det billedlige Symbol paa vor Hyldning, ligesom i Oldtiden de bekransede Altare, hvorpaa man ofrede Dyr og Markens Frugter. Vi kan ikke vilkaarlig afskjære denne blot billedlige Del af vor Kultus, den maa afstaaes os. Vi kan ikke, vi gamle, ophøre med at give Superer, de unge converted by Web2PDFConvert.com
- Page 15 and 16: agved - Tomhed, Ingenting. Selv gam
- Page 17 and 18: det kostede dem lidt Besvær! . . .
- Page 19 and 20: man kan næsten kalde det den naive
- Page 21 and 22: næsten viljeløse stuper i Armene
- Page 23 and 24: «Udgifter»! . . . Ja, da der ved
- Page 25 and 26: de Opgaver, en Hustru der har at l
- Page 27 and 28: drømte om. At de kan ansættes ved
- Page 29 and 30: at have det. Denne Uret er heller i
- Page 31 and 32: Frisk Luft! (1875.) Var jeg i Besid
- Page 33 and 34: for et eget fyldigere, selvstændig
- Page 35 and 36: Nætter, der lumsk stjæler din Dat
- Page 37 and 38: noget som Ærefrygt for en uantaste
- Page 39 and 40: Vedkommende, er en anden Sag. Maatt
- Page 41 and 42: i Haand og lære at haandtere det m
- Page 43 and 44: Saaledes lidet præpareret for vort
- Page 45 and 46: Svøbning - med at skjære en Remse
- Page 47 and 48: end maaske de fleste - lad det kun
- Page 49 and 50: Kan man tænke det muligt! Og det e
- Page 51 and 52: omhyggelig holde alle Sorger og Hos
- Page 53 and 54: «Der sidder det og glor (Publikume
- Page 55 and 56: og lige idet du skulde reise! Det P
- Page 57 and 58: Damerne ved vor Scene, blev Papa ve
- Page 59 and 60: næste Minut at blive spiddet mod S
- Page 61 and 62: hvem Caroline P. og Mina S. vilde v
- Page 63 and 64: etmæssige vil se i ham noget fra h
- Page 65: alle bevæget sig paa ideale Høide
- Page 69 and 70: at løfte os andre Smaafolk fra Jor
- Page 71 and 72: Med dyb Sønderknuselse tilstod han
- Page 73 and 74: Forudsætninger, Hr. Jægers Manife
- Page 75 and 76: spørg da ikke, hvorfor det ene udf
- Page 77 and 78: denne Art, at den passer ikke for a
- Page 79 and 80: som vi endnu regner for vort Teater
- Page 81 and 82: Drøftelserne af Dagens Tilstande o
- Page 83 and 84: En Fortegnelse paa disse Forfatteri
- Page 85 and 86: Lyst til at leve, med andre Ord, at
- Page 87 and 88: have erfaret, hvad det vil sige, at
- Page 89 and 90: hvori Skriget over det uhyre, det o
- Page 91 and 92: Hun var jo Enke! Men nu maa hun for
- Page 93 and 94: Forkjæmperinden har maaske staaet
- Page 95 and 96: Nuller til Graven. Deres Mænd? spu
- Page 97 and 98: ikke Kraft engang til at ønske mig
- Page 99 and 100: Da rakte hun Haanden op over Vandet
- Page 101 and 102: fornemste Promenadeplads, neppe gaa
- Page 103 and 104: Kongens Have og ende i Sortedams- e
- Page 105 and 106: Manden maa have alt, alt, hvad denn
- Page 107 and 108: Forfølgelsen begynder da og tager
- Page 109 and 110: vakre Opgave, at glæde dem hjemme,
- Page 111 and 112: man i lang Tid ikke har set, falder
- Page 113 and 114: Men, bedste Jomfru, jeg bad Dem jo
- Page 115 and 116: indtrængende Maade: «Vi alle,» s
Fadet? . . . O vist ikke! der kunde været, hvad der være vilde, I agtede det kun for,<br />
hvad det i dette Øieblik var: Baandet mellem eder. Og I gamle Mænd, husker I,<br />
hvorledes I midt i den larmende Kreds har stirret drømmende ned i Glasset og<br />
glemt at drikke? Afspeilede Billedet af den hemmelig elskede sig mindre smukt,<br />
fordi der kun var – Bisp i Glasset, end om det havde været en dyrebarere Drik?<br />
(Nei, nei!) Jeg tror heller ikke, jeg tror endog, det har vist sig tydeligere, mere<br />
varmt forjættende, det har hvisket om en muligere, nærmere Lykke, end om I<br />
havde set det hvirvle om i Champagnens Malstrøm. – O en saadan<br />
Champagnemalstrøm er en meget betænkelig Malstrøm for en ung, elskende<br />
Embedsmand, at skue sin udvalgtes Billede i – – Her trængte Onkel Ulrik trods<br />
alle Husch og St! sig stormende frem med sit Glas – Bisp, for at klinke med<br />
Talerinden, der ogsaa var saa elskværdig at møde ham paa Halvveien.<br />
Tiderne har forandret sig. For nu at turde bede <strong>no</strong>gle Gjester sammen,<br />
kræver Skik og Brug ganske andre storartede Tilstelninger. Selskabeligheden har<br />
givet Plads for Selskaber, de gemytlige Aftensborde for tungt belæssede Tafler og<br />
endeløse Libationer i saa og saa mange Sorter Vine. For ikke at beholde igjen en<br />
Gnist af den gamle urbane Gemytlighed indførte vi Buffeterne. De yngre<br />
Familier, hos hvem en friere, kvikkere Selskabelighed bedst kunde trives, maa<br />
næsten ganske lukke sine Døre. Vi har ikke Raad til at bede <strong>no</strong>gen sammen, der<br />
kræves Vine og Souper, siger de, og vi har ikke heller Lyst til at sønderflenges,<br />
fordi vi forsøgte at sætte os ud over denne Fordring. Det er alt, at vi kan opfylde<br />
Kravet, hvor det er uundgaaeligt, ved Familiehøitiderne. Da skal de tunge<br />
Selskaber for en Dag.<br />
Men netop her, saa langt fra at forhøie en saadan Kjærlighedens Fest, viser<br />
denne Skik først rigtig sin nedtyngende og forstyrrende Virkning. Vi vil blot<br />
erindre, hvorledes hun optages og misbruges, hun, der skal være det aandelige<br />
Centrum i disse Fester. Husker hine Festdage i Aaret, hvor Himmelen holder<br />
Afmønstring over de unge Hjerter og tager dem i Ed for Fremtiden! Jeg har set<br />
Mødre, der havde Børn til Konfirmation, komme sent i Kirke og ligesom med en<br />
unaturlig betvungen Længsel kaste sig i Andagtens Arme. Deres Taarer har<br />
strømmet næsten konvulsivisk, halvt af Anledningens Rørelse, halvt af en nervøs<br />
Overanstrengelse. Neppe har en saadan <strong>Mod</strong>er hørt Velsignelsen udtale over det<br />
kjære Hoved, saa trænger hun sig gjennem Mængden for at slippe ud. Hvor gaar<br />
du hen, o <strong>Mod</strong>er? Vent, til Høitideligheden er endt, og du kan tage din Søn med<br />
converted by Web2PDFConvert.com
Change language