bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...
bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ... bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...
– et Ørefigen. Det var netop et saadant, det ventede paa, fra det Øieblik fik det Ro, Forbandelsen var hævet. Havde stakkels Anna havt Mod til at give sit Fantom et dygtigt et paa Øret, saa vilde hun faaet Fred for det siden. Alt dette gik især rundt i mit Hoved, siden vi havde modtaget hin Indbydelse. Det maa heller ikke derfor undre dig, at, inden vi naaede derhen, kom vor Forfatterinde til at staa i et mer og mer tragisk Lys; jeg tænkte mig hende som en Slags fortvilet Medea i Begreb med at myrde sine egne Aandsfostre. Vi blev modtagne af en pen gammel Dame, der slet ikke gjorde dette høitidelige Indtryk. Med ligefrem Venlighed bød hun os velkommen, og jeg havde straks en Følelse, som om jeg længe havde kjendt hende. Hendes Hus og hele Omgivelse bar det samme jevnt almindelige Præg. Man bød os Te (ikke tynd) med ordentlig solide Boller til. Man mente, at de kunde gjerne været lidt mere æteriske. Aftenen gik passabelt, uden Tilstelning, ingen Deklamation, ingen Oplæsninger, uagtet det laa elektrisk i Luften. Der blev givet et Par gode Musiknummere, hvorefter Vertinden spillede en norsk Springdans, der satte Onkel Ulrik i en foruroligende Bevægelighed. Jeg var forbauset over, at der slet intet var at forbauses over, og – skal jeg tilstaa det, denne Opdagelse voldte mig noget, der lignede Skuffelse. Aftenens kritiske Punkt kom endelig. Souperen var hensat til almindelig sen Tid, af den Grund skulde Fætter Agathon været tilfreds, hvis han havde været der, vel, at han ikke var det! Anretningen? spørger du. Taalmodighed, det kommer. Tonen blev ved Bordet livligere. Der blev holdt adskillige Taler, hvoraf nogle meget morsomme. Vi var allerede længe siden færdige – men Bevertningen; vent, vent, det kommer jo! – da der blev slagen til Taushed, og Vertinden traadte frem for at tale. Nu kommer Humlen, tænkte vi, Humlen paa Aftenens Svagdrikke: med Grund turde vi her vente et af de mere høistemte Temater poetisk varieret. Du vil kunne dømme selv, naar jeg i næste Brev sender dig Talen. Din Julinka. Fjerde Brev. Vertindens Tale. «Gode Taler er, som det lader, smittende, men da vi ikke ved, hvor langt det fører os, og alle Ting maa have en Grænse, maa det være mig tilladt som omsorgsfuld Vertinde at sætte denne Grænse. De ærede Talere har converted by Web2PDFConvert.com
alle bevæget sig paa ideale Høider; jeg vil saa lempelig som muligt føre dem tilbage igjen i den jevne Virkelighed. Det er et Tema af ren praktisk Natur, jeg vil ansøge mine Gjester om at yde et Øiebliks Opmerksomhed. Et praktisk Spørgsmaal! Det klinger saa haardt, saa tørt, og er dog, som næsten alle, der benævnes saa, saa nøie som Roden til sin Plante, knyttet til vore ømmeste sjælelige og aandelige Tilstande. Først og fremst Tak, fordi De er komne og er elskværdige, og, tør jeg drage en Slutning af de muntre, tilfredse Ansigter, jeg ser omkring Bordet i det Øieblik, Dugen skal tages af det, vil jeg føie til: Tak, fordi De har taget tiltakke. Tak, fordi De har taget tiltakke med en Bevertning, som, jeg indrømmer det villig, der hører et visst Mod til i vore Dage at byde sine Gjester, – en Bevertning, som Wessel allerede for hundrede Aar siden erklærede for ikke at være Mad. Hvis nogen af mine ærede Gjester maaske ikke mindes de berømte Linjer, hvori han udtaler denne Anskuelse, vil jeg bringe dem i Erindring: At Smørrebrød er ikke Mad, Og Kjærlighed er ikke Had, Er alt, hvad jeg for Tiden ved Om Smørrebrød og Kjærlighed. Og netop fordi mine Gjester iaften har maattet nøie sig med Smørrebrød, og ingen Mad, trænger Vertinden i høi Grad til at paakalde deres Kjærlighed, at den ikke skal gaa over til Had. Jeg henvender mig først til de Ældre, da en Stemme siger mig, at jeg hos dem lettest tør haabe paa Overbærelse. Behøver jeg mere end at anslaa gamle Strenge? At vække den vemodige Erindring om vor Ungdom? Behøver jeg mere end at føre eder tilbage til hine rørende nøisomme Aftenselskaber, der endnu ikke har det fornemme Navn af Soiréer, hvor vi virkelig bespistes med Smørrebrød og ikke Mad, men tør jeg lægge til: Kjærlighed manglede ikke, det kan vi alle vidne. (Ja, ja! Onkel Ulrik slog ud med begge Arme, som om han favnede et usynligt noget.) I Fruer fra hin Tid, kan I slet ikke erindre, at bedst som I sad i Venindeklyngen, har et Knæ bøiet sig halvt for eder, et Par Øine stirret eder visst og bønlig ind i Sjælen, medens en spøgende Mund bød eder Fadet? . . . Det var ham, I havde tænkt paa hele Aftenen, og som først nu i denne lille Pagetjeneste fandt et Paaskud til at nærme sig. Tænkte I vel i det Øieblik paa, hvad der var paa converted by Web2PDFConvert.com
- Page 13 and 14: Sæbesyder- eller Seildugsfabrikker
- Page 15 and 16: agved - Tomhed, Ingenting. Selv gam
- Page 17 and 18: det kostede dem lidt Besvær! . . .
- Page 19 and 20: man kan næsten kalde det den naive
- Page 21 and 22: næsten viljeløse stuper i Armene
- Page 23 and 24: «Udgifter»! . . . Ja, da der ved
- Page 25 and 26: de Opgaver, en Hustru der har at l
- Page 27 and 28: drømte om. At de kan ansættes ved
- Page 29 and 30: at have det. Denne Uret er heller i
- Page 31 and 32: Frisk Luft! (1875.) Var jeg i Besid
- Page 33 and 34: for et eget fyldigere, selvstændig
- Page 35 and 36: Nætter, der lumsk stjæler din Dat
- Page 37 and 38: noget som Ærefrygt for en uantaste
- Page 39 and 40: Vedkommende, er en anden Sag. Maatt
- Page 41 and 42: i Haand og lære at haandtere det m
- Page 43 and 44: Saaledes lidet præpareret for vort
- Page 45 and 46: Svøbning - med at skjære en Remse
- Page 47 and 48: end maaske de fleste - lad det kun
- Page 49 and 50: Kan man tænke det muligt! Og det e
- Page 51 and 52: omhyggelig holde alle Sorger og Hos
- Page 53 and 54: «Der sidder det og glor (Publikume
- Page 55 and 56: og lige idet du skulde reise! Det P
- Page 57 and 58: Damerne ved vor Scene, blev Papa ve
- Page 59 and 60: næste Minut at blive spiddet mod S
- Page 61 and 62: hvem Caroline P. og Mina S. vilde v
- Page 63: etmæssige vil se i ham noget fra h
- Page 67 and 68: dig, tage ham ved Haanden og lede h
- Page 69 and 70: at løfte os andre Smaafolk fra Jor
- Page 71 and 72: Med dyb Sønderknuselse tilstod han
- Page 73 and 74: Forudsætninger, Hr. Jægers Manife
- Page 75 and 76: spørg da ikke, hvorfor det ene udf
- Page 77 and 78: denne Art, at den passer ikke for a
- Page 79 and 80: som vi endnu regner for vort Teater
- Page 81 and 82: Drøftelserne af Dagens Tilstande o
- Page 83 and 84: En Fortegnelse paa disse Forfatteri
- Page 85 and 86: Lyst til at leve, med andre Ord, at
- Page 87 and 88: have erfaret, hvad det vil sige, at
- Page 89 and 90: hvori Skriget over det uhyre, det o
- Page 91 and 92: Hun var jo Enke! Men nu maa hun for
- Page 93 and 94: Forkjæmperinden har maaske staaet
- Page 95 and 96: Nuller til Graven. Deres Mænd? spu
- Page 97 and 98: ikke Kraft engang til at ønske mig
- Page 99 and 100: Da rakte hun Haanden op over Vandet
- Page 101 and 102: fornemste Promenadeplads, neppe gaa
- Page 103 and 104: Kongens Have og ende i Sortedams- e
- Page 105 and 106: Manden maa have alt, alt, hvad denn
- Page 107 and 108: Forfølgelsen begynder da og tager
- Page 109 and 110: vakre Opgave, at glæde dem hjemme,
- Page 111 and 112: man i lang Tid ikke har set, falder
- Page 113 and 114: Men, bedste Jomfru, jeg bad Dem jo
alle bevæget sig paa ideale Høider; jeg vil saa lempelig som muligt føre dem<br />
tilbage igjen i den jevne Virkelighed. Det er et Tema af ren praktisk Natur, jeg vil<br />
ansøge mine Gjester om at yde et Øiebliks Opmerksomhed. Et praktisk<br />
Spørgsmaal! Det klinger saa haardt, saa tørt, og er dog, som næsten alle, der<br />
benævnes saa, saa nøie som Roden til sin Plante, knyttet til vore ømmeste<br />
sjælelige og aandelige Tilstande. Først og fremst Tak, fordi De er komne og er<br />
elskværdige, og, tør jeg drage en Slutning af de muntre, tilfredse Ansigter, jeg ser<br />
omkring Bordet i det Øieblik, Dugen skal tages af det, vil jeg føie til: Tak, fordi<br />
De har taget tiltakke. Tak, fordi De har taget tiltakke med en Bevertning, som,<br />
jeg indrømmer det villig, der hører et visst <strong>Mod</strong> til i vore Dage at byde sine<br />
Gjester, – en Bevertning, som Wessel allerede for hundrede Aar siden erklærede<br />
for ikke at være Mad. Hvis <strong>no</strong>gen af mine ærede Gjester maaske ikke mindes de<br />
berømte Linjer, hvori han udtaler denne Anskuelse, vil jeg bringe dem i<br />
Erindring:<br />
At Smørrebrød er ikke Mad,<br />
Og Kjærlighed er ikke Had,<br />
Er alt, hvad jeg for Tiden ved<br />
Om Smørrebrød og Kjærlighed.<br />
Og netop fordi mine Gjester iaften har maattet nøie sig med Smørrebrød, og<br />
ingen Mad, trænger Vertinden i høi Grad til at paakalde deres Kjærlighed, at den<br />
ikke skal gaa over til Had. Jeg henvender mig først til de Ældre, da en Stemme<br />
siger mig, at jeg hos dem lettest tør haabe paa Overbærelse. Behøver jeg mere<br />
end at anslaa gamle Strenge? At vække den vemodige Erindring om vor<br />
Ungdom? Behøver jeg mere end at føre eder tilbage til hine rørende nøisomme<br />
Aftenselskaber, der endnu ikke har det fornemme Navn af Soiréer, hvor vi<br />
virkelig bespistes med Smørrebrød og ikke Mad, men tør jeg lægge til:<br />
Kjærlighed manglede ikke, det kan vi alle vidne. (Ja, ja! Onkel Ulrik slog ud med<br />
begge Arme, som om han favnede et usynligt <strong>no</strong>get.)<br />
I Fruer fra hin Tid, kan I slet ikke erindre, at bedst som I sad i<br />
Venindeklyngen, har et Knæ bøiet sig halvt for eder, et Par Øine stirret eder visst<br />
og bønlig ind i Sjælen, medens en spøgende Mund bød eder Fadet? . . . Det var<br />
ham, I havde tænkt paa hele Aftenen, og som først nu i denne lille Pagetjeneste<br />
fandt et Paaskud til at nærme sig. Tænkte I vel i det Øieblik paa, hvad der var paa<br />
converted by Web2PDFConvert.com