bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...

alle bevæget sig paa ideale Høider; jeg vil saa lempelig som muligt føre dem
tilbage igjen i den jevne Virkelighed. Det er et Tema af ren praktisk Natur, jeg vil
ansøge mine Gjester om at yde et Øiebliks Opmerksomhed. Et praktisk
Spørgsmaal! Det klinger saa haardt, saa tørt, og er dog, som næsten alle, der
benævnes saa, saa nøie som Roden til sin Plante, knyttet til vore ømmeste
sjælelige og aandelige Tilstande. Først og fremst Tak, fordi De er komne og er
elskværdige, og, tør jeg drage en Slutning af de muntre, tilfredse Ansigter, jeg ser
omkring Bordet i det Øieblik, Dugen skal tages af det, vil jeg føie til: Tak, fordi
De har taget tiltakke. Tak, fordi De har taget tiltakke med en Bevertning, som,
jeg indrømmer det villig, der hører et visst Mod til i vore Dage at byde sine
Gjester, – en Bevertning, som Wessel allerede for hundrede Aar siden erklærede
for ikke at være Mad. Hvis nogen af mine ærede Gjester maaske ikke mindes de
berømte Linjer, hvori han udtaler denne Anskuelse, vil jeg bringe dem i
Erindring:
At Smørrebrød er ikke Mad,
Og Kjærlighed er ikke Had,
Er alt, hvad jeg for Tiden ved
Om Smørrebrød og Kjærlighed.
Og netop fordi mine Gjester iaften har maattet nøie sig med Smørrebrød, og
ingen Mad, trænger Vertinden i høi Grad til at paakalde deres Kjærlighed, at den
ikke skal gaa over til Had. Jeg henvender mig først til de Ældre, da en Stemme
siger mig, at jeg hos dem lettest tør haabe paa Overbærelse. Behøver jeg mere
end at anslaa gamle Strenge? At vække den vemodige Erindring om vor
Ungdom? Behøver jeg mere end at føre eder tilbage til hine rørende nøisomme
Aftenselskaber, der endnu ikke har det fornemme Navn af Soiréer, hvor vi
virkelig bespistes med Smørrebrød og ikke Mad, men tør jeg lægge til:
Kjærlighed manglede ikke, det kan vi alle vidne. (Ja, ja! Onkel Ulrik slog ud med
begge Arme, som om han favnede et usynligt noget.)
I Fruer fra hin Tid, kan I slet ikke erindre, at bedst som I sad i
Venindeklyngen, har et Knæ bøiet sig halvt for eder, et Par Øine stirret eder visst
og bønlig ind i Sjælen, medens en spøgende Mund bød eder Fadet? . . . Det var
ham, I havde tænkt paa hele Aftenen, og som først nu i denne lille Pagetjeneste
fandt et Paaskud til at nærme sig. Tænkte I vel i det Øieblik paa, hvad der var paa
converted by Web2PDFConvert.com