bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...

var ogsaa buden, paa Grund af at han fra gammel Tid har været kjendt og skattet
af Vertinden og hendes Familie. Man raadede os til at tage nogen solid Føde til os
forinden; man kunde ikke vide, hvad det var nyttigt til. «Der serveres
formodentlig Nektar til Te og Ambrosia til Souper,» mente Fætter Agathon.
Vil du tro, at denne Ytring, der spøgte igjen fra en gammel velbekjendt, som
jeg troede, længe skrinlagt Fraseologi, bragte mig . . . Julie, ja jeg kom ligesom
hovedkulds ind i den Stemning, som du kalder min filosofiske, og som
undertiden, dog ikke ofte? – har ydet dig det fornøielige Syn at se «liden
Sommerfugl i Støvler voltigere».
Jeg kom til at tænke paa et saadant udpeget Kvindelivs Saga her i vort Land
ligefra den første opdukkende Myte, der ikke er langt fra at tilkjende sin Heltinde
grønt Haar og Fiskeskjel, gjennem Bytraditionens endnu ungdommelige,
fantasirigeste Udfolden, indtil den, efterhaanden træt af Selvmodsigelser og eget
Vrøvl, daler og bliver triviel, og vrantent lader Ærgrelsen derover falde tilbage
paa Gjenstanden. Saa har i Grunden en saadan Ulykkelig at lide den halve Del af
sit Liv, fordi hun er excentrisk, hvilket er formasteligt, da ingen anden er det, og
den anden halve Del, fordi man har opdaget, at hun ikke er det, og da bliver hun
kjedelig.
Jeg tænkte mig ret levende et saadant kvindeligt Fænomen, hvorledes det
ligefra sin første frygtsomme, usikre Flagren her paa vor Scene, gjennem en halv
Menneskealder, det maaske skal færdes mellem os, vrider og snor sig under et
Slags socialt Politiopsyn, der har at iagttage og strengt notere enhver Afvigelse
fra det normale Christianiamenneske. En vakker Fordring at skulle fyldestgjøre:
præstere det ualmindelige og være det platteste! Hvilken oprindelig Natur, var
det selv en Engels, vilde holdt Stand her og ikke bleven forkvaklet og forgiftet?
Jeg maatte tænke paa, hvad Sigurd – jeg maatte tænke paa, hvad vor stakkels
Anna sagde mig, den sidste Gang jeg saa hende – ikke anede jeg, at det var den
sidste. Der gik ligesom en Gysen gjennem hende, da hun besvarede mit
Spørgsmaal, hvor mange Aar hun havde tilbragt her i Christiania.
Da vi talte videre derom, sagde hun – ikke med Bitterhed eller Heftighed,
snarere med en isnende Ro: Julinka, har De nogensinde tænkt Dem en, der ved
en Feiltagelse eller ved Intriger er sat ind i en Daareanstalt? Han maa enten dø,
eller han vil ufeilbarlig blive det, han skal gjælde for. Enhver af Stedets
converted by Web2PDFConvert.com