bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...
bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ... bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...
opblussende ved sig, Tonen ofte lidt udfordrende, drillende, som overalt, hvor der er noget at verne om . . . Merkeligt nok laa denne kritiske Overvegt næsten sterkest til kvindelig Side. Nogle af Kredsens unge Damer havde endog stiftet et eget illustreret Ugeblad, der havde faaet Navnet Le balai (Støvekosten). – Ak, endnu gjemmer jeg mellem andre forvitrede Minder fra hin Tid et Par Nummere deraf med sine Titelvignetter, vort Blads betydningsfulde Symbol, laurbæromslynget! Der var, husker jeg, en ung Frue, der foreslog, at det heller skulde hedde «Forloren Skildpadde» (hun gav meget gode Middage) for at antyde, at vi ved et saadant usedvanligt Foretagende ikke vilde anmasse os mere end tilbørlig. Kvindelig Produktion var og blev dog kun kvindelig og forholdt sig til den mandlige som Kalvehovedet til den «veritable» – et Træk af uhildet Opfatning af Spørgsmaalet, som vore offentlige Prisdommere og -uddelere vist ikke vilde forsaget sin billigende Anerkjendelse. En anden af os mente derimod næsvist, at dette beroede paa en Misforstaaelse, at Kvinden vistnok ikke kunde skrive som en Mand, men en Mand kunde heller ikke, om han var aldrig saa genial, skrive som en Kvinde, at det Iagttagelsesfelt, hvorpaa de begge opererede, var ligesaa grundforskjelligt, som Sprog og Opfatning var det, at den enes Virksomhed var i sin Art ligesaa vigtig, ligesaa nødvendig som den andens, at det kvindelige Element manglede totalt i vort Samfundsliv. Derfor gaar det ogsaa i mer end én Forstand sin egte Skildpaddegang og vil tilsidst blive saa veritabelt tørt og kjedsommeligt, at det ikke bliver til at holde ud. Det maa komme til en Folkevandring, der blot vil levne Valgmænd og Kommunemænd og -mænd og -mænd tilbage. At Kvinden var af Natur Idealist og Aristokrat, for ikke at sige konservativ. Hun havde grundig lært at skatte denne Retning i Behandlingen af sine Syltetøier og henkogte Sager og i Omhuen for sine gamle nedarvede Stasmøbler og Effekter, at hun nu længtedes efter at turde udstrække dette Hang, denne Evne til at «konservere» ogsaa udenfor denne lidt for snævert afstukne Grænse – at – kort, i hende undertrykte man netop alt, hvad der vilde hindre Vegtskaalen fra disse forfærdelige Vippelser, man undertiden bliver Vidne til, – etc. etc. Og andet saadant mere mente en af os – nok, efter nogen Debat blev det ved – Støvekosten. Deri skulde der tillige den Dobbeltmening, at vi til den os Kvinder tildelte egentlige Opgave at holde Huset pudset og pent tillige vilde føie den i uegentlig Forstand at støve op i converted by Web2PDFConvert.com
Krogene, drage frem alt, hvad der trøstede sig til en altfor velsignet Tryghed, snu op og ned paa det, banke det af og se, hvad det duede til. Vort Forbund, begyndt som en ungdommelig overgiven Spøg, ophørte ikke ganske, selv efterat Livet skillende traadte mellem os. Brevvekslingen vedligeholdt endnu en Tid de gamle Baand, der knyttede os til hinanden, men Spøgen var bleven Alvor, og mer end én saadan taaremerket Epistel afgav kun et altfor talende Bevis for, at der var adskilligt at støve op i Krogene, som vi endnu ikke havde drømt om, og som det ikke var saa let at vende op og ned paa, som vi havde tænkt det. Vort Festliv. Ethvert Folk eier sin Nationalkarakteristik, som Historie, Kulturretning, klimatiske og andre Omstændigheder har været om at forme, og som, idealiseret gjennem Tider og Afstande, tilsidst er bleven typisk for det. Et saadant Verdenstestimonium er dermed optaget i Nationens Bevidsthed som dens aandelige Eiendom, et usynligt Vaabenmerke, der agtes ligesaa helligt og uantasteligt som nogen Løve, Vildmand eller hvilkensomhelst anden symbolsk Figur. Det er fra dette ophøiede Standpunkt, det øver sin ikke uvigtige Tilbagevirkning. I store, skjæbnesvangre Tider, naar der høilydt kaldes paa det dygtigste i et Folk, vækkende, gjenfødende; under lange, rolige, heldige Tidsafsnit, maaske mindre heldig. Det inddysser da snarere i en selvtilfreds Tryghed, der tilslut befæster en blind Tro paa, at man endnu uforandret er Indehaver af alle de smukke, smigrende Egenskaber, som staar at læse i Testimoniet. Det er paa den Maade, man vanskelig kan skille Franskmanden fra Begrebet Ridderlighed, uagtet han i sine Love og, vil man paastaa, i sin Moral er en stor Synder mod sine Kvinder. Heller ikke et det let at tænke sig Spanierne uden en viss afmaalt Grandezza, en Grandezza, der unegtelig kommer i Strid med deres evige Hultertilbultertilstande og den lidenskabelige Tilbøielighed, de da røber til at slaa hverandre ihjel. Ogsaa vi Nordmænd eier vort Verdenstestimonium, udstedt og beseglet i converted by Web2PDFConvert.com
- Page 1 and 2: okselskap.no, 2013 Camilla Collett:
- Page 3 and 4: derbag . . . Jeg skal ikke blande m
- Page 5: maaske vilde yde de værdfuldeste B
- Page 9 and 10: dyrker hende som en Guddom: Egteman
- Page 11 and 12: ældre stakkels Pige, der - hvem ve
- Page 13 and 14: Sæbesyder- eller Seildugsfabrikker
- Page 15 and 16: agved - Tomhed, Ingenting. Selv gam
- Page 17 and 18: det kostede dem lidt Besvær! . . .
- Page 19 and 20: man kan næsten kalde det den naive
- Page 21 and 22: næsten viljeløse stuper i Armene
- Page 23 and 24: «Udgifter»! . . . Ja, da der ved
- Page 25 and 26: de Opgaver, en Hustru der har at l
- Page 27 and 28: drømte om. At de kan ansættes ved
- Page 29 and 30: at have det. Denne Uret er heller i
- Page 31 and 32: Frisk Luft! (1875.) Var jeg i Besid
- Page 33 and 34: for et eget fyldigere, selvstændig
- Page 35 and 36: Nætter, der lumsk stjæler din Dat
- Page 37 and 38: noget som Ærefrygt for en uantaste
- Page 39 and 40: Vedkommende, er en anden Sag. Maatt
- Page 41 and 42: i Haand og lære at haandtere det m
- Page 43 and 44: Saaledes lidet præpareret for vort
- Page 45 and 46: Svøbning - med at skjære en Remse
- Page 47 and 48: end maaske de fleste - lad det kun
- Page 49 and 50: Kan man tænke det muligt! Og det e
- Page 51 and 52: omhyggelig holde alle Sorger og Hos
- Page 53 and 54: «Der sidder det og glor (Publikume
- Page 55 and 56: og lige idet du skulde reise! Det P
opblussende ved sig, Tonen ofte lidt udfordrende, drillende, som overalt, hvor<br />
der er <strong>no</strong>get at verne om . . . Merkeligt <strong>no</strong>k laa denne kritiske Overvegt næsten<br />
sterkest til kvindelig Side. Nogle af Kredsens unge Damer havde endog stiftet et<br />
eget illustreret Ugeblad, der havde faaet Navnet Le balai (Støvekosten). – Ak,<br />
endnu gjemmer jeg mellem andre forvitrede Minder fra hin Tid et Par Nummere<br />
deraf med sine Titelvignetter, vort Blads betydningsfulde Symbol,<br />
laurbæromslynget!<br />
Der var, husker jeg, en ung Frue, der foreslog, at det heller skulde hedde<br />
«Forloren Skildpadde» (hun gav meget gode Middage) for at antyde, at vi ved et<br />
saadant usedvanligt Foretagende ikke vilde anmasse os mere end tilbørlig.<br />
Kvindelig Produktion var og blev dog kun kvindelig og forholdt sig til den<br />
mandlige som Kalvehovedet til den «veritable» – et Træk af uhildet Opfatning af<br />
Spørgsmaalet, som vore offentlige Prisdommere og -uddelere vist ikke vilde<br />
forsaget sin billigende Anerkjendelse.<br />
En anden af os mente derimod næsvist, at dette beroede paa en<br />
Misforstaaelse, at Kvinden vist<strong>no</strong>k ikke kunde skrive som en Mand, men en Mand<br />
kunde heller ikke, om han var aldrig saa genial, skrive som en Kvinde, at det<br />
Iagttagelsesfelt, hvorpaa de begge opererede, var ligesaa grundforskjelligt, som<br />
Sprog og Opfatning var det, at den enes Virksomhed var i sin Art ligesaa vigtig,<br />
ligesaa nødvendig som den andens, at det kvindelige Element manglede totalt i<br />
vort Samfundsliv. Derfor gaar det ogsaa i mer end én Forstand sin egte<br />
Skildpaddegang og vil tilsidst blive saa veritabelt tørt og kjedsommeligt, at det<br />
ikke bliver til at holde ud. Det maa komme til en Folkevandring, der blot vil levne<br />
Valgmænd og Kommunemænd og -mænd og -mænd tilbage. At Kvinden var af<br />
Natur Idealist og Aristokrat, for ikke at sige konservativ. Hun havde grundig lært<br />
at skatte denne Retning i Behandlingen af sine Syltetøier og henkogte Sager og i<br />
Omhuen for sine gamle nedarvede Stasmøbler og Effekter, at hun nu længtedes<br />
efter at turde udstrække dette Hang, denne Evne til at «konservere» ogsaa<br />
udenfor denne lidt for snævert afstukne Grænse – at – kort, i hende undertrykte<br />
man netop alt, hvad der vilde hindre Vegtskaalen fra disse forfærdelige<br />
Vippelser, man undertiden bliver Vidne til, – etc. etc. Og andet saadant mere<br />
mente en af os – <strong>no</strong>k, efter <strong>no</strong>gen Debat blev det ved – Støvekosten. Deri skulde<br />
der tillige den Dobbeltmening, at vi til den os Kvinder tildelte egentlige Opgave at<br />
holde Huset pudset og pent tillige vilde føie den i uegentlig Forstand at støve op i<br />
converted by Web2PDFConvert.com
Change language