bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...

hos Publikum, og da han nu havde faaet sin Pibe tændt, bar det jevnt afsted for
den sedvanlige lune Brise af hans Betragtninger; Onkel falder da gjerne ind med
et pludseligt Vindstød, der kun bringer Fartøiet til at hugge et Par Gange. Og jeg?
spørger du, aa jeg har intet andet at varetage end at skjænke Te og ved en
passende anbragt datterlig Modsigelse her og der at bringe Friskhed i Seilene.
Hvor kan Skuespillere spille uden Applaus, blev Papa ved, uden denne
levende uafbrudte Forstaaelse med sit Publikum, der er for dem, hvad Luften er
for Lungerne! Denne elektriske Strømning maa gaa uafladelig mellem Scenen og
Tilskuerpladsene; men hos os kastes den altid svagere og svagere tilbage og
virker tilsidst lammende og udtværende paa hele Forestillingen. Istedetfor at
skyde Fart sagtner den ligesom Lokomotivet, naar Ilden mindskes. Vi kunde
været fremme Kl. ti, og den blev nærmere tolv.
Men bedste, kjære Papa, der manglede dog virkelig ikke paa Applaus; bare
Fru Gundersen viste sig eller vendte sig for at gaa, blev der jo en formelig Storm.
Ja, det var noget at takke dem for, raabte Onkel, jeg gad vide, hvilke
Træmennesker der havde kunnet se hende iaftes og ikke . . . Puh!
Nei, Svoger, deri har du fuldkommen Ret. Jeg har kuns et Ord at sige, og det
er, at hun var deilig. Hun blev deilig, fordi hun vilde og skulde være det, hun blev
det ved en Sjælfuldhed, der brød sig saa energisk og dog fint nuanceret gjennem
de mange tragiske Affekter, at den vilde adlet selv en mindre ædel Form. Dette
beviser kun, hvad jeg hundrede Gange har sagt, at enhver Kvinde paa en Maade
er sin egen Kunstner, at hun har selv at reproducere og aandelig forny, hvad
Naturen engang har beskjæret hende. Naar Kvinder for tidlig bliver stygge og
gamle, er det deres egen Skyld, paastaar jeg. Vor Maria har iaftes taget
Publikum med Storm, mindre fordi hun spillede fortræffelig, end fordi hun var
smuk og henrivende. Men en Svale gjør ingen Sommer. De andre kan ikke leve af,
at en enkelt ydes Retfærdighed. Ogsaa om andre Hovedroller maa man sige, at
de udførtes vakkert og bifaldsværdig, men – neppe en Haand har rørt sig.
Nei, nei, sagde Onkel, neppe en Haand. Jeg havde en stor, vigtig Mand ved
Siden af mig, der satte en prøvende Mule op ved ethvert brillant Sted. Man skulde
tro at se en Brændevinsskjønner anlægge Gradestokken paa nogle af sine
Fagprodukter; hvergang jeg klappede, skelede han spotsk hen til mig, som om
han vilde sige: Saa dette kalder De «dobbelt»?
converted by Web2PDFConvert.com