bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...

denne Betryggelse, dette uforklarlige Velbefindende ved den blotte Nærhed!
Men det var ikke om den, men om dens Modsætning, vi skulde tale.
«Domestikker, store Børn og smaa Hunde kan i Regelen ikke lide mig,» staar der
i en tidligere Optegnelse – naturligvis kun for min egen Mund –, men jeg kan
trygt fuldstændiggjøre denne Fortegnelse ved at føie Personalet paa den Stiftelse,
jeg her gjorde Bekjendtskab med, til. Jeg tror, det anede i dette forstokket tause
Væsen, «der blot stirrede dem alle ud af Værelset», som Z. udtrykte sig, noget
dunkelt anklagende, en Slags maalbunden Kritik, der maaske ved et Under
engang kunde faa Mæle. Det laa i det mindste i de to fungerende Herrer
Doktorers Ansigter, naar de efter Tur gjorde sin Sygerunde og da et Øieblik
stansede ved min Seng. Den ene lille Mandslings Ansigt udmerkede sig især ved
et paafaldende Træk af Mistillid og overlegen Ironi. Vort «Forbund» havde jo
allerede dengang – større var vor By ikke – givet denne noget at snakke om –, og
maaske man betragtede mig, om just ikke som Stormesterske for denne Orden,
saa dog som en, der beklædte en høi Tillidspost i den. Den lille Doktor lyttede
derfor til mine overmaade jevne, noget faamælte Svar med en Mine, som om han
vilde sige: Vi vidste nok det! Noget aparte skulde det være! og naar han bøiede sit
vigtige, bebrillede Ansigt ned over Vuggen, var det i den Nerveophidselse, jeg
befandt mig, som om han vilde se, om det nu ogsaa var et ordentligt
Menneskebarn, jeg havde bragt til Verden, og ikke et Væsen med Skjæl og
Fiskesvans eller noget andet saadant ungeheuerligt.
Lyspunktet her, min Trøst den lange Dag, var da Aftenen, naar Z. kom, og vi,
han paa Knæ, forat ingen lyttende Øren skulde opfange det, kunde udveksle
Dagens Begivenheder. Med hans mageløse Fortællerevne holdt han mig da
rigelig skadesløs for, hvad der undgik mig udenfra; hvad jeg havde at meddele,
var jo ikke meget oplivende. Han vekselvis rasede og brast i Latter, tilsidst lo vi
dog begge.
Jeg er tvungen til at slutte denne Optegnelse, som De har forlangt «saa tro,
som Sandheden kræver den, og saa formildet, som den kan tillade det», med en
Anklage af en dybere gaaende, mere oprørende Natur, men som desværre afgiver
en altfor betegnende Kommentar til det hele Væsen. Flere unge Fruentimmer fra
min Hjembygd – anstændige Gaardmandsdøtre –, der var tagne ind til Stiftelsen
for at oplæres, vendte afskrækkede tilbage, fordi de ikke kunde udholde den Tone
og det Sprog, som herskede der, og det ved selve Undervisningen.
converted by Web2PDFConvert.com