bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...

Saaledes lidet præpareret for vort Christianialiv traadte hun op i det. Men hun
havde det Held at blive forenet med en Mand, der var storsindet nok til at skatte
hende, som hun var. Efter disse faa Træk vil man forstaa, at Fru Z. hørte til de
Personligheder, der blev lagt meget Merke til og snakket om. Rigtig kjendt og
skattet var hun kun af en liden Kreds, der sluttede sig om hende. Da kunde det
nok hænde, at mere udenforstaaende, der drevet af et visst urolig higende, uklart
Aandsbehov søgte at nærme sig hende, fandt sig hjertelig skuffede. I den
besynderlige Forveksling, der ved den Slags Aandseksperimenter gjerne opstaar,
lagde de altid Skylden for denne Skuffelse over paa hende. Hun skulde jo moret
dem, opfyldt dem, henrevet dem! Hvorfor gjorde hun ikke det? Saa spørger
Skattegraverne ærgerlig, hvor der bliver af Skatten. De tror, at de kun behøver at
stikke Spaden i Jorden; at der skal en liden Formular til, tænker de ikke paa.
Man fortalte, at Fru Z. engang kom ind i en Boglade eller Papirhandel for at
søge ud nogle Fotografier, at hun blandt de Beholdninger, der ved saadan
Leilighed sættes frem, stødte paa en Pakke, som man lige straks kan betegne, at
den hørte til den «siebenmal versiegelte» Sort. Et flygtigt Blik i den viste hende
nemlig, at den indeholdt disse over al Maade gemene Billeder, hvori fremmed
Samfundsuhumskhed har fundet et for den saa velgjørende Udløb, og som den
ædle, «lynsnare Kunst» altfor let og altfor villig laaner sig til at befordre. Hun
spurgte om Prisen paa disse Billeder. Med nogen Forundring blev den hende
opgivet, og dermed gik Pakken ind i Ovnen, hvor der netop brændte en lystig Ild,
hvorefter hun rolig knappede sine Hansker og gik.
En Veninde dadlede hende bagefter for dette og mente, at sligt vilde udtydes
skjævt – at hun for Guds Skyld maatte «tie med denne Historie».
O slet ikke! var hendes Svar. Her er intet at skjule. Jeg ved meget vel, at hos
os gjælder det for umoralsk at røre ved det umoralske, medens det selv nyder
sikkert Leide bag dette Vern. Men netop derfor skal dette Vern ned. Jeg afskyr
dette lumske Medvideri, jeg agter et ærligt Angiveri langt høiere.
Ja, mente Veninden, men den enkelte udretter jo, naar Opinionen er
derimod, intet, slet intet, og i Grunden angaar det jo os heller ikke.
Hun stirrede længe paa hende. Nei, du har Ret. Det angaar ikke os. Det
angaar kun vore Børn, vore Sønner, vore Mænd, vort Familieliv, altsaa angaar
det ikke os. Det angaar ikke os, om der i disse skjendige Bøger og Billeder, som
converted by Web2PDFConvert.com