bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...

den offentlige Menings Domstol. Kvinderne maa selv her være Haandhævere af
deres Ret, og de kan dette uden at gaa Kvindeligheden det ringeste for nær, saa
eftertrykkelig som nogen engelsk Overdommer. Vi mangler ikke Eksempler, men
hos os maa det først komme et eller andet Kommuneanliggende ubeleilig, forat
det kan blive beagtet og anset nogle Forholdsregler værdigt. I saa Fald griber
man til vort noksom bekjendte Middel, at skille «Bukkene fra Faarene», og det er
dette Sorteringssystem, man pludselig har set sig beføiet til paa strengeste Maade
at gjennemføre paa vore Jernbaner.
At der til almindelig Sikkerhed og Bekvemmelighed maa gives særskilte
Kvindekupéer, er en bydende Nødvendighed, vi ligesaa lidt kan unddrage os som
nogen anden Nation. Men Afsondringen her maa være frivillig og ikke paabudt
ved et Tvangsbud, i det mindste har Skik og Brug stemplet det til et saadant, om
det end maaske ikke i Virkeligheden eksisterer. Det er ikke ret længe siden, man
havde det besynderlige Syn at se vort lystreisende, søndagsklædte Publikum lyse
Sommerdagen, omhyggelig foretage denne Sigtningsproces, førend det skulde
ind i Kupéerne. Mand skiltes fra Hustru, Brødre fra Søstre, Elskende reves fra
hverandre, for at samles ved Enden af Banen. Endnu kan man se Damer i sidste
Skynding flagre fra Kupé til Kupé, ængstelig skyende enhver maaske tilfældigvis
ledig Plads, naar det er i en Herrekupé, medens Efternølere fra den fiendtlige
Side haardnakket afvises fra alle Dueslagene. Vi saa forleden et gammelt,
agtværdigt Par, øiensynlig fra Landet, der ukjendt med den hævdede Skik begge
vilde ind i en Damekupé. Han vises tilbage. Hun til at bede vakkert for ham: Det
er saadan snild, skikkelig Mand, Di! Forgjæves var denne Appel, der kunde rørt
en Sten: seks Par ubønhørlige Arme vinkede ham bort. Det er dette Snerperi,
denne Mistillid, der demoraliserer.
Vi har, skræmt op af disse fremmede Varsko, der i den sidste Tid lyder til os,
følt os kaldet til at kaste Blikket lidt ind i vore egne Forhold; vi har, saa varlig
som Sagen tillader det, forsøgt en Antydning af, hvordan hin særegne Art
Forbrydelser arter sig hos os. Vi har lagt mindre Vegt paa at skildre Ondet selv,
der maaske endnu – Gud give det! – ytrer sig mindre foruroligende, end paa at
fremhæve alt, hvad der virker befordrende paa det og upaatvilelig vil tjene til at
fremelske det, og – vi bliver bestandig staaende ved den Konklusion: mod alt,
hvad der her paakalder Ængstelsen, Ondet selv og dets Tilskyndelser, er der kun
én Redning: Kvinderne selv. De maa selv tage den offentlige Moralkritiks Scepter
converted by Web2PDFConvert.com