bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...

ved vi jo, Manden ligesaa uundværlig, som den uagtværdige Kvinde synes at være
ham det. Hun danner hans Familiehof, Æreslivvagten omkring ham, hendes
Nærhed, hendes hele Omgivelse er det Sanatorium, hvori han aander rent op.
Intet Under, at han omgiver hende med en Art skinsyg Kultus. Men saa enfoldig
er jeg, der drister mig til at udtale nogle Tanker om dette saa uvante Tema, og jeg
synes, det vilde geraade disse Nationer til større Hæder, om de i Stilhed
formaaede at bringe de rædselsfulde Chifre, der betegner Tallet paa deres
fortabte Kvinder (som Manden og Lovene ikke vægrer sig ved at beskytte)
efterhaanden mere ned og gjengive flere og flere af dem til Agtelsen, til Arbeidet,
til Samfundet, ja, jeg tror, der vilde «være mere Glæde i Himlen over, at en af
hine elendige blev reddet, end over nioghalvfemsindstyve» af disse retfærdige
Processer, hvori en Nation faar Anledning til at bramme med sin strenge Dyd.
Nei, i sig selv beviser de Manifestationer, der i de sidste Tider lyder op til os,
intet for vedkommende Nationers Moralitet, ligesaa lidt som for Kvindens
Stilling i dem. De omtaler kun, gjennem en mere bevidst Vurderen af
Kvindehæderligheden og dens Uantastbarhed, en Tilstaaelse om, hvor vigtigt,
hvor nødvendigt det er lovmæssig at beskytte den. Os burde denne Strenghed
varsle om, at vi mangler ethvert saadant Vern om den, og at
Neddysselsessystemet og den prude Ignoreren mindst af alt byder et saadant
Vern. Vi frygter meget mere, at der under dette Dække lumskelig hober sig op
adskilligt, som, moralsk talt, ogsaa kunde trænge til at læsses af og bringes bort.
Det samme kan siges om en anden Art af Forbrydelse mod Kvinde, der hos os
er hyppigere, end vi ved af: nemlig Hustruers Mishandling i de lavere Klasser. I
fremmede Dagblade støder vi idelig paa Rets- og Politisager, der omhandler
disse Forbrydelser, hvilke især i England skal være saa forfærdelig hyppige og
saa brutalt udartede, at man har set sig nødt til at vende tilbage til allerede
sløifede Love derfor, ja, skjærpe disse. Hvorfor, spørger vi forundret, hvorfor er
saadanne Sager næsten uhørte hos os! Skal vi tro, at vore Fyllefanter og
Slagsbrødre er saa eksemplariske Egtemænd, at aldrig noget saadant hænder?
Nei, det har ikke den Grund. Det har sin Grund i, at det neddysses. De stakkels
mishandlede gaar gjerne først til deres – Sjælesørgere, og det jevnlige er – vi ved
det fra fuldkommen sikre Kilder –, at disse Beskyttere forsikrer dem om, at det
er Guds Bud, at de tager sine Prygl og sine Spark, og ikke klager. Følgelig bliver
der intet af Klagen. Om denne Resignation stemmer til Forbedring hos
converted by Web2PDFConvert.com