bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...

noget som Ærefrygt for en uantastet, unærmelig Kvindelighed, og at der gives
Nationer, der ved de strengeste Love verner om den!
Men der knytter sig for vort eget Lands Vedkommende Alvors-, strenge
Alvorstanker dertil.
Hos os har man nøiet sig med at give tørre Referater af, hvad der mer eller
mindre har sat andre Landes Æres- og Moralbegreber i Oprør. Vi har ikke havt
en eneste selvstændig Betragtning at føie til. Nei, af gode Grunde. Det er ikke blot
for Spøg, vi paastaar, at et nationalt Pruderi forbyder os at røre ved alt, som gaar
ind under Sager af denne Natur. Vi tier derover, indtil vi for Alvor er kommen til
at indbilde os, at der slet intet er at rette paa, og hvad der værre er, indtil vi taber
afsigte Betydningen af det, hvorom det hele dreier sig . . . det er ikke for Spøg,
der ligger et sørgeligt Alvor derunder.
Vore Love udstrækker sig kun til de haandgribelige Forbrydelser, men de
indeholder intet, der beskytter en Kvinde mod de mere ubestemmelige
Fornærmelser. Det overlades altsaa alene den offentlige Moral, eller rettere
Moralkritik, her at være den aarvaagne Vogter, den revsende Magt. Men denne
Vogter er det, vi mindst kan regne paa. Denne Magt har ingen Magt. Den
offentlige Moralkritik er under den usigelige Tryghed, hvori den henlever hos os
– NB. naar det ikke gjælder Eiendomstrakasserier, ulovlig Skovhugst eller
deslige – sunket saaledes ned til Lavpunktet af slap Indifferentisme, at den
næsten maa kaldes idiotisk utilregnelig, naar en sjelden Gang et fremmed
Tilfælde tvinger den til at ytre sig. De lallende Udtalelser, der da kommer for en
Dag, kan vi trygt, uden at frygte for at gjøre os skyldige i en slet Spøg, nærmest
betegne med et: «Quel bruit pour une omelette!»
Denne slappe Indifferens behøver derfor ikke at pege hen til slemmere
Tilstande hos os end hos andre. Trygheden har ammet og dysset den, og denne
Tryghed kan, nærmere beset, maaske være begrundet i noget, vi medrette kan
være stolte af, i en Kjendsgjerning, der kun for lidt beagtes, ligesom man i
Guldlandet tilsidst træder paa Guldet: vore Kvinders sjeldne, over al Ros
ophøiede Hæderlighed, der maaske ikke i noget andet kristent Samfund eier
noget tilsvarende. Den rigorøse Strenghed, hvormed andre Nationer anskuer og
dømmer Forbrydelser af den ovenberørte Sort, afgiver derfor heller ikke noget
Norm for deres sedelige Standpunkt. Den makelløse, uantastbare Kvinde er, det
converted by Web2PDFConvert.com