bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...

tysk husmoderlig-hustruelig Pligtfanatisme kunde Produktet maaske i sin egen
Jordbund være paa sin Plads, men vi kunde jo anstændig sørge for os selv med
den Slags Vare, vi behøvede da ikke at tage til fremmede Overdrivelser – o. s. v.
Jeg skyr ellers som Pesten enhver mundtlig Drøftning af Emnet, der ikke kan
holde sig paa Skjemtens glatte Overflade, vel vidende, at her er man stillet
ligeoverfor lutter bedrevidende, saa Udgangen af Striden kan ikke være tvilsom;
men den milde, seige Modstand egger; og hvordan det nu gik eller ei, gled vi
sagtelig indpaa det Punkt af Diskussionen, hvor Spøgen stanser, Sagens egen
vældige Magt griber os og tvinger os mod vor Vilje med sig.
Men hvad siger De da til dette Ræsonnement, mælte jeg tilsidst: Forfatteren
anfører selv, at der var Aartusender, hvori Kvinden ikke var andet end en Ting i
sin Herres og Herskers Haand, medens hun nu! etc. etc. Vi skulde virkelig
allerede i vort Aarhundrede have naaet det Fuldkommenhedens Høidepunkt,
hvor der intet mer er at ønske, og hvor vi, som Forfatteren lægger til, «maatte
rødme ligeoverfor os selv ved at forlange mere.» Kvindens Stilling er altsaa den
eneste Verdensopgave, der har naaet Fuldendelsen. Og dette siges os, medens
der gives Kulturlande, hvis Love endnu tilsteder Egtemanden til en viss Grad,
lægges der til – at prygle Hustruen, andre, hvor hendes Umyndighed er saa
gjennemført i alle Retninger, at, selv hvor det gjælder et simpelt «conseil de
famille», hvori hendes Børns Skjæbne diskuteres og afgjøres, udelukkes hun,
sidenævnt med «Mindreaarige, Idioter og straffede Forbrydere» – en ikke
overbevist mandlig Forbryder har Forrangen. Vi skulde have naaet dette
Fuldendelsens Høidepunkt i en Tid, hvor Staterne endnu beskytter
Prostitutionens Vederstyggelighed, for ikke at nævne menneskelige
Trikinbureauer, hvor Varen garanteres eller efter Omstændighederne smides paa
Dyngen? . . . Er det den Fuldendelse, hun kan glæde sig ved at have opnaaet, der
gjør, at hun «maatte rødme for sig selv ved at forlange mer?» Hvad har man da
indrømmet hende, som kan opveie saadane Fornedrelser paa den ene Side og en
Trældom i Huset, som den her skildrede, paa den anden? De siger, at denne,
Fornedrelsen, angaar ikke os agtbare Damer; jeg siger jo, tusende Gange jo, den
angaar os, Dem – mig – os alle . . .
«Nu, nu, De tager det for ivrig, kjære, De ser denne Sag altfor mørkt. Der er
dog i den senere Tid gjort meget, overmaade meget for Kvinden. Hun kan opnaa
at blive Telegrafistinde, Fotograf og flere Ting, som man i min Moders Tid ikke
converted by Web2PDFConvert.com