bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...
bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ... bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...
vælger.» Kvindens Livsopgave er altsaa lagt i Egteskabets, Huslivets Sfære, Mandens derimod i en ganske anden og noget ganske andet. Kan noget klinge billigere, retfærdigere! . . . «Vi har delt lige, du har dit Felt, jeg mit.» – Men ser vi nærmere til, er det omtrent, som naar en viss Suveræn vilde sige: Vi har begge vort Kongerige, du Sachsen, jeg Preussen, kun er jeg tillige af Guds Naade Keiser Wilhelm, der baade raader over Sachsen og Preussen og Lippe Detmold og hele Stasen. Altsaa – Manden raader paa sit Territorium og – paa Kvindens med. Der er intet moralsk Magtsprog, ingen despotiske Æreslove, der hemmer ham paa dette hans suveræne Felt, han har uindskrænket Frihed til at søge og tilegne sig alt, hvad hans Evner og øvrige Forhold kan tillade ham at naa. Hvad Frihed er der levnet hende paa det Omraade, hvor man har henlagt hendes Livsinteresser? Hvortil benyttes disse sterkeste, mægtigste Impulser, hvori det er blevet hende tilladt at leve? . . . Man forsmaar Kvindens Bidrag af aandelige Evner, ialfald er det kun høist betingelsesvis, man vil lade dem gjælde. Forstaar man da bedre at vurdere og føre sig denne hendes bedste Rigdom, hendes Følelse til Nytte? Virkeligheden kan kun give os triste Svar paa disse Spørgsmaal. Den vil fortælle os om den Ringeagt, hvormed netop denne sterkeste Evne i hende behandles, hvorledes man med plump Uagtsomhed træder paa det kostbare. Hvorledes man overser det, undertrykker det, sælger det for en Stilling. Hvilke Rækker af Kvindeliv kunde den stille op, forfusket paa den Maade! Liv, hvor Hjertet, hvor Livsfriskheden til sidste Draabe var udtømt, netop hvor man stillede de største Krav til dem. Men Virkeligheden er et ubestikkeligt Vidne; den vil ogsaa kunne vise os en Nemesis i dette, vise os, hvorledes det Despoti, som har berøvet Kvinden Selvbestemmelsesretten i det eneste, man har indsnævret til hendes Livsopgave, der betragter hendes Følelse som noget Sagen omtrent uvedkommende, som en Klimatfeber eller en anden Sygdom, der nok gaar over, at dette Despoti tilsidst slaar sin egen Herre paa Halsen og hevner sig i Ulykker, hvis Virkninger ikke vil spores mindre bitre, fordi man fornemt ignorerer den Kilde, hvoraf de fløds Spørg, hvad de har vundet, disse Arvtagere i Hjertetomheden, og Skuffelsens trøstesløse Rige, saa stolte af sin Erobring, fordi converted by Web2PDFConvert.com
det kostede dem lidt Besvær! . . . Skal alt dette være saa, maatte vi da være befriet for Fraserne! Kunde de, som fører disse smukke Talevendinger i Munden, blot aabne Sind og Øine lidt mere for de faktiske Forhold! De burde blandt andet overveie, i hvilken paafaldende Grad Egteskaberne tager af, og hvad dette vil sige, medens der langtfra tilstrækkelig, og mindst hos os, er aabnet Kvinden Vei til Selvforsørgelse. Dette er endnu kun én Side ved Sagen, skulde der ikke være andre, som det var værd at skjænke en Tanke . . . som man var tjent med og ikke behøvede – at rødme over? Egteskaberne tager af indtil det halve Antal mod før, dog kun for den ene Parts Vedkommende. Den anden Part i Sagen kan jo stifte saa mange Slags, den lyster. Medens Manden saaledes mer og mer frigjør sig fra den Fælleslov, som anviser os Opfyldelsen af Naturens og Hjertets Krav blot inden den legale Forbindelse, skal den i sin hele ubønhørlige Strenghed endnu gjælde for hende. Der skal saaledes i en af de nordiske Hovedstæder befinde sig 30,000 Kvinder tilhørende den dannede Stand, hvem man ikke har givet Anledning til at opfylde sin Bestemmelse, men hvem den klosterlige Afsvergelse sikkerlig ikke er paalagt mindre strengt, fordi Cellerne, hvori deres naturlige Livskrav afdødes og tusende Muligheder til Slegters Velsignelse lægges øde, fordi disse Klosterceller, siger vi, staar i den store Verden, og Murene foran dem bærer en livlig Storbys bekjendte Gadenavne. Goethes Valgsprog: «Der Mann strebe nach Freiheit, das Weib nach Sitte», begynder at faa noget forfærdelig parodisk, naar man sammenligner det med visse Kjendsgjerninger, Verdensstatistikken forelægger os – det ganske naturlige Resultat, hvortil samme bekjendte JupiterGoetheske Levesentens (som forresten ikke er ny) – uundgaaelig maatte føre, og man kan neppe verge sig for den Tanke, at det vilde baade Menneskeheden mere, om man havde i Udsigt en med vore naturlige Retsbegreber mere stemmende Omflytning af Subjekterne i hint Valgsprog. Tager vi nu det, i Forhold til den uhyre Personovervegt, yderst begrænsede Antal Egteskaber, der for Tiden sluttes, som de i sin Flerhed foreligger, fra hendes Side indgaaet mere eller mindre af Bihensyn, medens Kjærligheden i sjeldneste Tilfælde bliver det afgjørende, da faar vi nogle Sifre i det store Verdensopgjør, der i sin ubønhørlige Realitet spotter alle Fraser, og som afslører os et System af lumsk Forbrydelse mod Kvinden, der ikke i mindste Maade staar converted by Web2PDFConvert.com
- Page 1 and 2: okselskap.no, 2013 Camilla Collett:
- Page 3 and 4: derbag . . . Jeg skal ikke blande m
- Page 5 and 6: maaske vilde yde de værdfuldeste B
- Page 7 and 8: Krogene, drage frem alt, hvad der t
- Page 9 and 10: dyrker hende som en Guddom: Egteman
- Page 11 and 12: ældre stakkels Pige, der - hvem ve
- Page 13 and 14: Sæbesyder- eller Seildugsfabrikker
- Page 15: agved - Tomhed, Ingenting. Selv gam
- Page 19 and 20: man kan næsten kalde det den naive
- Page 21 and 22: næsten viljeløse stuper i Armene
- Page 23 and 24: «Udgifter»! . . . Ja, da der ved
- Page 25 and 26: de Opgaver, en Hustru der har at l
- Page 27 and 28: drømte om. At de kan ansættes ved
- Page 29 and 30: at have det. Denne Uret er heller i
- Page 31 and 32: Frisk Luft! (1875.) Var jeg i Besid
- Page 33 and 34: for et eget fyldigere, selvstændig
- Page 35 and 36: Nætter, der lumsk stjæler din Dat
- Page 37 and 38: noget som Ærefrygt for en uantaste
- Page 39 and 40: Vedkommende, er en anden Sag. Maatt
- Page 41 and 42: i Haand og lære at haandtere det m
- Page 43 and 44: Saaledes lidet præpareret for vort
- Page 45 and 46: Svøbning - med at skjære en Remse
- Page 47 and 48: end maaske de fleste - lad det kun
- Page 49 and 50: Kan man tænke det muligt! Og det e
- Page 51 and 52: omhyggelig holde alle Sorger og Hos
- Page 53 and 54: «Der sidder det og glor (Publikume
- Page 55 and 56: og lige idet du skulde reise! Det P
- Page 57 and 58: Damerne ved vor Scene, blev Papa ve
- Page 59 and 60: næste Minut at blive spiddet mod S
- Page 61 and 62: hvem Caroline P. og Mina S. vilde v
- Page 63 and 64: etmæssige vil se i ham noget fra h
- Page 65 and 66: alle bevæget sig paa ideale Høide
det kostede dem lidt Besvær! . . . Skal alt dette være saa, maatte vi da være befriet<br />
for Fraserne!<br />
Kunde de, som fører disse smukke Talevendinger i Munden, blot aabne Sind<br />
og Øine lidt mere for de faktiske Forhold! De burde blandt andet overveie, i<br />
hvilken paafaldende Grad Egteskaberne tager af, og hvad dette vil sige, medens<br />
der langtfra tilstrækkelig, og mindst hos os, er aabnet Kvinden Vei til<br />
Selvforsørgelse. Dette er endnu kun én Side ved Sagen, skulde der ikke være<br />
andre, som det var værd at skjænke en Tanke . . . som man var tjent med og ikke<br />
behøvede – at rødme over?<br />
Egteskaberne tager af indtil det halve Antal mod før, dog kun for den ene<br />
Parts Vedkommende. Den anden Part i Sagen kan jo stifte saa mange Slags, den<br />
lyster. Medens Manden saaledes mer og mer frigjør sig fra den Fælleslov, som<br />
anviser os Opfyldelsen af Naturens og Hjertets Krav blot inden den legale<br />
Forbindelse, skal den i sin hele ubønhørlige Strenghed endnu gjælde for hende.<br />
Der skal saaledes i en af de <strong>no</strong>rdiske Hovedstæder befinde sig 30,000 Kvinder<br />
tilhørende den dannede Stand, hvem man ikke har givet Anledning til at opfylde<br />
sin Bestemmelse, men hvem den klosterlige Afsvergelse sikkerlig ikke er paalagt<br />
mindre strengt, fordi Cellerne, hvori deres naturlige Livskrav afdødes og tusende<br />
Muligheder til Slegters Velsignelse lægges øde, fordi disse Klosterceller, siger vi,<br />
staar i den store Verden, og Murene foran dem bærer en livlig Storbys bekjendte<br />
Gadenavne. Goethes Valgsprog: «Der Mann strebe nach Freiheit, das Weib nach<br />
Sitte», begynder at faa <strong>no</strong>get forfærdelig parodisk, naar man sammenligner det<br />
med visse Kjendsgjerninger, Verdensstatistikken forelægger os – det ganske<br />
naturlige Resultat, hvortil samme bekjendte JupiterGoetheske Levesentens (som<br />
forresten ikke er ny) – uundgaaelig maatte føre, og man kan neppe verge sig for<br />
den Tanke, at det vilde baade Menneskeheden mere, om man havde i Udsigt en<br />
med vore naturlige Retsbegreber mere stemmende Omflytning af Subjekterne i<br />
hint Valgsprog.<br />
Tager vi nu det, i Forhold til den uhyre Perso<strong>no</strong>vervegt, yderst begrænsede<br />
Antal Egteskaber, der for Tiden sluttes, som de i sin Flerhed foreligger, fra<br />
hendes Side indgaaet mere eller mindre af Bihensyn, medens Kjærligheden i<br />
sjeldneste Tilfælde bliver det afgjørende, da faar vi <strong>no</strong>gle Sifre i det store<br />
Verdensopgjør, der i sin ubønhørlige Realitet spotter alle Fraser, og som afslører<br />
os et System af lumsk Forbrydelse mod Kvinden, der ikke i mindste Maade staar<br />
converted by Web2PDFConvert.com
Change language