bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...
bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ... bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...
Ønske, at Parisermanden maatte «opleve sin Emancipation», og at «alle oplyste Franskmænd længselsfuldt ser denne Lettelse i deres Kaar imøde», faar vi Pariseren selv, som nu efter Tur skildres paa en Maade, der, hvad den mandlige Emancipation angaar, intet efterlader at ønske, men tyder paa, at hin Længsel mer end rigelig maa finde sig tilfredsstillet. Sammenholder vi nu Forfatterens indignerede Formaning til Pariserinden at vende tilbage igjen til Huset og Familien, saa spørger vi, hvor er den Familie, hun skal leve for, naar Hr. Nordau netop paa halvhundrede Pag. har udviklet for os, at Pariseren mer og mer løsriver sig fra Familien og Huslivet, det, han betragter som et rent Fængsel! At hele Literaturen afspeiler denne Skræk for Egteskab og Familie! I Romaner og Skuespil er det ikke mere Manden, der beiler om Kvinden, men det er hende, der forfølger ham, for at formaa ham til at vende tilbage til Egteskabet og til hende. Alt dette fortæller Hr. Max Nordau os og ender med at formilde os betydelig, for ikke at sige bringe os ganske over paa de bagtaltes Side. Lignende Virkning øver det, naar han ogsaa forekaster dem, at de lader sig lede af Presterne. Men Presterne er jo netop de ubønhørligste Modstandere af disse Frihedsbestræbelser, der ogsaa er Forfatteren saa imod, de, der strengest maner Kvinden tilbage inden Huslivets Grænser, hvor Hr. Nordau netop vil have hende. Hvilket Stadium i vor Nutids Opfatning af og Stemning for Kvinde indtager nu denne interessante ungarske Forfatter? Der er Trin i denne Opfatning. Vi maa tage Mod til os og ogsaa stige ned til det sidste, det, hvorpaa vi for Øieblikket befinder os. Man vil maaske ikke straks merke Forskjellen, men der er fine Nuancer. Den Smule personlige Magt, Kvinden endnu havde i Behold paa de foregaaende Stadier, synes ganske at være svunden ind til Nul. Den raa Styrke har sikret sig Enevældet, den har knækket denne Magt ligesom alt, hvad der kommer i dens Vei. Den har ligesaa mangeartede Vaaben dertil, som den har været opfinderisk i nye massenedfeiende Mordprojektiler. Den har Trusler og Vold, Mishandling og Drab, Dampen og Lovene, Ærgjerrighedens og Vindesygens Spekulationer og Distraktioner . . . forsmaaet Elskov er bleven et Sagn, et barnligt Eventyr og – converted by Web2PDFConvert.com
hvad nu Per for sit Vedkommende ivrigst kan indvende, eller Paal sukkende benegte – de ulykkelige Frieres Tid synes ogsaa forbi. Vi kan snart kun tænke os denne Species, den ene Haand udstrakt mod hendes modstræbende, medens den anden skjuler Revolveren bag paa Ryggen. «Ton coeur ou je vais mourir,» hedte det engang for længe siden. – «Ton coeur ou tu vas mourir,» blev det til – en endnu smuk Omsætning, der venter paa hver Dag at gaa over til et aabent og utvetydigt: La bourse ou la vie! Molbechs Skuespil er henlagt paa det første Stadium, hvor den smukke Devise: «Din Kjærlighed, eller jeg maa dø», endnu gjælder. Selv indtager det det andet Standpunkt til Kvinde, hvor det heder: «Din Kjærlighed, eller du skal dø!» ja værre endnu, du skal giftes med Junker Claus. Altid et høiere Trin end vort allersidste Stadium. Dagens Mand hader ikke mere Kvinden, han overser hende, ringeagter hende blot som sit modstandsløse, ynkelig tilfodefaldende Offer. Han ringeagter hende, som Slaveeieren sin Slavinde, som Jaguaren sit afmægtige Bytte, som den raa, brutale Styrke foragter Svagheden. Dybere kan det gjensidige Forhold mellem de to Parter ikke synke. Det er altid en Trøst. Det maa nu komme til en Krise. Det maa da enten ende i Oprør, vildt Had og Ødelæggelse, eller en af disse stillere Gjæringer, der vil drive Forholdet til at hæve sig ad de samme Trin, hvorigjennem det sank. Det nærmeste Trin bliver da, at Manden hader, hader, fordi han igjen kan frygte, og Kvinden har da maaske vaagnet af sin fuldstændige Vanmagts Dvale til at foragte. Og saa stadig opad! Ja vi kan jo gjerne drømme os helt op til Tider, hvor hin smukke Devise: Ton coeur ou je vais mourir atter bliver Kjærlighedens stille, ydmyge Løsen mellem de forsonede. Hellige Fantasi! omskyg os med dine Vinger, at vi ikke ganske forsager i Virkelighedens Rædsler! Har vi allerede naaet det Standpunkt, hvor den sterkere fra at hundse sit Offer er gaaet over til at hade, fordi han frygter det? Der er flere Tegn, der synes at antyde en saadan Overgang. Der røber sig i den europæiske Presse mer og mer en Hang til at nedsætte og bagtale Kvinden. Altsaa Frygt. Man har hidtil i Romaner og Skuespil udbyttet hende som Martyrinde, medens Dagbladsliteraturen har brugt hende som Stof for Løier og Harcellas. Vi gad se det Blad, der har forsømt nogen Leilighed til denne converted by Web2PDFConvert.com
- Page 75 and 76: spørg da ikke, hvorfor det ene udf
- Page 77 and 78: denne Art, at den passer ikke for a
- Page 79 and 80: som vi endnu regner for vort Teater
- Page 81 and 82: Drøftelserne af Dagens Tilstande o
- Page 83 and 84: En Fortegnelse paa disse Forfatteri
- Page 85 and 86: Lyst til at leve, med andre Ord, at
- Page 87 and 88: have erfaret, hvad det vil sige, at
- Page 89 and 90: hvori Skriget over det uhyre, det o
- Page 91 and 92: Hun var jo Enke! Men nu maa hun for
- Page 93 and 94: Forkjæmperinden har maaske staaet
- Page 95 and 96: Nuller til Graven. Deres Mænd? spu
- Page 97 and 98: ikke Kraft engang til at ønske mig
- Page 99 and 100: Da rakte hun Haanden op over Vandet
- Page 101 and 102: fornemste Promenadeplads, neppe gaa
- Page 103 and 104: Kongens Have og ende i Sortedams- e
- Page 105 and 106: Manden maa have alt, alt, hvad denn
- Page 107 and 108: Forfølgelsen begynder da og tager
- Page 109 and 110: vakre Opgave, at glæde dem hjemme,
- Page 111 and 112: man i lang Tid ikke har set, falder
- Page 113 and 114: Men, bedste Jomfru, jeg bad Dem jo
- Page 115 and 116: indtrængende Maade: «Vi alle,» s
- Page 117 and 118: Paris, 29. Juni 1878. Altsaa ankomm
- Page 119 and 120: Kjedsomhedens. Kan noget være tris
- Page 121 and 122: kom træt hjem fra en Tur til Versa
- Page 123 and 124: europæisk bekjendte Frembringelser
- Page 125: den ind i vort Aarhundrede, en Tid,
- Page 129 and 130: førend han dræber hende selv. Sel
hvad nu Per for sit Vedkommende ivrigst kan indvende, eller Paal sukkende<br />
benegte – de ulykkelige Frieres Tid synes ogsaa forbi. Vi kan snart kun tænke os<br />
denne Species, den ene Haand udstrakt mod hendes modstræbende, medens den<br />
anden skjuler Revolveren bag paa Ryggen. «Ton coeur ou je vais mourir,» hedte<br />
det engang for længe siden. – «Ton coeur ou tu vas mourir,» blev det til – en<br />
endnu smuk Omsætning, der venter paa hver Dag at gaa over til et aabent og<br />
utvetydigt: La bourse ou la vie!<br />
Molbechs Skuespil er henlagt paa det første Stadium, hvor den smukke<br />
Devise: «Din Kjærlighed, eller jeg maa dø», endnu gjælder. Selv indtager det det<br />
andet Standpunkt til Kvinde, hvor det heder: «Din Kjærlighed, eller du skal dø!»<br />
ja værre endnu, du skal giftes med Junker Claus.<br />
Altid et høiere Trin end vort allersidste Stadium. Dagens Mand hader ikke<br />
mere Kvinden, han overser hende, ringeagter hende blot som sit modstandsløse,<br />
ynkelig tilfodefaldende Offer. Han ringeagter hende, som Slaveeieren sin<br />
Slavinde, som Jaguaren sit afmægtige Bytte, som den raa, brutale Styrke foragter<br />
Svagheden.<br />
Dybere kan det gjensidige Forhold mellem de to Parter ikke synke. Det er<br />
altid en Trøst. Det maa nu komme til en Krise. Det maa da enten ende i Oprør,<br />
vildt Had og Ødelæggelse, eller en af disse stillere Gjæringer, der vil drive<br />
Forholdet til at hæve sig ad de samme Trin, hvorigjennem det sank. Det<br />
nærmeste Trin bliver da, at Manden hader, hader, fordi han igjen kan frygte, og<br />
Kvinden har da maaske vaagnet af sin fuldstændige Vanmagts Dvale til at<br />
foragte. Og saa stadig opad! Ja vi kan jo gjerne drømme os helt op til Tider, hvor<br />
hin smukke Devise: Ton coeur ou je vais mourir atter bliver Kjærlighedens stille,<br />
ydmyge Løsen mellem de forsonede. Hellige Fantasi! omskyg os med dine<br />
Vinger, at vi ikke ganske forsager i Virkelighedens Rædsler!<br />
Har vi allerede naaet det Standpunkt, hvor den sterkere fra at hundse sit<br />
Offer er gaaet over til at hade, fordi han frygter det?<br />
Der er flere Tegn, der synes at antyde en saadan Overgang. Der røber sig i<br />
den europæiske Presse mer og mer en Hang til at nedsætte og bagtale Kvinden.<br />
Altsaa Frygt. Man har hidtil i Romaner og Skuespil udbyttet hende som<br />
Martyrinde, medens Dagbladsliteraturen har brugt hende som Stof for Løier og<br />
Harcellas. Vi gad se det Blad, der har forsømt <strong>no</strong>gen Leilighed til denne<br />
converted by Web2PDFConvert.com
Change language