bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...
bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ... bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...
Skuespil. Denne Moral, denne stille Livslære, der skulde kaste sit farverige, varmende Skjær ind i vor Iskulde, forfeiles ved, at Stykket er givet en Afslutning, hvori Nutidens Stemning mod Kvinde for tydelig stikker frem. Der gaar en dulgt Uvilje mod Stykkets Heltinde helt igjennem det, medens Forfatteren lader Glorien af vor Sympati fuldt omstraale Helten. Er det Kokettens Spil med et elskende Mandshjerte, der her skal straffes saa eftertrykkelig? Hun er jo ikke skildret slet eller lav, tvertimod aandrig og høisindet, denne Kokette. Er hun en Kokette? Er hun ikke snarere en Overrasket, der tryg bag den Mur, der hidtil har skjermet hende, ikke begriber selv, hvad der foregaar i hende, der, det ene Øieblik nysgjerrig tiltrukket, det andet, anende en Fare, viger tilbage og i denne Kamp griber til og verger sig med, hvad hun kan? Hun er Barnet af sin Tid, Adelsdatteren med sin Stands Fordomme indsuget med Modermelken og indprentet hende som Guds Ord. Kjærligheden overlister hende og smelter hendes Hjerte, hun bringer dette Hjerte som et bittert Offer paa Standsfordommenes og den personlige Stoltheds Alter, dette var jo Straf nok, og det smukke og forsonende vilde nu været, om hun som Selvbod efter denne traurige Seier havde valgt Klosterlivet eller en anden hæderlig Livsforsagelse. Men det vil nu ikke Forfatteren. Han hader hende, som vor Tids Mand hader Selvfølelse og Modstand i Kvinde, og han glemmer i dette Had, at hun er Adelsbarnet fra det 17de Aarhundrede. Og derfor skal hun straffes, og det eksemplarisk, og denne Straf fuldbyrdes med en Skadefryd, der neppe kan dy sig, medens han høilydt appellerer til Publikums ligesaa skadefro Bifald. Istedetfor at lade hende frivillig vælge den noble Forsagelse, lader han hende vælge den uværdige, uædle, idet hun styrter lige i Armene paa den udskrammererede Elendighed, der i Skikkelse af en skabagtig Junker Claus haanleende slutter sig om hende, og Forfatter og Publikum ler med. Vi har i disse flygtige Antydninger søgt at vise, at Forfatteren gjør sig skyldig i en Anakronisme, idet han ligeoverfor sit Skuespil stiller sig paa et moderne Standpunkt. Dermed er jo ikke sagt eller ment, at han indtager Lavmaalet af den moderne Anskuelse af Kvinde og Elskov. Gaar vi blot saa langt tilbage som til det Tidspunkt, hvori Stykket er henlagt, lod denne Anskuelse sig maaske løselig faststille i tre, siger trende, synkende Stadier. Det første omfatter vore Oldefædres trohjertede Erotik – dette naturligvis taget i den gode Forstand – saaledes som vi igjennem dens mangfoldige Farver og Afskygninger kan forfølge converted by Web2PDFConvert.com
den ind i vort Aarhundrede, en Tid, da man endnu elskede. Det andet tænker vi som vor Nutids umiddelbare Forgjænger hadende, fordi det endnu eier en Rest af Evne til at frygte: det er at elske. Det er dette forholdsvis endnu ophøiede Stadium, Skuespillet «Ambrosius» indtager. I en ganske anden forsterket Grad møder os denne Misstemning mod Kvinde i et af Dagens ogsaa meget omtalte Verker: Dr. Max Nordaus: Paris og Pariserne. Her maa vi dog ikke glemme, at Hr. Nordau er Tysker, og det fra Sydtyskland, der med Hensyn til det Standpunkt, som man vil paastaa, disse Egne af Europa skal indtage ligeoverfor Kvindespørgsmaalet, maaske kunde siges at forholde sig til det øvrige Germania som Cochin-China til Japan. Vi forbigaar de Betragtninger, denne Forfatter anstiller over Georges Sand, der i hadefuld Ensidighed minder os om de værste Udfald, der hilste den store Forfatterinde ved hendes første Opdukken paa Scenen. Men der røber sig i Hr. Nordaus Skildringer en Stemning mod Kvinde i Almindelighed og Pariserinden i Særdeleshed, der endnu overgaar, hvad vi i den moderne tyske Literatur er vant til at møde af den Sort. Hr. Nordau synes med Hensyn til denne sidste sterkt at have ladet sig hilde i den Vildfarelse, som fremmed Fordomsfuldhed saa let forfalder til ligeoverfor Pariserforholdene: af en enkelt Genre – en Genre, som Manden selv har skabt og til evige Tider vil opretholde – at danne Typen. Den virkelig fordomsfri Betragter blandt de Tusender af Fremmede, der daglig færdes i Paris, vil maaske faa et ganske andet Billede ud af Pariserkvinden; han vil i den gode Familiemoder og – den Ros skal man i det mindste ikke betage hende – den mageløs dygtige utrættelige Arbeiderske se den sande Type af hende. Det første Indtryk, man faar af Hr. Nordaus Skildringer, er derfor Uvilje, Forundring. Men heldigvis har denne aandrige Forfatter en fornøielig Maner, der for en Del afvæbner Uviljen. Hr. M. Nordau røber nemlig en afgjort Tilbøielighed til at drage sine Skildringer ud i pikante Yderligheder, der nærmer sig Karikaturen, og heldigvis driver denne Bevægelighed ham ofte ind i Modsigelser, der tildels ophæver alle Beskyldninger. Efter et saadant Karikaturbillede af Pariserinden, der ender med det ydmyge converted by Web2PDFConvert.com
- Page 73 and 74: Forudsætninger, Hr. Jægers Manife
- Page 75 and 76: spørg da ikke, hvorfor det ene udf
- Page 77 and 78: denne Art, at den passer ikke for a
- Page 79 and 80: som vi endnu regner for vort Teater
- Page 81 and 82: Drøftelserne af Dagens Tilstande o
- Page 83 and 84: En Fortegnelse paa disse Forfatteri
- Page 85 and 86: Lyst til at leve, med andre Ord, at
- Page 87 and 88: have erfaret, hvad det vil sige, at
- Page 89 and 90: hvori Skriget over det uhyre, det o
- Page 91 and 92: Hun var jo Enke! Men nu maa hun for
- Page 93 and 94: Forkjæmperinden har maaske staaet
- Page 95 and 96: Nuller til Graven. Deres Mænd? spu
- Page 97 and 98: ikke Kraft engang til at ønske mig
- Page 99 and 100: Da rakte hun Haanden op over Vandet
- Page 101 and 102: fornemste Promenadeplads, neppe gaa
- Page 103 and 104: Kongens Have og ende i Sortedams- e
- Page 105 and 106: Manden maa have alt, alt, hvad denn
- Page 107 and 108: Forfølgelsen begynder da og tager
- Page 109 and 110: vakre Opgave, at glæde dem hjemme,
- Page 111 and 112: man i lang Tid ikke har set, falder
- Page 113 and 114: Men, bedste Jomfru, jeg bad Dem jo
- Page 115 and 116: indtrængende Maade: «Vi alle,» s
- Page 117 and 118: Paris, 29. Juni 1878. Altsaa ankomm
- Page 119 and 120: Kjedsomhedens. Kan noget være tris
- Page 121 and 122: kom træt hjem fra en Tur til Versa
- Page 123: europæisk bekjendte Frembringelser
- Page 127 and 128: hvad nu Per for sit Vedkommende ivr
- Page 129 and 130: førend han dræber hende selv. Sel
Skuespil. Denne Moral, denne stille Livslære, der skulde kaste sit farverige,<br />
varmende Skjær ind i vor Iskulde, forfeiles ved, at Stykket er givet en Afslutning,<br />
hvori Nutidens Stemning mod Kvinde for tydelig stikker frem. Der gaar en dulgt<br />
Uvilje mod Stykkets Heltinde helt igjennem det, medens Forfatteren lader<br />
Glorien af vor Sympati fuldt omstraale Helten. Er det Kokettens Spil med et<br />
elskende Mandshjerte, der her skal straffes saa eftertrykkelig? Hun er jo ikke<br />
skildret slet eller lav, tvertimod aandrig og høisindet, denne Kokette. Er hun en<br />
Kokette? Er hun ikke snarere en Overrasket, der tryg bag den Mur, der hidtil har<br />
skjermet hende, ikke begriber selv, hvad der foregaar i hende, der, det ene<br />
Øieblik nysgjerrig tiltrukket, det andet, anende en Fare, viger tilbage og i denne<br />
Kamp griber til og verger sig med, hvad hun kan? Hun er Barnet af sin Tid,<br />
Adelsdatteren med sin Stands Fordomme indsuget med <strong>Mod</strong>ermelken og<br />
indprentet hende som Guds Ord. Kjærligheden overlister hende og smelter<br />
hendes Hjerte, hun bringer dette Hjerte som et bittert Offer paa<br />
Standsfordommenes og den personlige Stoltheds Alter, dette var jo Straf <strong>no</strong>k, og<br />
det smukke og forsonende vilde nu været, om hun som Selvbod efter denne<br />
traurige Seier havde valgt Klosterlivet eller en anden hæderlig Livsforsagelse.<br />
Men det vil nu ikke Forfatteren. Han hader hende, som vor Tids Mand hader<br />
Selvfølelse og <strong>Mod</strong>stand i Kvinde, og han glemmer i dette Had, at hun er<br />
Adelsbarnet fra det 17de Aarhundrede. Og derfor skal hun straffes, og det<br />
eksemplarisk, og denne Straf fuldbyrdes med en Skadefryd, der neppe kan dy sig,<br />
medens han høilydt appellerer til Publikums ligesaa skadefro Bifald. Istedetfor at<br />
lade hende frivillig vælge den <strong>no</strong>ble Forsagelse, lader han hende vælge den<br />
uværdige, uædle, idet hun styrter lige i Armene paa den udskrammererede<br />
Elendighed, der i Skikkelse af en skabagtig Junker Claus haanleende slutter sig<br />
om hende, og Forfatter og Publikum ler med.<br />
Vi har i disse flygtige Antydninger søgt at vise, at Forfatteren gjør sig skyldig i<br />
en Anakronisme, idet han ligeoverfor sit Skuespil stiller sig paa et moderne<br />
Standpunkt. Dermed er jo ikke sagt eller ment, at han indtager Lavmaalet af den<br />
moderne Anskuelse af Kvinde og Elskov. Gaar vi blot saa langt tilbage som til det<br />
Tidspunkt, hvori Stykket er henlagt, lod denne Anskuelse sig maaske løselig<br />
faststille i tre, siger trende, synkende Stadier. Det første omfatter vore<br />
Oldefædres trohjertede Erotik – dette naturligvis taget i den gode Forstand –<br />
saaledes som vi igjennem dens mangfoldige Farver og Afskygninger kan forfølge<br />
converted by Web2PDFConvert.com
Change language