bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...

kom træt hjem fra en Tur til Versailles, var Omflytningen skeet, Kuffert og
Effekter bragt ind i dette ogsaa «meget smukke Værelse», det vil sige en
fuldstændig Kaschot til Gaarden – saa stort, at den ene Stol vilde gjort den anden
Pladsen stridig, hvis der havde været mer end ett Eksemplar af denne
Bekvemmelighed anbragt derinde.
Forlangte da øieblikkelig min Regning, og da den eneste Pension, som jeg
kjendte og med Tryghed vilde tage til, desværre var overfyldt, maatte jeg prøve
det med en anden nærliggende. Her det forbindtligste Løfte om at faa et meget
smukt Værelse lige ved Salonen, naar Madame blot vilde finde sig i at tage et i
fjerde Etage, kun en eneste Nat, saa blev det ledigt. Madame steg da fornøiet
tilveirs til fjerde, efter nordisk Beregning sjette, Etage og fandt et slet ikke ilde
Rum. De har alle hine anselige Speil med Bronceuret og den enorme
Omhængsseng – men med en Udsigt, som naar man skuede ned i en rummelig
Skorstenspibe – holdt ud i to, i tre, i fire Dage, styrket af from Tro paa Løfters
Hellighed, indtil det endelig viste sig, at disse kun havde været Lokkemad. Den
Dame, som skulde flyttet, hverken var flyttet eller tænkte paa det. Dermed
forlangte Madame sin Regning, hvorpaa – foruden adskillige mystiske Poster,
der sorterer under Benævnelsen Udgifter non y compris», – ogsaa den lille
Feiltagelse var indløben, at Prisen for det forventede – som hun ikke fik – var
overført paa Venteværelset i sjette Etage.
Dette blev for galt. Det var ogsaa i et Anfald af fuld Desperation, at jeg brød
op herfra og flyttede til Pensionen nær ved. Dette Etablissement havde et stort Ry
for Komfort og Elegance, for stadig Frekvens. Det var ogsaa storartet, det
indtager ikke mindre end to Huse, der forenes med et Virvar af Korridorer og
Trapper, havde prægtige Saloner, der næsten blendede med sin Speilrigdom og
Forgyldning paa hvid Grund. Ogsaa fik jeg ved et sært Træf et meget smukt
Værelse til Gaden.
Men ingen Ting hjalp mere. Den Smule Evne, jeg endnu kunde have bevaret
til at se Tingene paa den rette Side, havde faaet ligesom sit sidste Stød. De
voldsomste Symptomer paa at «se alting for mørkt» begyndte at ytre sig. I de
Selvfiktioner, denne «sygelig-pessimistiske» Tilstand frembragte, synes jeg, at
den hele Kompleks af Mennesker, som, saa lang Dagen var, boltrede sig omkring
hverandre, snadrende, gestikulerende, spisende, gabende, sank ned til det
converted by Web2PDFConvert.com