bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...

bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ... bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...

bokselskap.no
from bokselskap.no More from this publisher
25.07.2013 Views

gjør det, – Uret, Mishandlinger, som ingen agter en Bønne værd at lægge Merke til, end sige den skulde væbne nogen Sjæl til Forsvar, – det kan den kun tale om, der af en eller anden særlig Grund har faaet Stenpyramiden topmaalt opbygget over sit Liv. Men der er dog et Felt i vort Samfundsliv, et mere fredet, hvor hin Selvgodhedens og Sondringens Aand ikke trænger hen: Vor Selskabelighed. Her kan Manden ikke undvære hende, der indrømmes hende ikke alene Plads, men den første Plads. Ikke sandt? Vor Hovedstad er en By, der i Forhold til sin Folkemængde byder faa Midler til Rekreation udenfor Husene. Livet er tungt og nedbrydende baade for Mand og Kvinde; derfor kunde man synes dobbelt at være anvist paa hverandre. Men det er ikke saa. Denne Kilde til Fornøielse og Forfriskning er det netop, man mindst ved at føre sig tilgode. Mændene viser en bestemt Tendens til netop her at isolere sig. Det har endog vakt Fremmedes Opmerksomhed og Forundring, at de i de sjeldne faa selskabelige Fællesmøder helst stiller en lukket Dør mellem sig og Damerne, medens disse er høflige nok til at tro, at det sker for Tobakkens Skyld. Altsaa paa Standpunktet: Tobak heller end Damer befinder vi os for Øieblikket; saa kunde muligens komme Tobak + Damer, og endelig øiner vi som et fantastisk fjernt Fremtidsbillede: Damernes Selskab under alle Omstændigheder, alle Ofre, selv Tobakkens. Nu, Kloden vil sandsynligvis adskillige Gange have gjort sin Verdensomseiling, inden vi paa vort Hjørne af den oplever dette sidste. Det vil neppe times den nuværende Generation. Kvinderne selv modsætter sig det. De afrettes saa at sige systematisk fra oven og fra neden, fra inden og fra uden, til at finde sig i denne Forladthed. Det er neppe for meget vovet ved at sige: de har ikke rigtig opdaget den endnu og finder sig maaske bedst i det saa. Men Mændene har i Mangel af offentlige Adspredelser og Forlystelser og maaske i Følelsen af et visst Savn ved sit eget huslige Liv skabt en egen Sort selskabelige Sammenkomster, som vi vil kalde ved deres populære Navn: Festtilstelninger. I den hele vide Verden tror vi neppe der nogensteds kjendes, end sige praktiseres, en saadan Masse af Forenings-, Korporations-, Jubilar- og Mindefester som dem, der feires i vor gode Hovedstad, ligefra de gamle berømmelige Forfædres til de gamle Studenters, ligefra Rigets tusendaarige til converted by Web2PDFConvert.com

Sæbesyder- eller Seildugsfabrikkers femogtyveaarige Festmøders, kortsagt i det uendelige, fra Stats- og Samfundsdiskussionens høivigtigste ned gjennem alle Fag- og Partikoteriernes Afskygninger. I alle disse mange Tendensfestmiddage og Souperer kan man da under en gjensidig mild Dyrkelse, der jevnt stiger i oratorisk begeistrede Ovationer til Dagens Personligheder og Begivenheder, holde sig varm og styrke sig, foreløbig ovenpaa Formiddagens ofte trættende Forhandlinger, ligesom i det hele til et – vi indrømmer det villig – vist mere end andensteds anstrengende Forretningsliv. Fra alle disse festlige Sammenkomster er Kvinderne udelukkede, selv ved saadanne Anledninger, der angaar dem fuldkommen ligesaa meget som Mændene. Tragiskkomisk i Sandhed tager da disse staaende Skaaler «til Kjønnets Pris» sig ud, medens de besungne sidder hjemme og kukelurer og gjerne paa en saadan Dag, da deres Mænd «dinerer i Logen», afspiser sig selv med en sand kvindelig Melkeret eller et kristeligsindet Øllebrød. Ved sjeldne Festanledninger inviteres undertiden Damer til at tage Plads paa Galleriet, hvor de da, i en Temperatur af nogle og tyve Grader, kan have den Nydelse at se ned paa Hovederne af de festsmausende, høre Champagnen knalde og sprudle i Glassene, foruden adskillige, ikke altid sprudlende Taler. Saa kom Menneskeparret Schweigaards Bisættelse, det festligste, den mest gribende Høitidelighed, vor By i de sidste Aartier har været Vidne til. Paa Katafalken oppe i Koret stod de to Kister, ganske bedækkede med Blomster. I den ene af disse Kister hvilede Kristianias elskværdigste Mand, en Mand, der havde levet et sandt, inderligt Samliv med sin Hustru – en Mand, hvis Hjerte brast, da hun for første Gang i sit Liv lod ham – sidde alene hjemme. . . Den store Kirke propfuld af Mennesker, af Mænd og Kvinder, vil man mene? . Nei, kun af Mænd. Saa utrolig det monne klinge, saa forholdt det sig. Naar vi undtager en Kreds af Sørgehusets Nærpaarørende og Veninder, hvem der var anvist Plads oppe i Koret, var Kvinder negtet Adgang til Kirken. Enhver Kræmmersvend kunde legitimere sin Adgangsberettigelse ved sin Søndagshabit og et Par sorte Hansker; kun de, der havde dækket disse Kister med Blomster, blev bortviste, og det overlodes dem Valget, at kjøle sin Deltagelse for Anledningen i Nysneen udenfor, converted by Web2PDFConvert.com

gjør det, – Uret, Mishandlinger, som ingen agter en Bønne værd at lægge Merke<br />

til, end sige den skulde væbne <strong>no</strong>gen Sjæl til Forsvar, – det kan den kun tale om,<br />

der af en eller anden særlig Grund har faaet Stenpyramiden topmaalt opbygget<br />

over sit Liv.<br />

Men der er dog et Felt i vort Samfundsliv, et mere fredet, hvor hin<br />

Selvgodhedens og Sondringens Aand ikke trænger hen: Vor Selskabelighed. Her<br />

kan Manden ikke undvære hende, der indrømmes hende ikke alene Plads, men<br />

den første Plads. Ikke sandt?<br />

Vor Hovedstad er en By, der i Forhold til sin Folkemængde byder faa Midler<br />

til Rekreation udenfor Husene. Livet er tungt og nedbrydende baade for Mand og<br />

Kvinde; derfor kunde man synes dobbelt at være anvist paa hverandre. Men det<br />

er ikke saa. Denne Kilde til Fornøielse og Forfriskning er det netop, man mindst<br />

ved at føre sig tilgode. Mændene viser en bestemt Tendens til netop her at isolere<br />

sig. Det har endog vakt Fremmedes Opmerksomhed og Forundring, at de i de<br />

sjeldne faa selskabelige Fællesmøder helst stiller en lukket Dør mellem sig og<br />

Damerne, medens disse er høflige <strong>no</strong>k til at tro, at det sker for Tobakkens Skyld.<br />

Altsaa paa Standpunktet: Tobak heller end Damer befinder vi os for Øieblikket;<br />

saa kunde muligens komme Tobak + Damer, og endelig øiner vi som et fantastisk<br />

fjernt Fremtidsbillede: Damernes Selskab under alle Omstændigheder, alle Ofre,<br />

selv Tobakkens.<br />

Nu, Kloden vil sandsynligvis adskillige Gange have gjort sin<br />

Verdensomseiling, inden vi paa vort Hjørne af den oplever dette sidste. Det vil<br />

neppe times den nuværende Generation. Kvinderne selv modsætter sig det. De<br />

afrettes saa at sige systematisk fra oven og fra neden, fra inden og fra uden, til at<br />

finde sig i denne Forladthed. Det er neppe for meget vovet ved at sige: de har ikke<br />

rigtig opdaget den endnu og finder sig maaske bedst i det saa.<br />

Men Mændene har i Mangel af offentlige Adspredelser og Forlystelser og<br />

maaske i Følelsen af et visst Savn ved sit eget huslige Liv skabt en egen Sort<br />

selskabelige Sammenkomster, som vi vil kalde ved deres populære Navn:<br />

Festtilstelninger. I den hele vide Verden tror vi neppe der <strong>no</strong>gensteds kjendes,<br />

end sige praktiseres, en saadan Masse af Forenings-, Korporations-, Jubilar- og<br />

Mindefester som dem, der feires i vor gode Hovedstad, ligefra de gamle<br />

berømmelige Forfædres til de gamle Studenters, ligefra Rigets tusendaarige til<br />

converted by Web2PDFConvert.com

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!