bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...

Kjedsomhedens. Kan noget være tristere end vor Hovedstad paa 114 000
Indbyggere, hvor der aldrig høres en Tone Musik, og hvor et fromt Misgreb
stadig arbeider paa at indskrænke de Anledninger til Oplivelse for den trællende
Arbeider, som vi allerede har altfor lidt af! Man skulde se denne franske
Haandverksstand: Aldrig ser man nogensteds saadanne Familiegrupper, saa
gemytlige, slige ofte burleskfornøielige Modsætninger! . . . det er en Fryd at se
paa dem! Arbeidere i sine Hverdagsbluser med Kasjetten paa Snur, med et
rosenrødt og hvidt antrukket lidet Febarn ved Haanden . . . En gammel vrikkende
Mutter i sandt Kurvekonekostume omhyggelig ført og støttet af en forholdsvis
elegant ung Mand, maaske hendes Søn . . . De yngre Kvinder altid pariserklædte,
det er simpelt elegant, og altid denne fuldkomne fraicheur, som især er et
Kjendemerke, det falmede kjendes ikke. Derimellem de Fremmede, som man
altid kjender paa noget – je ne sais quoi – uparisisk.
Middagen er der, og alt strømmer mod Udgangen. Vil man spise i Ensomhed,
har man sin Bolig, vil man have Selskab – uden det Bryderi at underholde dette,
medens det paa det behageligste underholder os – gaar man kun skraas over
Gaden til den smukke Restauration paa Hjørnet af Jeanne d'Arcpladsen. Her kan
man faa en poulet rôti for samme Pris, hvormed man hjemme betaler noget,
man kalder «Hønsekjød»; vor hjemlige Gemüse, det eneste, der dyrkes:
Poteterne, faar man da se at erstatte, saa godt man kan, med Asparges og
Artiskokker, hvoraf der heldigvis er en stor Overflod.
Har man spist, og man finder Aftenen for smuk til allerede at gaa hjem,
vandrer man endnu engang over i Haven, der nu sparsommere befolket, i det
farverige Aftenskjær er rent vidunderlig. Eller man spadserer over Broen hen til
de ambulante Bogudsalg under Poplerne langs Kaien, hvor man kan glæde en
Række der fungerende Bibliotekarer med at gjennemse et Snes af de sjeldnere
Eksemplarer i disse Samlinger, ofte sande Kuriositeter. Den franske Høflighed er
utrolig langmodig . . . Værdiges man endnu at tage et eller et Par Nummere med
hjem, kjender deres Taknemmelighed ingen Grænser.
Se, det var lidt af Paris, mit gamle Paris! Kunde det alligevel hænde, at man
betages af denne Benauelse, som ligner . . . Hjemve, ogsaa for den var der Raad.
Jeg gik blot hen i «Régence« og læste norske Aviser, saa gik det over. Begyndte
gjerne med de store Thing og gjennemgik omhyggelig deres lange Forhandlinger
converted by Web2PDFConvert.com