bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...
bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ... bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...
har at gjøre, er at samle sine Tanker paa det praktiske Formaal at komme frem uden for mange Uheld, eller simpeltvæk komme frem. Den menneskelige Vindesyge, der i normale Tider altid vil iagttage en viss forsigtig Holdning, synes i denne Sommer at være indtraadt i en Tilstand af Ugenerthed, der nærmer sig det utilregnelige eller, om man vil, en utilregnelig Tilstand af et komplet Delirium, og jo mere man nærmer sig Centrum, hvorfra Paavirkningen udgaar, jo mere tiltager naturligvis Symptomerne, det gjælder at være paa sin Post. Disse knapt tilmaalte Hvileminutter – ogsaa her tages saa besynderlig lidet Hensyn til kvindelige Passagerers Tarv – begunstiger kun altfor meget dens aldrig hvilende, i alle Retninger virkende Operationer. Knapt har man fundet ind og i skjælvende Hast erobret en Kop Kaffe eller en Bid Mad, saa ringes der til Afmarsch – man giver i Skyndingen, hvad der forlanges, kun vogte man sig for at lade dem give igjen paa større Summer. Værre er det endnu med de mer forretningsmæssige Affærdigelser, man maa finde sig i. Her har man vanskeligere for at kontrolere, og heller ikke levnes der Tid dertil. Alt er beregnet paa sidste Øiebliks al Protest afskjærende Skynding, maaske ogsaa paa et visst betryggende Indtryk af Reiseubehjælpelighed og tillidsfuld Godfjottethed, der kan opfanges af den Reisendes Miner. Jeg maa sikkert have ydet et mer end almindelig beroligende Resultat i dette Stykke. Mine Hundredekroner forvandlede sig hos Stationsvekselererne til norske Marker, og den ubetydelige Overvegt af Bagage, der i Kjøbenhavn betaltes med nogle faa Øre, beregnedes paa en senere Station til 5 Mk. Pd. Men man er, som sagt, blot glad ved, at Portemonnaien selv er der. Man tviler bestandig paa det. Man tager den af og til frem, ser overrasket, næsten kjærlig paa den med et: nei er du virkelig der! og hvordan befinder du dig efter saadanne Rystelser? Og uvilkaarlig løfter man Hænderne op til Hovedet med den samme Overraskelse, det samme Spørgsmaal, og man er topmaalt fornøiet, naar Trænet endelig stanser ved den store Banegaard, Reisens Endepunkt. Man er i Paris, alt er forvundet. Lever nu alle vel! Fortsættelsen skal følge, naar jeg faar lidt mere Ro dertil. Den «gamle Valkyrie». Tredje Brev. converted by Web2PDFConvert.com
Paris, 29. Juni 1878. Altsaa ankommen til Paris. Man tror det neppe selv. Men man merker det nok, sidder man først i Fiacren en saadan straalende Solskinsdag, vugget og baaret paa dette strømmende Liv! Man ved ikke, til hvilken Side man skal se. Og dog var der Plads til en viss urolig Følelse, der tiltog, jo mere vi nærmede os Hotellet. Men jeg havde jo min Pariserkommissionærs Brev, hvori stod, at Altanværelset med Udsigt til Tuileriehaven var mig sikret til den Tid, jeg netop kom. «Fordi Mad. Colette havde okkuperet det i længere Tid, skulde hun have det for den moderate Pris kun det dobbelte,» stod der i Brevet. Ankommen did, førtes jeg med de forbindtligste Miner ind i et halvt saa stort Værelse med den Forklaring, at det omtalte malheuresement var optaget. Prisen den samme. Hvad skal man gjøre? Beraabe sig paa Løfter, selv om man præsenterer dem skriftlig, nytter ikke, saalænge Paroksysmen varer, og er man reist to Nætter og to Dage i et Træ k, bliver man besynderlig spagfærdig, ja endog modtagelig for den Fiktion, at et tarvelig udrustet Værelse paa et Fag, er ligesaa fordelagtigt som en liden elegant møbleret Salon paa to. Man er blot glad ved at føle Jorden fast under sine Fødder, og at der er en Sofa, hvorpaa man endelig kan strække sine trætte Lemmer. At Kusken benytter Anledningen efter Parlamenteringen til at kræve dobbelt Betaling, er jo en Smaating: Man er i Paris. Ak, det er netop her, den værste Skuffelse dennegang venter os. Man behøver ikke at gaa mange Skridt, førend man opdager, at dette er et andet Paris end det, man kjendte og fandt saa fortryllende. Ja, jeg har holdt af dette slemme, udskregne Paris, jeg synes, jeg intetsteds har følt mig frommere og bedre end der, maaske fordi jeg morede mig mere og ærgrede mig mindre end i det kjære Hjem. Dagen gik ganske ensformig, Forlystelser kjendte jeg ikke, søgte ingen Teatre – har, underligt nok, aldrig været i Théâtre Français. Dog var det, som om jeg altid oplevede noget nyt, noget interessant. Her i denne Omgivelse hvilede man som i den lykkeligste Eiendomsbesiddelse, Besiddelsen af noget stort og herligt. Jeg maa sikkert i en Fortilværelse have været bestemt for et Slot (men det blev ombestemt igjen), jeg befinder mig altid bedst, hvor der er prægtigst. Her havde jeg det endelig, baade Slot og Have. Efter endt Frokost gik jeg gjerne ned i denne sidste, gjennemskred den langsomt for at se til mine Gartnere, og det maa man lade dem, de havde altid gjort deres Sager udmerket. Kun havde de den Egenskab tilfælles med converted by Web2PDFConvert.com
- Page 65 and 66: alle bevæget sig paa ideale Høide
- Page 67 and 68: dig, tage ham ved Haanden og lede h
- Page 69 and 70: at løfte os andre Smaafolk fra Jor
- Page 71 and 72: Med dyb Sønderknuselse tilstod han
- Page 73 and 74: Forudsætninger, Hr. Jægers Manife
- Page 75 and 76: spørg da ikke, hvorfor det ene udf
- Page 77 and 78: denne Art, at den passer ikke for a
- Page 79 and 80: som vi endnu regner for vort Teater
- Page 81 and 82: Drøftelserne af Dagens Tilstande o
- Page 83 and 84: En Fortegnelse paa disse Forfatteri
- Page 85 and 86: Lyst til at leve, med andre Ord, at
- Page 87 and 88: have erfaret, hvad det vil sige, at
- Page 89 and 90: hvori Skriget over det uhyre, det o
- Page 91 and 92: Hun var jo Enke! Men nu maa hun for
- Page 93 and 94: Forkjæmperinden har maaske staaet
- Page 95 and 96: Nuller til Graven. Deres Mænd? spu
- Page 97 and 98: ikke Kraft engang til at ønske mig
- Page 99 and 100: Da rakte hun Haanden op over Vandet
- Page 101 and 102: fornemste Promenadeplads, neppe gaa
- Page 103 and 104: Kongens Have og ende i Sortedams- e
- Page 105 and 106: Manden maa have alt, alt, hvad denn
- Page 107 and 108: Forfølgelsen begynder da og tager
- Page 109 and 110: vakre Opgave, at glæde dem hjemme,
- Page 111 and 112: man i lang Tid ikke har set, falder
- Page 113 and 114: Men, bedste Jomfru, jeg bad Dem jo
- Page 115: indtrængende Maade: «Vi alle,» s
- Page 119 and 120: Kjedsomhedens. Kan noget være tris
- Page 121 and 122: kom træt hjem fra en Tur til Versa
- Page 123 and 124: europæisk bekjendte Frembringelser
- Page 125 and 126: den ind i vort Aarhundrede, en Tid,
- Page 127 and 128: hvad nu Per for sit Vedkommende ivr
- Page 129 and 130: førend han dræber hende selv. Sel
har at gjøre, er at samle sine Tanker paa det praktiske Formaal at komme frem<br />
uden for mange Uheld, eller simpeltvæk komme frem. Den menneskelige<br />
Vindesyge, der i <strong>no</strong>rmale Tider altid vil iagttage en viss forsigtig Holdning, synes i<br />
denne Sommer at være indtraadt i en Tilstand af Ugenerthed, der nærmer sig det<br />
utilregnelige eller, om man vil, en utilregnelig Tilstand af et komplet Delirium, og<br />
jo mere man nærmer sig Centrum, hvorfra Paavirkningen udgaar, jo mere<br />
tiltager naturligvis Symptomerne, det gjælder at være paa sin Post.<br />
Disse knapt tilmaalte Hvileminutter – ogsaa her tages saa besynderlig lidet<br />
Hensyn til kvindelige Passagerers Tarv – begunstiger kun altfor meget dens<br />
aldrig hvilende, i alle Retninger virkende Operationer. Knapt har man fundet ind<br />
og i skjælvende Hast erobret en Kop Kaffe eller en Bid Mad, saa ringes der til<br />
Afmarsch – man giver i Skyndingen, hvad der forlanges, kun vogte man sig for at<br />
lade dem give igjen paa større Summer. Værre er det endnu med de mer<br />
forretningsmæssige Affærdigelser, man maa finde sig i. Her har man<br />
vanskeligere for at kontrolere, og heller ikke levnes der Tid dertil. Alt er beregnet<br />
paa sidste Øiebliks al Protest afskjærende Skynding, maaske ogsaa paa et visst<br />
betryggende Indtryk af Reiseubehjælpelighed og tillidsfuld Godfjottethed, der<br />
kan opfanges af den Reisendes Miner. Jeg maa sikkert have ydet et mer end<br />
almindelig beroligende Resultat i dette Stykke. Mine Hundredekroner<br />
forvandlede sig hos Stationsvekselererne til <strong>no</strong>rske Marker, og den ubetydelige<br />
Overvegt af Bagage, der i Kjøbenhavn betaltes med <strong>no</strong>gle faa Øre, beregnedes<br />
paa en senere Station til 5 Mk. Pd.<br />
Men man er, som sagt, blot glad ved, at Portemonnaien selv er der. Man tviler<br />
bestandig paa det. Man tager den af og til frem, ser overrasket, næsten kjærlig<br />
paa den med et: nei er du virkelig der! og hvordan befinder du dig efter saadanne<br />
Rystelser? Og uvilkaarlig løfter man Hænderne op til Hovedet med den samme<br />
Overraskelse, det samme Spørgsmaal, og man er topmaalt fornøiet, naar Trænet<br />
endelig stanser ved den store Banegaard, Reisens Endepunkt. Man er i Paris, alt<br />
er forvundet.<br />
Lever nu alle vel! Fortsættelsen skal følge, naar jeg faar lidt mere Ro dertil.<br />
Den «gamle Valkyrie».<br />
Tredje Brev.<br />
converted by Web2PDFConvert.com