bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...

indtrængende Maade: «Vi alle,» sluttede den ikke uden en viss ædel Selvfølelse,
«vi alle elsker vore Femininer, vi sætter dem høit, høiere end os selv; skal de lide,
vil vi lide med dem. Man maa ikke forveksle os med Menneskene, der gaar ud fra
stik modsatte Principper og vil partout, at de skal lide alene» . . . Og ligesom om
bare Nævnelsen af denne forhadte Race havde øvet en opirrende Virkning paa
Mængden, opløftedes der nu et saadant Tohuvabohu af vrede, truende Røster, at
det er umuligt at beskrive det, – men hvori dog en Røst endnu overstemmede
dem alle. Det var hint Skrig, der er eget for et visst langøret Specimen af Slegten,
maaske det mest plagede, mest forurettede af alle. Det lyder ikke ofte, men naar
det sker, klinger det, som om det vil ryste Himmelhvælvingen for at nedkalde
Hevn over denne onde, grusomme, uridderlige Skabning, der ikke har mere end
to Ben, slet intet Hjerte, og som dog gebærder sig saa overmodig, saa lidet sin
Magt og sine Evner værdig.
Jeg vaagnede ved denne forfærdelige Musik og fandt, at mit Hoved, under
Bestræbelserne for at finde den mindst smertefulde Stilling, var kommet til at
ligge tvers over Køikanten. En Hund tutede iland, og af Larmen ovenpaa Dækket
sluttede jeg, at vi nu var i Kiel.
Saa op, eller rettere ned, under Fare for at stupe paa Hovedet – Klokken er 4.
Saa en lang Marsch til Stationen, saa et godt Stykke Jernbane igjen, og endelig,
idet man nærmer sig Hamburg, bliver ens Bagage efter en helt ubegribelig
Bestemmelse afsat paa et Par Stationer tidligere, medens man selv intet anende
gaar til Hovedstationen, hvorhen man troede at have løst Billet for sig og sit Tøi.
Istedetfor den paaregnede Hvile møder os her kun Ængstelse, Stræv og
unødvendige Udgifter. Nei, maa jeg bede om Turen over Lübeck, selv om det
skulde koste os en søsyg Nat og nogle vistnok ikke morsomme Ventetimer tilbragt
under en Vandring omkring i Gaderne med at studere den gammeltyske
Bygningskunst.
Og saa afsted igjen den lange, lange Dag gjennem ensformige, flade, træbare
Egne, hvor man hvert Øieblik stille maa udbryde: Hvor er dog Danmark med sin
Sø og sine Skove noget andet! og nu vort Bjergland! ja Norden er dog et merkeligt
Stykke Naturens Skjødebarn! Hvilken sydlandsk Skjønhed, som der prales saa af,
skulde overgaa vort Norden!
Udsigten fra Vinduerne skal altsaa ikke underholde os. Det fornuftigste, man
converted by Web2PDFConvert.com