bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...
bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ... bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...
disse Skibe, er der af sær Gunst indrømmet mig særskilt Rum, hvilket naturligvis ikke forandrer Sagen. I ved jo nok, kjære Venner, at jeg i det mindste bestræber mig for at indtage et fuldkommen upersonligt Standpunkt i den Sag, jeg strider for. Jeg vilde dog gjerne fortjene den smukke, smagfulde Ros, der ydedes mig i en Recension i et svensk Tidsskrift – fra kvindelig Haand sluttede jeg deraf, at det lille, nemme Skalkeskjul «Man siger», «Man paastaar» benyttes mer end lovlig ofte – og hvor det blandt andet heder: «Man säger, att när Fru C. – bare ser en Dame snöra sig, tycker hon Snørlifvet trycker hende sjelf . . .» Kan «en Forkjæmperinde» forlange en vakrere Gravskrift! Denne Gang, ved Overfarten fra Korsør, var jeg ikke saa heldig, men maatte finde mig i Indstuvningen. Om det kan kaldes Søvn, den Bedøvelse, der gjerne afløser den første Times Forsøg paa at finde den mindst smertefulde Stilling, ved jeg ikke, men det var en skrækkelig Tilstand. Alle Syner, alle Indtryk fra de sidste Maaneders Oplevelser syntes at have sat hinanden Stevne i min stakkels Hjerne. Det var en formelig Regn af Blade og Brochurer, ligefra de i Sandhed overraskende Prøver paa den Plougske Ridderlighed og hans saa «velbekjendte broderfolkskjærlige Sindelag» ned til Bevidnelserne fra kvindelig Haand, som Anledningen havde fremkaldt, dertil en Variation af «man säger», der mundtlig havde hjemsøgt eders stakkels forskræmte Veninde og dreiede sig om alt, hvad der angik hendes Digtning og Personlighed, hendes Fortid og Fremtid, saa hun begyndte næsten selv at tvile paa «De Stummes Leir», og hvor nu mon denne egentlig rettelig vilde være at finde. Til Hovedkvarteret af samme syntes hun ialfald ikke at være kommet. Alt imellem havde jeg en Fornemmelse, som om mit Hoved laa forventningsfuldt paa en Blok, men hvordan jeg end dreiede det, kunde jeg ikke finde den rette Stilling. Disse forvirrede Billeder samlede sig endelig til en sammenhængende, ikke mindre skrækkelig Drøm. Det bares mig for, at Forfatterinden til en af Brochurerne, «Fra de Lidendes Leir», havde indsendt et Andragende til «Foreningen mod Dyrenes Mishandling» om, at Beskyttelsen kun skulde omfatte Hannerne, da det var det svagere Kjøns «naturlige Kald og Bestemmelse at lide», og nu havde Maskulinerne i diverse Dyrearter – sikkert de mest høirøstede – forenet sig til en Hyldnings-Koncert? – tænkte jeg naturligvis, det var – nei merkeligt nok det modsatte; det var et Mistillidsvotum, der bragtes hin Forfatterinde, en Fordring paa at tage Forslaget tilbage. En uhyre blaasort Kater traadte frem og talte paa en virkelig converted by Web2PDFConvert.com
indtrængende Maade: «Vi alle,» sluttede den ikke uden en viss ædel Selvfølelse, «vi alle elsker vore Femininer, vi sætter dem høit, høiere end os selv; skal de lide, vil vi lide med dem. Man maa ikke forveksle os med Menneskene, der gaar ud fra stik modsatte Principper og vil partout, at de skal lide alene» . . . Og ligesom om bare Nævnelsen af denne forhadte Race havde øvet en opirrende Virkning paa Mængden, opløftedes der nu et saadant Tohuvabohu af vrede, truende Røster, at det er umuligt at beskrive det, – men hvori dog en Røst endnu overstemmede dem alle. Det var hint Skrig, der er eget for et visst langøret Specimen af Slegten, maaske det mest plagede, mest forurettede af alle. Det lyder ikke ofte, men naar det sker, klinger det, som om det vil ryste Himmelhvælvingen for at nedkalde Hevn over denne onde, grusomme, uridderlige Skabning, der ikke har mere end to Ben, slet intet Hjerte, og som dog gebærder sig saa overmodig, saa lidet sin Magt og sine Evner værdig. Jeg vaagnede ved denne forfærdelige Musik og fandt, at mit Hoved, under Bestræbelserne for at finde den mindst smertefulde Stilling, var kommet til at ligge tvers over Køikanten. En Hund tutede iland, og af Larmen ovenpaa Dækket sluttede jeg, at vi nu var i Kiel. Saa op, eller rettere ned, under Fare for at stupe paa Hovedet – Klokken er 4. Saa en lang Marsch til Stationen, saa et godt Stykke Jernbane igjen, og endelig, idet man nærmer sig Hamburg, bliver ens Bagage efter en helt ubegribelig Bestemmelse afsat paa et Par Stationer tidligere, medens man selv intet anende gaar til Hovedstationen, hvorhen man troede at have løst Billet for sig og sit Tøi. Istedetfor den paaregnede Hvile møder os her kun Ængstelse, Stræv og unødvendige Udgifter. Nei, maa jeg bede om Turen over Lübeck, selv om det skulde koste os en søsyg Nat og nogle vistnok ikke morsomme Ventetimer tilbragt under en Vandring omkring i Gaderne med at studere den gammeltyske Bygningskunst. Og saa afsted igjen den lange, lange Dag gjennem ensformige, flade, træbare Egne, hvor man hvert Øieblik stille maa udbryde: Hvor er dog Danmark med sin Sø og sine Skove noget andet! og nu vort Bjergland! ja Norden er dog et merkeligt Stykke Naturens Skjødebarn! Hvilken sydlandsk Skjønhed, som der prales saa af, skulde overgaa vort Norden! Udsigten fra Vinduerne skal altsaa ikke underholde os. Det fornuftigste, man converted by Web2PDFConvert.com
- Page 63 and 64: etmæssige vil se i ham noget fra h
- Page 65 and 66: alle bevæget sig paa ideale Høide
- Page 67 and 68: dig, tage ham ved Haanden og lede h
- Page 69 and 70: at løfte os andre Smaafolk fra Jor
- Page 71 and 72: Med dyb Sønderknuselse tilstod han
- Page 73 and 74: Forudsætninger, Hr. Jægers Manife
- Page 75 and 76: spørg da ikke, hvorfor det ene udf
- Page 77 and 78: denne Art, at den passer ikke for a
- Page 79 and 80: som vi endnu regner for vort Teater
- Page 81 and 82: Drøftelserne af Dagens Tilstande o
- Page 83 and 84: En Fortegnelse paa disse Forfatteri
- Page 85 and 86: Lyst til at leve, med andre Ord, at
- Page 87 and 88: have erfaret, hvad det vil sige, at
- Page 89 and 90: hvori Skriget over det uhyre, det o
- Page 91 and 92: Hun var jo Enke! Men nu maa hun for
- Page 93 and 94: Forkjæmperinden har maaske staaet
- Page 95 and 96: Nuller til Graven. Deres Mænd? spu
- Page 97 and 98: ikke Kraft engang til at ønske mig
- Page 99 and 100: Da rakte hun Haanden op over Vandet
- Page 101 and 102: fornemste Promenadeplads, neppe gaa
- Page 103 and 104: Kongens Have og ende i Sortedams- e
- Page 105 and 106: Manden maa have alt, alt, hvad denn
- Page 107 and 108: Forfølgelsen begynder da og tager
- Page 109 and 110: vakre Opgave, at glæde dem hjemme,
- Page 111 and 112: man i lang Tid ikke har set, falder
- Page 113: Men, bedste Jomfru, jeg bad Dem jo
- Page 117 and 118: Paris, 29. Juni 1878. Altsaa ankomm
- Page 119 and 120: Kjedsomhedens. Kan noget være tris
- Page 121 and 122: kom træt hjem fra en Tur til Versa
- Page 123 and 124: europæisk bekjendte Frembringelser
- Page 125 and 126: den ind i vort Aarhundrede, en Tid,
- Page 127 and 128: hvad nu Per for sit Vedkommende ivr
- Page 129 and 130: førend han dræber hende selv. Sel
disse Skibe, er der af sær Gunst indrømmet mig særskilt Rum, hvilket naturligvis<br />
ikke forandrer Sagen. I ved jo <strong>no</strong>k, kjære Venner, at jeg i det mindste bestræber<br />
mig for at indtage et fuldkommen upersonligt Standpunkt i den Sag, jeg strider<br />
for. Jeg vilde dog gjerne fortjene den smukke, smagfulde Ros, der ydedes mig i<br />
en Recension i et svensk Tidsskrift – fra kvindelig Haand sluttede jeg deraf, at det<br />
lille, nemme Skalkeskjul «Man siger», «Man paastaar» benyttes mer end lovlig<br />
ofte – og hvor det blandt andet heder: «Man säger, att när Fru C. – bare ser en<br />
Dame snöra sig, tycker hon Snørlifvet trycker hende sjelf . . .» Kan «en<br />
Forkjæmperinde» forlange en vakrere Gravskrift!<br />
Denne Gang, ved Overfarten fra Korsør, var jeg ikke saa heldig, men maatte<br />
finde mig i Indstuvningen. Om det kan kaldes Søvn, den Bedøvelse, der gjerne<br />
afløser den første Times Forsøg paa at finde den mindst smertefulde Stilling, ved<br />
jeg ikke, men det var en skrækkelig Tilstand. Alle Syner, alle Indtryk fra de sidste<br />
Maaneders Oplevelser syntes at have sat hinanden Stevne i min stakkels Hjerne.<br />
Det var en formelig Regn af Blade og Brochurer, ligefra de i Sandhed<br />
overraskende Prøver paa den Plougske Ridderlighed og hans saa «velbekjendte<br />
broderfolkskjærlige Sindelag» ned til Bevidnelserne fra kvindelig Haand, som<br />
Anledningen havde fremkaldt, dertil en Variation af «man säger», der mundtlig<br />
havde hjemsøgt eders stakkels forskræmte Veninde og dreiede sig om alt, hvad<br />
der angik hendes Digtning og Personlighed, hendes Fortid og Fremtid, saa hun<br />
begyndte næsten selv at tvile paa «De Stummes Leir», og hvor nu mon denne<br />
egentlig rettelig vilde være at finde. Til Hovedkvarteret af samme syntes hun<br />
ialfald ikke at være kommet. Alt imellem havde jeg en Fornemmelse, som om mit<br />
Hoved laa forventningsfuldt paa en Blok, men hvordan jeg end dreiede det,<br />
kunde jeg ikke finde den rette Stilling. Disse forvirrede Billeder samlede sig<br />
endelig til en sammenhængende, ikke mindre skrækkelig Drøm. Det bares mig<br />
for, at Forfatterinden til en af Brochurerne, «Fra de Lidendes Leir», havde<br />
indsendt et Andragende til «Foreningen mod Dyrenes Mishandling» om, at<br />
Beskyttelsen kun skulde omfatte Hannerne, da det var det svagere Kjøns<br />
«naturlige Kald og Bestemmelse at lide», og nu havde Maskulinerne i diverse<br />
Dyrearter – sikkert de mest høirøstede – forenet sig til en Hyldnings-Koncert? –<br />
tænkte jeg naturligvis, det var – nei merkeligt <strong>no</strong>k det modsatte; det var et<br />
Mistillidsvotum, der bragtes hin Forfatterinde, en Fordring paa at tage Forslaget<br />
tilbage. En uhyre blaasort Kater traadte frem og talte paa en virkelig<br />
converted by Web2PDFConvert.com
Change language