bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...

Men, bedste Jomfru, jeg bad Dem jo sige nede, at min Søn spiser hos mig
idag, og disse Beef'er! . . . og Hønsefrikasséen her! . . . det er jo mine Portioner! . .
. Dermed mentes kun, at naar især denne sidste Ret serveredes mig alene, toges
der vel meget Hensyn til det mer æteriske ved Kvindenaturen.
Men dette er jo bare Vinger, Jomfru, jeg sagde Dem dog . . .
«Ih Gud, jeg ber saa majet om Undskyldning, men jeg syntes, Fruen sa', det
var en Dæme.»
(Paa et norsk Dampskib.) Aa, Jomfru, skaf mig endelig et Rum for mig alene,
derfor er jeg kommen saa tidlig . . .
Di faar værsgo vente, te Schibe gaar, saa faar vi se da . . .
Men her er jo en Mængde ledige? . . .
Ja, det er nok saa, men Di indser sjel, der kan komme Herrer endda, Di faar
værsgo vente, te Schibe gaar . . .
Altsaa for samme Pris, hvormed de privilegerede har løst Billet, med Adgang
til særskilt Rum, eller efter Omstændighederne, hvis Salonen er ledig, til en halv
Snes Pladser, stuves nu ti eller flere Individer af de kvindelige Passagerer ind i et
Fællesrum. Ganske efter ottomanisk System. Der er ingen Redning.
Dampbaadsjomfruen fører dig med en egen, haabløs ubønhørlig Mine ind i
Fællesrummet og peger paa en Køie. Om disse kan man kun sige, at de synes at
have hentet Forbilledet fra en af de gamle Torturkamres sindrigste Indretninger.
Det har altid forundret mig, hvorfor der paa saadanne Dampskibe, hvor der
ødsles med Forgyldning, Speile og anden Prunk, skal spares paa nogle Pd.
Krølhaar, naar det gjælder uforskyldte menneskelige Lidelser, som kunde
lindres. Her har man da i stort Kompagni at være indvortes desperat med de
roligste, forbindtligste Miner, føre en naturligvis ufrugtbar Kamp med Jomfruen
om at faa lidt frisk Luft ind, vaske og klæde sig af – eller rettere slet ikke af, for at
være fiks paafærde og endelig voltigere op til en af disse Torquemadaopfindelser,
der gaar under Navn af de øvre Damekøier. Har man nu konserveret en Rest af
ungdommelig Springkraft, og man slipper vel derfra, som jeg virkelig gjorde det,
vilde i det mindste en viss stor Redaktør, hvis han kunde set det Syn, have kaldt
denne Ungdommelighed høist forargelig for en saadan «gammel Valkyrie» og
maaske fundet den en Omtale værd i sit Blad.
Sandheden tro, maa jeg dog bekjende, at et Par Gange, naar jeg er gaaet med
converted by Web2PDFConvert.com