bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...

man i lang Tid ikke har set, falder ind dermed, sat mig i en viss Skræk, som om
de virkelig ønskede at faa det grundig og oprigtig besvaret! Heldigvis afventer de
allerfleste det heller ikke. Hvad der kan være værd at vide om mig, giver jeg eder
paa min Vis muligst destilleret, hvorved det altid bliver lidt fornøieligere. Det
kommer da til at forholde sig til de fortrolige Meddelelser, som Luften oppe i
Sneregionerne til den, man indaander nede mellem Murene; jo mindre det kan
knytte sig til noget personligt, des bedre.
Ogsaa den lille Reiseskisse, der her sendes eder, maa helst betragtes fra
denne Side. Hvad der her er oplevet, kunde være oplevet af enhver, eller rettere,
der er intet oplevet, naar vi dermed mener interessante Begivenheder, storartede,
berigende Indtryk. Skulde de, nogle Stemninger og Drømmerier, der skal erstatte
dette, undertiden forvilde sig lidt for meget fra den slagne Landevei og hist og her
komme til at gjøre nogle vel dristige Tankehop for at finde sig tilrette igjen, saa
vil I overbærende skrive dette paa Sommerens Regning, Sommeren 1878, l'année
de la grande Exposition Universelle.
Og dermed lever vel, indtil I næste Gang hører fra
Den «Mørktgrublende».
Andet Brev.
Paris, 20. Juni 1878.
Naar man efter en Reise, der varer i to samfulde Døgn, gjennem alle optænkelige
Befordringer, kan siges at komme frem med hele Lemmer, uden at have mistet
Hovedet – Kuffert – Nøgleknippe – Reisebillet eller Tegnebog – det sidste er det
værste (thi vel kan man sige, at uden Hoved trænger man ingen Portemonnaie til,
man kan være ganske rolig, men jeg spørger, hvad hjælper det at beholde
Hovedet, især hvis det ikke er meget kløgtigt, naar man pludselig staar alene
uden Pengepung paa Korsør–Kieler–Hamburger–Kölner-Banen i en Tid som
denne?) – har man, som sagt, alt dette i Behold, saa maa man jo efter Skik og
Brug kalde det en lykkelig Reise, og forsaavidt kan jeg ogsaa til deltagende
Venner melde det samme. Hvad man ellers har at udstaa, regner man jo for
intet. Og dog bliver det et Spørgsmaal, kan det Udbytte, man haaber paa, kan
Maalet, naar det endelig er naaet, opveie dem alle – opveie de nye nedslaaende
Bidrag til den betænkelige Vinding, vi kalder Verdenskundskab, der ved hvert
converted by Web2PDFConvert.com