bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...

Hun fremmanede – endnu smuk som hun stod der – Billedet af en glad,
lysmanket liden Pige, der altid havde Moro og Løier fore, naar de var sammen,
som bogstavelig troede, at Svalerne lod sig fange ved at kaste Salt paa Halerne,
men som ogsaa senere de klogere Institutkamerater pegede paa og fniste og lo
ad. Hun var dem vel for original, for landlig! . . . Ja, vel maatte hun røres, hun,
hvis Skjæbne det tilsidst blev at peges paa af hele Landet! De faldt saa uden
Hensigt, disse Barndomsvenindens Ord, dog klang de som en varm, indigneret
Protest – Protest mod det Billede af hende, vor unge, dristig stræbende Kunstner
netop havde bragt for Dagen! . . . «Da det sandsynlig bliver det eneste Kontrafei
af nogen Art, der kommer til at gaa over til Eftertiden, saa vil jeg ogsaa gjøre det
kraftig,» . . . tænkte vist den unge dristig stræbende Kunstner, og det glade Barn
forvandlede sig under hans Tegninger til et refleksionssygt, gammelklogt lidet
Uhyre, og en lang, gravstille, til Taushed indviet Ungdom til en urolig Jagen efter
drømte Kunstnermaal, et rastløst Lykkesøgeri! . . .
Alt dette smeltede i mig ved min gamle Wilhelmines Ord. Ja, der faldt mange
andre ogsaa, mange prægtige! Tilsidst Konsulens Tale «Til Damernes Pris», der
især greb os Norske saa! Denne smukke, hjemlige Toast, der aldrig mangler ved
nogen, ikke ganske hverdagslig Leilighed, men som vi selv desværre altid har
manglet Anledning til personlig at takke for. Nu gav vor kjære Vert os denne
Anledning, og paa alle norske Damers Vegne . . . det var høitideligt! – Og saa
endelig Talen «Til Mændenes Pris».
Dermed syntes Stemningen at have kulmineret, høiere kunde den ikke stige . .
. Det var en Aften!
Men tilbage til Pariserbrevet. At det fremkommer som Sendebrev, skal ikke
forarge nogen. Der maa her forudskikkes en liden Bekjendelse, som vist vil
godkjendes af enhver, der vil sætte sig lidt ind i min Stilling: at jeg i de sidste Aar,
ligesom jeg gaar mer og mer tilbage til min tidligere Skyhed for at søge Folk
personlig – det sympatetiske vil altid sikrere faststille sig, hvor de søger mig –
næsten har ophævet al privat Korrespondance. Sandelig af Hensynsfuldhed for
Modtagerne selv! Man Fristes nemlig i slige fortrolige Meddelelser altfor meget
til at fortælle, hvorledes «man har det». Det vil sige, hvordan ens eget private Jeg
virkelig befinder sig, og det er de dog i Regelen ikke tjente med. Det Spørgsmaal:
Hvordan lever De? Nei, hvordan lever du? har altid, naar Bekjendte eller Venner,
converted by Web2PDFConvert.com