bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...
bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ... bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...
lavere end Naboerne mod Øst og mod Syd. Det er ikke Stedet her at paapege denne nationale Mangel paa Agtelse og Sympati for Kvinden i enkelte Træk. De frembyder sig overalt – hvor man vil lukke Øiet op derfor. Vanskeligere vilde det blive at vælge noget, der springer forstaaelig frem i et Samfund, som efterhaanden har tabt Forstaaelsen derfor, og som mindre udsatte sig for at mødes med et forundret: Er det noget at tale om? – et Samfund, der synes at stræbe hen til det Maal at sikre den ene Part i Sagen udelukkende Pladsen paa Dommersædet og mer og mer reducere den anden til Tilskuerhobens stupide Passivitet og pligtmæssige Stumhed. Vi springer altsaa over meget. Kun et Par Ord om den Tone, der raader paa vore Gader, vore offentlige Spadsergange mod Kvinden. Her kan man se en af de faa Rettigheder, hun har fælles med Manden, Fortaagsretten, idelig krænket, og det er intet sjeldent Syn at se Grupper af dannede Herrer fastnaglede til Fortaaget, overladende til endog ældre Damer at traske nedenom Randen for at komme forbi. Vistnok er de middelalderske Tilstande, der for et Par Decennier siden raadede i vor By, tilbagelagte. En anstændig Dame turde dengang ikke røre sig ud af sit Hus i Tusmørket eller om Aftenen, uden at udsætte sig for nærgaaende Fornærmelser. Naar hun ikke eiede Tjener eller Ekvipage, var hun efter et visst Klokkeslet fordømt til at være Fange i sit eget Hus. Nu kan dog enhver gaa sin Gang med samme Ret, trygt og uforkrænket, som en anden Byesborger, der betaler sin aarlige By- og Næringsskat. I det hyppigste Tilfælde sker det jo ogsaa kun i Mandens og Husets Tjeneste. Hvor mangen Gang vilde det huslige Maskineri ikke gaa istaa, naar hun ikke gik selv for at greie et og andet, eller hun var tvungen til at tage Opsynet med Huset med sig i Skikkelse af den eneste Tjenestepige! Hun gaar altsaa alene nu, uden Frygt. Og dog vil hun i det sjeldneste Tilfælde undgaa at tage en Følelse med sig hjem, som om hun idelig havde havt lumske Tagdryp at vare sig imod. Ingen har stanset hende, ingen vovet at tiltale hende, kun er hun bleven mindet om – at hun gik alene. Der gives endnu Mandfolk – fuldkommen velklædte –, der finder det tilfredsstillende at vække saadanne Tagdrypsfornemmelser hos en Moder, der heller gaar alene end tager Pigen fra Børnene, hos en Hustru, der maaske henter en Forfriskning til sin Mand, eller en converted by Web2PDFConvert.com
ældre stakkels Pige, der – hvem ved! – engang ædelmodig afstod den beskyttende Arm gjennem Livet til en habilere Veninde. En Stirren, en langsommere Gang, et kvalt Brum som en Spyflues under et Glas, er nok til at vække denne Fornemmelse, til at erindre hende om, at her mangler denne Kvindeagtelsens Solidaritet, denne usynlige Beskyttelse, der ligger i et helt Folks Bevidsthed om, Erkjendelse af, hvad dets Kvinder er for det. Det er beklageligt, men det synes især at være unge Mennesker, der lider af en vaagnende Trang til at vise sig «mandige», der behager sig i den Slags Bravur, og som ligesaa lidt vil lade sig betage en saadan bekvem Anledning dertil, som en «rigtig en» fra Enerhaugen eller Vaterland vil undlade paa sin Maade at komplimentere det nys oprettede Kunstverk. Ligeoverfor den Slags Angreb kan en nobel Kvinde kun forholde sig ligesaa ufølsom som Støtten selv. Feighed har længe nok været og vil altid være det daarligste Palladium. Vi henholder os ganske til det Ræsonnement, der gjorde sig gjældende, da der var Tale om at beskytte Halfdan Kjerulfs Monument: Intet Gitter mod Raaheden! Men slige Træk betegner kun Mangelen paa Kvindeagtelse i sine almindelige Forekomster, dem vi vel ogsaa har tilfælles med andre Nationer, i hvem Kulturgjæringen afsætter sit Skum og sit Bundfald. Mere betegnende og hjemlig ytrer denne sig paa selve det dannede Livs Omraade. Det er her, vi skal lære Ubekjendtskabet med Devisen La femme c'est moi at kjende. Vi erfarer, gjennem tusende sig gjentagende Træk, at kun hvor Kvinden indtager en Hustrus eller til Nød en Datters Stilling, kan hun gjøre Individets Krav paa Ret og Beskyttelse gjældende, medens den store Mængde udenforstaaende intet saadant Krav tør have. Altsaa, kun som en fra Mandens Interesse og Velvære uadskillelig Del kan hun hos os tænkes at eie hin Forret. I det Øieblik hun træder ud af Familiens eller Egteskabets skyggefulde Læ, og hun ikke er uafhængig nok til at bygge et kunstigt Vern omkring sig, er hun paa en Maade udslettet af de Væseners Tal, mod hvem man har Forpligtelser. Vel skal det se ud, som om det, der berøves hende, kun er noget uvæsentligt, Følgen af hendes forandrede selskabelige Stilling, men der hvor der ingen Vogtere findes, er Grænsen let at overskride, og enhver lavttænkende, med hvem hun i Livets daglige Vandel kommer i Berørelse, tror ustraffet at kunne overskride den. Hvad Uret, hvad stille Mishandling der da kan hobe sig over en saadan Tilværelse, hine Smaastenspyramider lig, man undertiden støder paa langs Fjeldveie, hvorpaa enhver kaster sin Sten, fordi alle converted by Web2PDFConvert.com
- Page 1 and 2: okselskap.no, 2013 Camilla Collett:
- Page 3 and 4: derbag . . . Jeg skal ikke blande m
- Page 5 and 6: maaske vilde yde de værdfuldeste B
- Page 7 and 8: Krogene, drage frem alt, hvad der t
- Page 9: dyrker hende som en Guddom: Egteman
- Page 13 and 14: Sæbesyder- eller Seildugsfabrikker
- Page 15 and 16: agved - Tomhed, Ingenting. Selv gam
- Page 17 and 18: det kostede dem lidt Besvær! . . .
- Page 19 and 20: man kan næsten kalde det den naive
- Page 21 and 22: næsten viljeløse stuper i Armene
- Page 23 and 24: «Udgifter»! . . . Ja, da der ved
- Page 25 and 26: de Opgaver, en Hustru der har at l
- Page 27 and 28: drømte om. At de kan ansættes ved
- Page 29 and 30: at have det. Denne Uret er heller i
- Page 31 and 32: Frisk Luft! (1875.) Var jeg i Besid
- Page 33 and 34: for et eget fyldigere, selvstændig
- Page 35 and 36: Nætter, der lumsk stjæler din Dat
- Page 37 and 38: noget som Ærefrygt for en uantaste
- Page 39 and 40: Vedkommende, er en anden Sag. Maatt
- Page 41 and 42: i Haand og lære at haandtere det m
- Page 43 and 44: Saaledes lidet præpareret for vort
- Page 45 and 46: Svøbning - med at skjære en Remse
- Page 47 and 48: end maaske de fleste - lad det kun
- Page 49 and 50: Kan man tænke det muligt! Og det e
- Page 51 and 52: omhyggelig holde alle Sorger og Hos
- Page 53 and 54: «Der sidder det og glor (Publikume
- Page 55 and 56: og lige idet du skulde reise! Det P
- Page 57 and 58: Damerne ved vor Scene, blev Papa ve
- Page 59 and 60: næste Minut at blive spiddet mod S
ældre stakkels Pige, der – hvem ved! – engang ædelmodig afstod den<br />
beskyttende Arm gjennem Livet til en habilere Veninde. En Stirren, en<br />
langsommere Gang, et kvalt Brum som en Spyflues under et Glas, er <strong>no</strong>k til at<br />
vække denne Fornemmelse, til at erindre hende om, at her mangler denne<br />
Kvindeagtelsens Solidaritet, denne usynlige Beskyttelse, der ligger i et helt Folks<br />
Bevidsthed om, Erkjendelse af, hvad dets Kvinder er for det.<br />
Det er beklageligt, men det synes især at være unge Mennesker, der lider af en<br />
vaagnende Trang til at vise sig «mandige», der behager sig i den Slags Bravur, og<br />
som ligesaa lidt vil lade sig betage en saadan bekvem Anledning dertil, som en<br />
«rigtig en» fra Enerhaugen eller Vaterland vil undlade paa sin Maade at<br />
komplimentere det nys oprettede Kunstverk. Ligeoverfor den Slags Angreb kan<br />
en <strong>no</strong>bel Kvinde kun forholde sig ligesaa ufølsom som Støtten selv. Feighed har<br />
længe <strong>no</strong>k været og vil altid være det daarligste Palladium. Vi henholder os<br />
ganske til det Ræsonnement, der gjorde sig gjældende, da der var Tale om at<br />
beskytte Halfdan Kjerulfs Monument: Intet Gitter mod Raaheden!<br />
Men slige Træk betegner kun Mangelen paa Kvindeagtelse i sine almindelige<br />
Forekomster, dem vi vel ogsaa har tilfælles med andre Nationer, i hvem<br />
Kulturgjæringen afsætter sit Skum og sit Bundfald. Mere betegnende og hjemlig<br />
ytrer denne sig paa selve det dannede Livs Omraade. Det er her, vi skal lære<br />
Ubekjendtskabet med Devisen La femme c'est moi at kjende. Vi erfarer, gjennem<br />
tusende sig gjentagende Træk, at kun hvor Kvinden indtager en Hustrus eller til<br />
Nød en Datters Stilling, kan hun gjøre Individets Krav paa Ret og Beskyttelse<br />
gjældende, medens den store Mængde udenforstaaende intet saadant Krav tør<br />
have. Altsaa, kun som en fra Mandens Interesse og Velvære uadskillelig Del kan<br />
hun hos os tænkes at eie hin Forret. I det Øieblik hun træder ud af Familiens eller<br />
Egteskabets skyggefulde Læ, og hun ikke er uafhængig <strong>no</strong>k til at bygge et kunstigt<br />
Vern omkring sig, er hun paa en Maade udslettet af de Væseners Tal, mod hvem<br />
man har Forpligtelser. Vel skal det se ud, som om det, der berøves hende, kun er<br />
<strong>no</strong>get uvæsentligt, Følgen af hendes forandrede selskabelige Stilling, men der<br />
hvor der ingen Vogtere findes, er Grænsen let at overskride, og enhver<br />
lavttænkende, med hvem hun i Livets daglige Vandel kommer i Berørelse, tror<br />
ustraffet at kunne overskride den. Hvad Uret, hvad stille Mishandling der da kan<br />
hobe sig over en saadan Tilværelse, hine Smaastenspyramider lig, man<br />
undertiden støder paa langs Fjeldveie, hvorpaa enhver kaster sin Sten, fordi alle<br />
converted by Web2PDFConvert.com
Change language