bokselskap.no, 2013 Camilla Collett: Mod Strømmen (Første Række ...

gaar hen og gjør dumme Streger?
Men bortset fra Avisfrierierne og -betlerierne vil i alle Tilfælde mellem de to
Kjøn hin Naturens og Forholdenes grusomme Partiskhed træde os imøde og
burde stemme til den alvorligste Eftertanke. Den bør og kan kun afføde Frygt og
Uro og vække Afsky for en Samfundsorden, der saa langt fra bestræber sig for at
udjevne denne Partiskhed, idet den med dobbelt Omhu vernede om den svagere
stillede, at den meget mere opmuntrer den, begunstiger den.
I Syden, hvor de samme Love virker i den sjælelige Verden som de, der driver
Blomsten til Frugt og lader den pludselig modne og falde tung til Jorden under
den luende Sol, hvor alt forklarer sig i et evigt Skjønhedens Lys, vil Sanseligheden
ytre sig elskværdigere, vi tør sige renere end i de nordiske Lande. Den vil have al
Umiddelbarhedens Varme og større Inderlighed, den er uskyldigere. I vore
nordeuropæiske Samfund, hvor Kvindeligheden er indsnævret i en Hærskare af
kunstige Baand, – en ædel Marmorstatue, man har givet Skjørter paa og
behængt med Flitterstas, – faar Fantasien, mere virksom end i Syden, et for stort
Spillerum, Følelsen faar Tid til at synke og lader Bundfaldet tilbage. Af dette
Dynd udklækkes Krybet Lysternheden, hvis hæsligste Livsytring er Ekvivoken,
Urenhedens aandrig pikante Ordleg. Vi kommer her ind paa de elegantere
Rovmord, den finere Verdens. Man vil paastaa, at der i den saakaldte høiere
europæiske Selskabsverden knapt gives et Mandsselskab, hvor ikke Gjesterne
overbyder hinanden i Ekvivokens pikante Ordleg. Man vilde ræddes ved at være
Kvinde, siger en bekjendt fransk Forfatter, hvis vi ikke tager feil, Guizot, hvis de
kunde høre, hvorledes Mænd indbyrdes omtaler deres Kjøn« . . . Der er nævnt
Mænd, hvem Hangen til at sige Tvetydigheder var bleven saadan til Vane, at den
forlod dem ikke paa Dødssengen.
Ja vel maa man ræddes ved at kalde sig Kvinde, under Tilstande som disse!
Er det gjennem den Slags Overlegenhed, Ransmandens, Besudlerens, at
Manden kundgjør sig som Kvindens Overhoved, Skabningens Herre, Midleren
mellem Gud og hende!
Ekvivoken hører til de feigeste, foragteligste Angreb paa Kvindeeiets helligste.
Raahedens plumpe Utilslørethed er uskyldigere. Lidet vil den ogsaa tilfredsstille
Udbytterne selv. Den bedre Natur vil kræve sin Ret, og Trangen til Modsætningen
idelig gjøre sig gjældende. Ogsaa her maa han ty til Kvinden.
converted by Web2PDFConvert.com