PDF-version af publikationen [360 KB] - Finansministeriet

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ
OFFENTLIGE TILSKUD PÅ
HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
AMTSRÅDSFORENINGEN
KOMMUNERNES LANDSFORENING
KØBENHAVNS KOMMUNE
FREDERIKSBERG KOMMUNE
SOCIALMINISTERIET
INDENRIGSMINISTERIET
FINANSMINISTERIET
JUNI
1999
HJÆLPEMIDDELOMRÅDET

Offentlige tilskud på
hjælpemiddelområdet
Amtsrådsforeningen
Kommunernes Landsforening
Københavns Kommune
Frederiksberg Kommune
Socialministeriet
Indenrigsministeriet
Finansministeriet

Offentlige tilskud på hjælpemiddelområdet
Omslag: Design Factory
Foto: Billedet på omslaget forestiller et motiv fra TV-serien Taxa, og er venligt
udlånt af Danmarks Radio. Den ældre herre på billedet støtter sig til en
rollator.
Tryk: Schultz Grafisk
Oplag: 3.000
Pris: 50 kr.
Publikationen kan bestilles telefonisk hos:
Schultz Information
Herstedvang 10
2620 Albertslund
eller afhentes hos:
Schultz Erhvervsboghandel
Vognmagergade 7
1120 København K
Henvendelse om publikationen kan i øvrigt ske til:
Finansministeriet
6. kontor
Christiansborg Slotsplads 1
1218 København K
Tlf.: 33 92 33 33
ISBN: 87-7856-246-5
Bogen findes på www.fm.dk
ISBN: 87-7856-247-3
Finansministeriet, juni 1999
Trykt på svanemærket papir med vegetabilske farver.
Trykt af J.H. Schultz Grafisk A/S, som har licens til brug af svanemærket.

INDHOLDSFORTEGNELSE
1. Indledning og sammenfatning .................................................. 7
1.1. Kommissorium .................................................................. 7
1.2 Baggrund ........................................................................... 9
1.3 Perspektiver for de offentlige udgifter til hjælpemidler .... 10
1.4 Organisering og regelgrundlag.......................................... 14
1.5 Udgiftsudvikling................................................................ 15
1.6 Udgiftsstyring.................................................................... 19
1.7 Valgfrihed og tilkøbsmuligheder....................................... 26
1.8 Valg og prioritering ........................................................... 30
2. Organisering og regelgrundlag ................................................. 33
2.1. Indledning.......................................................................... 33
2.2 Egentlige hjælpemidler og forbrugsgoder......................... 34
2.3. Biler................................................................................... 45
2.4. Boligindretning.................................................................. 48
2.5. International sammenligning............................................. 50
2.6. Afgrænsning i forhold til øvrige hjælpemiddelbestemmelser
...................................................................................... 54
3. Udgiftsudvikling og udgiftsstruktur......................................... 63
3.1. Udgiftsudvikling................................................................ 63
3.2. Udgifterne fordelt på typer af hjælpemidler...................... 64
3.2.1. Beskrivelse af den relative fordeling af udgifterne
inden for gruppen af særligt personlige hjælpemidler
................................................................... 67
3.2.2. Beskrivelse af den relative fordeling af udgifterne
inden for gruppen af personlige hjælpemidler ..... 68
3.2.3. Beskrivelse af den relative fordeling af udgifterne
inden for gruppen af tekniske hjælpemidler......... 69
3.2.4. Udviklingen i udgifterne til biler.......................... 70

3.3. Geografisk variation i udgifterne i de forskellige kommuner
................................................................................. 71
3.4. Udgifterne fordelt på alder................................................. 76
3.5. Forklaringsfaktorer............................................................. 78
4. Udgiftsstyring.............................................................................. 83
4.1. Oversigt.............................................................................. 83
4.2. Tildelingskriterier og principper ........................................ 86
4.3. Afvejning mellem pris og kvalitet...................................... 88
4.4. Ankeafgørelser ................................................................... 89
4.5. Afgrænsning mellem hjælpemidler, forbrugsgoder og
sædvanligt indbo ................................................................ 92
4.6. Den teknologiske udvikling ............................................... 94
4.7. Finansiering af hjælpemidler.............................................. 96
4.8. Egenbetaling og bagatelgrænser ........................................ 99
4.9. Udbud og leverandøraftaler................................................ 100
4.10. Arbejdsmiljø....................................................................... 106
5. Valgfrihed og tilkøbsmuligheder............................................... 109
5.1. Oversigt.............................................................................. 109
5.2. Modeller for frit leverandørvalg og tilkøb ......................... 110
5.3. Personlige hjælpemidler..................................................... 115
5.4. Tekniske hjælpemidler....................................................... 120

1
OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
INDLEDNING, PERSPEKTI-
VER OG SAMMENFATNING
1.1. Kommissorium
I aftalen mellem regeringen og de kommunale parter fra juni 1998 indgår,
at parterne er enige om at fjerne en række barrierer for effektiv drift på
serviceområderne, så mulighederne for at realisere målsætningerne forbedres.
Således indgår der i aftalen mellem regeringen og Amtsrådsforeningen, at:
"Parterne er enige om at nedsætte et udvalg, der skal gennemgå de offentlige
tilskudsordninger.
Udvalget skal blandt andet se nærmere på hensigtsmæssigheden i den nuværende
tilskudsstruktur og udgiftsstyring på sygesikrings- og hjælpemiddelområdet.
Udvalget skal vurdere, om de offentlige tilskud fordeles hensigtsmæssigt,
og at der sikres de rette incitamenter.
Udvalget skal ligeledes undersøge muligheden for at kombinere adgangen
til frit valg med egenbetaling, hvis der vælges et meget dyrt tilbud."
Der blev på denne baggrund i oktober 1998 nedsat en arbejdsgruppe til at
gennemgå de offentlige tilskudsordninger på sygesikrings- og hjælpemiddelområdet.
7

INDLEDNING OG SAMMENFATNING
Formålet med arbejdet på hjælpemiddelområdet har været:
• At beskrive regelgrundlaget på hjælpemiddelområdet, samt kortlægge
den historiske udgiftsudvikling.
• At kortlægge omfanget af offentlige tilskud, samt spændet i priser og
kvalitet for de forskellige ydelser og produkter der ydes tilskud til.
• At undersøge barrierer for at kombinere adgangen til frit valg med
egenbetaling.
• At vurderer kriterier for en mere hensigtsmæssig fordeling af de offentlige
tilskud, samt overveje modeller for ændringer.
Arbejdsgruppen har holdt to fælles møder, mens der herudover har været
holdt separate møder om sygesikringsområdet og hjælpemiddelområdet.
I møderne om hjælpemiddelområdet har følgende deltaget:
Specialkonsulent Christian Husted, Finansministeriet (formand)
Kontorchef Dorte Hansen Thrige, Amtsrådsforeningen
Fuldmægtig Lars Toft, Amtsrådsforeningen
Konsulent Beate Jarl, Kommunernes Landsforening
Fuldmægtig Søren Højland, Kommunernes Landsforening
Fuldmægtig Kim Dyrhauge, Kommunernes Landsforening
Kontorchef Torben Irgens, Københavns Kommune
Vicekontorchef Preben Andersen, Frederiksberg Kommune
Fuldmægtig Bettina L. Kristensen, Indenrigsministeriet
Souschef Frode Svendsen, Socialministeriet
Fuldmægtig Helle Friis, Socialministeriet
Fuldmægtig Peter Okkels, Socialministeriet
Fuldmægtig Christian Liebing, Finansministeriet (sekretariat for arbejdsgruppen)
I møderne om sygesikringsområdet har følgende deltaget:
Specialkonsulent Christian Husted, Finansministeriet (formand)
Kontorchef Dorte Hansen Thrige, Amtsrådsforeningen
Vicekontorchef Kirsten Jørgensen, Amtsrådsforeningen
Vicekontorchef Frank V. Poulsen, Københavns kommune
Kontorchef Niels Thomsen, Frederiksberg Kommune
8

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
Fuldmægtig Bettina L. Kristensen, Indenrigsministeriet
Kontorchef Peter Bak Mortensen, Sundhedsministeriet
Fuldmægtig Liselotte Freilev Grønvald, Sundhedsministeriet
Fuldmægtig Ulla Kallestrup, Sundhedsministeriet
Fuldmægtig Lars Rich, Finansministeriet (sekretariat for arbejdsgruppen)
Endvidere har assistent Sadia Ahmad, stud. polit Christian Ejvin Andersen,
samt stud. scient.pol. Lotte Groth-Andersen, Finansministeriet bidraget
til udarbejdelsen af rapporterne.
Denne rapport udgør arbejdsgruppens afrapportering for hjælpemiddelområdet.
Herudover har arbejdsgruppen udarbejdet en rapport om sygesikringsområdet.
I afsnit 1.2. opridses baggrunden for arbejdet. I afsnit 1.3. tegnes et billede
af de langsigtede perspektiver for de offentlige tilskud på hjælpemiddelområdet.
I afsnit 1.4-1.7. sammenfattes rapporten. I afsnit 1.8. skitseres
overvejelser om valg og prioriteringer.
1.2. Baggrund
Denne rapport om de offentlige tilskud på hjælpemiddelområdet skal ses i
forlængelse af de tidligere analyser, som i de senere år er gennemført i
samarbejde mellem regeringen og de kommunale parter, samt de gennemførte
lovændringer på området.
Der blev i 1995, i samarbejde mellem Finansministeriet, Socialministeriet,
og de kommunale parter, udarbejdet en budgetanalyse af hjælpemiddelområdet,
som indeholdt en kortlægning af de offentlige udgifter på området.
Derudover behandlede budgetanalysen tildelingsreglerne, den teknologiske
udvikling og brugernes forventninger, samt leverandøraftaler, herunder
pris, kvalitet og frit leverandørvalg.
I 1996 aflagde "Udvalget om handicapkompenserende ydelser" under Socialministeriet
sin 2. og afsluttende rapport. Udvalget gennemgik lovgivningen
efter bistandsloven og kom med en række anbefalinger på området.
Med servicelovens ikrafttræden den 1. juli 1998 trådte en række lovændringer
på hjælpemiddelområdet i kraft.
9

INDLEDNING OG SAMMENFATNING
Udover de konkrete analyser og initiativer på hjælpemiddelområdet skal
den foreliggende rapport også ses i sammenhæng med de løbende overvejelser
om udfordringer og muligheder for den kommunale økonomi.
Som opfølgning på kommuneaftalerne i 1997 nedsattes "Udvalget om den
kommunale økonomi", der skulle skitsere scenarierne for udviklingen i
kommunernes og amternes udgifter og indtægter, inden for en ramme på
en gennemsnitlig årlig vækst for hele den offentlige sektor på 1 pct., frem
til 2005.
Senest er det i økonomiaftalen for 1999 mellem regeringen og Amtsrådsforeningen
aftalt, at belyse hjælpemiddelområdet, for at klarlægge om der
eksisterer uhensigtsmæssigheder der skaber barrierer for en effektiv drift
af området. I det følgende sammenfattes resultaterne af det analysearbejde,
der er gennemført som opfølgning på aftalen.
1.3. Perspektiver for de offentlige udgifter til hjælpemidler
I dette afsnit beskrives udviklingen i udgifterne til hjælpemiddelområdet i
perioden 1987 til 1997, herunder betydningen af demografi og forøgelse af
standarder og dækningsgrader. Herefter beskrives perspektiverne for det
fremtidige udgiftspres.
Nettoudgifterne på hjælpemiddelområdet er i perioden fra 1987 til 1997
steget fra 1,5 mia.kr. til 2,0 mia.kr. svarende til en stigning på 33 pct. i perioden,
eller en gennemsnitlig årlig vækst på 2,9 pct., jf. tabel 1.1.
10

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
Tabel 1.1. Dekomponering af den gennemsnitlige årlige
vækst i hjælpemiddeludgifterne, 1987-1997, pct.
Stigning i alt 2,9 pct.
Dekomponering:
Demografi 0,3 pct.
- Heraf under 67 år 0,2 pct.
- Heraf over 67 år 0,1 pct.
Udvidelse af standard og dækningsgrader 2,6 pct.
Anm.: Dekomponeringen er foretaget med udgangspunkt i udgiften pr. person i befolkningen i
henholdsvis alderen under og over 67 år i 1987. Herefter er udgiften til personer henholdsvis
under og over 67 år beregnet ved at gange med antallet af personer i befolkningen i de
respektive aldersgrupper. Den gennemsnitlige årlige stigning af den beregnede udgift til
personer under og over 67 år kan henføres til demografi. Resten kan herefter henføres til
udvidelse af standard og dækningsgrader.
Kilde: Det kommunale budget- og regnskabssystem, Danmarks Statistik, samt egne beregninger.
En del af stigningen i udgifterne på hjælpemiddelområdet fra 1987-1997
kan begrundes med den demografiske udvikling, idet antallet af personer i
befolkningen i alderen under 67 år er steget med 2,9 pct., og antallet af
personer i alderen over 67 år er steget med 3,4 i perioden fra 1987 til
1997.
Udviklingen i antallet af personer under 67 år kan forklare 1,7 pct. af udgiftsvæksten.
Tilsvarende kan udvikingen i antallet af personer over 67 år
forklare 1,4 pct. Det betyder, at den demografiske udvikling samlet kan
forklare en stigning på 3,1 pct. i perioden fra 1987 til 1997, svarende til
0,3 pct.point årligt.
Den del af udgiftsstigningen som henføres til den demografiske udvikling
afspejler tilpasning af det eksisterende serviceniveau til befolkningens ændrede
sammensætning, men indeholder ikke øget service for den enkelte
bruger.
Hvis der ikke var sket en forøgelse af standarden og dækningsgraden i
forhold til 1987 ville udgifterne til hjælpemidler således have været 3,1
pct. højere i 1997 end i 1987, svarende til en udgift på knap 1,6 mia.kr. i
1997.
Den resterende del af udviklingen, svarende til en stigning i nettoudgifterne
til hjælpemidler på 2,6 pct. årligt, kan henføres til forøgelse af standar-
11

INDLEDNING OG SAMMENFATNING
der og dækningsgrader. Forøgelse af standarder dækker over, at modtagere
af støtte til hjælpemidler får dyrere hjælpemidler. Øgede dækningsgrader
dækker over, at en større andel af personer i de to aldersgrupper tildeles
støtte til hjælpemidler.
I det tilfælde, hvor den resterende del af udgiftsvæksten kan henføres til
forøgelse af standarder, vil det af den enkelte modtager opleves som en
forbedring af den offentlige service på hjælpemiddelområdet, hvorimod
det for den enkelte modtager ikke vil opleves som en stigning i den offentlige
standard, hvis udviklingen kan henføres til, at dækningsgraden er
forøget.
I lyset af denne historiske udvikling i demografi, standarder og dækningsgrader
kan de fremtidige perspektiver for hjælpemiddeludgifterne vurderes.
Hvis standarderne og dækningsgraderne holdes uændret fra 1997, vil den
demografiske udvikling alene medføre en stigning i udgifterne til hjælpemidler
frem til 2020 på 12,3 pct. svarende til 250 mill.kr., jf. figur 1.1.
12

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
Figur 1.1. Udgifterne på hjælpemiddelområdet – regneeksempel
Indeks 1987=100 Indeks 1987=100
300
250
200
150
100
50
Serviceudvidelse
Udvidelse af standarder
og dækningsgrader svarende
til 1987-1997
Demografisk betinget
ændring
87 97 07 17
Anm.: Dekomponeringen er foretaget med udgangspunkt i udgiften pr. person i befolkningen i
henholdsvis alderen under og over 67 år i 1987. Herefter beregnes udgiften til personer
henholdsvis under og over 67 år ved at gange med antallet af personer i befolkningen i de
respektive aldersgrupper frem til 2020.
Kilde: Det kommunale budget- og regnskabssystem, Danmarks Statistik, samt egne beregninger.
Det er vanskeligere at kvantificere udgiftspresset som følge af borgernes
stigende forventninger, men hvis det antages, at forøgelsen af standarder
og dækningsgrader i perioden fra 1997 til 2020 sker med samme hastighed
som det har været tilfældet fra 1987 til 1997, vil det sammen med den demografiske
udvikling indebære en fordobling af udgifterne, svarende til en
vækst på lidt over 2 mia.kr., frem til 2020.
Ovenstående har karakter af et regneeksempel. Visse forhold, som har bidraget
til udgiftsvæksten frem til 1997, kan ikke ventes gentaget fremover,
men en række faktorer taler for, at der også fremover vil komme et væsentligt
pres for højere standarder og dækningsgrader på hjælpemiddelområdet.
300
250
200
150
100
50
13

INDLEDNING OG SAMMENFATNING
Eksempelvis vil den teknologiske udvikling på flere måder påvirke udgiftspresset
på hjælpemiddelområdet. I takt med udviklingen af hjælpemidler
bliver det muligt at afhjælpe flere typer af funktionsnedsættelser.
Samtidig giver nye hjælpemidler mulighed for at afhjælpe konkrete funktionsnedsættelser
på en bedre måde end eksisterende hjælpemidler. En
række produkter kan dog også forventes at blive billigere som følge af den
teknologiske udvikling, f.eks. elektroniske hjælpemidler.
Herudover må det forudses, at befolkningens normer til hjælpemidler tilpasses
i takt med samfundets generelle udvikling. Det i dag mere accepteret
at bruge hjælpemidler i forhold til tidligere. I kraft af den teknologiske
udvikling må denne udvikling forventes at fortsætte. Det gælder f.eks. allerede
i dag på høreapparatsområdet, hvor det er muligt at få høreapparater,
som man ikke umiddelbart lægger mærke til. Teknologi og normer
spiller således sammen.
1.4. Organisering og regelgrundlag (jf. kapitel 2)
Formålet med at yde offentlige tilskud på hjælpemiddelområdet er at yde
kompensation for følgerne af en nedsat funktionsevne. Hjælpen kan ydes
enten ved, at der stilles naturalieydelser til rådighed eller ved at der sker en
kompensation for væsentlige merudgifter.
Hjælpemiddelområdet omfatter støtte til egentlige hjælpemidler, forbrugsgoder,
biler og boligindretning. De egentlige hjælpemidler er i rapporten
opdelt i kategorierne særligt personlige hjælpemidler (f.eks. arm- og benproteser),
personlige hjælpemidler (f.eks. høreapparater) og tekniske hjælpemidler
(f.eks. kørestole).
Tildelingskriterier og visitationsprocedurer for støtte til egentlige hjælpemidler
samt forbrugsgoder er overordnet set de samme.
Kategorierne adskiller sig imidlertid fra hinanden i forbindelse med ejendomsretten
til hjælpemidlet, om det er kropsbåret eller ikke-kropsbåret,
om der er mulighed for genbrug samt ansøgerens mulighed for at vælge leverandør,
jf. tabel 1.2.
14

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
Tabel 1.2. Oversigt over hjælpemiddelkategorier
Særligt personlige
hjælpemidler
Personlige
hjælpemidler
Tekniske
hjælpemidler Forbrugsgoder
Ejendomsret Kommune/Amt Kommune/Amt Kommune/Amt Borgeren
Kropsbåret Ja Ja Nej Nej
Genbrug Nej Nej Ja Nej
Frit valg Ja Nej Nej Ja
Egenbetaling Nej Nej Nej Ja
Anm.: For noter, se tabel 2.1. Kategorierne personlige hjælpemidler og tekniske hjælpemidler er
ikke fastlagt i lovgivningen.
Særlige personlige hjælpemidler adskiller sig fra personlige hjælpemidler
ved, at der er frit leverandørvalg i forbindelse med tilvejebringelsen af
hjælpemidlet. Tekniske hjælpemidler adskiller sig fra særligt personlige
hjælpemidler og personlige hjælpemidler ved, at de næsten alle kan genbruges
enten helt eller delvist. Derimod er omfanget af genbrug begrænset
for særlige personlige og personlige hjælpemidler. Endelig adskiller forbrugsgoder
sig fra egentlige hjælpemidler ved, at ejendomsretten til hjælpemidlet
haves af borgeren.
1.5. Udgiftsudvikling (jf. kapitel 3)
Hjælpemiddelområdet er generelt karakteriseret ved et særdeles sparsomt
landsdækkende datagrundlag. Det er ikke muligt at opdele de samlede udgifter
til hjælpemiddelområdet på de forskellige typer af hjælpemidler eller
at kortlægge karakteristika ved modtagerne. Dette har begrænset arbejdsgruppens
muligheder for at udarbejde kvantitative analyser af området.
På grund af det sparsomme landsdækkende datagrundlag er vurderingerne
i rapporten baseret på en kombination af forskellige offentlige registre,
stikprøveundersøgelser, oplysninger fra kontoplanen og dataudtræk fra enkelte
kommuner og amter.
Dette er baggrunden for at datagrundlaget svinger i periodisering og
veksler mellem skønnede landstal opregnet på baggrund af tal fra enkelte
kommuner og anslåede fordelingstal udledt på baggrund af nogle totaler,
hvor hjælpemidler indgår som en del af datagrundlaget. Enkelte hjælpemiddelområder
er rimeligt velbelyst når det drejer sig om antal enheder.
15

INDLEDNING OG SAMMENFATNING
Dette gælder eksempelvis bevillingen af invalidebiler.
Der er gennemført en interviewrunde blandt 5 kommuner (Randers, Ringkøbing,
Rødovre, Skibby og Århus) med henblik på at afdække lokale
synspunkter på den eksisterende lovgivning og drøfte praksis for fastlæggelse
af kvalitet og serviceniveau ved formidlingen af hjælpemidler i de
pågældende kommuner og amter.
De samlede nettoudgifter til hjælpemidler mv. (egentlige hjælpemidler, biler
og bolig) udgjorde i 1997 2,0 mia.kr. Det er en stigning på 33 pct. i
faste priser siden 1987, hvilket svarer til en gennemsnitlig årlig realvækst
på 2,9 pct., jf. tabel 1.3.
Tabel 1.3. Nettoudgifter til hjælpemidler mv., 1987-1997
98 pl.mill.kr. 1987 1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997
Hjælpemidler
1221 1274 1309 1373 1396 1435 1507 1603 1714 1752 1778
Biler 296 248 193 189 216 278 290 291 267 272 237
I alt 1516 1523 1502 1562 1612 1713 1797 1895 1982 2024 2015
Kilde: Det kommunale budget- og regnskabssystemet.
Anm.: Hjælpemidler indeholder bolig og forbrugsgoder. For øvrige noter til tallene, se tabel 4.1.
Egentlige hjælpemidler udgør af udgifterne, mens biler og bolig tegner
sig for henholdsvis 20 og 5 pct.
Der foreligger ikke landsdata til at foretage en finere opdeling af udgifterne
til egentlige hjælpemidler på kategorier, men på grundlag af undersøgelser
foretaget på stikprøvebasis vurderes de største udgiftsområder at
være ortopædiske sko (ca. 250 mill.kr.), høreapparater (ca. 200 mill.kr.),
samt knallerter og kørestole (ca. 200 mill.kr.). Det skal dog bemærkes, at
der er tale om to forskellige stikprøver.
Særligt personlige hjælpemidler
Udgifterne omfattede i 1997 610 mill.kr. i 98 p/l og udgør 41 pct. af de
samlede udgifter til egentlige hjælpemidler. Ortopædiske sko udgør 44 pct.
af udgiften. Udgiften til henholdsvis arm- og benproteser og stomihjælpe–
midler udgør 18 pct. Brystproteser, parykker, svagsynsoptik, tandproteser
og skinner tegner sig for mellem 2 og 8 pct. af udgifterne.
16

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
Personlige hjælpemidler
Udgifterne omfattede i 1997 430 mill.kr. i 1998 p/l og udgør 26 pct. af de
samlede udgifter til hjælpemidler. Høreapparater udgør 50 pct. og udgifterne
til inkontinens udgør 28 pct. Den resterende del omfatter øjenproteser,
batterier, kompressionsstrømper, medicin og injektionshjælpemidler
og teststrimler.
Tekniske hjælpemidler
Gruppen af tekniske hjælpemidler omfattede udgifter i 1997 på 610
mill.kr. i 98 p/l. og udgjorde 33 pct. af de samlede udgifter. Knallerter og
kørestole tegner sig for omkring 35 pct. Herefter udgør henholdsvis senge,
madrasser og stole og hjælpemidler til personlige løft de største andele
med henholdsvis 18 pct. og 16 pct. De resterende typer af tekniske hjælpemidler
udgør mellem 1 pct. og 12 pct.
Biler
Nettoudgifterne til biler er faldet fra ca. 300 mill.kr. i 1987 til ca. 240
mill.kr. i 1997. Dette dækker dog over, at det årlige udgiftsniveau i perioden
er svinget mellem 190 og 300 mill.kr.
For en del af perioden kan bruttoudgiftsudviklingen opdeles på aldersklasser.
For personer under 67 år steg udgifterne til biler i perioden 1991 til
1996, men faldt fra 1996 til 1997. Stigningen fra 1991 til 1996 udgør 17
pct. Udgifterne til motorkøretøjer til personer over 67 år har derimod ligget
nogenlunde på samme niveau omkring 30 mill.kr. i perioden.
Udgifternes fordeling på modtagere
Der foreligger ligeledes ikke datagrundlag for at udarbejde en udtømmende
karakteristik af modtagerne af hjælpemidler. Dog foreligger oplysninger
om bruttoudgifternes fordeling på modtagere under og over 67 år. Udgifter
til personer under 67 år er i perioden 1991 til 1997 steget fra 696
mill.kr. til 937 mill.kr. i 98 p/l., svarende til en stigning på 35 pct. Udgifter
til hjælpemidler til personer over 67 år er i den samme periode steget fra
703 mill.kr. til 844 mill.kr. Det er en stigning på 20 pct.
Geografisk variation
Den gennemsnitlige udgift til hjælpemidler (inkl. biler) til personer over
67 år, er i gennemsnit 1087 kr. pr. indbygger i aldersgruppen. Den gennemsnitlige
udgift dækker over en betydelig variation mellem kommuner.
Halvdelen af kommunerne har en gennemsnitlig hjælpemiddeludgift på
under 975 kr. pr. person eller over 1260 kr., jf. figur 1.2.
17

INDLEDNING OG SAMMENFATNING
Figur 1.2. Udgifter til hjælpemidler til personer over 67 år
18
Antal kommuner Antal kommuner
40
35
30
25
20
15
10
5
0
Under
400
500 600 700 800 900 1000 1100 1200 1300 1400 1500 1600 1700 Over
1800
Udgifter til personer over 67 pr. indbygger over 67, kr.
Den geografiske variation kan i princippet afspejle forskelle mellem
kommunerne med hensyn til:
• Udgiftsbehov
• Serviceniveau
• Effektivitet
Den kommunale udgift til hjælpemidler afhænger af det bagvedliggende
udgiftsbehov, dvs. antallet af indbyggere med funktionsnedsættelse og den
gennemsnitlige funktionsnedsættelse. Mens der formentlig er tale om en
vis geografisk spredning i udgiftsbehovet til under 67-årige, vurderes det
ikke i samme grad at gøre sig gældende for udgifterne til over 67-årige,
hvor funktionsnedsættelsen primært skyldes alderen. Spredningen i udgift
pr. person over 67 år afhænger da også i mindre grad af kommunens størrelse,
end det er tilfældet med udgifterne til personer under 67 år.
40
35
30
25
20
15
10
5
0

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
Faktorer med betydning for udgiftsudviklingen
En række faktorer vurderes at have haft betydning for udgiftsudviklingen
på hjælpemiddelområdet siden 1987, jf. boks 1.1.
Boks 1.1. Faktorer med betydning for udgiftsudviklingen
Længst muligt i eget hjem
I en årrække har længst muligt i eget hjem været en politisk målsætning på ældreområdet. Behovet
for hjælpemidler øges i visse tilfælde ved pleje i eget hjem.
Udflytning fra handicapinstitutioner
Det er en politisk målsætning at gøre tilværelsen for svage grupper så selvstændig som muligt,
herunder gøre det muligt at bevare eller få egen bolig med de nødvendige hjælpemidler. Fra 1987
er der således sket en udflytning fra de tidligere handicapinstitutioner, som har bevirket en udgiftsoverflytning
fra institutionsudgifter til hjælpemiddeludgifter.
Arbejdsmiljø
Det er lovpligtigt for kommunerne at oprette depot med hjælpemidler til brug for hjemmesygeplejen,
og der ydes ikke kun støtte til hjælpemidler til eget brug, men også til brug for andre
f.eks. privat ansat plejepersonale til brug ved personløft.
Teknologi
Den teknologiske udviking vil både gøre eksisterende hjælpemidler billigere og føre nye og mere
avancerede typer af hjælpemidler med sig til afhjælpning af flere lidelser.
Normer og holdninger
Ændrede normer i samfundet omkring det at være handicappet kan øge udgifterne til nogle former
for hjælpemidler. Der er også tendens til, at befolkningen oplever hjælpemidler som en rettighed
snarere end en ansøgning om en behovsbestemt ydelse.
Demografi
Udgifterne til hjælpemidler pr. indbygger i alderen over 67 år er højere end pr. indbygger under
67 år. Dette forhold kan sammen med den demografiske udvikling forklare en stigning i udgifterne
på 3,1 pct. i perioden fra 1987 til 1997, jf. afsnit 1.3.
Det har generelt ikke været muligt at kvantificere faktorernes bidrag til
udgiftsudviklingen.
1.6. Udgiftsstyring (jf. kapitel 4)
Rammerne for tildeling af hjælpemidler fastlægges på det centrale plan af
Folketing og regering i form af lovgivning, vejledninger mv.
Der er i den eksisterende lovgivning en række bemyndigelser for Socialministeren
til at fastsætte regler på hjælpemiddel- og forbrugsgodeområdet,
samt for tildelingen af biler. På hjælpemiddelområdet kan Socialministeren
afgrænse de hjælpemidler, hvortil der kan ydes støtte, fastsætte
egenbetaling, samt fastsætte regler om afgrænsning mellem kommunale
19

INDLEDNING OG SAMMENFATNING
og amtslige hjælpemidler. På forbrugsgodeområdet har Socialministeren
mulighed for at afgrænse hvilke forbrugsgoder, der ydes hjælp til, adgangen
til genanskaffelse, egenbetaling til drift og reparation samt vilkår for
tilbagebetaling af billån.
Den konkrete tildeling af hjælpemidler foretages dels på det regionale plan
af amterne, dels på det lokale plan af kommunerne. Den tildelende myndighed
styrer udgifterne ved at fastlægge et serviceniveau på hjælpemiddelområdet,
hvilket sker i sammenhæng med den samlede prioritering
mellem hjælpemiddelområdet og andre områder.
Amterne har tildelingskompetencen i sager vedrørende optiske synshjælpemidler,
arm- og benproteser, høreapparater og særlige informationsteknologiske
hjælpemidler og forbrugsgoder, hvor disse er en del af et informationsteknologisk
hjælpemiddel. Endvidere har amterne tildelingskompetencen
med hensyn til støtte til bilkøb.
Kommunerne har tildelingskompetencen for øvrige hjælpemidler og forbrugsgoder.
Konkrete beslutninger fra amt eller kommune om tildeling kan ankes af
borgerne. Den første ankeinstans er i de fleste tilfælde statsamternes og
København og Frederiksberg kommunes sociale nævn. Principielle sager
kan ankes til Den Sociale Ankestyrelse.
Tildelingskriterier
Det overordnede kriterium for tildeling af hjælpemidler er nedsat fysisk
eller psykisk funktionsnedsættelse hos ansøgeren. Det centrale er funktionsevnenedsættelsen,
ikke funktionsnedsættelsens årsag (sygdom, følge
af ulykke, aldersbetinget svagelighed mv.).
Der foreligger ikke entydige principper for, hvilke typer af funktionsnedsættelse
der kompenseres for. F.eks. ydes der altid støtte til høreapparater,
hvis det på grund af hørenedsættelsen er diagnosticeret. Der skelnes ikke
mellem et evt. aldersbetinget eller sygdomsbetinget høretab. Tilskud til
briller kan derimod kun gives, hvis den nedsatte funktionsevne er en følge
af en medicinsk optisk defineret varig øjenlidelse. Forskellen i ydelsesstruktur
mellem høreapparater og briller beror i første række på en sundhedsfaglig
vurdering. Ved normal funktionsevne er den enkelte borger
selvhjulpen og har således ikke brug for hjælpemidler i dagligdagen.
20

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
Konsekvensen af, at der ikke ved tildeling tages hensyn til funktionsnedsættelsens
årsag, f.eks. at modtagerens alder og indkomstforhold efter loven
ikke må tages i betragtning, er, at en væsentlig del af de offentlige tilskud
formentlig anvendes dels til funktionsnedsættelser, der skyldes alder,
dels til at støtte personer, der selv ville have økonomisk mulighed for at
dække en del af omkostningerne ved afhjælpningen af deres funktionsnedsættelse.
Overvejelser
I kommissoriet var det forudsat at “Udvalget skal vurdere, om de offentlige
tilskud fordeles hensigtsmæssigt, og at der sikres de rette incitamenter”.
Problemstillingen knytter sig dels til hvorvidt tilskud til hjælpemidler går
til den rette personkreds, dels hvorvidt tilskuddet til hjælpemidler er fordelt,
som forudsat i henhold til lovgivningen.
På grund af den sparsomme registrering for henholdsvis bevilgede hjælpemidler
og modtagere af de pågældende hjælpemidler har det ikke været
muligt nærmere at vurdere om modtagerne af hjælpemidler modsvarer
målgruppen.
Med hensyn til fordelingen af tilskud til forskellige grupper af hjælpemidler
er det endvidere vanskeligt nærmere at vurderer forholdet. Det er
dog værd at bemærke, at ortopædiske sko (ca. 250 mill.kr.), høreapparater
(ca. 200 mill.kr.), samt knallerter og kørestole (ca. 200 mill.kr.) tegner sig
for ca. 36 pct. af de samlede udgifter til egentlige hjælpemidler.
Tilkendelseskriteriet for støtte til køb af bil er opdelt efter kørselsbehovets
karakter. Erhvervsbil tildeles, når bilstøtten er nødvendig for, at ansøgeren
kan udføre sit erhverv. Uddannelsesbil tildeles, når bilstøtten er nødvendig
for at gennemføre en uddannelse. Trivselsbil tildeles, når bilstøtten i væsentlig
grad afhjælper følgerne af invaliditet. I 1997 var den overvejende
andel af bevilgede invalidebiler trivselsbiler. Socialministeriet har nedsat et
udvalg, der nærmere behandler reglerne om støtte til køb af bil.
Som det fremgår af rapportens kapitel 2 er der er en lang række forskellige
bestemmelser, hvorefter der kan ydes hjælpemidler (sektoransvarsprincippet).
En forenkling og tydeliggørelse vil kunne give såvel borgeren som de
bevilgende myndigheder et bedre overblik over myndighedsansvaret og
dermed en mere smidig bevilling af hjælpemidler.
21

INDLEDNING OG SAMMENFATNING
Det er påvist, at registreringen af anvendelsen af udgifter til hjælpemidler
er meget uensartet. En mere systematisk registrering af antal bevillingstyper
og priser mv. kan forbedre mulighederne for udgiftsstyring på området.
Tilsvarende vil en bedre registrering af modtagerkredsen skabe grundlag
for at erhverve viden om nytten af de bevilgede hjælpemidler og dermed
skabe grobund for en større forskningsindsats på området dels til
gavn for borgeren, der oplever en bedre kvalitet i bevillingen af hjælpemidler,
dels som grundlag for en bedre og mere hensigtsmæssig anvendelse
af ressourcerne.
Man skal være opmærksom på, at en øget registrering vil være forbundet
med tidsmæssige og økonomiske omkostninger for de bevilligende myndigheder.
Ankeafgørelser
Tildelingen af hjælpemidler og finansieringen heraf varetages af kommuner
og amter, mens også uafhængige faglige instanser, f.eks. de sociale ankenævn,
spiller en væsentlig rolle på hjælpemiddelområdet. Antallet af sager
afgjort af de sociale ankenævn er således steget fra under 1.000 i 1987
til over 2.000 i 1997. Da den kommunale afgørelse kun stadfæstes i af
sagerne, har dette væsentlig betydning for fastlæggelsen af serviceniveauet.
Hjælpemidler, forbrugsgoder og sædvanligt indbo
Der er med indførelsen af serviceloven indført en adskillelse mellem hjælpemidler
og forbrugsgoder. Baggrunden for opdelingen i hjælpemidler og
forbrugsgoder er, at brugeren udover kompensation af den nedsatte funktionsevne
også opnår almindelig nytte af hjælpemidlet. Det gælder f.eks.
tildeling af en vaskemaskine.
Egentlige hjælpemidler finansieres fuldt ud af det offentlige. Et eksempel
kan være kørestole. Til forbrugsgoder, hvor der vurderes at være et element
af forbrugsnytte udover kompensationen for funktionsnedsættelsen,
gives støtte svarende til 50 pct. af et almindeligt standardprodukt. Der ydes
ikke støtte til sædvanligt indbo, og der kan således ikke ydes støtte til
f.eks. almindelige stole, borde, senge, telefoner, TV-apparater, almindelige
båndoptagere mv.
Vejledningen på området angiver, at forbrugsgoder er produkter som produceres
og forhandles med den almindelige befolkning som målgruppe.
22

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
Forbrugsgodet er endvidere karakteriseret ved, at forbrugsgodet giver den
enkelte en nytteværdi, som alle andre borgere selv betaler for at opnå.
Overvejelser
Regelsættet om forbrugsgoder indeholder muligheder for styring af grænsen
mellem forbrugsgoder og hjælpemidler, der ydes uden udgift for borgeren.
I princippet kunne en række modeller for justering af regelsættet
overvejes.
For det første kan der gives mulighed for at regulere tilskuddet til forbrugsgodet
ved at ændre tilskuddets størrelse. Man kan enten operere med
én tilskudsprocent, der reguleres, eller operere med forskellige tilskudsprocenter
afhængig af hvilke forbrugsgoder, som ønskes prioriteret. Den
sidste løsning må dog forventes at indebære administrative merudgifter.
For det andet åbner regelsættet mulighed for at flytte grænsen mellem forbrugsgoder,
der ydes tilskud til og andre hjælpemidler, der ydes uden udgift
for borgeren. Kriterier for at omfatte hjælpemidler af regelsættet om
forbrugsgoder kunne tage sit afsæt i, hvornår en funktionsnedsættelse vurderes
at ramme os alle - eksempelvis på grund af alder og derfor er en
“normal” funktionsnedsættelse. Eller at funktionsnedsættelsen har sin årsag
i særlige forhold, der rammer den enkelte og derfor fortsat skal ydes
som et hjælpemiddel uden udgift for borgeren.
Man skal dog være opmærksom på, at øget brug af forbrugsgodebestemmelserne
vil mindske mulighederne for genbrug og medføre et øget pres
på trangsbestemte ydelser efter sociallovgivningen.
Bagatelgrænser og egenbetaling
Der findes på hjælpemiddelområdet kun få områder, hvor modtagerne direkte
bidrager til finansieringen.
På forbrugsgodeområdet findes en bagatelgrænse, så der alene ydes støtte
hvis udgiften i den enkelte ydelsessituation til forbrugsgodet overstiger
500 kr.
Frem til servicelovens ikrafttræden 1. juli 1998 fandtes generelt på hjælpemiddelområdet
en bagatelgrænse på 200 kr. Beløbet var ikke reguleret
siden 1981 og ville, hvis det havde fulgt med pris og lønudviklingen, have
været 380 kr. i 1999. Denne model havde dog den uhensigtsmæssighed, at
hvis den samlede udgift til hjælpemidler udgjorde 199 kr. ydedes der ikke
23

INDLEDNING OG SAMMENFATNING
støtte, hvorimod der, hvis udgiften udgjorde 201 kr., blev ydet en støtte på
det fulde beløb.
Et andet tilfælde, hvor brugeren selv finansierer en del af udgiften til hjælpemidlet
er, når den pågældende skal dække den del af udgiften, som ligger
under en fastsat beløbsgrænse. Det gælder f.eks. for ortopædiske sko,
hvor brugeren selv afholder de første 530 kr.
Overvejelser
Bagatelgrænser kan i princippet gælde såvel for løbende ydelser i løbet af
en tidsperiode f.eks. en måned eller år, som for engangsbeløb, hvor beløbsgrænsen
gælder den enkelte ydelsessituation. Den tidligere bagatelgrænse
gjaldt for den enkelte ydelsessituation.
Bagatelgrænser, som går på den enkelte ydelsessituation, er generelt lettere
at administrere end bagatelgrænser for løbende ydelser, da der for bagatelgrænser
for løbende ydelser skal holdes regnskab med udgifterne til
den enkelte borger.
En bagatelgrænse for ydelser i løbet af et år svarer til den netop vedtagne
regel på medicinområdet, hvor der kun ydes støtte hvis den årlige udgift
overstiger 500 kr.
Det bemærkes, at for personer der modtager trangsbestemte ydelser inden
for sociallovgivningen, vil egenbetaling for hjælpemidler medføre et øget
pres på disse ydelser.
Delt finansiering
For hjælpemidler og forbrugsgoder til personer under 67 år afholder kommune
og amt hver 50 pct. af udgiften, hvorimod kommunen afholder hele
udgiften for hjælpemidler tildelt personer på 67 år eller ældre. Med servicelovens
indførelse fik amterne dog tildelingskompetence og det fulde
økonomiske ansvar for optiske synshjælpemidler, arm- og benproteser og
høreapparater samt særligt informationsteknologiske hjælpemidler.
Overvejelser
Normale styringsprincipper tilsiger, at ansvar og kompetence skal følges
ad. Opgavekommissionen rejste denne problemstilling i forbindelse med
sit arbejde, og kommissionen anbefalede i sin betænkning, at man afskaffede
delt finansiering på det sociale område.
24

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
Afskaffelse af den delte finansiering vil på hjælpemiddelområdet betyde,
at kommunen vil overtage hele det udgiftsmæssige ansvar for de områder,
hvor den i dag har tildelingskompetencen. Dette svarer til den samling af
kompetence og økonomisk ansvar hos amterne, som blev gennemført for
visse hjælpemidler pr. 1. juli 1998.
Det bemærkes dog, at i forhold til vejledning kan det fælles finansieringsansvar
i visse tilfælde give kommuner og amter incitament til at etablere
samarbejde om at finde hensigtsmæssige løsninger, jf. også Administrationsloven.
Der vil fortsat være behov for samarbejde, og amterne skal derfor
fortsat yde vejledning til kommunerne.
Der er visse hjælpemidler (f.eks. indretning af bolig for personer med astmatisk
bronkitis) som kan være meget udgiftskrævende, og afskaffelse af
delt finansiering kan derfor indebære en økonomisk belastning for især
mindre kommuner.
Markedet for hjælpemidler
Markedet for hjælpemidler er i en række tilfælde karakteriseret ved et meget
begrænset antal leverandører. Det gælder eksempelvis på området for
ortopædiske håndskomagere, hvor der ofte kun findes én håndskomager i
området.
For tekniske hjælpemidler viser en sammenligning af priserne i de nordiske
lande, at de danske priser generelt ligger højt, jf. tabel 1.4.
25

INDLEDNING OG SAMMENFATNING
Tabel 1.4. Nordisk prissammenligning af forskellige hjælpemidler
i danske kroner
26
Sverige Norge Danmark
Manuel kørestol 5.100 6.100 6.100
Manuel komfort kørestol 10.900 13.500 18.800
Plejeseng 11.000 11.000 11.250
Rollator 1.200 1.300 1.420
Toiletbadestol 3.600 3.800 4.500
El-kørestol 28.600 33.500 36.000
Udendørs El-kørestol 24.800 - 19.800
Arbejdsstol 3.500 3.400 3.453
Note: Ved omregning til danske kroner er anvendt den gennemsnitlige kurs i første halvår 1998.
Kilde: Hjælpemiddelinstituttet.
Det er alene de vejledende priser, som er angivet i prissammenligningen.
Ofte vil kommuner og amter i Danmark have indgået aftaler med leverandørerne,
herunder aftale om priser.
Amtsrådsforeningen har anmodet ARMGROS om på amternes vegne at
købe høreapparater ind efter en landsdækkende rammeaftale. Det overvejes
at etablere lignende rammeaftaler omkring indkøb af arm- og benproteser
og optiske hjælpemidler.
1.7. Valgfrihed og tilkøbsmuligheder (jf. kapitel 5)
Valgfrihed mellem forskellige leverandører og muligheder for tilkøb udover
den visiterede ydelse kan være et instrument til få bedre oplevet service
ud af de ressourcer, der allerede anvendes på hjælpemiddelområdet,
og dermed forene de stigende ønsker med den begrænsede offentlige finansiering.
Spørgsmålet om frit valg for brugerne dækker over to typer af valgmuligheder:
• Brugeren gives frit valg i forbindelse med leverandør af hjælpemidlet.
• Brugeren gives frit valg i forhold til det konkrete hjælpemiddel mod at
betale en eventuel prisdifference i forhold til det visiterede hjælpemiddels
pris.

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
Muligheden for valgfrihed aktualiseres af den betydelige produktudvikling
indenfor hjælpemidler, som i fremtiden vil betyde, at der vil komme flere
og flere hjælpemidler, som afhjælper den samme funktionsnedsættelse.
Det betyder fremkomst af stadig mere differentierede tilbud og dermed
større risiko for, at netop de af kommunen valgte hjælpemidler ikke stemmer
overens med brugerens præferencer.
Valgfrihed mellem flere leverandører giver erfaringsmæssigt større tilfredshed
og en oplevelse af højere kvalitet af de offentlige tilbud for brugerne,
jf. "Borgeren og den offentlige sektor", Finansministeriet 1998.
Udbuddet af hjælpemidler er ganske omfattende. Inden for hvert hjælpemiddelområde
er der oftest mange forskellige muligheder, der dækker
over et stort spænd i pris og kvalitet. En undersøgelse i en række kommuner
omkring indkøb af manuelle- og elektriske kørestole, rollatorer og
plejesenge med motoriseret indstilling viser, at der er variation i det hjælpemiddel,
der vælges i den enkelte kommune, jf. figur 1.3.
27

INDLEDNING OG SAMMENFATNING
Figur 1.3. Prisspænd for rollatorer i udvalgte kommuner og
eksempler på visiteret ydelse
28
1.000 kr. 1.000 kr.
5
4
3
2
1
0
40 typer
Spænd mellem billigste og dyreste
Ringkøbing
Randers Århus
Variationen dækker dels over forskelle i det besluttede serviceniveau, dels
over forskelle i vægtning af hensynet til blandt andet genbrug, funktionalitet
og arbejdsmiljø.
Der kan opereres med to modeller for at give frit leverandørvalg og tilkøbsmulighed
på hjælpemiddelområdet.
Model 1. Nuværende regler for særligt personlige hjælpemidler
For særligt personlige hjælpemidler eksisterer i dag en ordning, der giver
både valgfrihed med hensyn til leverandør af den visiterede ydelse og mulighed
for tilkøb.
Når bevillingen foreligger, kan ansøgeren vælge selv at indkøbe hjælpemidlet
hos en leverandør efter eget valg. Dog skal hjælpemidlet opfylde de
hensyn til kvalitet, holdbarhed, garanti, service- og reparationsmuligheder,
som er lagt til grund for bevillingen.
5
4
3
2
1
0

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
Hvis kommunen/amtskommunen har indgået en leverandøraftale refunderes
et beløb svarende til, hvad udgiften til det bevilligede hjælpemiddel
ville have været ved levering fra kommunens leverandør. Hvis kommunen/amtet
til gengæld ikke har indgået leverandøraftale ydes støtte efter
regning til det bevilligede hjælpemiddel. Dog gælder det uanset om kommunen
eller amtet har indgået leverandøraftale, at hvis ansøgeren vælger
et hjælpemiddel af en anden kvalitet eller med yderligere funktioner må
modtageren betale en eventuel prisdifference.
Model 2. Kontant tilskud
Udover, at fastsætte det offentlige tilbud i form af visitation til et konkret
hjælpemiddel, som det er tilfældet i regelsættet for særligt personlige hjælpemidler,
kan en model for frit leverandørvalg bestå i, at man visiterer til
et ydelsesbevis (voucher). Herefter har brugeren frit valg med hensyn til,
hvor ydelsesbeviset bruges – hos en offentlig eller privat leverandør. Konkurrencestyrelsen
har i en rapport anbefalet en sådan model 1 . Dog skal
man være opmærksom på, at der er asymmetrisk information sundhedspersonale
og patient imellem, som betyder, at det i reglen er udbyderen,
der fastlægger, hvad efterspørgeren skal efterspørge, og der gælder det
forhold, at patienten ikke har interesse i omkostningerne, med mindre der
er en betydende egenbetaling.
Størrelsen af ydelsesbeviset kan, i modsætning til hvad der gælder i regelsættet
for særlig personlige hjælpemidler, fastsættes både lokalt og centralt.
Barrierer for frit valg af leverandør og tilkøb
I forbindelse med indførelse af valgfrihed med hensyn til leverandør og
muligheden for tilkøb, bør man være opmærksom på en række potentielle
ulemper i forhold til den kommunale udgiftsstyring:
• De hidtidige erfaringer viser, at en begrænsning i mulighederne for
anvendelse af leverandøraftaler betyder, at indkøbspriserne bliver mindre
fordelagtige.
• Hvis borgerne opnår ejendomsretten til hjælpemidlerne kan muligheden
for genbrugsordninger blive begrænset.
1
Konkurrencestyrelsen, "Analyse af konkurrence- og effektivitetsforholdene på høreapparatområdet",
1997.
29

INDLEDNING OG SAMMENFATNING
• En større variation i hjælpemidlerne kan øge omkostningerne for kommuner
og amter ved at yde service og løbende sikre kvaliteten af hjælpemidlerne.
Andre modeller
Udover de ovenfor skitserede modeller kan man forestille sig henholdsvis
en model, med frit leverandørvalg, men uden tilkøbsmulighed, og en model
med tilkøbsmulighed, men uden frit leverandørvalg.
1.8. Valg og prioritering
Blandt andet den forventede stigning i efterspørgslen efter hjælpemidler
fremover gør det relevant at sætte fokus på, hvordan der fås mest muligt
ud af de ca. 2 mia.kr. der i dag anvendes på hjælpemiddelområdet. En mere
effektiv udgiftsstyring vil kunne øge råderummet, men ønsker om at give
tilskud til flere områder eller ydelsestyper vil formentlig forudsætte
omprioriteringer.
Såfremt det ønskes at frigøre ressourcer fra eksisterende ordninger til at
styrke indsatsen på andre, kan følgende principielle muligheder overvejes:
• Begrænsning af modtagerkredsen
• Begrænsning af antallet af hjælpemidler der tildeles støtte til
• Begrænsning af den offentlige støtte til det enkelte hjælpemiddel
Såfremt modtagerkredsen for hjælpemidler ønskes begrænset vil det naturlige
være at foretage en målretning af tilskuddene mod de personer med
største behov for støtte.
Målretning af udgifterne kan blandt ske ved, at lade hjælpen være afhængig
af indkomsten.
Alternativt kunne indsatsen i højere grad målrettes funktionsnedsættelser
der er særligt alvorlige, personens alder taget i betragtning. Dette vil formentlig
især være relevant i forhold til ældre, hvor funktionsevnenedsættelsen
i en række tilfælde kan siges at være en forudsigelig konsekvens af
alderen. Dette svarer principielt til den netop vedtagne ændring af medicintilskudssystemet,
som netop sigter på at tilgodese personer med særligt
store behov.
30

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
En anden måde at begrænse udgiftsstigningen på er, at mindske antallet af
hjælpemidler der ydes støtte til. Det kan f.eks. gøres ved yderligere at prioritere
de mest alvorlige funktionsnedsættelser. Et eksempel i det nuværende
regelsæt er, at der prioriteres mellem forskellige grader af nedsat
syn. Der kan således ikke ydes hjælp til briller eller kontaktlinser på ren
optisk indikation, dvs. hvis behovet alene skyldes langsynethed, nærsynethed,
bygningsfejl eller optisk styrke på øjnene. Til gengæld ydes hjælp til
medicinsk-optisk defineret varig lidelse. Ligesom på synsområdet kunne
der f.eks. på høreområdet indføres en minimumsgrænse for hørenedsættelsen,
før der kunne ydes hjælp.
En tredje mulighed for at begrænse udgiftsstigningen kunne være at reducere
den offentlige støtte til det enkelte hjælpemiddel. Det kan enten ske
ved at indføre egenbetaling for den visiterede offentlige ydelse eller ved at
give mulighed for at brugeren mod egenbetaling kunne erhverve sig et dyrere
hjælpemiddel.
Udover de tre skitserede instrumenter kan også frit valg anvendes til at
forbedre serviceniveauet på hjælpemiddelområdet. Frit valg vil ikke i sig
selv frigøre ressourcer – i visse tilfælde vil det endda komme i modsætningsforhold
til en effektiv udgiftsstyring – men vil generelt øge den kvalitet,
borgeren oplever.
31

2
OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
ORGANISERING OG REGEL-
GRUNDLAG
2.1. Indledning
Hjælpemiddelområdet, der indbefatter støtte til egentlige hjælpemidler,
forbrugsgoder, biler og boligindretning mv. jf. Servicelovens §§ 97-99 og
§ 102, tager sigte på at yde kompensation for følgerne af en nedsat funktionsevne
enten ved, at der stilles naturalieydelser til rådighed eller, at der
sker en kompensation for væsentlige merudgifter ved forsørgelsen som
følge af den nedsatte funktionsevne.
Regelgrundlaget for hjælpemiddelområdet fremgår af boks 2.1. I kapitel 3
belyses udgiftsudvikling, og i kapitel 4 gives en oversigt over den organisatoriske
indretning af området.
33

ORGANISERING OG REGELGRUNDLAG
Boks 2.1. Regelgrundlag på hjælpemiddelområdet
Retsgrundlaget for hjælpemidler og boligændringer blev med servicelovens ikrafttræden den 1.
juli 1998 ændret fra bistandslovens §§ 58-59 til servicelovens §§ 97-102.
Det eksisterende regelgrundlag er således :
• Servicelovens §§ 97-102, jf. Socialministeriets lovbekendtgørelse nr. 581 af 6. august 1998
• Socialministeriets bekendtgørelse nr. 122 af 19. februar 1998 om støtte til køb af bil efter servicelovens
§ 99.
• Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998 om ydelse af hjælpemidler og
forbrugsgoder efter servicelovens §§ 97 og 98.
• Socialministeriets vejledning nr. 52 af 5. marts 1998 om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning
mv.
Blandt ændringerne, som følge af servicelovens ikrafttræden, i forhold til tidligere lovgivning,
kan nævnes :
• Placering af ansvaret for bevilling af støtte til optiske synshjælpemidler, arm- og benproteser,
og særlig informationsteknologi ændres fra kommunerne til amterne.
• Der skelnes mellem støtte til hjælpemidler (§ 97) og forbrugsgoder (§ 98).
• Bagatelgrænsen for hjælpemidler afskaffes og er beløbsmæssigt sat til 500 kr. for varige
forbrugsgoder.
• Frit leverandørvalg for særligt personlige hjælpemidler (ift. før 12. juni 1996).
• Der ydes ikke hjælp til brilleglas og kontaktlinser på ren optisk indikation.
• Der ydes ikke længere hjælp til telefoner.
• Der ydes nu 100 pct. tilskud til fingerprikker og teststrimler til insulinkrævende diabetikere.
• Hjælp til boligskift ydes som lån.
2.2. Egentlige hjælpemidler og forbrugsgoder
De egentlige hjælpemidler omfatter kategorierne særligt personlige hjælpemidler,
personlige hjælpemidler og tekniske hjælpemidler. Tildelingskriterier
og visitationsprocedurer for støtte til egentlige hjælpemidler samt
forbrugsgoder er overordnet set de samme.
Kategorierne adskiller sig imidlertid fra hinanden i forbindelse med ejendomsretten
til hjælpemidlet, om det er kropsbåret eller ikke-kropsbåret,
om der er mulighed for genbrug samt ansøgerens mulighed for at vælge
leverandør, jf. tabel 2.1.
34

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
Tabel 2.1. Oversigt over hjælpemiddelkategorier
Særligt personlige
hjælpemidler
Personlige
hjælpemidler
Tekniske
hjælpemidler Forbrugsgoder
Ejendomsret Kommune/Amt Kommune/Amt Kommune/Amt Borgeren
Kropsbåret Ja Ja Nej Nej
Genbrug Nej Nej 1)
Ja Nej
Frit valg Ja Nej Nej Ja
Egenbetaling Nej 2)
Nej 3)
Nej Ja
1) Høreapparater genbruges.
2) Egenbetaling, hvis man ønsker hjælpemiddel af højere kvalitet eller af andet udseende,
svarende til prisdifferencen. Egenbetaling for ortopædisk fodtøj.
3) Egen betaling for medicin.
Anm.: Kategorierne personlige og tekniske hjælpemidler er ikke fastlagt i lovgivningen.
Særligt personlige hjælpemidler adskiller sig fra personlige hjælpemidler
ved, at der er frit leverandørvalg i forbindelse med tilvejebringelsen af
hjælpemidlet.
Tekniske hjælpemidler adskiller sig fra særligt personlige hjælpemidler og
personlige hjælpemidler ved, at de næsten alle kan genbruges enten helt
eller delvist. Derimod er omfanget af genbrug begrænset for særligt personlige
og personlige hjælpemidler.
Endelig adskiller forbrugsgoder sig fra egentlige hjælpemidler ved, at
ejendomsretten til hjælpemidlet haves af borgeren.
I det følgende beskrives de fire kategorier, tildelingskriterier og visitationsprocedurer.
Særligt personlige hjælpemidler
Særligt personlige hjælpemidler omfatter en i lovgivningen positivt afgrænset
gruppe af hjælpemidler, der kan karakteriseres ved, at det er
kropsbårne hjælpemidler, hvor der er frit leverandørvalg og en beskeden
mulighed for genbrug, jf. tabel 2.2.
35

ORGANISERING OG REGELGRUNDLAG
Tabel 2.2. Særligt personlige hjælpemidler
Positivliste Egenbetaling Ejendomsret
• Ortopædisk fodtøj
• Arm- og benproteser
• Tandproteser
• Støttekorsetter og bandager
mv.
• Parykker
• Brystproteser
• Stomihjælpemidler
• Kropsbårne synshjælpemidler
36
Forskel mellem kommunens/amtets
leverandørpris og prisen på det af
borgeren valgte produkt, hvis kommunen/amtet
har indgået leverandøraftale.
Drift, rengøring og vedligeholdelse.
Egenbetaling i forbindelse med
ortopædisk fodtøj
Kommune/amt
Når bevillingen til et særligt personligt hjælpemiddel foreligger, kan ansøgeren
selv indkøbe hjælpemidlet hos en leverandør efter eget valg. Det
valgte produkt skal dog opfylde de krav til kvalitet, holdbarhed, garanti,
service- og reparationsmuligheder mm., der er lagt til grund for bevillingen.
I de kommuner/amter hvor der er indgået leverandøraftale, kan ansøgeren
få refunderet et beløb svarende til de udgifter, kommunen/amtet ville have
haft, hvis ansøgeren havde valgt at benytte kommunens/amtets leverandør.
Ansøgeren kan dog højest få refunderet det beløb, som den pågældende
har betalt for hjælpemidlet. Det bør fremgå af bevillingen, hvad hjælpemidlet
koster hos kommunens/amtets leverandør.
Har kommunen/amtet ikke indgået leverandøraftaler, kan ansøgeren vælge
leverandør, og støtten ydes efter regning til det bevilgede hjælpemiddel.
Ønsker ansøgeren et andet hjælpemiddel, f.eks. af bedre kvalitet eller med
yderligere funktioner end det bevilgede, betaler ansøgeren selv en eventuel
difference.
Kommunernes praksis varierer i sager vedrørende ansøgere, der ønsker et
andet og dyrere hjælpemiddel. I nogle kommuner udarbejdes en præcis
specifikation af, hvad den visiterede ydelse består i, og et overslag over
prisen. I andre kommuner betales der nærmest altid efter regning.
Amterne vil i forbindelse med, at de har overtaget en kompetencen for en
række hjælpemidler, etablere arbejdsgrupper, som skal specificere krav til
det hjælpemiddel, der visiteres til.

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
For anskaffelse af ortopædisk fodtøj gælder desuden den særlige regel, at
ansøgeren selv afholder et beløb, der udgør 530 kr. pr. par for personer
over 18 år og 290 kr. pr. par for børn og unge under 18 år. Beløbene reguleres
med satsreguleringsprocenten.
Der ydes normalt ikke tilskud til drift, rengøring og vedligeholdelse af
særligt personlige hjælpemidler. Derimod ydes der hjælp til nødvendige
reparationer af hjælpemidlet.
Personlige hjælpemidler
Personlige hjælpemidler omfatter de under særligt personlige hjælpemidler
ikke medtagne kropsbårne hjælpemidler. For personlige hjælpemidler
gælder, at det er en ikke positivt afgrænset gruppe af øvrige personlige
hjælpemidler, som kræver mindre specialiseret og individualiseret fremstilling
og tilpasning end de særligt personlige hjælpemidler, jf. tabel 2.3.
Tabel 2.3. Personlige hjælpemidler
Eksempler Egenbetaling Ejendomsret
Som udgangspunkt alle andre personlige hjælpemidler
end de ovenfor nævnte særligt personlige
hjælpemidler.
• Øjenproteser
• Inkontinenshjælpemidler
• Kompressionsstrømper
• Injektions- og testmateriale
• Høreapparater og batterier
• Særlige beklædningsgenstande
• Medicin (ændres med de nye medicintilskudsregler
– tidligst 1.10.99)
• Hudpræparater
Drift, rengøring og
vedligeholdelse.
Kommune/amt
Hvis kommunen/amtet har leverandøraftaler, vil en bevilling til støtte til et
personligt hjælpemiddel ydes i form af kontantydelse eller naturaliehjælp
til produkter fra en af kommunens/amtets leverandører. Ansøgeren har ikke
mulighed for at vælge andre leverandører, hvis det bevilgede hjælpemiddel
er omfattet af leverandøraftalen, medmindre ansøgeren ønsker at
betale den fulde pris selv.
Leverandøraftaler må dog ikke hindre, at personer med et særligt behov
får stillet et egnet hjælpemiddel til rådighed, selv om hjælpemidlet ikke er
omfattet af leverandøraftalen.
37

ORGANISERING OG REGELGRUNDLAG
For nogle af de personlige hjælpemidler gælder der særlige bestemmelser.
Til tilskudsberettiget medicin, der ordineres til vedvarende brug på grund
af en varig lidelse, refunderes udgifter til medicin ud over egenudgiften på
300 kr. månedligt.
Støtte til blodsukkermåleapparater ydes med halvdelen af den samlede udgift.
Hjælp til høreapparater omfatter ud over anskaffelse også vedligeholdelse
og batterier.
For særlige beklædningsgenstande ydes hjælpen til dækning af merudgifterne.
Der ydes normalt ikke tilskud til drift, rengøring og vedligeholdelse af personlige
hjælpemidler. Derimod ydes der hjælp til nødvendige reparationer
af hjælpemidlet.
Tekniske hjælpemidler
Tekniske hjælpemidler omfatter ikke-kropsbårne hjælpemidler af teknisk/elektronisk
karakter og hjælpemidler, der i mindre grad end de særligt
personlige og personlige hjælpemidler kræver individuel fremstilling og
tilpasning, og som derfor ofte kan genbruges, jf. tabel 2.4.
Tabel 2.4. Tekniske hjælpemidler
Eksempler Egenbetaling Ejendomsret
Hovedsageligt hjælpemidler af teknisk/elektronisk
karakter:
• Knallerter, kørestole
• Personlige løft, rollatorer
• Særlig informationsteknologi
• Badestol, taburet
• Senge, madras, stole
• Særlige båndoptagere, teleslynge
• Særlige telefoner og kaldeanlæg
38
Drift, rengøring og
vedligeholdelse.
Kommunen/ amt
Støtte til tekniske hjælpemidler ydes som et udlån. Selv hvis hjælpemidlet
indkøbes specielt til en ansøger, beholder kommunen/amtet ejendomsretten
til hjælpemidlet, da det principielt kan bruges igen.

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
De fleste kommuner og amter har leverandøraftaler for tekniske hjælpemidler.
Dette skyldes givetvis, at det på genbrugsområdet er lettere at definere
nogle standardhjælpemidler, da de ikke skal tilpasses den enkelte
ansøger i samme grad, som for særligt personlige og personlige hjælpemidler.
For nogle tekniske hjælpemidler gælder særlige bestemmelser.
Til personer med kørestole ydes hjælp til udskiftning af dæk og slanger,
hvis der er behov for mere end én årlig udskiftning. Ansøgeren betaler
selv udgifterne til den første udskiftning.
Der ydes normalt ikke tilskud til drift, rengøring og vedligeholdelse af tekniske
hjælpemidler. Derimod ydes der hjælp til nødvendige reparationer af
hjælpemidlet, og der udlånes så vidt muligt et andet egnet hjælpemiddel
under reparationen.
Forbrugsgoder
Forbrugsgoder er produkter, som er fremstillet og forhandles bredt med
henblik på sædvanligt forbrug med den almindelige befolkning som målgruppe.
Generelt ydes der ikke hjælp til anskaffelse af forbrugsgoder, med
mindre disse kan udgøre den kompensation, som personer med nedsat
funktionsevne har behov for. Hjælpen ydes uanset om ansøgeren selv tidligere
har anskaffet sig et lignende forbrugsgode.
De forbrugsgoder, der gives støtte til, kan inddeles i fire underkategorier,
almindelige forbrugsgoder, forbrugsgoder med en særlig kvalitet eller kapacitet,
forbrugsgoder med en særlig indretning, samt forbrugsgoder, der
udelukkende fungerer som hjælpemidler, jf. tabel 2.5.
39

ORGANISERING OG REGELGRUNDLAG
Tabel 2.5. Forbrugsgoder
Underkategori Eksempler Egenfinansiering Ejendomsret
Sædvanligt indbo • Alm. stole, borde,
senge, telefoner,
Tv-apparater, videomaskiner,
Almindeligt forbrugsgode
Forbrugsgode med
særlig kapacitet eller
kvalitet
Forbrugsgode med
særlig indretning
40
båndoptagere
• Vaskemaskiner
• Computere
Den nedsatte funktionsevne
nødvendiggør
særlig kvalitet/kapacitet
• Vaskemaskiner
Den nedsatte funktionsevne
nødvendiggør
særlig indretning.
• Vaskemaskiner
med særlig handicapindretning
• Computere med
særligt tastatur
Fuld egenbetaling Borgeren
50 pct. af udgiften.
Hvis udgiften er mindre
end 500 kr. ydes
der ingen hjælp.
Drift, rengøring og
vedligeholdelse
50 pct. af den del af
udgiften, der svarer til
et almindeligt forbrugsgode.
Den ekstra
kvalitet/kapacitet er
gratis.
Hvis udgiften er mindre
end 500 kr. ydes
der ingen hjælp.
Halvdelen af udgifterne
til reparation.
50 pct. af den del af
udgiften, der svarer til
et almindeligt forbrugsgode.
Den særlige
indretning er gratis.
Hvis udgiften er mindre
end 500 kr. ydes
der ingen hjælp.
Udgifterne til reparation,
der ikke vedrører
den særlige indretning.
Drift, rengøring og
vedligeholdelse
Borgeren
Borgeren
Borgeren

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
Tabel 2.5. Forbrugsgoder (fortsat)
Forbrugsgode som
udelukkende fungerer
som hjælpemiddel
Forbrugsgoder som
ansøgeren pga. nedsat
funktionsevne ikke
kan udnytte efter
produktets almindelige
formål
• Computere
• Andet elektronisk
udstyr
Ingen egenbetaling,
dog kan støtten ydes
som udlån.
Drift, rengøring og
vedligeholdelse
Kommunen/ amtet
Almindelige forbrugsgoder er forbrugsgoder, der bevilges med henblik på
at kompensere for en nedsat funktionsevne, men samtidigt normalt også
indebærer en lettelse i dagligdagen på samme måde som for personer uden
nedsat funktionsevne. Det kan således være støtte til en vaskemaskine til
en person med manglende mulighed for at benytte fællesvaskeri eller lignende,
som følge af nedsat bevægelighed.
Hjælpen ydes som et kontant beløb svarende til 50 pct. af prisen på et almindeligt
forbrugsgode af den type, der er behov for, til at afhjælpe den
nedsatte funktionsevne. Ved fastlæggelse af et almindeligt forbrugsgode
må prisen på et gennemsnitsprodukt af den pågældende type lægges til
grund.
Der ydes kun hjælp til almindelige forbrugsgoder, når udgiften overstiger
500 kr.
Forbrugsgoder med en særlig kvalitet eller kapacitet er produkter, der gives
støtte til, fordi ansøgerens nedsatte funktionsevne nødvendiggør et
produkt med særlig kvalitet eller kapacitet, som personer uden funktionsnedsættelse
ikke behøver. Det kan f.eks. være en vaskemaskine med særlig
stor kapacitet til en ansøger, der lider af inkontinens.
Hjælpen ydes som 50 pct. af prisen på et almindeligt standardprodukt samt
betaling af forskellen mellem prisen på et almindeligt standardprodukt og
prisen på det bedst egnede og billigste produkt, der opfylder behovet for
særlig kvalitet eller kapacitet.
Der ydes kun hjælp til forbrugsgoder med en særlig kvalitet eller kapacitet,
hvis udgiften overstiger 500 kr.
41

ORGANISERING OG REGELGRUNDLAG
Modtageren betaler selv havdelen af udgifterne til reparation, samt udgifterne
til drift, rengøring og vedligeholdelse.
Forbrugsgoder med en særlig indretning er produkter, der gives tilskud til,
fordi ansøgerens nedsatte funktionsevne nødvendiggør et produkt med en
særlig indretning, som personer uden funktionsnedsættelse ikke har brug
for. Det kan f.eks. være en computer med særligt tastatur eller særlige programmer
til blinde.
Hjælpen ydes som 50 pct. af prisen på et almindeligt standardprodukt samt
betaling af forskellen mellem prisen på et almindeligt standardprodukt og
prisen på det bedst egnede og billigste produkt, der opfylder behovet for
særlig indretning.
Der ydes kun hjælp til forbrugsgoder med en særlig indretning, hvis udgiften
overstiger 500 kr.
Der ydes kun hjælp til reparationsudgifter der vedrører den særlige indretning.
Modtageren betaler selv udgifter til drift, rengøring og vedligeholdelse.
Forbrugsgoder, der udelukkende fungerer som hjælpemidler, er hovedsageligt
computere og andet elektronisk udstyr, som i væsentlig grad kan afhjælpe
en nedsat kommunikationsevne, og hvor den pågældende på grund
af den nedsatte funktionsevne ikke har nogen mulighed for at udnytte de
øvrige anvendelsesmuligheder og fordele, der ligger i udstyret.
Hjælpen omfatter som udgangspunkt den fulde anskaffelsespris for det
bedst egnede og billigste produkt, der ydes som udlån. Kommunen/amtet
bevarer i dette tilfælde ejendomsretten.
Tildeling – personer og kriterier
Støtte til et egentligt hjælpemiddel eller forbrugsgode ydes til personer
med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet:
• I væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne,
• I væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet eller
• Er nødvendig for, at den pågældende kan udøve et erhverv.
42

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
Desuden kan der gives støtte til køb af forbrugsgoder, hvis det skønnes at
disse opfylder ovennævnte kriterier.
Formålet med bevilling af hjælpemidler er, at ansøgeren kan føre en så
normal og selvstændig tilværelse som muligt og i størst muligt omfang at
gøre ansøgeren uafhængig af andres bistand i det daglige.
Målgruppen for tildeling af hjælpemidler er personer med nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne. Det centrale er funktionsevnenedsættelsen,
ikke funktionsnedsættelsens årsag (sygdom, ulykke, aldersbetinget svagelighed
mv.).
Det er en betingelse for at yde hjælp til anskaffelse af hjælpemidler, at det
er en varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Heri ligger, at der
ikke inden for en overskuelig fremtid er udsigt til bedring, og normalt vil
der være tale om en belastning for resten af livet.
Hjælpemidlet kan være til ansøgernes eget brug (protese, stok, kørestol
mv.) eller til brug for andre f.eks. i forbindelse med personløft.
Tildelingen af støtte tager udgangspunkt i en samlet vurdering af ansøgernes
behov. Der bør i vurderingen blandt andet indgå en vurdering i hvilket
omfang der ydes støtte til f.eks. personlig og praktisk hjælp i stedet for
eller som supplement til hjælpemidlet. For en del hjælpemidler kan tildelingen
gives straks på grundlag af ansøgning og helbredsmæssige oplysninger.
Det gælder f.eks. diabeteshjælpemidler og stomiartikler. I andre
tilfælde må der indgå en bred beskrivelse af omfanget af funktionsnedsættelsen
og ansøgerens dagligdag. I sådanne tilfælde kan mange aspekter
indgå i beskrivelsen:
• Ansøgerens nedsatte funktionsevne
• Boligens indretning
• Forholdene omkring boligen
• Familiemæssige forhold
• Fritidsaktiviteter
• Erhvervs-, skole-, dag- og klubtilbud
• Særlige hensyn at tage i sygdomsbilledet
• Anden nedsat funktionsevne eller anden lidelse
• Skal hjælpemidlet/forbrugsgodet kombineret med anden støtte
• Skal hjælpemidlet/forbrugsgodet kombineres med behandling
43

ORGANISERING OG REGELGRUNDLAG
Visitation - organisation og procedure
Ansøgning om støtte til et hjælpemiddel eller forbrugsgode rettes til ansøgerens
opholdskommune/-amt. Kommunen er forpligtet til at give råd
og vejledning og indhente de nødvendige oplysninger for sagens behandling,
herunder foranledige en afprøvning af, hvilket hjælpemiddel, der er
bedst egnet i den konkrete situation, eventuelt med bistand af amtets hjælpemiddelcentral.
Til støtte for kommunens rådgivning stiller amtet endvidere i fornødent
omfang sagkyndige til rådighed, og kan i specielle tilfælde påtage sig rådgivningsarbejdet
som supplement til den kommunale rådgivning. Som led
i denne rådgivningsforpligtigelse har amterne oprettet hjælpemiddelcentraler,
hvis opgave blandt andet er at orientere kommunerne om tekniske
hjælpemidler og udøve vejledning, demonstration og tilpasning af hjælpemidler.
Amterne driver i fællesskab Hjælpemiddelinstituttet, som er Danmarks
landsdækkende informations- og videnscenter på hjælpemiddelområdet.
Udover at indsamle og formidle viden om hjælpemidler har Hjælpemiddelinstituttet
til opgave at udvikle og beskrive faglige metoder, anspore til
forskning og igangsætte udviklingsopgaver inden for hjælpemiddelområdet.
Instituttet behandler ikke enkeltsager.
Det er kommunen, der har tilkendelseskompetencen i forbindelse med tildeling
af støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder. Amtet har dog tilkendelseskompetencen
i sager om støtte til optiske synshjælpemidler, arm- og
benproteser, høreapparater og særlige informationsteknologiske hjælpemidler,
samt forbrugsgoder, der indgår som en del af et særligt informationsteknologisk
hjælpemiddel.
Kommunen/amtet har pligt til at yde hjælp til anskaffelse af det bedst egnede
og billigste hjælpemiddel. I vurderingen indgår hensyn til behov,
kvalitet, driftssikkerhed, betjeningsmulighed, udgifter til drift af hjælpemidlet,
hjælpemidlets holdbarhed, servicekrav, garanti, service- og reparationsmuligheder
mm.
Kommunen/amtet har mulighed for at indgå leverandøraftaler. Disse aftaler
regulerer en kommunes/amts hjælpemiddelsortiment og antal af leverandører.
Leverandørerne er desuden ofte involveret i den løbende kontrol
og hjemmebesøg, fordi de, særligt i forbindelse med personlige og særligt
personlige hjælpemidler, i mange tilfælde har en større faglig ekspertise
44

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
end kommunen/amtet. Kommunen/amtet skal ved indgåelse af leverandøraftaler
inddrage repræsentanter for brugerne ved udarbejdelse af kravspecifikation.
I tilfælde af, at kommunen/amtet har indgået leverandøraftaler, vil en bevilling
af støtte til et hjælpemiddel, hvad enten den ydes i form af kontantydelse
eller naturalieydelse, som udgangspunkt kun gives til produkter
fra kommunens/amtets leverandører. For særligt personlige hjælpemidler
gælder dog andre regler, se ovenfor.
Kommunens/amtets afgørelser kan indbringes for det sociale nævn efter
reglerne i kapitel 10 i retssikkerhedsloven. Afgørelsen kan inden for en
frist af 4 uger fra modtagelsen ankes til det sociale nævn, der træffer den
endelige administrative afgørelse. Dog kan Den Sociale Ankestyrelse optage
en sag til behandling, når Ankestyrelsen skønner, at sagen er af principiel
eller generel betydning.
2.3. Biler
Støtte til køb af bil ydes i form af et rentefrit lån. Følgende regler gælder
for långivningen:
Lån inden for almindelig låneramme:
Hvis ansøger opfylder betingelserne for støtte til køb af bil, ydes støtten i
form af:
• Et rentefrit lån på 114.000 kr. (januar 1998), dog højst bilens købesum,
jf. bilbekendtgørelsens § 4, stk. 1.
• Fritagelse for betaling af vægtafgift, hvis bilen er indregistreret første
gang før den 1. juli 1997, jf. § 8. Ellers er bilen omfattet af loven om
afgift efter brændstofsforbrug, jf. lov nr. 360 af 2. juni 1997.
• Tilskud til nødvendig indretning, jf. § 9. Tilskuddet dækker den fulde udgift
til indretningen, dog med den undtagelse, at der i bekendtgørelsen er
et fast beløb for tilskud til automatisk transmission i biler, der er under 1
år og forsynet med indretningen fra fabrikken. Størrelsen af dette beløb,
der pr. januar 1998 udgør 16.000 kr., reguleres én gang årligt med satsreguleringsprocenten.
45

ORGANISERING OG REGELGRUNDLAG
Personer, hvis samlede indtægtsgrundlag ikke overstiger 136.000 kr. (januar
1998) skal tilbagebetale halvdelen af lånet over en 6 års periode. Den anden
halvdel nedskrives over samme periode, jf. § 4, stk. 2. For personer med en
højere indtægt forhøjes den tilbagebetalingspligtige del af lånet med 20 pct.
af den del af indtægtsgrundlaget, der overstiger 136.000 kr., jf. § 4, stk. 3.
Lånerammen og indtægtsgrænsen reguleres én gang årligt med satsreguleringsprocenten.
Til personer under uddannelse uden erhvervsindtægt kan der gives afdragsfrihed,
så længe uddannelsen varer. Ved periodens afslutning afskrives
et beløb svarende til, hvad der i perioden skulle have været betalt.
Ved lån inden for almindelig låneramme kan ansøger frit vælge, hvilken bil
han eller hun ønsker at købe.
Udvidet lån:
Når der foreligger ganske særlige forhold i forbindelse med ansøgerens invaliditet,
kan der ydes et rente- og afdragsfrit lån, der ligger udover den normale
lånegrænse (udvidet lån). Ganske særlige forhold foreligger f.eks. hvis:
• Funktionsnedsættelsen nødvendiggør indretninger som kun findes eller
hensigtsmæssigt kun kan foretages i en større eller dyrere bil.
• Når større eller dyrere bil er nødvendig, fordi funktionsnedsættelsen
medfører, at ansøgeren ikke eller kun med betydelig vanskelighed kan
klare ind- eller udstigning eller placering i bilen.
• Når større eller dyrere bil er nødvendig for at medbringe nødvendige
hjælpemidler i bilen.
Der er ikke tale om en udtømmende liste, men disse eksempler dækker langt
de fleste situationer, hvor udvidet lån kan komme på tale.
Ansøgeren kan, i modsætning til lån inden for sædvanlig låneramme, ikke frit
vælge, hvilken bil han/hun ønsker at købe.
Tildeling – personer og kriterier
Der ydes støtte til køb af bil til personer med en varig nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne, der i væsentlig grad forringer evnen til at færdes
46

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
eller i væsentlig grad vanskeliggør muligheden for at opnå eller fastholde
et arbejde eller gennemføre en uddannelse uden brug af bil.
Det er en betingelse for at opnå støtte, at der er behov for kørsel:
• Til og fra et arbejde, hvor ansøgeren skaffer sig et væsentligt bidrag til
forsørgelsen, eller
• Til og fra en uddannelse, der sigter mod fremtidige arbejds- og indtægtsmuligheder,
eller
• Der i væsentlig grad kan afhjælpe følgerne af funktionsnedsættelsen
og derved i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse.
Det er ikke funktionsnedsættelsens art eller omfang, der er afgørende, men
i hvilken udstrækning funktionsnedsættelsen hindrer, at ansøgeren kan benytte
kollektive transportmidler eller i øvrigt dække sit kørselsbehov på
anden måde end ved at køre i egen bil. Dette beror på en samlet vurdering
af ansøgerens sociale og helbredsmæssige forhold.
Udgangspunktet for den samlede bedømmelse er ansøgerens egen beskrivelse
af den manglende evne til at færdes, suppleret med oplysninger om
kørselsformål og ansøgerens sociale forhold. Sådanne sociale forhold kan
vedrøre:
• Boligens placering i forhold til offentlige transportmidler, arbejdsplads,
indkøbsmuligheder, læge, offentlige kontorer mv.
• Kørselsbehov til og fra uddannelsesinstitution eller arbejde samt fritidsaktiviteter.
• Familiens størrelse og sammensætning. Det har således betydning, om
der i familien er børn eller andre med et stort plejebehov, og om der er
en ægtefælle eller andre, der kan hjælpe til ved indkøb eller ind- og
udstigning af offentlige transportmidler.
• Ansøgerens egen beskrivelse af, hvorledes han eller hun klarer sin
egen tilværelse med sit handicap.
47

ORGANISERING OG REGELGRUNDLAG
• Helbredsoplysninger i form af udskrift af f.eks. sygehusjournal, udskrivningsbrev,
statusbedømmelse, generel helbredsundersøgelse, speciallægeerklæring
mv.
Visitation – organisation og procedure
Det er kommunen, der foretager den indledende behandling og vurdering
af en ansøgning om støtte til køb af bil, hvilket indebærer indhentning af
oplysninger om helbredsmæssige og sociale forhold.
Amtet træffer afgørelse om tilkendelse af støtte til køb af bil. Dog har
kommunen kompetencen vedrørende afgørelser om henstand med tilbagebetaling
og eftergivelse af lån ved manglende betalingsevne på grund af
sygdom, arbejdsløshed mv.
Afgørelserne kan påklages til det sociale nævn. Det sociale nævns afgørelse
er endelig. Den Sociale Ankestyrelse kan dog optage en sag af principiel
eller generel betydning til behandling.
2.4. Boligindretning
Hjælp til boligindretning indeholder to underkategorier; boligmæssige ændringer
og hjælp til anskaffelse af anden bolig, jf. tabel 2.6.
Tabel 2.6. Boligindretning
Underkategori Eksempler Egenbetaling Ejendomsret
Boligmæssige ændringer
Hjælp til anskaffelse
af anden bolig
48
• Fjernelse af dørtrin Er der tale om en ikke ubety-
•
•
Opsætning af gelændere
Ændring af toiletforholddelig
forøgelse af boligens
værdi, ydes den del af hjælpen,
der modsvarer denne
værdiforøgelse i form af et
rente- og afdragsfrit lån, der
forfalder til betaling ved
ejerskifte
• Lejlighed i stueplan Egenbetaling svarende til
boligudgift i tidligere bolig.
Borgeren 1)
Borgeren
1) I nogle tilfælde beholder kommunen ejendomsretten. F.eks. returneres loftlifte og håndtag
efter brug.
Boligmæssige ændringer omfatter nødvendig hjælp til ændring og indretning
af allerede bestående beboelser, der specielt sigter mod at afhjælpe en
ansøgers funktionsnedsættelse. Det drejer sig ofte om mindre omfattende
ændringer som f.eks. fjernelse af dørtrin eller ændring af toiletforhold.

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
Hvis funktionsnedsættelsen nødvendiggør mere bekostelige ændringer,
f.eks. etablering af elevator eller kran, har kommunen pligt til nærmere at
undersøge, om en mere hensigtsmæssig eller økonomisk afhjælpning af
boligforholdene, eventuelt ved flytning, kan tilvejebringes.
Hvis hjælpen til boligmæssige ændringer medfører en ikke ubetydelig forøgelse
af boligens værdi, ydes den del af hjælpen, der modsvarer denne
værdiforøgelse i form af et rente- og afdragsfrit lån, der forfalder til betaling
ved ejerskifte.
Hjælp til anskaffelse af anden bolig gives, når omkostningerne ved at gøre
ansøgerens hidtidige bolig egnet som opholdssted er for store, og kommunen
ikke kan anvise en anden egnet bolig.
Hjælpen kan ydes som tilskud til en højere husleje ved flytning fra en billigere
lejerbolig til en dyrere, som er mere handicapegnet, eller som dækning
af højere boligudgifter ved flytning til en bolig, som den pågældende
selv ejer.
Ved flytning fra en lejerbolig til en anden, tages der udgangspunkt i huslejeforskellen
på flyttetidspunktet ved beregning af tilskuddet. Ved beregning
af tilskuddet indregnes eventuelle ændringer i boligsikring/boligydelse,
således at tilskuddet udgør nettoforskellen i husleje. Derudover kan der
ydes tilskud til indskud i den nye bolig.
Ved flytning fra ejerbolig til lejerbolig beregnes tilskuddet som forskellen
i månedlig ydelse. Udgifter ved salg af ejendommen og indskud i lejligheden
kan modregnes i eventuelt overskud ved salg af ejendommen.
Ved flytning fra en ejerbolig til en anden udmåles hjælpen som et beløb,
der svarer til forskelsværdien af den offentlige vurdering af den nuværende
og den tidligere ejendom.
Tildeling – personer og kriterier
Støtte til boligindretning gives til personer, som på grund af varigt nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp til boligindretning
eller til skift af bolig.
Hjælpen må anses for nødvendig, når en boligændring eller et boligskift
set i forhold til ansøgerens funktionsevne skønnes at kunne afhjælpe eller i
væsentlig grad formindske de boligmæssige ulemper ved ophold i eget
49

ORGANISERING OG REGELGRUNDLAG
hjem. For personer med progredierende lidelse bør det indgå i vurderingen,
at boligen også på længere sigt skal være egnet for pågældende.
Visitation og procedure
Det er kommunen, der træffer afgørelse i sager om støtte til særlig indretning
af bolig eller anskaffelse af anden bolig.
2.5. International sammenligning 1
HEART-rapporten fra 1994 foretager en sammenligning af hjælpemiddelområdet
mellem udvalgte europæiske lande.
HEART-rapporten har analyseret formidlingen af hjælpemidler, der anvendes
i hjemmet til at opretholde daglige aktiviteter, og hjælpemidler, der
anvendes til varigt brug, dvs. typisk hjælpemidler, der falder inden for lov
om social services §§ 97-98. Formidling af proteser, ortoser og ortopædiske
sko, der i dansk sammenhæng alle hører under kategorien særligt personlige
hjælpemidler, er dog ikke beskrevet i HEART-rapporten. Det vil
derfor sandsynligvis være mest korrekt at fortolke rapportens undersøgelsesområde
som værende sammenligneligt med kategorierne personlige
hjælpemidler, tekniske hjælpemidler og forbrugsgoder.
I de fleste lande er der typisk forskel på, hvorledes formidlingen er organiseret,
når det drejer sig om hjælpemidler til blinde, døve, mennesker
med kommunikationshandicap og motorisk handicappede. I det følgende
tages udgangspunkt i formidlingen af hjælpemidler til motorisk handicappede,
da der formidles antalsmæssigt flest hjælpemidler af denne type, jf.
tabel 2.7.
1 Det følgende afsnit bygger på oplysninger fra Hjælpemiddelinstituttet.
50

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
Tabel 2.7. Formidling af tekniske hjælpemidler i udvalgte europæiske
lande
Land Kriterier for tildeling Finansiering Organisering Positivliste
Tyskland Lægeerklæring med
estimat af omkostningerne
ved køb af hjæl-
pemidlet
England Helhedsvurdering foretages
af den kommunale
"Social Service
Department"
Frankrig Læge- eller rehabiliteringsterapeut-erklæring
Holland Kommunen foretager
behovsvurdering,
ekspertvurderinger fra
sygekassen eller reha-
biliteringscentre
Sverige Forskellige fagpersoner
er autoriserede til
at bevilge specifikke
typer af hjælpemidler,
oftest læger og ergo-
terapeuter
Norge Kommunen foretager
behovsvurdering
Danmark Kommunen/amtet
foretager behovsvurdering
Forsikringsselskab
Social Service
Department
Sygekasse
(amtslig)
Kommunen/
sygekasse
Købes i butik/
leveres af forhandler
Leveres direkte fra
forhandleren – eller
fra kommunens
depot
Leveres direkte fra
forhandleren (som
skal godkendes
officielt som for-
handler)
Leveres direkte fra
forhandleren
Det offentlige Leveres fra den
amtslige hjælpemiddelcentrals
eller kommunes
depot
Det offentlige Leveres fra den
amtslige hjælpemiddelcentral
eller
kommunens depot
Kommuner og
amter
Leveres fra kommunens/amtets
depot
Der findes positiv
liste over, hvilke
typer hjælpemidler,
der kan bevilges
Begrænsninger i,
hvad der kan bevilges
– f.eks. kan
udendørs el-køre-
stole ikke bevilges
Der findes en liste
over, hvilke typer
hjælpemidler, der
kan bevilges
Sygekasse har liste
over godkendte
produkter og forhandlere,
som anbe-
fales
Anbefalet liste af
godkendte og prisforhandledeprodukter
(men ingen
begrænsning af typer
af hjælpemidler)
Anbefalet liste af
godkendte og prisforhandledeprodukter
(men ingen begrænsning
af typer af
hjælpemidler)
Har tidligere haft
liste over anbefalede
produkter
Anm.: Skemaet må dog tages med en række alvorlige forbehold. F.eks. er formidlingssystemet og
lovgivningen ændret i Danmark og en række af de andre lande siden 1994.
Herudover er formidling af hjælpemidler hverken i Danmark eller udlandet en entydig
proces, der følger en enkelt lovgivning og har enkle kriterier for tildeling. Lovgivning og
formidlingen består derimod af en række delsystemer typisk bundet til forskellige sektorer:
social-, sundheds-, arbejdsmarkeds-, undervisningssektoren og forskellige behovssituationer:
krigsveteraner, ofre for krigshandlinger, kronisk sygdom mm.
Endeligt bevirker decentralisering af formidlingen i de fleste af landene, at der er mange
forskellige former for praksis i udmøntningen af lovgivning og i organiseringen af formidlingen.
51

ORGANISERING OG REGELGRUNDLAG
Kriterier for tildeling af hjælpemidler
Tyskland adskiller sig ved, at behovsvurderingen alene er lægens. Der er
tale om en praktiserende læge - ikke en specialist.
I de øvrige lande er det enten specificerede/autoriserede fagpersoner eller
kommunen, der foretager behovsvurderingen. Forskellen mellem den franske
og hollandske model, hvor forskellige eksperter høres, er ikke så stor i
forhold til den engelske, norske og danske model, hvor man typisk også
hører eksperter fra f.eks. hospitaler og genoptræningscentre vedr. behovet
for hjælpemidler. De personer, der er ansat i kommunen til at foretage
behovsvurdering vil typisk være de samme, som er autoriserede i f.eks.
Sverige (ergoterapeuter, fysioterapeuter, sygeplejersker, lægekonsulenter
mfl.).
Finansiering
Det er ikke muligt ud fra HEART-rapporten at være mere præcis i beskrivelsen
af finansieringen af hjælpemidler end tabel 2.6. giver udtryk for
- det kan således ikke aflæses, hvorledes sygekasser og forsikring finansieres.
Organisering
Som det ses af skemaet er det kun i Norden, at det offentlige står for hele
formidlingen og leveringen af hjælpemidler. I Sverige ses dog privatiseringstendenser
i forhold til dele af formidlingen, især lagerstyring og levering
af hjælpemidler.
I de andre lande spiller forhandlere en større rolle. I Frankrig er der en
autorisationsordning for forhandlere og i Holland en liste over anbefalede
forhandlere. Forhandlernes rolle kan tilsyneladende være lige fra hjælp til
valg af type af hjælpemiddel til levering i disse lande. Når der ydes hjælp
til valg af type af hjælpemiddel, er forhandleren meget tæt på behovsvurderingen
- hvilket også ses f.eks. ved produktion af proteser og ortoser i
Danmark, hvor bandagisten spiller en yderst central rolle.
Positivliste eller anden regulering af sortimentet
Her fremkommer den måske mest interessante forskel på landenes formidlingssystemer.
Som det fremgår er der forskellige typer af positivlister:
• En liste over de typer af produkter, der kan bevilges (Tyskland og
Frankrig)
52

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
• En liste over begrænsninger - en slags “negativliste” (England)
• En liste over godkendte produkter (Holland) og prisforhandlede produkter
(Norge og Sverige), dog uden begrænsning i typer af hjælpemidler,
der kan bevilges. Listen er kun vejledende - der kan godt købes
produkter, der ikke står på listen
Danmark skiller sig ud ved ikke at have nogen regulering overhovedet -
hverken i form af en positivliste af typer af hjælpemidler eller en liste af
godkendte og prisforhandlede produkter.
Der har eksisteret en positivliste i Danmark, men den blev afskaffet i firserne,
da der var en meget stor udvikling i hjælpemidler, og man ønskede
at opfatte hjælpemiddelområdet så bredt som muligt.
Danmark skiller sig ud fra de øvrige nordiske lande ved ikke at have en
liste over godkendte produkter og centrale prisforhandlinger. Dette har
blandt andet betydet, at Danmark i en årrække var en slags forsøgsområde
for forhandlere for produkter, inden de blev forsøgt inkluderet i de svenske
og norske sortimentslister.
I Danmark lagde man vægt på, at prøvning af hjælpemidler var frivillig,
og at indkøberne anvendte prøvningsresultaterne fra Hjælpemiddelinstituttet
som baggrund for indkøb. Det var dog langt fra alle produkter, der blev
prøvet, dels fordi det var frivilligt, dels fordi der ikke fandtes kravsspecifikationer
for alle produkttyper.
Dette billede har ændret sig med indførelsen af Direktivet for Medicinsk
udstyr, der omfatter det meste af hjælpemiddelområdet. Det trådte i kraft i
juni 1998, og en lang række EU standarder på hjælpemiddelområdet er under
udarbejdelse. Producenterne og forhandlerne på det danske marked er
således nu også forpligtede til at CE-mærke deres produkter.
Dette giver ingen liste, men giver dog minimumskrav til nye hjælpemidler,
før de sælges på det danske hjælpemiddelmarked.
I Danmark har der primært været forsøgt regionale og lokale prisforhandlinger.
Der har siden 1986 været en central indkøbsordning på høreapparatområdet,
som varetages af Det Centrale Høreapparatråd.
53

ORGANISERING OG REGELGRUNDLAG
2.6. Afgrænsning i forhold til øvrige hjælpemiddelbestemmelser
I det følgende gennemgås hjælpemiddelområdets afgrænsning til øvrige
hjælpemiddelbestemmelser.
Særligt om hjælpemidler til personer med ophold i botilbud,
daginstitutioner, klubber og døgninstitutioner
Det er et grundlæggende princip vedrørende ydelser efter serviceloven til
borgere med ophold i et botilbud efter servicelovens kap. 17 eller i en daginstitution,
en klub eller en døgninstitution efter servicelovens kap. 4, 5 og 8,
at afgørelse træffes efter de almindelige bestemmelser i loven, herunder servicelovens
§ 97.
Hjælpemidler, der er til fælles brug for personer i et botilbud for voksne
eller i en daginstitution, en klub eller en døgninstitution for børn og unge
eller som i øvrigt er basisinventar det pågældende sted, stilles til rådighed
af botilbuddet, daginstitutionen, klubben eller døgninstitutionen, f.eks.
senge med almindelige plejesengsfunktioner, badeværelses- og toiletindretning
med toiletforhøjere, bade/bækkenstole, ramper, kørestole uden
særlig indretning (transportstole), teleslyngeanlæg, kommunikationsanlæg,
håndlupper, båndoptager, elskrivemaskine, blinkanlæg, tunghøreklokker
mv.
Basisinventar omfatter således ikke hjælpemidler, som er personlige for
den enkelte, idet de alene anvendes af den pågældende og f.eks. medtages
under ophold uden for botilbuddet, daginstitutionen, klubben samt døgninstitutionen.
Dette gælder uanset hvilket botilbud, daginstitution, klub eller
døgninstitution og uanset hvilken nedsat funktionsevne, der er tale om i
det konkrete tilfælde, hvorfor f.eks. individuelt tilrettede kørestole mv. for
personer med ophold i botilbud for voksne med vidtgående fysiske funktionsnedsættelser
ikke skal stilles til rådighed af botilbuddet, men af kommunen
efter servicelovens § 97.
Er et hjælpemiddel nødvendigt under et midlertidigt ophold i hjemmet,
f.eks. på ferie eller weekend, ydes det efter servicelovens § 97, hvis hjælpemidlet
er meget vanskeligt at bringe frem og tilbage.
Har kommunen/amtet bevilget et hjælpemiddel til brug i hjemmet, og der
er behov for samme hjælpemiddel ved opholdet i en daginstitution eller en
klub for børn og unge, påhviler det kommunen/amtet at bevilge et reserve-
54

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
hjælpemiddel efter servicelovens § 97, med mindre der er tale om et hjælpemiddel,
der skal være til rådighed i den pågældende daginstitution eller
klub eller hjælpemidlet uden særlig vanskelighed kan bringes frem og tilbage
til daginstitutionen.
Afgrænsning over for aktivlovens § 46
Revalidering efter § 46 er erhvervsrettede aktiviteter og økonomisk hjælp,
der kan bidrage til, at en person med begrænsninger i arbejdsevnen fastholdes
eller kommer ind på arbejdsmarkedet. Revalideringshjælp er subsidiær
i forhold til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller efter anden lovgivning.
Der kan således kun ydes hjælp efter § 46, når andre støtteordninger
ikke kan anvendes eller ikke er tilstrækkelig hjælp.
Udover revalideringsydelsen og anden revalideringshjælp kan der ydes hjælp
til dækning af særlige udgifter, der følger af uddannelsen eller en anden aktivitet,
som er nødvendig for at kunne gennemføre revalideringen Denne
hjælp til uddannelses- eller handicapbetingede udgifter kan ligeledes ydes til
personer med nedsat erhvervsevne, som under uddannelse, optræning eller
omskoling mv. modtager hjælp efter anden lovgivning f.eks. SU eller førtidspension.
Af vejledningen fremgår, at der herved blandt andet tænkes på nødvendigt
værktøj, arbejdsredskaber eller indretninger, der er nødvendige på grund af
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som ikke stilles til rådighed af
uddannelsesstedet eller arbejdspladsen.
Hjælp til anskaffelse af værktøj og arbejdsredskaber efter aktivlovens
§ 78
Kommunen kan give en person med begrænsninger i arbejdsevnen hjælp
til værktøjer og arbejdsredskaber samt til kortvarige kurser. Det er en forudsætning,
at hjælpen har afgørende betydning for, at den pågældende kan
fastholde eller opnå beskæftigelse, og at hjælpen kompenserer for den pågældendes
begrænsninger i arbejdsevnen.
Hjælpen kan gives til personer, der er ansat, eller som skal ansættes på
arbejdsmarkedet på normale vilkår, herunder i aftalebaserede skånejob og
i fleks- og skånejob med løntilskud. Også personer, der driver selvstændig
virksomhed, kan få hjælp efter bestemmelsen.
55

ORGANISERING OG REGELGRUNDLAG
Hjælpen er subsidiær i forhold til hjælp efter aktivloven eller anden lovgivning.
Hjælpen er uafhængig af ansøgerens og en eventuel ægtefælles indtægts-
og formueforhold.
Er der tale om hjælp til værktøj og arbejdsredskaber, der er nødvendige, for
at ansøgeren kan bestride en konkret arbejdsproces, giver kommunen hjælpen
efter § 78.
Er der derimod tale om, at redskabet er nødvendigt for, at ansøgeren kan fungere
i daglige funktioner, herunder udøve et erhverv, er der tale om et hjælpemiddel
eller forbrugsgode, som kommunen kan give efter §§ 97 og 98 i serviceloven.
Der kan i princippet ydes hjælp til alle former for værktøj og mindre arbejdsmaskiner,
herunder særlige arbejdsstole. Motorkøretøj betragtes ikke som
arbejdsredskab.
Der kan ud over arbejdsredskaber også ydes hjælp til mindre omfattende ændringer
af arbejdspladsen, f.eks. installation af ramper, lift og dørgreb.
Hjælp til arbejdsredskaber og værktøj kan ydes som udlån under forudsætning
af, at det udlånte i fuld omfang kan tilgodese behovet.
Afgrænsning over for servicelovens § 28
Efter servicelovens § 28, yder kommunen dækning af nødvendige merudgifter
ved forsørgelse i hjemmet af et barn under 18 år med betydelig og varigt
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller
langvarig lidelse.
Dækning af merudgifter ved forsørgelsen ydes som et fleksibelt standardiseret
tillæg, udmålt efter en konkret vurdering af de sandsynliggjorte merudgifter
for den enkelte ydelsesmodtager.
Ydelsen skal udgøre mindst af standardbeløbet – pr. 1. juli 1998 – 250 kr.
pr. måned.
Der findes ikke nogen udtømmende opregning af, hvilke ydelser, det drejer
sig om, men det kan f.eks. være befordringsudgifter, medicin, merudgifter til
tøj på grund af særligt slid, udgifter til diætkost mv., som der ikke er hjemmel
til at yde efter andre bestemmelser eller regelsæt.
56

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
F.s.v.a. briller kan der ydes hjælp til særlige merudgifter, hvis dette ikke kan
ydes efter sygesikringsloven eller § 97.
Vedrørende befordringsudgifter kan der ydes hjælp, selvom bilen er anskaffet
med støtte efter § 99. Særlige bekædningsgenstande og ortopædisk fodtøj
ydes efter § 97.
Afgrænsning over for servicelovens § 84
Efter servicelovens § 84 har personer med betydelig og varig nedsat fysisk
og psykisk funktionsevne ret til at få dækket nødvendige merudgifter ved
forsørgelsen som følger af den nedsatte funktionsevne, jf. § 84.
Bestemmelsen tager som hovedregel ikke sigte på pensionister, idet denne
persongruppes eventuelle merudgifter forudsættes dækket efter pensionslovens
regler.
Vedrørende befordringsudgifter kan der ydes hjælp, selvom bilen er anskaffet
med støtte efter § 99. Særlige bekædningsgenstande og ortopædisk fodtøj ydes
efter § 97.
Afgrænsning over for hjemmesygeplejen
I henhold til § 3 i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 198 af 17. maj
1979 om hjemmesygeplejerskeordninger påhviler det kommunen at oprette
et depot med de for hjemmesygeplejen nødvendige rekvisitter, hjælpemidler
mv. Sundhedsstyrelsen har med hjemmel i denne bekendtgørelse fastsat retningslinjer,
hvoraf blandt andet fremgår, at mere specielle hjælpe- og behandlingsmidler
efter lægelig ordination må være til rådighed i overensstemmelse
med omfanget og varigheden af den ordinerede behandling.
Også hjælpemidler, som en patient er berettiget til efter anden lovgivning,
f.eks. efter servicelovens § 97, skal stilles til rådighed for pågældende i perioden
indtil hjælpemidlet er bevilget og anskaffet efter denne bestemmelse.
Hvis et hjælpemiddel, der i første omgang er blevet udleveret via hjemmeplejen,
viser sig at være omfattet af § 97, foretager kommunen en omkontering.
Afgrænsning over for sygehussektoren
Hvis der kun er tale om et midlertidigt behov for hjælpemidler, f.eks. som
led i en sygdomsbehandling, påhviler det sygehusvæsenet at stille hjælpemidler
til rådighed. Indenrigsministeriet har ved cirkulære af 20. februar
57

ORGANISERING OG REGELGRUNDLAG
1975 angivet retningslinjer for afgrænsning af behandlingsredskaber, hvortil
udgiften afholdes af sygehusvæsenet.
Efter dette cirkulære afgrænses behandlingsredskaber til apparatur og hjælpemidler,
som patienter forsynes med som led i eller som fortsættelse af den
på sygehuset påbegyndte behandling med det formål enten at tilvejebringe
yderligere forbedring af det ved sygehusbehandlingen opnåede resultat eller
at forhindre forringelse af dette resultat. Cirkulæret indeholder en fortegnelse
over de hjælpemidler/apparatur, der hører til sygehusvæsenets forpligtelse.
Som eksempler på produkter, der både kan være behandlingsredskaber, som
sygehusvæsenet skal stille til rådighed, og hjælpemidler, som bevilges efter §
97, kan nævnes kørestole, krykker og specialsenge.
Individuelt fremstillede eller tilpassede hjælpemidler, f.eks. ortopædisk fodtøj,
benproteser, øjenproteser mv., der også skal anvendes efter udskrivningen,
forudsættes bevilget i henhold til servicelovens § 97.
Afgrænsning til Undervisningsministeriets regler
Hjælpemidlerne kan have karakter af undervisningsmidler, som er en forudsætning
for, at den pågældende får optimalt udbytte af undervisningen.
Det kan også være hjælpemidler, som er en forudsætning for, at eleven
kan deltage i undervisningen (f.eks. en specialstol eller et hjælpemiddel til
en hørehæmmet elev). Uddannelsesinstitutionen skal også stille hjælpemidler
til rådighed, som skal bruges af eleven i hjemmet til f.eks. lektielæsning.
Det er uddannelsesinstitutionernes opgave at sørge for, at institutionen er
tilgængelig for personer med nedsat funktionsevne. Dette gælder såvel
adgangsforhold som bygningsindretning.
Hjælpemidler er en del af den specialpædagogiske bistand efter folkeskolelovens
§ 3, stk. 2, og tildeles til børn med særlige behov i skolen.
Elever på privatskoler har mulighed for specialpædagogisk bistand på linie
med elever i folkeskolen.
Til børn, som ikke har begyndt skolegangen, kan der som et led i den specialpædagogiske
bistand ydes pædagogiske hjælpemidler, jf. folkeskolelovens
§ 4 stk. 1.
58

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
På gymnasieskoler, studenterkurser og HF-kurser er amterne forpligtet til
at yde specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand i fornødent
omfang jf.:
• Gymnasiebekendtgørelse nr. 319 af 19. maj 1993, § 10, stk. 5, hvoraf
blandt andet fremgår, at til elever med handicap gives der specialundervisning
eller anden specialpædagogisk bistand i fornødent omfang.
• Bekendtgørelse af lov om gymnasiet mv. nr. 63 af 23. januar 1997 § 2,
stk. 6, hvoraf blandt andet fremgår, at til handicappede elever gives der
specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand. Undervisningsministeren
fastsætter regler herom.
• Bekendtgørelse om tilskud mv. til private gymnasieskoler nr. 1049 af
15. december 1995, § 8, hvoraf blandt andet fremgår, at tilskud til dækning
af ekstraudgifter til lærertimer, hjælpemidler og befordring for
elever med svære handicap kan ydes efter konkret ansøgning til Undervisningsministeriet.
• HF-loven nr. 64 af 23. januar 1997, § 9, hvoraf blandt andet fremgår, at
til handicappede studerende gives der specialundervisning eller anden
specialpædagogisk bistand i fornødent omfang. Undervisningsministeren
fastsætter regler herom.
• HF-bekendtgørelsen nr. 605 af 15. juli 1995, § 14, stk. 2, hvoraf blandt
andet fremgår, at til handicappede studerende gives der specialundervisning
eller anden specialpædagogisk bistand i fornødent omfang.
Elever - unge som voksne - med handicap eller vanskeligheder, der kan sidestilles
hermed, der er i uddannelse på en erhvervsskole har ret til at blive
tilbudt individuel specialpædagogisk støtte til deres uddannelse i henhold
til Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 1030 af 15. december
1993 om specialpædagogisk støtte under erhvervsuddannelse mv. Erhvervsskolerne
er landbrugsskoler, handelsskoler og tekniske skoler samt
nogle få faglige specialskoler. Social- og sundhedsskolerne er også erhvervsskoler,
men administreres af amterne, hvorfor man må undersøge på
den enkelte skole, hvorledes man der administrerer ordningen.
Erhvervsskolerne er forpligtet til at tilbyde, iværksætte og betale for specialpædagogisk
støtte fra første dag, eleven er optaget i uddannelsen, når
handicappet er synligt og dermed erkendt. Det gælder også, dersom eleven
59

ORGANISERING OG REGELGRUNDLAG
vælger praktikadgangsvejen eller begynder sin uddannelse på Teknisk
Introduktion (TI) eller Handelsskolernes Introduktionsforløb (HI).
På AMU-området (Arbejdsministeriet) er der afsat midler til udvikling af
kompenserende undervisningsmidler og i et vist omfang til anskaffelse af
særligt udstyr. Midlerne administreres af Arbejdsmarkedsstyrelsen.
Specialpædagogisk støtte på erhvervsskoler til elever med handicap eller
vanskeligheder, der kan sidestilles hermed, er udførligt beskrevet i en række
vejledninger.
Hvis et hjælpemiddel er påkrævet i forbindelse med gennemførelse af specialundervisning,
dækkes udgifterne hertil i henhold til lovbekendtgørelse
nr. 866 af 7. november 1995 om kompenserende specialundervisning for
voksne.
I lovbekendtgørelse nr. 560 af 20. juni 1996 om støtte til Folkeoplysning
(aftenskoler, foreninger) fremgår det af § 45, stk. 2, at undervisningsministeren
yder tilskud til handicappedes deltagelse i folkeoplysende virksomhed,
f.eks. befordring, tolkebistand, personlige hjælpere og handicapkompenserende
udstyr.
For så vidt angår de videregående uddannelser er der et særligt regelsæt under
udarbejdelse. Center for Ligebehandling af Handicappede har flere gange
påpeget, at det er i strid med ligebehandlingsprincipperne, at handicappede
ikke er ligestillede med hensyn til videregående uddannelse.
Afgrænsning over for arbejdsskadelovgivningen
Efter § 30 i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade, jf. lovbekendtgørelse.
nr. 789 af 28. august 1996, kan der under sagens behandling afholdes
udgifter til hjælpemidler.
60

3
OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
UDGIFTSUDVIKLING OG UD-
GIFTSSTRUKTUR
3.1. Udgiftsudvikling
De samlede nettoudgifter til hjælpemidler, biler, indretning af bolig, medhjælp
og transport er steget fra 1,5 mia.kr. i 1987 til 2,0 mia.kr. i 1997 opgjort
i 98-p/l. Det svarer til en stigning på 33 pct. i perioden, eller 2,9 pct.
om året i gennemsnit, jf. tabel 3.1.
Tabel 3.1. Samlede udgifter til hjælpemidler mv. 1987-1997,
1998-p/l
Faste priser
mill.kr. 1987 1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997
Brutto 1642 1658 1640 1704 1753 1852 1948 2047 2146 2195 2188
Heraf:
- Hjælpemidler
1225 1278 1312 1375 1399 1437 1509 1605 1717 1755 1781
- Biler 417 380 328 329 354 415 440 442 429 440 407
Netto 1516 1523 1502 1562 1612 1713 1797 1895 1982 2024 2015
Tilbagebetaling:
- Biler -122 -132 -135 -140 -138 -137 -150 -150 -161 -169 -170
- Hjælpemidler -4 -4 -3 -3 -2 -2 -2 -2 -3 -3 -3
Kilde: Det kommunale budget- og regnskabssystemet
Anm.: Hjælpemidler defineres i det kommunale budget- og regnskabssystemet som funktion 5.03
gruppe 01, 03, 04, 11, 13 og 14. Biler defineres som funktion 5.03 gruppe 02, 08, 12 og 18
og betaling for biler defineres som funktion gruppe 91 og 93. Endvidere er gruppe 99, som
ikke er en del af den autoriserede kontoplan, forholdsmæssigt fordelt på de enkelte udgiftsposter.
For at få et mere udførligt billede af de faktorer, som bidrager til udviklingen,
opdeles de samlede nettoudgifter i udgifter til henholdsvis hjælpemidler
mv. og biler, jf. figur 3.1.
63

UDGIFTSUDVIKLING OG UDGIFTSSTRUKTUR
Figur 3.1. Udviklingen i de samlede nettoudgifter og udgifter
til hjælpemidler og biler, faste priser
64
Indeks 1987=100 Indeks 1987=100
200
175
150
125
100
75
50
25
0
87 88 89 90 91 92 93 94 95 96 97
Hjælpemidler Biler Nettoudgifter
Udgifterne til hjælpemidler er steget fra 1,2 mia.kr. i 1987 til 1,8 mia.kr. i
1997 svarende til en stigning på 45,4 pct.
Udgifterne til biler er stort set uændret ca. 400 mill.kr. i 1987 og 1997.
Indtægterne fra betaling for hjælpemidler og tilbagebetaling af billån er i
samme periode steget fra ca. 126 mill.kr. til 173 mill.kr. Det svarer til en
stigning på 39,3 pct. i perioden fra 1987 til 1997.
3.2. Udgifterne fordelt på typer af hjælpemidler
Det er ikke muligt på grundlag af det kommunale budget- og regnskabssystem,
at opdele de samlede udgifter til hjælpemiddelområdet på de forskellige
typer af hjælpemidler, der ydes støtte til.
200
175
150
125
100
75
50
25
0

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
For at få et indtryk af den relative fordeling af udgifterne på de forskellige
kategorier af hjælpemidler er derfor foretaget en kortlægning baseret på
data indsamlet på stikprøvebasis, jf. boks 3.1.
På grundlag af dette materiale er de største udgiftsposter særligt personlige
hjælpemidler og tekniske hjælpemidler, der hver tegner sig for en udgift
på godt 600 mill.kr. (1998-p/l). Det svarer til ca. 30 pct. af de samlede udgifter,
jf. tabel 3.2.
Tabel 3.2. Skøn over fordeling af udgifterne i 1997-1998-p/l
Hjælpemiddeltype Mia.kr.
Særligt personlige hjælpemidler 0,6
Personlige hjælpemidler 0,4
Tekniske hjælpemidler 0,6
Biler 0,4
Bolig 0,1
I alt 2,2
Anm.: Skøn for samlede udgifter på baggrund af den relative fordeling af udgifterne mellem de
enkelte typer af hjælpemidler i kommunerne i Ringkjøbing Amt.
65

UDGIFTSUDVIKLING OG UDGIFTSSTRUKTUR
Boks 3.1. Datakilder til relativ fordeling af udgifterne til hjælpemidler
fordelt på typer
Der findes ikke landsdækkende regnskabstal for udgifterne på hjælpemiddelområdet fordelt på
hjælpemiddeltyper. Der findes dog en række datakilder, som muliggør skøn over fordelingen af
udgifterne på hjælpemiddeltyper.
• Alle kommunerne i Ringkjøbing Amt opgør de faktiske udgifter på hovedområder, og der er
således tale om regnskabstal. Der er dog en række forhold man skal være opmærksom på
omkring fordelingen af udgifterne på hovedområderne i Ringkjøbing Amt. Ringkjøbing Amt
har tradition for et udbygget samarbejde om genbrug af hjælpemidler. Det kan betyde, at
amtet ikke er repræsentativt for hele landet, ligesom der kan være en række særlige demografiske,
sociale og økonomiske forhold gældende for kommunerne i Ringkjøbing Amt.
• I forbindelse med en budgetanalyse af udgifterne til hjælpemidler fra 1995 (Finansministeriet
m.fl.) foretog KL en spørgeskemaundersøgelse hos 30 kommuner med det formål, at få
klarlagt den relative fordeling af udgifterne på hjælpemiddeltyper.
.
• Socialministeriet deltog i en arbejdsgruppe med Industri- og Samordningsministeriet med
det formål, at undersøge udgiftsfordelingen på hjælpemiddelarter. I den forbindelse blev der
foretaget en undersøgelse af udgiftsfordelingen i fem kommuner (Ålborg, Viborg, Lyngby-
Taarbæk, Randers og København) med udgangspunkt i udgiftsoplysninger for 1991-93. Undersøgelsen
kan give en indikation af den relative fordeling af udgifterne på hjælpemiddelarter.
En sammenligning mellem regnskabsdata for kommunerne i Ringkjøbing
Amt og spørgeskemaundersøgelsen fra KL tyder på, at den relative udgiftsfordeling
på hjælpemiddeltyper for kommunerne i Ringkjøbing Amt
er repræsentativ for hele landet.
De beregnede udgifter til biler udgør i 1997 430 mill.kr., hvilket svarer
godt overens med regnskabsdata for de samlede udgifter til biler fra det
kommunale budget- og regnskabssystem på 407 mill.kr. Ligeledes er udgiften
til personlige hjælpemidler omkring 430 mill.kr.
Udgiften til boligindretning udgør 5 pct. og er beregnet til omkring 110
mill.kr.
Under forudsætning af at den relative fordeling af udgifterne mellem de
forskellige hjælpemiddelkategorier ikke har ændret sig siden 1993 er det
ved hjælp af Socialministeriets undersøgelse fra 1993 muligt, at skønne over
den relative fordeling af udgifterne til de forskellige hjælpemiddelkategorier.
Det skal dog bemærkes, at der er tale om to forskellige undersøgelser.
66

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
Gruppen af særligt personlige hjælpemidler skønnes at udgøre 41 pct. af
udgifterne. Gruppen af personlige hjælpemidler skønnes at udgøre 26 pct.
af udgifterne og endeligt skønnes gruppen af tekniske hjælpemidler at udgøre
33 pct.
3.2.1. Beskrivelse af den relative fordeling af udgifterne indenfor
gruppen af særligt personlige hjælpemidler
I dette afsnit beskrives den relative fordeling af udgifterne indenfor gruppen
af særligt personlige hjælpemidler.
Gruppen af særligt personlige hjælpemidler udgør 41 pct. af de samlede
udgifter til de tre grupper af hjælpemidler i undersøgelsen.
Figur 3.2. Relativ udgiftsfordeling indenfor gruppen af særligt
personlige hjælpemidler, pct.
18
2
2
4
8
Brystproteser Arm- og benproteser Ortopædiske sko
Paryk Tandproteser Stomi
Svagsyn Skinner
Indenfor gruppen af særligt personlige hjælpemidler udgør ortopædiske
sko 44 pct. af udgifterne. Udgiften til henholdsvis arm- og benproteser og
stomihjælpemidler udgør begge 18 pct. De resterende fem hjælpemiddelarter
udgør mellem 2 og 8 pct. af udgifterne indenfor gruppen.
5
44
18
67

UDGIFTSUDVIKLING OG UDGIFTSSTRUKTUR
3.2.2. Beskrivelse af den relative fordeling af udgifterne indenfor
gruppen af personlige hjælpemidler
I dette afsnit beskrives den relative fordeling af udgifterne indenfor gruppen
af personlige hjælpemidler.
Gruppen af personlige hjælpemidler udgør 26 pct. af de samlede udgifter
til de tre grupper af hjælpemidler i undersøgelsen.
Figur 3.3. Relativ udgiftsfordeling indenfor gruppen af personlige
hjælpemidler, pct.
68
50
3
5
1
Øjenproteser Inkontinens Kompression Injektion/test
Høreapp. Batterier Medicin
Indenfor gruppen af personlige hjælpemidler udgør udgiften til høreapparater
den største andel med 50 pct. og udgifterne til inkontinens udgør
28 pct.
Antallet af indkøbte høreapparater var i 1997 65.297 stk. mod 51.721 stk. i
1991, jf. figur 3.4.
6
28
8

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
Figur 3.4. Udvikling i antallet af indkøbte høreapparater, 1991-
1997
Indeks 1991=100 Indeks 1991=100
150
140
130
120
110
100
90
80
70
60
50
91 92 93 94 95 96 97
Kilde: Det Centrale Høreapparatråd.
Antallet af indkøbte høreapparater steg således med 13.576 stk. svarende
til en stigning på 26,3 pct. i perioden 1991 til 1997.
3.2.3. Beskrivelse af den relative fordeling af udgifterne indenfor
gruppen af tekniske hjælpemidler
I dette afsnit beskrives den relative fordeling af udgifterne indenfor gruppen
af tekniske hjælpemidler.
Gruppen af tekniske hjælpemidler udgør 33 pct. af de samlede udgifter til
de tre grupper af hjælpemidler i undersøgelsen.
150
140
130
120
110
100
90
80
70
60
50
69

UDGIFTSUDVIKLING OG UDGIFTSSTRUKTUR
Figur 3.5. Relativ udgiftsfordeling indenfor gruppen af tekniske
hjælpemidler, pct.
70
1
9
18
12
3
4
2
Knallerter, kørestole Pers. løft, rollator Computer, skrivemask.
Badestol, taburet Senge, madres, stole Husholdningsmaskiner
Nødkald Rep-/veligeholds. Båndoptagere, teleslynge
Udgiften til knallerter og kørestole er i gruppen den største post med omkring
35 pct. Herefter udgør henholdsvis senge, madrasser og stole og
hjælpemidler til personlige løft de største andele med henholdsvis 18 pct.
og 16 pct. De resterende typer af tekniske hjælpemidler udgør mellem 1
pct. og 12 pct.
3.2.4. Udviklingen i udgifterne til biler
Antallet af nyindregistrerede handicapbiler bidrager til forklaringen af
udviklingen i de samlede udgifter, jf. tabel 3.3.
16
35

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
Tabel 3.3. Udvikling i antal nyindregistrede handicapbiler
1987 1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996
Nyindregistrede
biler 2440 2200 1887 1910 2161 2311 2340 2395 2130 2112
Indeks 1984 = 100 126 114 97 99 112 119 121 124 110 109
Antal biler i alt 13.636 14.227 14.025 14.997 15.434 15.750 15.792 17.635 15.086 17.191
Kilde: Danmarks Statistik (1984-1993) og Den Sociale Ankestyrelse (1994-1996).
Antallet af nyindregistrerede biler udviser i de enkelte år en betydelig variation
i perioden fra 1984 til 1991-92. Denne udvikling kan formentlig
henføres til en tilpasning til en række nye regler. Fra den 1. januar 1981
ændredes udskiftningsperioden fra 4 til 6 år. Fra 1. januar 1984 blev kriteriet
for tilkendelse af støtte til bil ændret fra invaliditets- til funktionsevnekriteriet.
Desuden ændredes reglerne, så der herefter kun var én låneramme
ved udmåling af hjælp til bil.
Antageligt som følge af regelændringerne var antallet af nyregistrerede biler
særligt høje i årene 1985 til 1987. Som følge af udskiftningsperioden
på 6 år er antallet af nyregistrerede biler i årene 1991 til 1994 tilsvarende
høje. Fra 1991-92 og frem til 1996 er antallet af nyindregistreringer omtrent
konstant udskiftningsperioden taget i betragtning.
Det samlede antal handicapbiler er i perioden fra 1987 til 1996 steget fra
omkring 13.600 biler til 17.200, svarende til en stigning på 26 pct. eller en
gennemsnitlig årlig stigning på 2,6 pct.
3.3. Geografisk variation i udgifterne i de forskellige
kommuner
Det er muligt ud fra det kommunale budget og regnskabssystem, at beregne
udgifterne til hjælpemidler og biler pr. indbygger, herunder for henholdsvis
personer over og under 67 år og fordelt på land og bykommuner.
Det viser sig, at udgifterne til hjælpemidler i de enkelte kommuner udviser
en betydelig variation.
Det skal bemærkes, at udgiften pr. indbygger er et forholdsvist groft mål
for kommunernes udgiftsniveau, idet det underliggende antal af modtagere
af hjælpemidler kan variere mellem kommunerne. Det har umiddelbart
71

UDGIFTSUDVIKLING OG UDGIFTSSTRUKTUR
ikke været muligt, at korrigere for dette forhold 1 .
De samlede udgifter til hjælpemidler og biler pr. indbygger varierer betydeligt
mellem kommunerne, jf. figur 3.6.
Figur 3.6. Variation i kommunale udgifter til hjælpemidler
72
Antal kommuner Antal kommuner
45
40
35
30
25
20
15
10
5
0
Under 200 225 250 275 300 325 350 375 400 425 450 475 500 525 Over
200
525
Samlede udgifter pr. indbygger, kr.
Kommunerne har i gennemsnit udgifter til hjælpemidler og biler svarende
til 369 kr. pr. indbygger. Der er en betydelig forskel i den gennemsnitlige
udgift blandt kommuner. Således har halvdelen af kommunerne en gennemsnitlig
udgift på under 320 kr. eller over 416 kr.
Udgiften til personer under 67 år pr. indbygger i aldersgruppen er mindre
end udgiften til personer over 67 år pr. indbygger i aldersgruppen.
1 Det har været forsøgt, at korrigere med antallet af modtagere af højeste og mellemste førtidspension
uden at dette signifikant kunne bidrage til forklaring af variationen.
45
40
35
30
25
20
15
10
5
0

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
Figur 3.7. Variation i kommunale udgifter til hjælpemidler til
personer under 67 år
Antal kommuner Antal kommuner
60
50
40
30
20
10
0
Under
100
125 150 175 200 225 250 275 300 325 350 375 400 Over
425
Udgifter til personer under 67 pr. indbygger under 67, kr.
Den gennemsnitlige udgift til hjælpemidler og biler til personer under 67
år pr. indbygger under 67 år udgør for alle kommuner 260 kr. Det dækker
over en variation i udgifterne blandt kommunerne svarende til, at halvdelen
af kommunerne har en udgift på enten under 215 kr. pr. person eller
over 305 kr. person, jf. figur 3.7.
Spredningen i udgiften pr. indbygger til personer under 67 år er størst for
de mindste kommuner, hvilket sandsynligvis skyldes, at andelen af modtagere
i forhold til det samlede indbyggertal varierer mere, når kommunens
indbyggertal er lille. Indbyggerne i de større kommuner afspejler i højere
grad den samlede befolkningssammensætning.
60
50
40
30
20
10
0
73

UDGIFTSUDVIKLING OG UDGIFTSSTRUKTUR
Figur 3.8. Variation i kommunale udgifter til hjælpemidler til
personer over 67 år
74
Antal kommuner Antal kommuner
40
35
30
25
20
15
10
5
0
Under
400
500 600 700 800 900 1000 1100 1200 1300 1400 1500 1600 1700 Over
1800
Udgifter til personer over 67 pr. indbygger over 67, kr.
Hvis man ser på den gennemsnitlige udgift til hjælpemidler og biler til
personer over 67 år pr. indbygger over 67 år svarer den til et gennemsnit
blandt kommunerne på 1087 kr. pr. indbygger i aldersgruppen. Den gennemsnitlige
udgift dækker over en betydelig variation mellem kommunerne.
Halvdelen af kommunerne har en gennemsnitlig hjælpemiddeludgift
på under 975 kr. pr. person eller over 1261 kr.
Spredningen i udgift pr. person over 67 år afhænger i mindre grad af
kommunens størrelse end det er tilfældet med udgifterne til personer under
67 år.
Der kan desuden spores en svag sammenhæng mellem udgiften pr. person
over 67 år og andelen af indbyggere over 67 år, således at udgiften pr.
person falder med en voksende andel af personer over 67 år. Så frem der
er en sammenhæng mellem andelen af personer over 67 år og modtagere
over 67 år, kan sammenhængen skyldes, at der er effektivitetsgevinster
40
35
30
25
20
15
10
5
0

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
forbundet med en større modtagergruppe eller, at kommunernes serviceniveau
er lavere som følge af en større modtagergruppe.
Den geografiske variation afspejles også i de amtsfordelte gennemsnitlige
udgifter pr. indbygger. Variationen mellem amterne indikerer, at der lokalt
træffes forskellige valg både hvad angår det samlede serviceniveau og prioriteringen
mellem modtagere under og over 67 år. De samlede udgifter er
således større i hovedstadsområdet og i Nordjyllands amt end i resten af
landet, mens prioriteringen af modtagere under og over 67 år i f.eks. København/Frederiksberg
og Københavns amt - der har nogenlunde lige store
samlede udgifter pr. indbygger – er forskellig, jf. figur 3.9.
Figur 3.9. Variation i amtsfordelte kommunale udgifter til
hjælpemidler
Kr. Kr.
1750
1750
1500
1500
1250
1250
1000
1000
750
750
500
500
250
250
0
0
Kbh./Frb.
Kbh. amt
Frb.borg amt
Roskilde amt
Vestsj. amt
Storstrøms amt
Bornholms amt
Fyns amt
Udgift pr. indbygger over 67 år Udgift pr. indbygger under 67 år
Udgift pr. indbygger
Et andet aspekt af den kommunale variationen er udgifterne i henholdsvis
land- og bykommuner. Landkommuner er i denne sammenhæng kommuner
med største by under 3.000 indbyggere og mere end 10 km. til den
nærmeste by med mere end 10.000 indbyggere. Der var 1. januar 1996 86
landkommuner efter denne opgørelsesmetode.
Sønderjyl. amt
Ribe amt
Vejle amt
Ringkøb. amt
Århus amt
Viborg amt
Nordjyl. amt
75

UDGIFTSUDVIKLING OG UDGIFTSSTRUKTUR
Den gennemsnitlige udgift til biler til personer under 67 år pr. person i
alderen under 67 år er højere i landkommuner end i bykommuner, hvorimod
det forholder sig omvendt for udgiften til biler til personer over 67 år.
Den gennemsnitlige samlede udgift til hjælpemidler og biler pr. indbygger
er omtrent den samme i land- og bykommuner.
Beskrivelsen af den geografiske variation tyder på en betydelig geografisk
variation i udgifterne til hjælpemidler, herunder specielt udgifterne til personer
over 67 år, jf. figur 3.9.
3.4. Udgifterne fordelt på alder
De kommunale regnskaber giver mulighed for at opdele udgifterne til
hjælpemidler og motorkøretøjer til personer henholdsvis under og over 67
år.
Tabel 3.4. Aldersfordelte bruttoudgifter til hjælpemidler og biler
Mill.kr., 1998-p/l 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997
Under 67:
Hjælpemidler 695,9 709,8 750,3 805,1 888,1 905,6 937,1
Biler 325,4 386,3 411,4 407,3 399,0 409,4 379,4
Over 67:
Hjælpemidler 702,9 727,2 758,6 800,2 829,3 849,5 844,1
Biler 28,8 29,1 28,1 34,3 29,8 30,7 27,4
Kilde: Det kommunale budget- og regnskabssystem.
Hvis man ser på udgifterne til hjælpemidler til personer under 67 år, er der
sket en stigning fra 696 mill.kr. i 1991 til 937 mill.kr. i 1997. Det er en
stigning på 35 pct. svarende til en gennemsnitlig årlig stigning på 5,1 pct.
Udgifterne til hjælpemidler til personer over 67 år er i den betragtede periode
steget fra 703 mill.kr. til 844 mill.kr. Det er en stigning på 20 pct.,
hvilket svarer til en gennemsnitlig årlig stigning på 3,1 pct.
76

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
Figur 3.10. Udviklingen i udgifter til hjælpemidler pr. indbygger
for personer under 67 og over 67, 1991-1997
Indeks 1991=100 Indeks 1991=100
150
140
130
120
110
100
90
80
91 92 93 94 95 96 97
Under 67 Over 67
Udgifterne til biler til personer over 67 år har derimod ligget nogenlunde
på samme niveau omkring 30 mill.kr. i perioden.
Udgifterne til biler til personer under 67 år steg i perioden 1991 til 1996,
men faldt fra 1996 til 1997. Stigningen fra 1991 til 1996 svarer til en stigning
på 17 pct.
Med udgangspunkt i årsstatistikken for tildeling af støtte til bil fra Den
Sociale Ankestyrelse er det muligt at få et billede af ansøgerne om tildeling
af støtte til bil.
I 1996 havde kommuner og de sociale nævn omkring 2200 nye ansøgninger
om støtte til bil. 83 pct. af de nye ansøgere søgte om trivselsbil, 12
pct. ansøgte om erhvervsbil og 4 pct. søgte om uddannelsesbil.
150
140
130
120
110
100
90
80
77

UDGIFTSUDVIKLING OG UDGIFTSSTRUKTUR
43 pct. af alle nye ansøgere fik i 1996 afslag på deres ansøgning om støtte
til bil. Afslag gives i højere grad til ansøgere om trivselsbil end til ansøgere
om uddannelses- eller erhvervsbil.
Den gennemsnitlige alder for nye ansøgere er 46 år. Ansøgere, der får bevilget
uddannelses- og erhvervsbiler, er dog yngre end modtagere, der
bevilges trivselsbil. Den gennemsnitlige alder for en ansøger til uddannelsesbil
er 27 år, for ansøgere til erhvervsbiler er den gennemsnitlige alder
43 år, mens den gennemsnitlige alder for en ansøger til trivselsbil er 47 år.
Lidelser i bevægeapparatet er den mest udbredte diagnose blandt nye ansøgere.
Næsten en tredjedel af alle nye ansøgninger kommer fra personer
med bevægeapparatsygdomme, mens 22 pct. af ansøgerne lider af nervesygdomme
(sklerose, lammelser, spasticitet mv.), 14 pct. af ansøgningerne
kan relateres til hjerte/karsygdomme, 8 pct. skyldes følgerne af ulykkestilfælde
og 7 pct. er forårsaget af lungesygdomme.
Næsten 75 pct. af alle nye ansøgere modtager enten førtids- eller folkepension.
Knap 20 pct. af ansøgerne har lønnet arbejde eller får indtægt fra
selvstændig virksomhed.
3.5. Forklaringsfaktorer
I dette afsnit gives en oversigt over faktorer der kan have bidraget til udgiftsudviklingen
på hjælpemiddelområdet siden 1987.
Længst muligt i eget hjem
I en årrække har længst muligt i eget hjem været den politiske målsætning
på ældreområdet. Behovet for hjælpemidler øges i visse tilfælde ved pleje
i eget hjem. Derudover har den politiske målsætning betydning for om
udgifterne bogføres som en udgift for institutionen eller den enkelte, hvor
de indgår i de samlede udgifter til hjælpemidler, jf. tabel 3.1.
Udflytning fra handicapinstitutioner
Det er en politisk målsætning at gøre tilværelsen for svage grupper så selvstændig
som muligt, herunder gøre det muligt at bevare eller få egen bolig
med de nødvendige hjælpemidler. Fra 1987 er der således sket en udflytning
fra de tidligere handicapinstitutioner, som har bevirket en udgiftsoverflytning
fra institutionsudgifter til hjælpemiddeludgifter.
Arbejdsmiljø
Øgede krav til arbejdsmiljøet øger udgifterne til hjælpemidler på mindst to
78

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
måder. For det første er det blevet lovpligtigt for kommunerne at oprette
depot med hjælpemidler til brug for hjemmesygeplejen. For det andet ydes
der ikke der kun støtte til hjælpemidler til eget brug, men også til brug for
andre f.eks. privat ansat plejepersonale til brug ved personløft.
Teknologi
Den teknologiske udvikling har også betydning for udgifterne til hjælpemidler.
Den teknologiske udvikling har to aspekter. Dels vil man forvente
at den teknologiske udviking vil gøre eksisterende hjælpemidler billigere,
og dels at den teknologiske udvikling vil føre nye typer af hjælpemidler
med sig til afhjælpning af flere lidelser, herunder føre flere og mere avancerede
hjælpemidler med sig.
Den sidste og udgiftskrævende tendens vurderes at dominere. Danmarks
Statistik førte fra 1984 og frem til 1991 statistik over antallet af bevillinger
til udvalgte hjælpemidler. Antallet af bevilligede elektrisk indstillige senge
blev i perioden 1984 til 1991 omtrent femdoblet. Tilsvarende skete der en
fordobling i antallet af elektriske kørestole i perioden 1984 til 1991. Til
sammenligning øgedes antallet af bevilligede manuelle kørestole med 33
pct. i samme periode.
Normer og holdninger
Ændrede normer i samfundet omkring brugen af visse hjælpemidler kan
være med til at øge udgifterne, fordi brugen af disse i højere grad opfattes
som acceptabelt. Et eksempel på dette kunne være høreapparater, da disse
er blevet mindre og smartere i designet. Gennem de senere år er der desuden
skabt større mulighed for, at handicappede deltager på arbejdsmarkedet,
i sports- og fritidsaktiviteter, i foreningslivet og det politiske system.
Et aktivt liv stiller større krav til hjælpemidlerne.
Endvidere er der også tendens til, at befolkningen oplever hjælpemidler
som en rettighed snarere end en ansøgning om en behovsbestemt ydelse.
De ændrede normer betyder også, at hjælpemidler bliver en mere almindelig
del af gadebilledet, hvilket igen kan øge ansøgningerne om hjælpemidler.
Markedsforhold
Efterspørgslen efter hjælpemidler er relativt ufølsom overfor prisniveauet.
Det betyder, kombineret med at der i en række tilfælde er et meget be-
79

UDGIFTSUDVIKLING OG UDGIFTSSTRUKTUR
grænset antal (lokale) leverandører, at priserne er relativt høje for visse typer
af hjælpemidler.
Demografi
Udviklingen i antallet af personer i alderen henholdsvis over og under 67
år påvirker udgifterne til hjælpemidler, idet udgifterne til hjælpemidler pr.
indbygger i alderen over 67 år er højere end pr. indbygger under 67 år.
Den demografiske udvikling kan forklare en stigning i udgifterne på 3,1
pct. i perioden fra 1987 til 1997, jf. figur 1.1.
80

4
OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
UDGIFTSSTYRING
4.1. Oversigt
I dette kapitel belyses udgiftsstyringen på hjælpemiddelområdet. Dette er
blandt andet relevant i lyset af, at der de seneste 10 år har været en gennemsnitlig
årlig realvækst i nettoudgifterne på 2,9 pct., jf. figur 4.1.
Figur 4.1. Nettoudgifterne til hjælpemidler, 1987-1997, 1998p/l
Mill.kr.
2500
2000
1500
1000
500
0
87 88 89 90 91 92 93 94 95 96 97
Mill.kr.
2500
2000
1500
1000
500
0
83

UDGIFTSSTYRING
Der er en række faktorer som påvirker udgiftsstyringen på hjælpemiddelområdet.
Tildeling af hjælpemidler afhænger af politiske, lovgivningsmæssige
og faglige faktorer, men også ankemulighederne og den teknologiske
udvikling påvirker udgifterne, jf. figur 4.2.
Figur 4.2. Udgiftsstyringen på hjælpemiddelområdet
84
Love og regler
Folketing
Regering
EU
Udbud
Hjælpemiddelinstituttet
Leverandører af
hjælpemidler
Teknologi
Læger og
bangadister
Prioritering/Tildeling
Regionalt:
Amter
Faglig rådgivning
Lokalt:
Kommuner
Faglig rådgivning
Hjælpemiddelcentre
Anke
Den Sociale
Ankestyrelse
De sociale
nævn
Brugere
Demografi
Forventninger
Normer
Rammerne for tildeling af hjælpemidler fastlægges på det centrale plan af
Folketing og regering i form af lovgivning, vejledninger mv.
Der er i den eksisterende lovgivning en række bemyndigelser for Socialministeren
til at fastsætte regler på hjælpemiddel- og forbrugsgodeområdet,
samt for tildelingen af biler. På hjælpemiddelområdet omfatter bemyndigelsen
afgrænsning af de hjælpemidler, hvortil der kan ydes støtte,
fastsættelse af egenbetaling, samt fastsættelse af regler om afgrænsning
mellem kommunale og amtslige hjælpemidler. På forbrugsgodeområdet er
der mulighed for, at afgrænse hvilke forbrugsgoder der ydes hjælp til, adgangen
til genanskaffelse og egenbetaling til drift og reparation samt vilkår
for tilbagebetaling af billån.

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
Den konkrete tildeling af hjælpemidler foretages dels på det regionale plan
af amterne, dels på det lokale plan af kommunerne. Den tildelende myndighed
styrer udgifterne ved at fastlægge et serviceniveau på hjælpemiddelområdet,
hvilket sker i sammenhæng med den samlede prioritering
mellem hjælpemiddelområdet og andre kommunale udgiftsområder.
Amterne har tildelingskompetencen i sager vedrørende optiske synshjælpemidler,
arm- og benproteser, høreapparater og særlige informationsteknologiske
hjælpemidler og forbrugsgoder. Endvidere har amterne tildelingskompetencen
med hensyn til støtte til bilkøb. Kommunerne har tildelingskompetencen
for øvrige hjælpemidler og forbrugsgoder.
Konkrete beslutninger fra amt eller kommune om tildeling kan ankes af
borgerne. Den første ankeinstans er i de fleste tilfælde statsamternes og
København og Frederiksberg kommunes sociale nævn. Principielle sager
kan ankes til Den Sociale Ankestyrelse.
Ankeafgørelser har betydning for efterfølgende praksis i kommuner og
amter, jf. afsnit 4.4.
Også den faglige rådgivning har betydning for tildelingen af hjælpemidler.
Der findes indenfor hjælpemiddelområdet en række institutioner som yder
faglig bistand ved valg af hjælpemiddel. På det regionale plan findes i
hvert amt en hjælpemiddelcentral, som yder rådgivning til amter og kommuner,
og på landsplan afprøver og tester Hjælpemiddelinstituttet forskellige
hjælpemidler til brug for kommuner, amter og hjælpemiddelcentraler.
Ligeledes påvirker praktiserende læger og andre faglige og medicinske
persongrupper tildelingen af hjælpemidler i form af en medicinsk vurdering
af behov. Dette gælder i særlig grad området for kropsbårne hjælpemidler.
Men også brugerne af hjælpemidler påvirker udgiftspresset. Dels kan den
teknologisk udvikling betyde, at nuværende brugere ønsker et nyt hjælpemiddel,
ligesom nye brugere kommer til, som følge af en stigende bevidsthed
om tildelingsmulighederne.
Alle de ovenstående faktorer påvirker selve tildelingen af hjælpemidler
mv.
85

UDGIFTSSTYRING
I det følgende diskuteres en række problemstillinger, som har generel betydning
for udgiftsstyringen på hjælpemiddelområdet:
• Tildelingskriterier og principper
• Afvejning mellem pris og kvalitet
• Ankeafgørelser
• Afgrænsning mellem hjælpemidler, forbrugsgoder og sædvanligt indbo
• Teknologisk udvikling
• Finansieringsforholdene
• Egenbetaling og bagatelgrænser
• Udbud og leverandører
• Arbejdsmiljø
4.2. Tildelingskriterier og principper
Det overordnede kriterium for tildeling af hjælpemidler er nedsat fysisk
eller psykisk funktionsnedsættelse hos ansøgeren. Det centrale er funktionsevnen,
ikke funktionsnedsættelsens årsag (sygdom, ulykke, aldersbetinget
svagelighed mv.).
Det er en forudsætning, at der er tale om en varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne. Heri ligger, at der ikke inden for en overskuelig fremtid
er udsigt til bedring, og normalt vil der således være tale om en belastning
for resten af livet.
Funktionsnedsættelse blev indført som tildelingskriterieum i 1988, hvorved
bedømmelsesgrundlaget blev ændret fra en overvejende objektiv vurdering
af ansøgerens helbredstilstand (meget svær invaliditet, svær invaliditet,
invaliditet) til en mere rummelig vurdering af invaliditetens konsekvenser.
Den nuværende danske handicaplovgivningen er funderet på tre grundprincipper,
jf. boks 4.1.
Principperne for den danske handicappolitik er meget overordnede formuleringer,
hvilket afspejles i den konkrete udmøntning af principperne i
lovgivningen.
86

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
Administrationen af tildelingen af hjælpemidler vanskeliggøres af, at tildelingen
ikke foregår efter én lov, men at det er muligt efter en række forskellige
love at opnå støtte til hjælpemidler.
Kompensationsprincippet i den danske handicappolitik siger, at alle med
behov – uanset indkomst – i videst muligt omfang skal kompenseres for
følgerne af deres nedsatte funktionsevne.
Boks 4.1. Principper for handicappolitikken
Kompensationsprincippet betyder, at personer skal kompenseres for følgerne af deres nedsatte
funktionsevne ved at give dem mulighed for at leve en så normal og selvhjulpen tilværelse som
muligt. Da en nedsat funktionsevnes betydning for en persons muligheder for at leve en så normal
tilværelse som muligt varierer fra menneske til menneske afhængig af både den konkrete
funktionsnedsættelses karakter og af andre sociale og økonomiske forhold, medfører kompensationsprincippet,
at hjælp ydes på baggrund af en individuel, skønsmæssig vurdering af hver enkel
ansøgers samlede situation.
Solidaritetsprincippet indebærer en fælles forpligtelse over for den enkelte, der, når behovet
opstår, er sikret de nødvendige ydelser med henblik på den pågældendes fremtidige tilværelse.
Dette giver sig udtryk i, at ydelserne hovedsageligt er kollektivt finansierede via skatter.
Sektoransvarlighedsprincippet tager udgangspunkt i, at indsatsen på handicapområdet ikke kun
er en opgave for socialsektoren. Alle offentlige ydelser skal principielt være tilgængelige for
mennesker med nedsat funktionsevne. Handicapindsatsen er dermed ikke kun en opgave for den
sociale sektor, men rækker ind i andre områder som f.eks. bolig-, trafik-, arbejdsmarkeds-, undervisnings-,
og sundhedssektoren.
Kilde: Socialministeriet, Vejledning om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning mv. Lov om
social service, 1998.
Solidaritetsprincippet indebærer en fælles forpligtigelse over for den enkelte
med funktionsnedsættelse. Det giver sig udtryk i, at finansieringen af
støtte til hjælpemidler foregår via kollektive skatter.
Der foreligger ikke entydige principper for, hvilke typer af funktionsnedsættelse
der kompenseres for. F.eks. ydes der altid støtte til høreapparater,
hvis det på grund af hørenedsættelsen er indiceret. Der skelnes ikke mellem
et evt. aldersbetinget eller sygdomsbetinget høretab. Tilskud til briller
kan derimod kun gives, hvis den nedsatte funktionsevne er en følge af en
medicinsk optisk defineret varig øjenlidelse. Forskellen i ydelsesstruktur
mellem høreapparater og briller beror i første række på en sundhedsfaglig
vurdering. Ved normal funktionsevne er den enkelte borger selvhjulpen og
har således ikke brug for hjælpemidler i dagligdagen.
Der en anden type af afgrænsning på synsområdet. Der skelnes mellem
optiske synsfejl og medicinsk-optisk definerede varige lidelser, hvor der
87

UDGIFTSSTYRING
alene ydes støtte i forbindelse med de sidstnævnte lidelser. Afgrænsning
kan ses som prioritering af personer med de væsentligste lidelser. En tilsvarende
sondring vedrørende hørelidelser kan ud fra en sundhedsfaglig
vurdering ikke opstilles. Alle hørelidelser, der kan behandles med høreapparat,
skal derfor støttes.
Udover den manglende entydighed i principperne for hvilke funktionsnedsættelser
der kompenseres for, foreligger der heller ikke entydige principper
for, hvad der på forskellige alderstrin kan betragtes som normal funktionsevne.
Dette medfører blandt andet, at der ydes støtte til en større andel
af de ældre end til andre befolkningsgrupper.
Sektoransvarsprincippet indebærer, at handicappolitikken ikke alene er en
opgave for socialsektoren, men at alle sektorer har til opgave at sørge for,
at mennesker med nedsat funktionsevne principielt har adgang til den respektive
sektors offentlige ydelse, f.eks. indenfor bolig-, trafik-, arbejdsmarkeds-,
undervisnings- og socialsektoren.
Indenfor sociallovgivningens er det ikke alene servicelovens §§ 97-102,
som regulerer støtte til hjælpemidler. Også efter aktivloven, der i øvrigt regulerer
anden hjælp til målgruppen, vil der f.eks. i revalideringsmæssig
henseende være mulighed for at yde støtte, ligesom der gælder særlige
regler for personer med ophold i botilbud, dag- og døgninstitutioner og
klubber.
Sektoransvarsprincippet betyder, at der også indenfor hjemmesygeplejen,
sygehussektoren og undervisningssektoren findes lovgivning som regulerer
støtte til hjælpemidler.
De forskellige lovgivninger på hjælpemiddelområdet medfører i det daglige
en række fortolknings- og afgrænsningsproblemer. Borgere, hvis tilfælde
befinder sig mellem to typer lovgivning, oplever denne type af problemer
som irritationsmomenter, ligesom det ofte er forbundet med en betydelig
sagsbehandling.
4.3. Afvejning mellem pris og kvalitet
Det er den tildelende myndighed i form af kommune eller amt, som afgør
hvilket hjælpemiddel der skal ydes støtte til i den konkrete situation. Denne
afgørelse træffes med udgangspunkt i lovens formulering omkring placeringen
i pris- og kvalitetsspændet:
88

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
"Produktet skal være det bedst egnede og billigste produkt".
Der vil sjældent være tale om et enten eller, men om at den tildelende
myndighed under hensyntagen til det ønskede serviceniveau vælger det
hjælpemiddel, som giver den bedste kombination af de to hensyn.
Hensynet til borgeren kommer til udtryk ved, at hjælpemidlet skal være
det bedst egnede, hvorimod hensynet til udgiftsstyringen kommer til udtryk
ved, at hjælpemidlet skal være det billigste.
I dette valg skal der tages hensyn til hjælpemiddelbehovet, kvalitet, driftsikkerhed,
betjeningsmulighed, udgifter til drift af hjælpemidlet, hjælpemidlet
holdbarhed, servicekrav, garanti, service- og reparationsmuligheder
mm.
Afvejningen mellem det "bedst egnede" på den ene side og "det billigste"
på den anden side indeholder en række modsætningsfyldte overvejelser for
den tildelende myndighed.
Med hensyn til det bedst egnede er det således, at der ofte er tale om, at et
enkelt hjælpemiddel er det bedst egnede udfra en faglig vinkel. Brugeren
kan derimod have andre ønsker end de fagligt funderede, så der er ikke
nødvendigvis overensstemmelse mellem den faglige kvalitet og den af
brugeren subjektivt oplevede kvalitet. Herudover kan det forekomme, at
brugeren ønsker et hjælpemiddel af en højere faglig standard end det,
kommunen ud fra en helhedsvurdering har valgt at tildele.
Der skal også tages hensyn til, at der for tekniske hjælpemidler er et betydeligt
genbrug og dermed, at kvaliteten og holdbarheden indgår i overvejelserne.
Endvidere tager kommunen/amtet også hensyn til, at produktet er af en
sådan kvalitet, at der ikke forventes for store udgifter til reparationer og
lignende.
I sidste ende er det dog et ansvar for kommunalbestyrelsen eller amtsrådet
at fastlægge serviceniveauet.
4.4. Ankeafgørelser
Det er muligt for borgerne at anke en afgørelse fra amt eller kommune til
de sociale ankenævn. Dette er af hensyn til borgerens retssikkerhed. Det
89

UDGIFTSSTYRING
påvirker tildelingen af hjælpemidler.
Den Sociale Ankestyrelse kan optage en sag til behandling, når Ankestyrelsen
skønner, at sagen har principiel eller generel betydning. Styrelsen
har pligt til på landsplan at koordinere, at afgørelser træffes i overensstemmelse
med lovgivningen, herunder vejledning af ankeinstanserne og opfølgning
på kommunerne, amterne og de sociale nævns praksis.
Ankestyrelsen har endvidere opgaver vedrørende praksiskoordinering,
hvor styrelsen har mulighed for at indkalde og analysere ikke ankede sager
fra amter/kommuner og diskutere praksisniveau med klagemyndigheder.
Ankeafgørelser har således en betydelig indflydelse på den praksis kommuner
og amter følger i deres konkrete vurderinger fra sag til sag, idet Ankestyrelsen
har pligt til at koordinere praksis på landsplan. Endvidere er
det muligt, at ankeinstansernes afgørelser medfører en glidning i serviceniveauet
og dermed et øget udgiftspres.
Omgørelsesprocenten, for sager afgjort ved statsamternes og Københavns
og Frederiksbergs kommunes sociale ankenævn vedrørende hjælpemidler
(ekskl. bilsager), syntes at have ligget nogenlunde stabilt i intervallet 15-
24 pct. i perioden 1987-1997.
Tabel 4.1. Afgjorte sager ved statsamternes og Københavns
og Frederiksbergs kommunes sociale ankenævn 1987-1997,
ekskl. bilsager, pct.
Sager afgjort ved: 1987 1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997
Stadfæstelse 64,6 69,4 69,5 74,2 70 71,5 70,2 68,5 70,8 68,9 68,1
Hjemvisning/ændring
mv.
23,6 19,6 19 15,7 19,5 16,2 19,6 20,5 19,6 19,4 22,0
Bortfald under sagsbehandling
8,2 7,2 7,3 7,0 6,1 8,3 6,4 6,3 5,9 6,0 5,9
Afvisning eller henvisning
til anden myndighed
3,6 3,7 4,5 3,0 4,4 3,9 3,8 4,7 3,7 5,7 4,0
I alt, pct. 100 100 100 100 100 100 100 100 100 100 100
I alt (antal) 963 1286 1423 1420 1471 1685 1792 1839 2131 2168 2118
Stigning i antal sager,
pct.
Kilde: Danmarks Statistik.
- 33,5 10,7 -0,2 3,6 14,5 6,4 2,6 15,9 1,7 -2,3
90

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
Antallet af afgjorte sager er derimod i samme periode steget fra 963 sager
i 1987 til 2118 sager i 1997 svarende til en stigning på 120 pct., hvilket er
mere end en fordobling i perioden.
Udviklingen i antallet af sager kan ikke umiddelbart tages som udtryk for,
at kommunerne lægger en mere restriktiv praksis for dagen i forhold til
tidligere, da også kommunerne kan have interesse i at få vurderet praksis
ved ankeinstansen.
Tabel 4.2. Afgjorte sager ved Den Sociale Ankestyrelse 1987-
1997, biler, pct.
Sager afgjort ved: 1987 1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997
Stadfæstelse 91,7 92,0 93,3 90,5 89,7 90,4 90,2 91,3 86,5 87,5 87,6
Hjemvisning/ændring mv. 8,3 8,0 6,7 9,5 10,3 9,6 9,8 8,7 13,5 12,5 12,4
I alt, pct. 100 100 100 100 100 100 100 100 100 100 100
I alt (antal) 676 722 641 496 506 481 438 820 716 735 702
Stigning i antal sager, pct. 6,8 -11,2 -22,6 2,0 -4,9 -8,9 87,2 -12,7 2,7 -4,5
Kilde: Danmarks Statistik.
Omgørelsesprocenten i ankesager vedrørende biler har i perioden 1987 til
1994 ligget i intervallet ca. 7-10 pct. og i perioden fra 1995 til 1997 i intervallet
12-14 pct. Der er således tale om en betydelig stigning i omgørelsesprocenten
fra 1995 og frem til og med i dag.
Tilsvarende er der sket en stigning i antallet af afgjorte sager i perioden fra
1994 og frem, hvor der i gennemsnit var 743 sager om året mod perioden
1987 til og med 1993, hvor det gennemsnitlige antal sager om året lå omkring
566.
Stigningen i omgørelsesprocenten i perioden fra 1995 og frem til 1997 bør
endvidere ses i sammenhæng med blandt andet ændringerne i kompetencereglerne,
hvorefter flere kommuner fra 1995 og fremefter fik tilkendelseskompentencen,
jf. nedenfor. Samtidig blev der for de kommunale sager
indført en udvidet ankeadgang. Dette forhold bevirkede, at antallet af sager
blev forøget.
Det vurderes, at en betydelige del af denne stigning kan ses som et udtryk
for omfanget af ansøgninger om trivselsbiler. Således kan det af årsstatistikken
fra Den Sociale Ankestyrelse ses, at 83 pct. af alle ansøgninger til
91

UDGIFTSSTYRING
den umiddelbare tildelingsmyndighed om støtte til bil kan henføres til en
begrundelse om ønske af trivselsbil. Dog er der generelt højere afslagsprocent
for nye ansøgninger om trivselsbil (46 pct.) i forhold til nye ansøgninger
om erhvervsbil (31 pct.).
Det har siden 1. juli 1994 og frem til servicelovens ikrafttræden været
muligt for kommunerne at overtage afgørelseskompetencen i bilsager. I
nedenstående tabel er vist antallet af kommuner, som har overtaget kompetencen.
Tabel 4.3. Antal kommuner som har overtaget afgørelseskompetencen
i bilsager
92
1994 1995 1996 1997
1 11 24 32
Kilde: Den Sociale Ankestyrelse.
Siden muligheden for overdragelse af kompetencen blev indført 1. juli
1994 var der ved udgangen af 1997 32 kommuner, som havde fået overført
kompetencen. De 32 kommuner har haft mange forskellige bevæggrunde
for at ønske tilkendelseskompentencen overført, herunder f.eks. et
ønske om at have bedre snor i tilkendelsesprocessen.
Den stigende antal ankesager og den øgede praksiskoordinering for Den
Sociale Ankestyrelse trækker i retning af, at myndigheder og organer uden
økonomisk ansvar i højere grad end tidligere påvirker tildelingen af hjælpemidler.
4.5. Afgrænsning mellem hjælpemidler, forbrugsgoder
og sædvanligt indbo
Der er med indførelsen af serviceloven indført en adskillelse mellem hjælpemidler
og forbrugsgoder. Baggrunden for opdelingen i hjælpemidler og
forbrugsgoder er, at brugeren i visse tilfælde udover kompensation af den
nedsatte funktionsevne også opnår almindelig nytte af hjælpemidlet. Det
gælder f.eks. tildeling af en vaskemaskine, hvor brugeren får kompensation
for et betydeligt merbehov for en vaskemaskine som følge af f.eks. inkontinens
samtidig med, at brugeren får den lettelse i dagligdagen som en
vaskemaskine giver.
Egentlige hjælpemidler, hvor der ikke vurderes at være en forbrugsnytte

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
udover kompensationen for funktionsnedsættelsen, finansieres fuldt ud af
det offentlige. Et eksempel kan være kørestole.
Forbrugsgoder, hvor der vurderes at være et element af forbrugsnytte udover
kompensationen for funktionsnedsættelsen, gives der kun 50 pct.
støtte til.
Der ydes ikke støtte til sædvanligt indbo og der kan således ikke ydes støtte
til f.eks. almindelige stole, borde, senge, telefoner, TV-apparater, almindelige
båndoptagere mv. Hvad der defineres som sædvanlig indbo afgøres
af, hvad kan forventes at være i et beskedent hjem.
Med udgangspunkt i nedenstående retningslinier er det principielt en kommunal
afgørelse, hvorvidt et produkt er et forbrugsgode eller et hjælpemiddel.
Vejledningen på området angiver, at forbrugsgoder er produkter som produceres
og forhandles med den almindelige befolkning som målgruppe.
Forbrugsgoder er således ikke produceret med henblik på at afhjælpe en
nedsat funktionsevne, men kan i en række tilfælde udgøre den kompensation
personer med nedsat funktionsevne har behov for. Ved køb af et forbrugsgode
opnår brugeren ejendomsretten, idet støtten gives til selve købet.
Opdelingen på henholdsvis hjælpemidler og forbrugsgoder hænger uløseligt
sammen med praksis i den enkelte kommune. I det tidligere regelsæt
fandtes en afgrænsning til almindelige forbrugsgoder, hvortil der ikke ydedes
støtte. Det var derfor nødvendigt at beslutte om et konkret produkt enten
var et hjælpemiddel eller et almindeligt forbrugsgode. Med det nuværende
regelsæt er der åbnet op for, at et konkret hjælpemiddel kan være
både et hjælpemiddel og et forbrugsgode. Processen med tilpasning af
praksis til det nye regelsæt vil formentlig forløbe over et tidsrum.
En vurdering af, hvorvidt den gennemførte afgrænsning mellem hjælpemidler
og forbrugsgoder vil øge mulighederne for en effektiv udgiftsstyring
afhænger af flere forhold.
På den ene side vil afgrænsningen kunne give anledning til, at forbrugsgoder,
som udfra det gamle regelsæt var at betragte som almindelige forbrugsgoder,
vil blive betragtet som forbrugsgoder efter det nye regelsæt.
Tilsvarende kan det forhold, at brugeren opnår ejendomsretten samt mu-
93

UDGIFTSSTYRING
ligheden for, at vælge et nyt produkt, øge antallet af ansøgninger om støtte.
Det vil øge udgiftspresset ligesom den mindre genbrugsmulighed.
På den anden side vil det give mulighed for, at produkter, som udfra det
gamle regelsæt var at betragte som hjælpemidler, nu vil blive vurderet til
at være forbrugsgoder. Endvidere kan egenbetaling i sig selv afholde personer
fra at søge om støtte. Det vil mindske udgiftspresset.
Regelsættet om forbrugsgoder indeholder muligheder for styring af tilskuddets
størrelse og grænsen mellem forbrugsgoder og hjælpemidler, der
ydes uden udgift for borgeren. I princippet kunne en række modeller for
justering af regelsættet overvejes.
For det første kan der gives mulighed for at regulere tilskuddet til forbrugsgodet
ved at ændre tilskuddets størrelse. Man kan enten operere med
én tilskudsprocent, der reguleres, eller operere med forskellige tilskudsprocenter
afhængig af hvilke forbrugsgoder, som ønskes prioriteret. Den
sidste løsning må dog forventes at indebære administrative merudgifter.
For det andet åbner regelsættet mulighed for at flytte grænsen mellem forbrugsgoder,
der ydes tilskud til og andre hjælpemidler, der ydes uden udgift
for borgeren. Et kriterium for om et hjælpemiddel skal omfattes af regelsættet
om forbrugsgoder kunne være, om den pågældende funktionsnedsættelse
vurderes at ramme alle - eksempelvis på grund af alder og derfor
er en “normal” funktionsnedsættelse, eller funktionsnedsættelsen har
sin årsag i særlige forhold, der rammer den enkelte, og derfor fortsat skal
ydes som et hjælpemiddel uden udgift for borgeren.
Man skal dog være opmærksom på, at øget brug af forbrugsgodebestemmelserne
vil mindske mulighederne for genbrug og medføre et øget pres
mod de trangsbestemte ydelser i sociallovgivningen.
4.6. Den teknologiske udvikling
Den teknologiske udvikling og den stadige produktudvikling har betydning
for udgiftspresset. Der kan peges på en række mulige konsekvenser
af den teknologiske udvikling, herunder en vurdering af om det giver anledning
til øget udgiftspres.
Ny teknologi indebærer ikke nødvendigvis, at eksisterende hjælpemidler
bliver dyrere. Tværtimod kan nogle produkter blive billigere.
94

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
Produktudvikling kan give anledning til en udskiftning af eksisterende
hjælpemidler, ligesom nye hjælpemidler kan give anledning til, at visse
former for funktionsnedsættelse nu kan afhjælpes.
Således trækker den teknologiske udvikling i retning af, at den mulige
modtagerkreds øges samtidig med, at det øger presset for hyppigere udskiftning.
Dette skal vejes op imod, at det tildelte hjælpemiddel skal være
det bedst mulige og billigste. Samlet må det således formentligt vurderes,
at den teknologiske udvikling har tendens til at øge udgiftspresset.
I vejledningen om støtte til hjælpemidler, biler, mv. er angivet vejledning
vedrørende udskiftning af hjælpemidler:
"Udskiftning af et hjælpemiddel kan også blive aktuel, hvis der er kommet
et hjælpemiddel på markedet, der er væsentligt bedre egnet for personen
med nedsat funktionsevne, eller som i væsentlig grad bedre kan afhjælpe
den nedsatte funktionsevne."
Nye hjælpemidler vil næsten altid være bedre egnet til afhjælpning af den
nedsatte funktionsevne. Det afgørende er, at det i væsentligt grad bedre
kan afhjælpe den nedsatte funktionsevne, hvilket vil være en afgørelse for
den enkelte kommune.
Et eksempel som har relevans for denne problemstilling er trehjulede elkøretøjer.
En rundspørge til udvalgte kommuner tyder på, at det er et hjælpemiddel,
hvor antallet af tildelinger er steget betydeligt indenfor de sidste
år. Det er et hjælpemiddel som i dag i større omfang end tidligere tildeles i
stedet for manuelle trehjulede cykler. Det kan også betyde et større antal
ansøgninger.
Et andet eksempel er høreapparatområdet. Indkøbet af høreapparater koordineres
gennem Det Centrale Høreapparatråd. Den teknologiske udvikling
har betydet at der fra 1996 er kommet en ny type høreapparater med i
det samlede sortiment – digitale høreapparater - mod tidligere, hvor det
alene var analoge apparater. De digitale apparater er generelt dyrere end
de analoge.
95

UDGIFTSSTYRING
Figur 4.4. Det Centrale Høreapparatråds samlede årlige køb af
høreapparater fordelt på analoge og digitale
96
1.000 stk. 1.000 stk.
80
70
60
50
40
30
20
10
0
93 94 95 96 97
Kilde: Det Centrale Høreapparatråd.
Analoge Digitale
1996 var det første år, hvor der blev indkøbt digitale apparater. Omfanget
udgjorde ca. 2.900 stk. i 1996 og 10.600 stk. i 1997. Det samlede indkøb
er stigende og der er tendens til, at der er en substitution over mod de digitale
apparater.
Men hensyn til tidsrummet mellem udskiftning af et konkret hjælpemiddel
kan der ikke angives faste tidsintervaller og de afhænger af en række konkrete
forhold, herunder funktionsnedsættelsen omfang, brugen af hjælpemidler
mv.
4.7. Finansiering af hjælpemidler
Med udgangspunkt i de gældende regler er det muligt at se på sammenhængen
mellem tildelingskompetence og finansieringsansvar for de forskellige
typer af hjælpemidler og forbrugsgoder, jf. tabel 4.4.
80
70
60
50
40
30
20
10
0

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
Det overordnede princip er, at for hjælpemidler og forbrugsgoder til personer
under 67 år afholder kommune og amt hver 50 pct. af udgiften,
hvorimod kommunen afholder hele udgiften for hjælpemidler til personer
på 67 år og derover.
Tabel 4.4. Finansieringen og tildelingskompetence af hjælpemidler
Kommune Amt Stat
Tildelingskompetence
Hjælpemidler generelt
- Under 67 år
50 50
0 Kommune
- Fyldt 67 eller over
Optiske synshjælpemidler, arm- og
100
0
0 Kommune
benproteser og høreapparater 0 100 0 Amt
Særligt informationsteknologiske
hjælpemidler 0 100 0 Amt
Forbrugsgoder
- Under 67 år
- Fyldt 67 eller over
Biler
- Under 67 år
- Fyldt 67 eller over
50
100
50
100
50
0
50
0
0
0
0
0
Kommune
Kommune
Amt 1)
Amt 1)
Bolig
- Under 67 år
50 50
0 Kommune
- Fyldt 67 eller over
100
0
0 Kommune
1) Afgørelser om henstand og eftergivelse træffes af kommunen. Det var frem til servicelovens
ikrafttræden muligt for kommunerne at søge om tildelingskompetencen, hvilket 32
kommuner havde opnået i 1997.
Med servicelovens indførelse blev tildelingskompetencen for en række
hjælpemidler overført til amterne. Det gælder optiske synshjælpemidler,
arm- og benproteser og høreapparater samt særligt informationsteknologiske
hjælpemidler. På de nævnte områder afholder amterne med servicelovens
ikrafttræden alle udgifterne.
Baggrunden for ændringen i tildelingskompetence og finansieringsansvar
kan tilskrives en række forhold.
97

UDGIFTSSTYRING
For det første tilkendegav kommunerne utilfredshed med, at den faktiske
tildeling af visse hjælpemidler såsom høreapparater og proteser fandt sted
i amterne, og derved reelt satte kommunerne uden for indflydelse.
For det andet indebar den tidligere ansvarsplaceringen risiko for, at borgeren
blev placeret mellem "to stole", idet der var tvivl om, hvilket system/sektor
der havde ansvaret for løsningen af opgaven.
For det tredje blev der under den tidligere ansvarsplacering rejst kritik af
manglende ekspertice i forhold til nogle hjælpemiddelområder. Det er særligt
kommet til udtryk på synshjælpemiddelområdet og området for særlige
informationsteknologiske hjælpemidler. Det hænger dels sammen med
en manglende udbygning i nogle lokalområder og dels med, at områderne
er relativt nye og i hastig udvikling.
Hensigten med ændringen af tildelingskompetence og finansieringsansvar
var, dels at samle hele finansieringsansvaret og tildelingskompetencen hos
én myndighed, dels at placere opgaverne i tæt tilknytning til den amtskommunale
ekspertise, som forventes nyttiggjort på tværs af sektorskel og
endelig en generel oprustning af enkelte hjælpemiddelområder.
Der er delt finansiering for hjælpemidler, forbrugsgoder samt støtte til
biler for personer under 67 år, hvilket betyder, at kommune og amt står for
hver 50 pct. af udgiften.
Normale styringsprincipper tilsiger, at ansvar og kompetence skal følges
ad. Opgavekommissionen rejste denne problemstilling i forbindelse med
deres arbejde og kommissionen anbefalede i deres betænkning, at man afskaffede
delt finansiering på det sociale område.
Afskaffelse af den delte finansiering vil på hjælpemiddelområdet betyde,
at kommunen vil overtage hele det udgiftsmæssige ansvar for de områder,
hvor de i dag har tildelingskompetencen. Dette svarer til den samling af
kompetence og økonomisk ansvar hos amterne, som er blevet gennemført
for visse hjælpemidler.
Det bemærkes dog, at i forhold til vejledning kan det fælles finansieringsansvar
i visse tilfælde give kommuner og amter incitament til at etablere
samarbejde om at finde hensigtsmæssige løsninger, jf. Administrationsloven.
Der vil derfor fortsat være behov for samarbejde, og amterne skal
fortsat yde vejledning til kommunerne.
98

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
Vedrørende delt finansiering er der visse hjælpemidler (f.eks. indretning af
bolig for personer med astmatisk bronkitis) som kan være meget udgiftskrævende,
og kan indebære en økonomisk belastning for især mindre
kommuner, hvilket taler for en udligningsordning kommunerne imellem.
4.8. Egenbetaling og bagatelgrænser
Støtte til hjælpemidler ydes i henhold til kompensationsprincippet uden
hensyntagen til den enkeltes økonomiske situation og tildeles derfor som
hovedregel uden egenbetaling.
I en række tilfælde vurderes det, at egenbetalingens begrænsede omfang er
en barriere for en effektiv udgiftsstyring:
• Efter servicelovens indførelse bliver udgifter til teststrimler nu afholdt
fuldstændigt af kommunen, hvilket vurderes at have betydet et øget
forbrug af teststrimler.
• Det gælder generelt på hjælpemiddelområdet, at udgifter til drift, rengøring
og vedligeholdelse afholdes af brugeren, hvorimod udgifter til
reparation afholdes af kommune eller amt. Det kan i en række tilfælde
betyde, at brugeren ikke har tilstrækkelig tilskyndelse til at afholde de
nødvendige udgifter i forbindelse med en ordentlig vedligeholdelse af
hjælpemidlet.
På nogle dele af hjælpemiddelområdet eksisterer der dog en vis egenbetaling,
jf. beskrivelserne af reglerne til støtte til køb af biler, samt forbrugsgodeområdet.
Herudover fandtes i bistandslovens § 58 en bagatelgrænsen på 200 kr.
Denne er dog ikke videreført i serviceloven. Beløbet var ikke reguleret siden
1981 og ville, hvis det havde fulgt med pris og lønudviklingen, have
været 380 kr. i 1999.
99

UDGIFTSSTYRING
Tabel 4.5. Typer af bagatelgrænser
100
Omfang af støtte
Hele beløbet, hvis over grænsen Beløbet over grænsen
Løbende Det samlede beløb for ydelser i en tidsperiode
dækkes, hvis det er over grænsen. Svarer til den
tidligere bagatelgrænse.
Ydelser Enkelt Hele beløbet i den en enkelte ydelsessituation
dækkes, hvis det er over grænsen.
Det samlede beløb over
grænsen, for ydelser i en
tidsperiode, dækkes.
Hele beløbet over grænsen
i den en enkelte ydelsessituation
dækkes.
Kilde: "Socialministeriet: 2. og afsluttende rapport" fra Udvalget om hjælpemidler og andre handicapkompenserende
ydelser.
Bagatelgrænser kan i princippet gælde såvel for løbende ydelser i løbet af
en tidsperiode f.eks. en måned eller år, som for engangsbeløb, hvor beløbsgrænsen
gælder den enkelte ydelsessituation. Den tidligere bagatelgrænse
gjaldt for den enkelte ydelsessituation.
Bagatelgrænser som går på den enkelte ydelsessituation er generelt lettere
at administrere end bagatelgrænser for løbende ydelser, da der for bagatelgrænser
for løbende ydelser skal holdes regnskab med udgifterne til den
enkelte borger.
Et andet tilfælde, hvor brugeren selv finansierer en del af udgiften til hjælpemidlet
er, når den pågældende skal dække den del af udgiften, som ligger
under en fastsat beløbsgrænse. Det gælder f.eks. for ortopædiske sko,
hvor brugeren selv afholder de første 530 kr.
Afslutningsvis bemærkes, at øget egenbetaling må forventes at betyde et
øget pres på de trangsbestemte ydelser inden for sociallovgivningen.
4.9. Udbud og leverandøraftaler
Tildelingen af hjælpemidler påvirkes også af personer udenfor det offentlige
system.
For særligt personlige og personlige hjælpemidler gælder, at der er behov
for en betydelig faglig ekspertise i forbindelse med vejledningen af borgeren,
som ligger ud over, hvad kommunen kan tilbyde. På dette område er
kommunen således afhængig af udenforstående fagpersoners udpegning af
kompenserede hjælpemiddel.

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
Det betyder, at vurderinger fra personer udenfor forvaltningen har en betydelig
indflydelse på selve tildelingen og dermed udgifterne, hvorved
mulighederne for en effektiv udgiftsstyring mindskes. For eksempel gælder
det, at vurderingen af behov på bandagistområdet er en opgave for sygehuset,
som derefter henviser til en konkret bandagist i området.
Som et led i udgiftsstyringen har f.eks. Ringkøbing kommune valgt en
model, hvor bandagisten betales efter tilbud og ikke efter regning, hvilket
har givet mulighed for en mere effektiv udgiftsstyring. En ligende model
anvendes i Frederiksberg kommune.
Ofte er borgerens første kontakt til hjælpemiddelsystemet den praktiserende
læge, som vurderer om det pågældende hjælpemiddel er nødvendigt i
det konkrete tilfælde. Den enkelte praktiserende læge skal i sådanne situationer
også tage hensyn til, at denne skal have et godt forhold til sine patienter.
På de områder, hvor vurderinger fra praktiserende lægers spiller en afgørende
rolle for tildelingen, har en række kommuner betalt en læge fra et
andet amt til at gennemgå rimeligheden i vurderingerne.
Nordisk prissammenligning
For en betydelig del af hjælpemiddelområdet gælder det, at der gør sig en
række særlige forhold gældende på markedet for denne type af produkter.
For det første er efterspørgslen relativt ufølsom overfor prisen, da efterspørgslen
primært er bestemt af antallet af personer, som bliver tildelt
støtte til hjælpemidler. For det andet er de enkelte markeder karakteriseret
ved et ganske lavt antal udbydere, jf. boks 4.2.
101

UDGIFTSSTYRING
Boks 4.2. Eksempler på særlige markedsforhold
Der gør sig en række særlige markedsforhold gældende for specielt nogle typer af hjælpemidler.
• Efterspørgselssiden.
På hjælpemiddelområdet er efterspørgerne splittet op i dem som modtager hjælpemidlet, og dem,
som betaler hjælpemidlet. Det betyder, at brugeren ikke har incitament til at vurdere prisen i
forhold til kvaliteten.
Samtidig er efterspørgslen efter hjælpemidler relativt ufølsom overfor prisen, idet der ikke er
substitutionsmuligheder i forhold til f.eks. en protese, ortopædiske sko eller ligende.
• Udbudssiden
En række hjælpemidler bliver specialfremstillet til den enkelte bruger. Samtidig er der for visse
hjælpemiddeltyper et meget begrænset antal leverandører.
Det gælder f.eks. på området for ortopædiske håndskomagere, hvor der ofte kun findes én håndskomager
i området.
Også på området for bandagister er kun et relativt begrænset antal (lokale) leverandører.
Det er muligt med udgangspunkt i Hjælpemiddelinstituttets produktdatabase
at sammenligne de vejledende priser for en række konkrete produkter
i Danmark, Sverige og Norge, jf. tabel 4.6. Det er således prisen på det
samme produkt som ligger til grund for prissammenligningen.
Tabel 4.6. Nordisk prissammenligning af forskellige hjælpemidler
i danske kroner
102
Sverige Norge Danmark
Manuel kørestol 5.100 6.100 6.100
Manuel komfort kørestol 10.900 13.500 18.800
Plejeseng 11.000 11.000 11.250
Rollator 1.200 1.300 1.420
Toiletbadestol 3.600 3.800 4.500
El-kørestol (kombineret inden- og udendørs brug) 28.600 33.500 36.000
El-kørestol (udendørs brug) 24.800 - 19.800
Arbejdsstol 3.500 3.400 3.450
Note: Ved omregning til danske kroner er anvendt den gennemsnitlige kurs i første halvår 1998.
Kilde: Hjælpemiddelinstituttet.

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
Det er alene de vejledende priser, som er angivet i prissammenligningen.
Ofte vil kommuner og amter i Danmark have indgået aftaler med leverandørerne,
herunder aftale om priser.
Med udgangspunkt i prissammenligningen kan det konstateres, at Danmark
har tendens til at være dyrere, når det drejer sig om manuelle komfort
kørestole, rollatorer, toiletbadestole, el-kørestole. For manuelle kørestole,
plejesenge og arbejdsstole ligger prisniveauet i Danmark på højde
med prisniveauet i de andre nordiske lande. Danmark er det billigste land,
når det drejer sig om el-kørestole til udendørs brug.
Samlet må det således vurderes, når man sammenligner priserne på en
række konkrete hjælpemiddelprodukter i de nordiske lande, at Danmark på
en række områder ser ud til at have de højeste vejledende priser.
Sammenligningen kan alene ses som en indikator for markedsforholdene i
landene. Endvidere bør man være opmærksom på, at leveringen (service
delivery) af hjælpemidler i de nordiske lande er forskellig, jf. afsnit 2.5.
Leverandøraftaler
Når tildeling er besluttet er der forskellige måder at levere hjælpemidlet på
(service delivery), jf. kapitel 3.
Det er muligt for kommuner og amtskommuner at beslutte, at et hjælpemiddel
skal leveres fra en bestemt leverandør.
Ved indgåelse af leverandøraftaler, som regulerer hjælpemiddelsortimentet
eller antallet af leverandører, skal kommunen inddrage repræsentanter
fra brugerne, således at deres viden og erfaring kan indgå ved udarbejdelse
af kravspecifikationerne.
En leverandøraftale må ikke betyde, at personer med et særlig behov ikke
får stillet et egnet hjælpemiddel til rådighed.
Eneleverandøraftaler har i en række tilfælde givet betydelige udgiftsbesparelser.
I det følgende betragtes to konkrete aftaler indgået af Københavns
kommune.
103

UDGIFTSSTYRING
Tabel 4.7. To eksempler på eneleverandøraftaler fra Københavns
Kommune
104
1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997
Aftale om kompressionsstrømper:
Nej Nej Nej Nej Ja Ja Ja Ja
Udgift (mill.kr.) 2,5 3,0 2,9 3,6 2,5 2,6 1,9 2,2
Stk. (1.000) - - - - 10,9 11,3 11,4 11,1
Aftale om brystproteser:
Nej Nej
Ja - fra
den 1.6 Ja Ja Ja Ja Ja
Udgift (mill.kr.) 2,1 2,1 1,8 1,7 1,6 1,5 1,6 1,6
Stk. (1.000) - - - 1,3 - 1,2 1,2 1,2
Kilde: Københavns Kommune.
Den første aftale fra Københavns Kommune vedrører kompressionsstrømper.
Aftalen blev i første omgang indgået for perioden 1.1.94 til 31.12.95,
hvorefter en ny aftale blev indgået for perioden 1.1.96 og frem til
31.12.99.
Udgifterne i perioden før aftalen blev indgået steg fra 2,5 mill.kr. i 1990 til
3,6 mill.kr. i 1993. Herefter faldet udgifterne til kompressionsstrømper fra
aftalens indgåelse, hvor udgiften i det første år faldt til omkring 2,5
mill.kr. og er faldet frem til 1997, hvor udgiften var på omkring 2,2
mill.kr. jf. tabel 4.7.
Det andet område, hvor Københavns Kommune har en eneleverandøraftale
er på brystproteseområdet, hvor aftalen i første omgang blev indgået
for perioden 1.6.92 til 31.5.94 og i anden omgang for perioden 1.6.94 og
frem til 31.5.98.
Udgiften til brystproteser var i årene 1990 og 1991, hvor der ikke var nogen
aftale, på omkring 2,1 mill.kr., hvorimod udgiften til brystproteser i
årerne med aftale har ligget i størrelsesordenen 1,5-1,7 mill.kr., jf. tabel
4.7.
For begge aftaler gælder, at der ikke er nævneværdige udsving i antallet af
anvendte hjælpemidler.
Med udgangspunkt i de ovennævnte aftaler kan det ses, at eneleverandøraftaler
kan være et effektivt udgiftsstyringsinstrument. Dog er der mindst

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
to forhold som gør, at eneleverandøraftaler ikke nødvendigvis i fremtiden
kan sikre en effektiv udgiftsstyring.
For særligt personlige hjælpemidler gælder, at der er frit leverandørvalg.
Det lægger en betydelig binding på muligheden for at indgå leverandøraftaler,
idet det ikke er muligt for kommuner og amter at indgå præcise
aftaler om, at en enkelt leverandør skal være eneleverandør samt antallet
af det konkrete hjælpemiddel, aftalen skal omfatte.
Endvidere skal man være opmærksom på, at for enkelte områder som
f.eks. svagsynsoptik, ortopædiske sko og bandagister, er der kun et meget
begrænset antal udbydere. Det betyder, at de i fællesskab har en interesse i
høje priser, og at det derfor formentligt ikke er muligt at opnå varigt lavere
priser.
Leverandøraftaler kan også have en gunstig virkning i form af at sikre
forsyningen af hjælpemidler samt kvaliteten af disse.
Ved indgåelse af eneleverandøraftaler er antallet af kommunerne og amter,
som aftalen dækker, af betydning for muligheden for at sikre lavere priser.
Jo større område en aftale dækker, jo større er den mulige prisreduktion.
Dog vil aftaler, som dækker store områder, betyde, at den enkelte kommune
kan føle sig bundet til en enkelt leverandør, som de har begrænset indflydelse
på valget af.
Genbrug af hjælpemidler
For hjælpemidler af teknisk/elektronisk karakter gælder, at de næsten alle
kan genbruges i et eller andet omfang.
På disse områder har kommunerne en høj grad af faglig ekspertise, der
sikrer, at borgeren får en kvalificeret vejledning i forbindelse med visitationen.
På de områder, hvor kommunens ekspertise ikke er tilstrækkelig,
er det mulig at inddrage hjælpemiddelcentre, amternes specialrådgivning
mv.
Mange kommuner vælger at indgå leverandøraftale om et bestemt produkt
indenfor en hjælpemiddelart.
Dette skal ses i sammenhæng med kommunernes interesse i at genbruge
hjælpemidler i så stor udstrækning som muligt. Dette genbrug organiseres
105

UDGIFTSSTYRING
i hjælpemiddeldepoter, som forestår servicering, reparation og tilpasning
af hjælpemidlerne.
Hvis hjælpemidlerne, der indkøbes, er af en tilpas kvalitet, er det muligt at
genbruge hjælpemidlerne i betydeligt omfang, hvilket er et effektivt udgiftsstyringsinstrument.
4.10. Arbejdsmiljø
Der tildeles ikke kun hjælpemidler til personer med nedsat funktionsevne,
men også til brug for f.eks. plejepersonale mv.
De øgede krav til arbejdsmiljø øger udgifterne til hjælpemidler og det må
forventes at denne tendens vil fortsætte også i fremtiden.
Det er primært hjælpemidler til personløft og lignende, herunder f.eks.
elektrisk indstillelige plejesenge, som tildeles med udgangspunkt om bedre
arbejdsmiljø.
Det er lovpligtigt for kommunerne at oprette hjælpemidler til hjemmesygeplejen.
I det omfang, at den eksisterende beholdning af hjælpemidler
ikke dækker behovet for hjemmesygeplejen, er det nødvendigt at indkøbe
yderligere hjælpemidler, hvilket øger udgifterne på området.
Endvidere skal det bemærkes, at de øgede krav om et godt arbejdsmiljø
kan mindske mulighederne for en effektiv udgiftsstyring på grund af samspilsproblemer.
Det betyder, at hvis et konkret hjælpemiddel i en kommune
betragtes som et forbrugsgode, og brugeren derfor ikke ønsker hjælpemidlet,
kan kommunen alligevel være forpligtiget til at tildele hjælpemidlet
med henvisning til arbejdsmiljøet for f.eks. plejepersonale.
106

5
OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
VALGFRIHED OG TILKØBS-
MULIGHEDER
5.1. Oversigt
I dette kapitel beskrives muligheder og begrænsninger for at skabe mere
valgfrihed på hjælpemiddelområdet.
Spørgsmålet om frit valg for brugerne dækker over to typer af valgmuligheder:
• Brugeren gives frit valg i forbindelse med leverandør af hjælpemidlet.
• Brugeren gives frit valg i forhold til det konkrete hjælpemiddel mod at
betale en eventuel prisdifference i forhold til det visiterede hjælpemiddels
pris.
Muligheden for valgfrihed aktualiseres af den betydelige produktudvikling
indenfor hjælpemidler, som i fremtiden vil betyde, at der vil komme flere
og flere hjælpemidler, som afhjælper den samme funktionsnedsættelse.
Det betyder fremkomst af stadig mere differentierede tilbud og dermed
mindre chance for, at netop de af kommunen valgte hjælpemidler stemmer
overens med brugerens præferencer. Valgfrihed mellem flere leverandører
giver erfaringsmæssigt større tilfredshed og en oplevelse af højere kvalitet
af de offentlige tilbud for brugerne, jf. "Borgeren og den offentlige sektor",
Finansministeriet 1998.
Muligheden for tilkøb dækker over, at brugeren kan have særlige ønsker,
begrundet i f.eks. en bestemt livsstil eller, at brugeren ønsker sig et dyrere
hjælpemiddel end det tildelte. Tilkøbsmuligheden kan medvirke til at skabe
overensstemmelse mellem forventninger og muligheder for den skattefinansierede
offentlige service, jf. kapitel 1.
109

VALGFRIHED OG TILKØBSMULIGHEDER
5.2. Modeller for frit leverandørvalg og tilkøb
I dette afsnit belyses principielle spørgsmål vedrørende opstilling af modeller
for frit valg og tilkøb på hjælpemiddelområdet.
Forudsætningen for frit leverandørvalg og tilkøb er, at der sker en afgrænsning
af det offentlige tilbud.
Tildelingen af støtte til hjælpemidler har i dag karakter af en to-trinsproces
i den forstand, at først tages stilling til hvorvidt der skal bevilliges støtte,
hvorefter der tages stilling til, hvilket hjælpemiddel, der skal tildeles. I valget
af hjælpemidlet skal kommune eller amt yde støtte til det bedste og billigste
hjælpemiddel.
For en stor andel af hjælpemidlerne munder overvejelserne om egnethed
og pris ud i, at der visiteres til et bestemt hjælpemiddel for alle med en bestemt
type af funktionsnedsættelse.
Ved at visitere til et bestemt hjælpemiddel for samme funktionsnedsættelse
opnås der mulighed for at indgå leverandøraftaler og dermed sikre forsyningen
samt lavere priser.
I valget af konkret hjælpemiddel indgår en række yderligere faktorer i
forhold til afvejningen mellem pris og kvalitet.
I valget af det tekniske hjælpemiddel, der visiteres til for samme type af
funktionsnedsættelse, indgår blandt andet overvejelser om reparation og
service. Med visitation til et bestemt hjælpemiddel er det muligt for hjælpemiddeldepotet
at have reservedele liggende og dermed yde en bedre service
i forbindelse med reparation.
Det er endvidere muligt for hjælpemiddeldepotet at give en bedre information
og oplæring i brug af hjælpemiddel i forhold til en situation, hvor
der blev givet støtte til mange forskellige typer af hjælpemidler, idet det
kræver en betydelig viden omkring det enkelte hjælpemiddel at give en
grundig oplæring i brugen af det.
Det enkelte hjælpemiddeldepots erfaring med forskellige typer af hjælpemidler
ligesom samarbejdet med den enkelte salgsrepræsentant har også
betydning.
110

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
Ved valg af produkt skal der, som følge af genbrugsmuligheden specielt
for tekniske hjælpemidler, tages hensyn til, at designet er neutralt i form
og farve.
Det er ikke indenfor alle typer af hjælpemidler, det er muligt at visitere til
det samme produkt, idet funktionsnedsættelsen kan være af for individuel
karakter.
For de hjælpemidler, hvor det er muligt at visitere til det samme hjælpemiddel
for samme type af funktionsnedsættelse, giver produktet en indikation
for det offentlige serviceniveau.
Opsummerende kan det siges, at afgrænsningen af det offentlige tilbud generelt
sker som led i den tildelingsbeslutning, som den enkelte kommune
eller amt foretager, på baggrund af det valgte serviceniveau og den handicappedes
konkrete situation.
Øgede valgmuligheder kan skabes på flere måder, jf. nedenstående tabel
5.1.
Tabel 5.1. Modeller for valgfrihed på hjælpemiddelområdet
Tilkøb
Frit valg af leverandør
Nej Ja
Nej Nuværende regler for personlige Model med valgfrihed for den visiterede ydel-
og tekniske hjælpemidler se, men ikke mulighed for tilkøb
Ja Model med egenbetaling af tilkøb
udover den visiterede ydelse
Nuværende regler for særligt personlige hjælpemidler
eller model med kontanttilskud
I det følgende skitseres de enkelte modeller med udgangspunkt i det nuværende
regelsæt for særligt personlige hjælpemidler, som giver både frit leverandørvalg
og mulighed for tilkøb.
Frit valg af leverandør og tilkøb
Der kan opereres med to modeller for at give frit leverandørvalg og tilkøbsmulighed
på hjælpemiddelområdet.
Model 1. Nuværende regler for særligt personlige hjælpemidler
Med virkning fra 1. januar 1997 blev der indført en frit valgsordning for
en udvalgt gruppe af særligt personlige hjælpemidler. Ordningen giver bå-
111

VALGFRIHED OG TILKØBSMULIGHEDER
de valgfrihed med hensyn til leverandør af den visiterede ydelse og mulighed
for tilkøb.
Der skal foreligge en konkret vurdering af, hvilket hjælpemiddel, der er
det bedst egnede og billigste for brugeren, udfra den enkeltes behov på
baggrund af tildelingskriterierne, jf. kapitel 2. Ansøgeren tildeles derefter
et egnet hjælpemiddel.
Når bevillingen foreligger, kan ansøgeren vælge selv at indkøbe hjælpemidlet
hos en leverandør efter eget valg. Dog skal hjælpemidlet opfylde de
hensyn til kvalitet, holdbarhed, garanti, service- og reparationsmuligheder,
som er lagt til grund for bevillingen.
Hvis kommunen/amtet har indgået en leverandøraftale refunderes et beløb
svarende til, hvad udgiften til det bevilligede hjælpemiddel ville have været
ved levering fra kommunens leverandør. Hvis kommunen/amtet til
gengæld ikke har indgået leverandøraftale, ydes støtte efter regning til det
bevilligede hjælpemiddel. Dog gælder det uanset om kommunen eller amtet
har indgået leverandøraftale, at hvis ansøgeren vælger et hjælpemiddel
af en anden kvalitet eller med yderligere funktioner, må den pågældende
betale en eventuel prisdifference.
Det frie leverandørvalg giver dermed brugeren mulighed for at vælge et
andet produkt end netop det produkt, som kommunen eller amtet har bevilget
udfra deres vurdering af, hvilket hjælpemiddel, som er det bedst egnede
og billigste.
Model 2. Kontant tilskud
Udover, som det er tilfældet i regelsættet for særligt personlige hjælpemidler,
at fastsætte det offentlige tilbud i form af visitation til et konkret
hjælpemiddel, kan en model for frit leverandørvalg bestå i, at man visiterer
til et ydelsesbevis (voucher). Herefter har brugeren frit valg med hensyn
til, hvor ydelsesbeviset bruges – hos en offentlig eller privat leverandør.
Konkurrencestyrelsen har i en rapport anbefalet en sådan model 1 . Dog
skal man være opmærksom på, at der er asymmetrisk information sundhedspersonale
og patient imellem, som betyder, at det i reglen er udbyderen,
der fastlægger, hvad efterspørgeren skal efterspørge, og der gælder
1
Konkurrencestyrelsen, "Analyse af konkurrence- og effektivitetsforholdene på høreapparatområdet",
1997.
112

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
det forhold, at patienten ikke har interesse i omkostningerne, med mindre
der er en betydende egenbetaling.
Størrelsen af ydelsesbeviset kan, i modsætning til regelsættet for særlig
personlige hjælpemidler, fastsættes både lokalt og centralt.
Potentielle ulemper ved frit valg af leverandør og tilkøb
I forbindelse med indførelse af valgfrihed med hensyn til leverandør og
muligheden for tilkøb, bør man være opmærksom på en række potentielle
ulemper i forhold til den kommunale udgiftsstyring:
• De hidtidige erfaringer viser, at en begrænsning i mulighederne for anvendelse
af leverandøraftaler betyder, at indkøbspriserne bliver mindre
fordelagtige.
• Hvis borgerne opnår ejendomsretten til hjælpemidlerne, kan muligheden
for genbrugsordninger blive begrænset.
• En større variation i hjælpemidlerne kan øge omkostningerne for kommuner
og amter ved at yde service og løbende sikre kvaliteten af hjælpemidlerne.
Der findes to typer leverandøraftaler, som kommuner og amter kan indgå.
Den første type er pris/rammeaftaler, hvor kommune eller amt aftaler pris
og kvalitet med en eller flere leverandører, samtidig med at andre leverandører
har mulighed for at levere til kommunen under samme betingelser.
Den anden type af aftaler er leverandøraftaler, hvor aftalen med en eller
eventuelt en begrænset kreds af leverandører omfatter pris og mængde af
et konkret hjælpemiddel. Kommunen eller amtet kan således efter denne
model vælge, hvilke leverandører, der skal levere hjælpemidlerne.
Den væsentligste forskel på de to typer af aftaler er spørgsmålet om eneleverance
eller ej. Det forhold er afgørende for, i hvilket omfang det er muligt
at opnå prisreduktioner. Det er alene i tilfældet med eneleverandøraftaler,
at der gives mulighed for aftale om antallet af hjælpemidler. En aftale
om eneleverance, og dermed muligheden for at vinde markedsandele,
er ofte det incitament for leverandørerne, som giver lavere indkøbspriser
for kommuner og amter.
113

VALGFRIHED OG TILKØBSMULIGHEDER
For en række hjælpemidler haves i dag en høj grad af genbrug af det enkelte
hjælpemiddel. En nødvendig betingelse for at kunne genbruge hjælpemidlerne
er, at det er kommune eller amt, som har ejendomsretten til
hjælpemidlet.
Indførelse af tilkøbsmulighed kan betyde, at det bliver uklart, hvem der
har ejendomsretten til hjælpemidlet.
En tredje potentiel barriere ved indførelse af øget valgfrihed angår kommune
og amts mulighed for at yde service og rådgivning.
Kommune og amt er i lovgivningen forpligtet til overfor borgeren, at give
rådgivning i forbindelse med ibrugtagning og valg af hjælpemiddel. Denne
rådgivning vil vanskeliggøres af det i fremtiden større antal hjælpemidler,
men også indførelse af frit valg vil betyde, at kravet til viden i kommuner
og amter øges i forbindelse med rådgivningen ved valg af hjælpemiddel.
Med en indførelse af tilkøbsmulighed for borgeren vil også kravet til service,
reparation mv. mindske muligheden for en yde en god service, da det
kræver kendskab til flere forskellige produkter, samt at det ikke er muligt
at have reservedele på lager til alle typer af hjælpemidler.
Frit valg af leverandør, men ikke tilkøb
Efter denne model gives mulighed for frit valg af leverandør, men ikke
mulighed for tilkøb mod en egenbetaling.
I praksis betyder det, at kommune eller amt visiterer til et hjælpemiddel til
afhjælpning af ansøgerens funktionsnedsættelse, hvorefter brugeren selv
kan vælge det konkrete hjælpemiddel inden for den pågældende gruppe.
Det er ikke muligt for brugeren at vælge et hjælpemiddel, som er af en
bedre kvalitet og dermed dyrere end det kommune eller amt har visiteret
til.
For denne model gælder, ligesom for modellen med både frit leverandørvalg
og mulighed for tilkøb, at den begrænser muligheden for indgåelse
af leverandøraftaler, og dermed gunstige priser, idet der ikke kan indgås
aftale omkring antallet af hjælpemidler.
Tilkøb, men ikke frit leverandørvalg
I denne model gives mulighed for tilkøb, men ikke for frit leverandørvalg.
Det mindsker den potentielle ulempe, idet muligheden for leverandørafta-
114

ler opretholdes.
OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
Brugeren har ved denne model en begrænset mulighed for tilkøb. Brugeren
kan kun få hjælpemidlet leveret fra den af kommune eller amt bestemte
leverandør. Det betyder, at tilkøbsmuligheden er begrænset til, at
brugeren kan vælge et andet, bedre eller dyrere produkt fra samme leverandør.
5.3. Personlige hjælpemidler
I dette afsnit belyses mulighederne for at skabe større valgfrihed på området
for personlige hjælpemidler.
Personlige hjælpemidler er karakteriseret ved at være kropsbårne hjælpemidler
med begrænset genbrugsmulighed, jf. kapitel 2.
Afgrænsningen mellem personlige og særligt personlige hjælpemidler er
ikke klar. Særligt personlige hjælpemidler er en positivt defineret mængde
af alle personlige hjælpemidler. F.eks. er det ikke åbenlyst om ortopædiske
sko er mere personlige hjælpemidler end f.eks. høreapparater eller
om tandproteser er mere personlige hjælpemidler end øjenproteser.
For personlige hjælpemidler gælder, ligesom for særligt personlige hjælpemidler,
at en række eksterne personer har indflydelse på tildelingen af
hjælpemidler, idet der kræves en viden som ligger udover, hvad kommunen
kan tilbyde.
Der er ikke frit leverandørvalg for personlige hjælpemidler, og kommune
eller amt kan derfor bestemme, at et hjælpemiddel skal leveres af en bestemt
leverandør. Det skal dog bemærkes, at en leverandøraftale ikke må
være til hinder for, at personer med særlige behov får stillet et egnet hjælpemiddel
til rådighed.
Med indførelse af frit leverandørvalg på området for personlige hjælpemidler
vil brugerne opleve en bedre offentlig service, herunder den enkelte
brugers indflydelse på kvalitet og design, som det nuværende regelsæt for
særligt personlige hjælpemidler giver mulighed for.
De væsentligste barrierer er for det første, at ved indførelse af frit leverandørvalg
vil det være vanskeligere for den tildelende myndighed at sikre
kvaliteten af hjælpemidlerne samt af den service, som er nødvendig i for-
115

VALGFRIHED OG TILKØBSMULIGHEDER
bindelse med instruktion i brug af hjælpemidlet og lignende. Dog foregår
en del af denne service allerede udenfor kommunens regi.
For det andet vil indførelsen betyde, at der ikke længere er samme mulighed
for at lave leverandøraftaler og dermed opnå prisreduktioner, jf. afsnit
5.2.
I det følgende vurderes mulighederne for at skabe mere valgfrihed til personlige
hjælpemidler med udgangspunkt i en konkret case, høreapparatområdet.
Høreapparater som case
Baggrunden for valget af høreapparatområdet som case er, at det udgør en
væsentlig del af udgifterne til personlige hjælpemidler og samtidig er veldokumenteret.
Det er på den baggrund et område, hvor det mere præcist er
muligt at vurdere fordele og ulemper ved indførelse af øget valgfrihed.
Beskrivelse af høreapparatområdet
Tildeling og finansiering af høreapparater blev den 1. juli 1997 flyttet til
amterne fra kommuner. Endvidere blev tildelingen og finansieringen af
batterier til høreapparater flyttet fra kommunerne til amterne ved ikrafttrædelse
af serviceloven den 1. juli 1998. Dermed har amterne nu ansvaret
for hele høreapparatområdet.
Ordination og tildeling af høreapparater foregår på de offentlige audiologiske
afdelinger. Valget af høreapparat træffes ud fra princippet om "bedst
og billigst" og baseres på en lang række parametre – såvel brugerens ønsker
som økonomiske, tekniske, medicinske og audiologiske hensyn. Udover
de offentlige audiologiske afdelinger findes en række private høreklinikker.
Der findes i Danmark 5 importører, 7 producenter og 4 eksportører af høreapparater.
De tre største høreapparatfirmaer er Oticon, Widex og Danavox,
som samlet står for 99 pct. af den danske produktion.
Amterne, København og Frederiksberg kommune har sammen dannet Det
Centrale Høreapparatråd. Høreapparatrådets opgave er, på baggrund af oplysninger
indhentet fra de audiologiske afdelinger om det forventede forbrug
af høreapparater, at træffe aftale med høreapparatfirmaerne om, til
hvilke priser og vilkår i øvrigt firmaerne leverer høreapparater til de enkelte
audiologiske afdelinger.
116

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
Når oplysninger om det forventede antal høreapparater er indhentet, foretager
Høreapparatrådet EU-udbud på indkøbet. Af udbuddet fremgår, hvilke
kravspecifikationer de forskellige typer af apparater skal opfylde samt
antallet af disse. Herefter afgiver leverandørerne tilbud på de apparater
man ønsker at føre på det danske marked, opdelt i priskategorier efter en
række mængdemæssige leverenceintervaller.
På baggrund af udbudsrunden sammensættes et sortiment. Der blev i 1998
indgået aftaler om 45.525 apparater i sortimentet.
Såfremt det enkelte firma tilbyder flere apparattyper, vil det være antallet
af sortimentsapparater i den samlede ordre, der afgør stykprisen i henhold
til den priskategori, man antalmæssigt er nået op i. For de apparater, der
ikke medtages som sortimentsapparater, indgås en rammeaftale.
De fleste firmaer vil således have indgået en sortimentsaftale med forpligtigende
volumen på visse apparatstyper, samt en rammeaftale (uforpligtende
med hensyn til stykantal) på øvrige apparattyper.
Udfordringer og muligheder
Der kan på høreapparatområdet forventes en stigning i udgifterne som følge
af den demografiske udvikling, hvor en større andel af befolkningen får
brug for høreapparater samt en stadig teknologisk udvikling på området.
Den teknologiske udvikling på høreapparatetsområdet indebærer, at der
løbende kommer nye, mere avancerede og dyrere høreapparater på markedet.
Den teknologiske udvikling kan også med tiden føre til en billiggørelse
af høreapparater.
I dag yder det offentlige primært støtte til analoge høreapparater, som koster
i intervallet 2.000 kr. - 3.500 kr. kr. ekskl. tilpasning med et gennemsnit
på omkring 3.000 kr. for sortimentsapparater. De digitale høreapparater,
hvis udbredelse er stigende, koster mellem 3.200 kr. og 4.000 kr.
med et gennemsnit på 3.500 kr. for sortimentsapparater. Der må forventes
et fortsat betydeligt pres på høreapparatetområdet.
Konkurrencestyrelsen har i efteråret 1997 udarbejdet en konkurrence- og
effektivitetsanalyse inden for høreapparatområdet. Efter Konkurrencestyrelsens
opfattelse, påviser analysen en række elemter, der er i strid med
intentionerne i konkurrenceloven. Konkurrencestyrelsen anbefaler på den
117

VALGFRIHED OG TILKØBSMULIGHEDER
baggrund en ændring af bistandsloven, som giver patienten et kontanttilskud
på 2.500 kr., hvis høreapparatet anskaffes fra en privat klinik.
Konkurrencestyrelsen anfører i den forbindelse, at man ikke har fundet nogen
anledning til at problematisere Det Centrale Høreapparatråds rolle,
som indkøber for de audiologiske afdelinger. Derimod rettes kritik mod
den manglende konkurrence i udleveringsleddet.
Mulige modeller for frit valg af leverandør og produkt
I det følgende overvejes forskellige mulige modeller til at skabe friere valg
på høreapparatområdet, og en række overordnede konsekvenser skitseres.
Det bemærkes, at afsnittet ikke forholder sig til de mere konkrete restriktioner,
som f.eks. mangel på uddannet personale, som kan udgøre en barriere
for kapaciteten på høreapparatområdet.
Anvendelse af regelsættet for særligt personlige hjælpemidler
Ved en overførelse af høreapparatområdet til regelsættet for særligt personlige
hjælpemidler vil det fortsat være amtet, som først visiterer den
enkelte bruger til et høreapparat og dernæst beslutter, hvilket høreapparat
der ydes støtte til.
Herefter vil brugeren, i modsætning til i dag, have frit valg mellem det offentlige
og det private som leverandør. Endvidere vil brugeren have mulighed
for at vælge et andet produkt end den visiterede ydelse, herunder
vælge et dyrere høreapparat mod en egenbetaling af differencen i forhold
til det høreapparat, som det offentlige har visisteret til.
Fordelene ved den ovenfor beskrevne model med frit valg af høreapparat,
og dermed af producent og leverandør, er et større hensyn til brugernes
ønsker.
Valg af høreapparat består af en række afvejninger af forskellige forhold.
F.eks. kan det være, at høreapparat X har erfaringsmæssigt marginalt bedre
lyd, høreapparat Y er lettere at betjene, mens høreapparat Z leveres i 8
forskellige farver. Hvis brugeren selv kan træffe dette valg, øges oplevelsen
af kvalitet ved brug af apparatet.
Muligheden for tilkøb i denne model gør, at man kan imødekomme brugerønsker
i de tilfælde, hvor en bruger er parat til at betale mere for at få et
bedre produkt end det visiterede. Det gælder f.eks. om i-øret apparater, at
118

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
de er dyrere og har dårligere holdbarhed. Der er dog nogle som hellere vil
have et sådan apparat af æstetiske grunde.
Der skal i forbindelse med ovenstående model påpeges to potentielle ulemper.
For det første vil det ikke i samme omfang som i dag være muligt at indgå
aftaler om antallet af høreapparater. Det vil umiddelbart betyde, at rabatten
på 5,7 pct. af udgifterne til høreapparater ikke vil kunne opretholdes. Konkurrencestyrelsen
påpegede i deres rapport, at rabatten formentlig var større,
da der i listeprisen var taget hensyn til aftalerne. Dog skal man være
opmærksom på, at de danske producenter er bevidste om, at det er et godt
salgsargument, at den danske høreomsorg anvender danske høreapparater.
For det andet vil der skulle indføres et krav om, at de private leverandører,
som kan vælges, skal være certificerede. Denne certifikation har til formål
at sikre kvaliteten af den service, der ydes i forbindelse med valg og tilpasning
af høreapparatet, service, instruktion og opfølgning.
Fast kontanttilskud
Som alternativ kunne derfor overvejes en model med et fast kontanttilskud
og frit leverandør- og produktvalg, som det blandt andet er foreslået i
Konkurrencestyrelsens rapport 2 .
Her gives patienten et kontanttilskud, hvis høreapparatet anskaffes fra en
privat klinik. Det betyder, at hvis høreapparatet leveres fra det offentlige
system modtages det uden egenbetaling, og hvis brugeren vælger, at høreapparatet
skal leveres fra en privat leverandør, modtages efter forslaget et
kontanttilskud til køb af høreapparat, høreprøve, valg og tilpasning af høreapparatet,
service, indeholdende instruktion og opfølgning heraf, og garanti,
dog ikke mere end de faktiske udgifter.
Beløbets størrelse kan f.eks. fastsættes ud fra prisniveauet på de standardapparater,
det offentlige leverer. Eksempelvis et tilskud på ca. 2.000 kr.
og et skønnet tilskud til andre serviceydelser på ca. 2.000 kr.
2
Konkurrencestyrelsen, "Analyse af konkurrence- og effektivitetsforholdene på høreapparatområdet",
1997.
119

VALGFRIHED OG TILKØBSMULIGHEDER
Det skal bemærkes, at ved denne model kan det offentlige ydelsesniveau
fastsættes centralt i modsætning til regelsættet for særligt personlige hjælpemidler,
hvor det fastsættes lokalt.
Modellen svarer til den model, som der i Norge gives støtte til høreapparater
efter.
Ovennævnte model kan udvides til, at et kontanttilskud gives til borgeren,
der herefter kan vælge at anvende beløbet ved køb af et høreapparat hos en
privat leverandør eller vælge at anvende beløbet ved køb af høreapparat
hos den offentlige høreafdeling. Dog skal man være opmærksom på, at der
er asymmetrisk information sundhedspersonale og patient imellem, som
betyder, at det i reglen er udbyderen, der fastlægger, hvad efterspørgeren
skal efterspørge, og at der gælder det forhold, at patienten ikke har interesse
i omkostningerne, med mindre der er en betydende egenbetaling.
Andre modeller
Endelig kan man også forestille sig en model med frit leverandørvalg uden
mulighed for tilkøb, eller en model med mulighed for tilkøb uden frit leverandørvalg.
5.4. Tekniske hjælpemidler
I dette afsnit belyses mulighederne for at skabe større valgfrihed på området
for tekniske hjælpemidler.
Tekniske hjælpemidler er ikke-kropsbårne hjælpemidler, som adskiller sig
fra særligt personlige og personlige hjælpemidler ved, at der er betydelige
mulighed for genbrug af hjælpemidlet når brugeren ikke længere har behov
for det.
Der gælder samme regler for tekniske hjælpemidler som for personlige
hjælpemidler, idet der ikke er frit leverandørvalg, og kommunen dermed
kan bestemme, at hjælpemidlet skal leveres af en bestemt leverandør.
I lighed med overvejelserne under personlige hjælpemidler, med hensyn til
barrierer for indførelse af frit leverandørvalg på området, gør der sig for
tekniske hjælpemidler en række overvejelser gældende.
For en del af de tekniske hjælpemidler gælder, at der findes en lang række
produkter som alle kompenserer for den samme funktionsnedsættelse, men
som varierer i design, kvalitet mm. Det betyder, at det af kommunen visi-
120

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
sterede hjælpemiddel på området ikke nødvendigvis stemmer overens med
brugerens præferencer.
Når kommunen for de forskellige typer af tekniske hjælpemidler vælger et
produkt som hyppigt anvendt produkt, gør de sig overvejelser om hvorvidt,
det pågældende produkt kan genbruges. Hvis brugerne havde frit leverandørvalg,
ville dette formentlig ikke indgå i deres overvejelser. Endvidere
vil et frit leverandørvalg også betyde, at kommunen ikke vil kunne
tilbyde samme service i forbindelse med reparation for et individuelt valgt
produkt i forhold til den af kommunen visiterede ydelse, hvor hjælpemiddeldepotet
ofte ligger inde med reservedele og lignede.
Et frit leverandørvalg vil også betyde, at det vil være uklart, hvem der har
ejendomsretten til hjælpemidlet, hvis borgeren har købt et produkt af en
højere kvalitet og dermed haft en egenbetaling. Hvis ejendomsretten overgår
til borgeren, vil indførelsen af frit leverandørvalg betyde, at hjælpemidlet
ikke kan genbruges. Ejendomsretten behøver dog ikke overgå til
borgeren, da egenbetalingen kan ses som en egenbetaling for den ekstra
kvalitet af hjælpemidlet i den periode, man har hjælpemidlet.
Spænd i pris og kvalitet samt valg af visiteret ydelse
For en række tekniske hjælpemidler er det muligt at beskrive fastlæggelsen
af det visiterede tilbud nærmere.
Prisspændet for de enkelte produkter kan findes i Hjælpemiddelinstituttets
(HMI) database, hvor alle typer af hjælpemidler er lagret efter formål, pris
mv. På grund af den høje detaljeringsgrad i databasen er det muligt, at
finde sammenlignelige produkter med samme formål, funktion og lign.
For at relatere spændet til de konkrete valg som træffes i kommunerne,
vises en række eksempler på, hvor kommunerne Ringkøbing, Århus og
Randers har valgt at placere sig i prisspændet og dermed også i kvalitetsspændet.
Ved sammenligninger af pris og kvalitet skal der tages højde for, at der
kan være tale om forskellige produkter og/eller produkter, der tager sigte
på at afhjælpe forskellige lidelser. For at eliminere denne usikkerhed tilstræbes
det, at afgrænse produkttyperne så snævert, at der inden for det
belyste spænd er tale om substituerbare produkter. Dette er foretaget i
samarbejde med Hjælpemiddelinstituttet.
121

VALGFRIHED OG TILKØBSMULIGHEDER
I forbindelse med rundspørgen blandt udvalgte kommuner er det muligt at
give en vurdering af dækningsgraden for den visiterede ydelse.
Manuelle kørestole
Der findes manuelle kørestole til forskelligt brug.
Hvis man betragter manuelle sammenklappelige baghjulsdrevne kørestole
til allround-brug haves i databasen 39 forskellige typer, jf. boks 5.1.
Kategorien dækker både over transport kørestole og permanente kørestole.
Hvis man betragter begge typer af stole haves et prisspænd fra 4.600 kr.
for den billigste og 21.900 kr. for den dyreste.
Boks 5.1. Prisvariation for manuelle kørestole – transport og
permanente samt eksemplar på udvalgte kommuners valg
1.000 kr. 1.000 kr.
30
20
10
0
122
39 typer
Randers
Århus
Århus og
Ringkøbing
Randers
30
20
10
0
Kategorien er benævnt "allround kørestole" og
dækker over såvel transport som permanente
kørestole. Kategorien dækker over kørestole,
som kan have en eller flere af følgende funktioner:
Justerbar sædehøjde, justerbar fodstøtter
og andre muligheder for indstillinger. Det er
således vanskeligt at forestille sig, at en kommune
vil vælge en stol til 21.900 kr. som visiteret
ydelse på transportstolsområdet, som typisk
udlånes til en bruger, som blot af og til skal en
tur ud og handle sammen med en hjælper.
På den anden side vil nogle af stolene i den billige ende formentligt udelukkende være egnede
som transportkørestole, og således ikke kunne tilgodese individuelle behov.
Samtidigt tager kommunerne i deres valg af visistret ydelse blandt andet højde for modellens
tilpasningsmuligheder og dermed genbrugsmuligheder og måske også til leverandørens geografiske
placering, hvilket kan have betydning for servicering mv.
Blandt transportkørestole har Århus og Ringkøbing valgt den samme stol,
som koster 6.100 kr. Randers har valgt en stol til 6.000 kr.
Indenfor typen af permanente kørestole har Randers valgt en stol til
13.900 kr. og Århus en stol til ca. 12.500 kr. Ifølge Århus vælger de denne
stol i 90 pct. af tilfældene, hvor der skal bruges en permanent stol.
Hvis man kigger på permanente all-round manuelle kørestole haves to
forskellige typer i form af henholdsvis komfort kørestole og specielle kørestole.
Hvis man betragter begge typer af stole, fås de fra priser på 10.000
kr. og op til 22.700 kr., jf. boks 5.2.

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
Boks 5.2. Prisvariation for manuelle komfort/specielle kørestole
og eksemplar på udvalgte kommuners valg
1.000 kr. 1.000 kr.
40
30
20
10
0
14 typer
Prisspænd Ringkøbing og Århus
Der findes 14 forskellige slags af disse typer af specielle stole.
Hvis man ser på specielle stole, som er kendetegnet ved at de har mulighed
for en række individuelle tilpasninger, har Århus og Ringkøbing valgt
den samme stol til 18.800 kr. Århus angiver, at denne stol tildeles i 95 pct.
af tilfældene, hvor der skal gives en speciel stol.
Elektrisk Kørestol
Elektriske kørestole findes i mange forskellige kvaliteter og med mange
forskellige funktioner. Det afspejles i prisvariationen, hvor den billigste eldrevne
kørestol med motoriseret styring koster 27.000 kr. og den dyreste
koster 107.000 kr. Der forhandles i øjeblikket ca. 50 forskellige typer i
Danmark.
40
30
20
10
0
123

VALGFRIHED OG TILKØBSMULIGHEDER
Boks 5.3. Prisvariation for elektriske kørestole med motoriseret
styring samt eksemplar på udvalgte kommuners valg
1.000 kr. 1.000 kr.
120
50 typer
120
100
80
60
40
20
124
0
Spænd mellem billigste og dyreste Ringkøbing
Randers og Århus Århus
100
80
60
40
20
0
Der er betydelig forskel mellem de enkelte
produkter. Nogle af de dyrere stole har indbyggede
el-funktioner for f.eks. ryglæn og fodstøtter,
eller har mulighed for senere indbygning
af sådanne. Andre stole er programmerbar
med hensyn til køreegenskaber og andre igen
har siddekomfort som de manuelle komfort
kørestole osv.
Ringkøbing og Randers har valgt en elektrisk kørestol til henholdvis
50.000 kr. og 57.000 kr. Århus har valgt to typer af stole til henholdsvis
53.000 kr. og til 57.000 kr., hvor den sidste er den samme som den i Randers
valgte stol.
Rollator
Prisvariation for rollatorer med fire hjul spænder fra 800 kr. til 3.475 kr.
for den dyreste. Der findes 14 forskellige på det danske marked.
For rollatorer er dækningsgraden for standardproduktet i omegnen af 90 til
95 pct.
Boks 5.4. Prisvariation for rollatorer med 4 hjul
1.000 kr. 1.000 kr.
5
5
4
3
2
1
0
40 typer
Spænd mellem billigste og dyreste Ringkøbing
Randers Århus
4
3
2
1
0
Rollatorerne i den dyre ende af skalaen er
formentligt specielle modeller, f.eks. modeller
der kan betjenes med én arm, som aldrig vil
blive valgt som visiteret ydelse.
Ringkøbing har valgt en rollator til 1.800 kr., Randers en til 1.200 kr. og
Århus en til 1.500 kr.

OFFENTLIGE TILSKUD PÅ HJÆLPEMIDDELOMRÅDET
Plejeseng
Indenfor plejesengsområdet findes 34 forskellige typer af plejesenge med
2-, 3- eller 4-delt liggeflade og motoriseret indstilling. De 34 senge dækker
over et prisspænd på 8.250 kr. for den billigste og 14.870 for den dyreste.
Boks 5.5. Prisvariation for 2-, 3- og 4-delte plejesenge med
motoriseret indstilling samt eksemplar på udvalgte kommuners
valg
1.000 kr. 1.000 kr.
30
30
20
10
0
34 typer
Spænd mellem billigste og dyreste Ringkøbing
Randers Århus
20
10
0
Motoriseret indstilling kan være mange forskellige
ting. Typisk ses elektriske indstillingsmuligheder
for hovedende, benende og
lejefladens højde. Der findes således modeller
med hhv. 1, 2 og 3 motorer. Man skal være
opmærksom på, at valget af seng ofte skal ses i
sammenhæng med arbejdsmiljøhensyn for
hjælperne samt for depotmedarbejderne.
Ringkøbing kommune har valgt den dyreste model og Randers den billigste
model til 8.250 kr. Århus har valgt en model 10.500 kr.
Ovenstående beskrivelse af prisspænd og visiteret ydelse viser, at der er et
betydeligt prisspænd for de enkelte produkter og, at der mellem de betragtede
kommuner er variation i valget af visiteret ydelse. Det skal bemærkes,
at en del af prisspændet dækker over særlige produkter, som kommunerne
sjældent visiterer til.
125

Som opfølgning på aftalerne mellem
regeringen og de kommunale parter
om den kommunale økonomi i 1999
er der gennemført en analyse af de
offentlige udgifter på hjælpemiddelområdet.
Rapporten belyser følgende emner:
· Regler og lovgrundlag
· Udgiftsudviklingen
· Udgiftsstyring
· Valgfrihed og tilkøbsmuligheder
· Prioriteringsmuligheder
Rapporten er udarbejdet i fællesskab
mellem Amtsrådsforeningen, Kommunernes
Landsforening, Københavns
Kommune, Frederiksberg Kommune,
samt Social-, Indenrigs- og Finansministeriet.