Halvtreds år med fælles varme - Viborg Fjernvarme

Halvtreds år med fælles varme... 

af Henning Ringgaard Lauridsen 

VIBORG 

FJERNVARME

2 

VIBORG 

FJERNVARME 


Viborg Varmeværk 1953 - 2003 

Denne bog er udgivet af Viborg Fjernvarme A/S 

i forbindelse med selskabets 50 års jubilæum den 26. april 2003. 

Tekst og tilrettelæggelse: 

Henning Ringgaard Lauridsen. 

Omslagsfotos og bestyrelse: Anne Mette Kristoffersen 

Foto side 29 af kai Holm: Preben Madsen, Viborg Stifts Folkeblad 

Hvis ikke andet er nævnt er fotografierne udlånt af 

Lokalhistorisk arkiv/Viborg Stiftsmuseum 

Bogen er sat med New Baskerville 

hos Sats & Tegn i Viborg og 

trykt hos Special-Trykkeriet i Viborg. Udgivet i 2.500 eksemplarer.

Forord 

Viborg, april 2003 

Heinrich Nüchel 

Formand 

Fjernvarme – et genbrugssystem 

Princippet i en fjernvarmeforsyning er en - 

kelt. 

Fra varmeværket pumper man opvarmet 

fjernvarmevand ud til forbrugerne. Hos 

forbrugerne anvendes fjernvarmevandet til 

at varme ejendommen og brugsvandet op. 

Herefter returneres det afkølede fjernvarmevand 

til varmeværket, hvor det igen 

varmes op og sendes ud. 

Fjernvarmevandet cirkulerer altså i et luk - 

ket rørsystem, og der er på den måde tale 

om et genbrugssystem. 

Derfor er fjernvarme en af de daglige go - 

der, som vi ikke kan undvære. Vi bruger 

fjernvarme til opvarmning af vore huse og 

lejligheder, og fremstilling af varmt brugs - 

vand, når vi går i bad eller vasker op. 

I Viborg har vi nu haft fjernvarme i 50 år. I 

1953 besluttede en kreds af byens bor gere, 

at man i fællesskab ville producere varme 

til opvarmning og varmt vand i ha nerne, 

og i den anledning har Viborg Fjern varme 

den fornøjelse at udsende dette lille hæfte, 

der fortæller om Viborg Fjernvarmes 

første 50 år. Teksten i hæftet er skrevet af 

museumsleder Henning Ring gaard 

Lauridsen, som i hæftet beretter om, hvordan 

Viborg Fjernvarme har været en del af 

Viborg bys historie gennem et halvt århundrede. 

Da Viborg Fjernvarme startede med at le - 

vere varme i november 1956, kunne man - 

ge slukke for de kul- og koksfyrede kak kel - 

ovne - noget som helt klart må have været 

med til at forbedre luften over Viborg by. 

Også i dag gør Viborg Fjernvarme en indsats 

på miljøområdet, idet vi til stadighed 

udbygger ledningsnettet i Viborg, således 

at så mange som muligt får mulighed for 

at benytte en nem energikilde til op varm - 

ning. 

Bestyrelsen og jeg håber, at læserne må få 

nogle gode stunder i selskab med dette ju - 

bilæumshæfte. 

3

Viborg Varmeværks 

central i Grønnegade 

1955. Foto: Georg Pe. 

4


af Henning Ringgaard Lauridsen 

Om aftenen den 16. april 1953 samledes 

en gruppe borgere på Preislers Ho tel i Sct. 

Mathias Gade. De var inviteret af “Under - 

søgelsesudvalget for oprettelsen af et var - 

meværk i Viborg”, og aftenen skulle vise, 

om der var grundlag for at bygge et fælles 

varmeværk i byen. 

At mødet fandt sted på byens bedste hotel 

var ingen tilfældighed. Ikke sådan at for - 

stå, at der var noget specielt fornemt eller 

fint over foretagendet, tværtimod, men sa - 

gen var den, at hotelejer Johannes Chri - 

sten sen allerede i 1948 var begyndt at 

snak ke med naboerne om det fornuftige i 

en fælles varmeforsyning i kvarteret om - 

kring Sct. Mathias Gade. Flere af grund - 

ejerne kunne godt følge hans ide, og efterhånden 

som forundersøgelserne skred 

frem, blev det lille projekt omformet til et 

forslag om et fælles varmeværk for hele by - 

kernen. Aftenens forhandlinger på Preis - 

lers Hotel forløb da også til indbydernes 

fulde tilfredshed, og den stiftende generalforsamling 

sammensatte en bestyrelse be - 

stående af direktør Aug. F. Tams, bankdirektør 

A. Eriksen, landsretssagfører M. 

Mik kelsen og arkitekt Fr. Jensen samt to 

repræsentanter udpeget af Viborg Byråd 

og en repræsentant fra Viborg Lejer fore - 

ning. Hotelejer Johs. Christensen holdt sig 

beskedent i baggrunden. Han nøjedes 

med en suppleantpost. 

Store fællesprojekter lykkes kun, hvis de 

præsenteres på rette tid og sted. Det var 

tilfældet med Johs. Christensens forslag. 

De første år efter krigen var ikke til dyre 

individuelle løsninger, og hvorfor ikke løf - 

te de tunge opgaver i fællesskab. Det dan - 

ske samfund var fortsat præget af vare - 

knap hed, valutauro og prisstigninger. 

Byggeriet foregik i ujævnt tempo og ar - 

bejdsløsheden var høj. Folk i arbejde hav - 

de heller ikke meget at gøre godt med. 

Preislers Hotel, 

Sct. Ma thias Gade 29, 

hvor I/S Viborg Var - 

meværk blev stiftet. 

Billedet er taget en forårsdag 

i begyndelsen af 

1950´erne. 

Foto: Georg Pe. 

5

Under vore klimatiske forhold 

har vi altid vist praktisk 

opfindsomhed for at 

skaffe varme i huset i de 

kolde vinterdage. Motivet 

på denne ovnplade fra 

middelalderen viser en 

kvinde, der løfter op i 

skørterne for at lade varmen 

fra en ildpotte lune 

ben og lår. Den beskadigede 

ovnplade i norsk klæbersten 

er fundet i Viborg 

ved ud grav ning i det 

gamle Sva ne apotek. 

6 

Timelønnen for en faglært arbejder i pro - 

vinsen var i 1953 på 3,99 kr., mens en 

ufaglært fik 3,59 kr. De kvindelige arbej - 

dere fik 2,53 kr. i timen. Lavere funktio - 

nærer tjente omtrent det samme som fag - 

lærte arbejdere, mens de selvstændige som 

regel havde en noget større indtægt. 

Og hvad kunne familien købe for de pen - 

ge? Ja, et fire kilos rugbrød hos bageren 

ko stede efterhånden to kr., mens det i 

1949 kun havde kostet 1,17 kr., 1 liter 

mælk i ismejeriet betalte husmødrene 51 

øre for, en øl hos købmanden var på fire 

år steget fra 59 øre til 73 øre, mens priser - 

ne på kul var steget fra 9,43 kr. pr. hl i 

1949 til 15,86 kr. i 1952. Gasværkskoks var 

lidt billigere og mange brugte også tørv i 

kakkelovnen for at spare lidt. Bil havde de 

færreste råd til omkring 1950. Ifølge den 

statistiske opgørelse over familien Dan - 

marks samlede forbrug i 1952 brugte dan - 

skerne flere penge på vinduespolering end 

på benzin og smøreolier. Ganske tan - 

kevækkende, om end det regnestykke æn - 

drede sig radikalt de næste år. 

Varmen fra kakkelovnen 

Viborg var i 1953 en købstad på godt 

22.000 indbyggere. I begyndelsen af 

1950’erne var omkring to trediedele af Vi - 

borgs boliger fortsat opvarmet med kul- og 

koksfyrede kakkelovne. Måske var det hyg - 

geligt nok en kold vinterdag at sidde og 

lu ne sig ved den varme kakkelovn, hvor en 

af de voksne ind imellem greb med skov - 

len ned i kulspanden, raslede lidt, fik åb - 

net den øverste kakkelovnslem for at smi - 

de en skovlfuld ned i gløderne og luk ke 

med et metallisk smæk. Men besværligt var 

det hver dag at skulle ned i kulkælderen 

efter koks eller tørv, og kakkelovnen efterlod 

til husmoderens store ærgrelse en mas - 

se skidt i stuen. Besværligt var det også, at 

alt varmt vand til vask og rengøring måtte 

varmes i gryder og kedler over bygassen. 

Drømmen om centralvarme og varmt vand 

i hanerne blev mere og mere nær væ ren de, 

efterhånden som folk fik bedre råd. De 

nye etageejendomme, som bo lig selska ber - 

ne bl.a. opførte i Digterparken og i Sct. 

Mikkelsgården i disse år, fik fra starten 

centralvarme. Grundejerne i den centrale 

bydel fandt derfor tiden inde til at få de 

gamle kakkelovne skiftet ud med rør og

adiatorer. De sluttede talstærkt op om ho - 

telejer Johs. Christensens ide, og Viborg 

blev faktisk den by i landet som pro centvis 

mønstrede størst tilslutning, da varmeværket 

startede. 

Centralen i Grønnegade 

I/S Viborg Varmeværk blev i 1953 projekteret 

med anlægsudgifter på 7.518.500 kr. 

Af dem blev seks mill. kr. optaget som lån. 

Fjernvarmecentralen skulle opføres i 

Grøn negade, først med tre og senere op 

til otte hedtvandskedler. Herfra skulle et 

ledningsnet foreløbigt dække den indre 

bydel så langt mod vest som Skovgaardsvej. 

I november 1953 besluttede en generalfor- 

samling, hvor 90 af selskabets 134 interes - 

senter var mødt op, at sætte arbejdet i 

gang. Første etape skulle være færdigt i 

september 1954 og anden etape i løbet af 

tre år. Bestyrelsen regnede med en tilslutning 

på 400-500 ejendomme på lidt længere 

sigt, herunder alle Viborgs mange 

offentlige institutioner. Fuldt udbygget 

skulle værket kunne yde 40 mill. kcal/h. 

Modsat mange andre af tidens værker byg - 

gede Viborg Varmeværk på et ret nyt sy - 

stem, et højtryksanlæg, der under 10 at - 

mosfæres tryk sendte ophedet vand ud i 

ledningerne med en temperatur op til 170 

grader. 

Et Viborghjem i Sct. Mo - 

gens Gade i 1953. Var - 

mekilden var fortsat kakkelovne, 

men allerede et år 

senere havde smeden 

trukket rør og installeret 

ra diatorer i stuen, så 

fjern varmen kunne blive 

lagt ind. Ikke mindst hus - 

moderen og tjenestepigerne 

var glade for den nye 

varmekilde, der var stabil 

og sparede dem for meget 

arbejde og rengøring. 

7

“Vestergade gi´r sig 

aldrig” stod der på skiltet 

i den spærrede gade, hvor 

fjernvarmens folk endevendte 

jorden for at få 

rørene lagt ned i sommeren 

1954. Herren til venstre 

ser dog en smule 

betænkelig ud. Det meste 

gravearbejde foregik dengang 

med håndkraft og 

trillebør. Foto: Georg Pe. 

8 

Det var et imponerende anlægsarbejde, 

viborgenserne blev vidner til i årene 1954 

til 1956. Varmecentralen i Grønnegade 

synede vel ikke i sin kompakte form i 16 

me ters højde ligefrem i retning af en 

arkitektonisk skønhed. Til gengæld gav de 

to slanke skorstene på 42 meter byen et 

ekstra vartegn ved siden af domkirkens 

tvillingetårne. Som udgangspunkt skulle 

vær ket være kuldrevet, om end det let 

kun ne omstilles til fyringsolie. Kullene i 

værkets store siloer købte selskabet i Eng - 

land, fik dem sejlet til Mariager havn, 

hvor fra de kom til Viborg med Mariager- 

Fårup jernbanen. 

Langt mere berørt blev borgerne af arbej - 

det med nedlægningen af fjernvar merø - 

rene. Først kom smedene rundt i huse og 

ejendomme for at føre rør ind, etablere 

varmeveksler og installere radiatorer i alle 

rummene. Så begyndte arbejdsfolk med 

bor, spader, skovle og trillebør at skære og 

grave render på langs af gaderne, hvor - 

efter et nyt arbejdshold kom for at støbe 

varmekanalerne, lægge rørene ned, svejse 

og isolere, afprøve trykket og dække til 

igen. Biler, hestevogne, cykler og gående 

måtte kante sig forbi. Hele sommeren og 

efteråret gik, men vejret var regnfuldt, og 

det første afsnit blev ikke færdigt som lo - 

vet til 15. september. Endnu tre måneder 

gik, før det første afsnit af rørnettet kunne 

kobles på den første kedel, og de første vi - 

borgensere fik fjernvarme. Forsinkelsen 

kostede omkring 1 mill. kr. Alligevel var 

stemningen god, da selskabet indviede det 

første afsnit og holdt rejsegilde på varmecentralen 

i Grønnegade den 18. december 

1954. 300 interessenter deltog, og de sluttede 

dagen i Borger- og Håndværker fore - 

ningens sal med at spise flæskesteg med 

rødkål. 

En femøre på bajerens pris 

Som nævnt fik varmeværket fra starten en 

meget pæn tilslutning i dækningsområdet. 

Det betød, at bestyrelsen kunne fastlægge 

en lavere varmepris end først meddelt. 

Derfor gav de første varmeregninger ikke 

mange protester. I starten havde værkets 

kontorfolk dog et par smuttere. De var 

endnu ikke så erfarne med prisudregnin - 

gerne, hvilket blandt andet bevirkede, at 

en af byens restauratører fik en ganske 

klækkelig varmeregning. Det undrede han

Varmecentralen kom til at 

indtage en markant plads 

i bybilledet. Lige overfor i 

Grønnegade lå den kommunale 

badeanstalt, der 

var en af de gode kunder. 

Længere tilbage ses laderne 

ved Kjærsgaard 

Tømmerhandel og øverst i 

billedet fælledpladsen 

foran kasernen. 

9

Hotelejer Johannes Chri - 

stensen har revet en tændstik, 

så fyrbøderen kan 

fyre op under kedlerne 

ved var meværkets start 

i 1954. 

10 

sig lidt over, men valgte så at lægge en 

femøre på hver bajer han solgte for at 

krasse pengene hjem. Snart viste det sig 

dog, at der var tale om en fejltælling i 

varmeregnskabet. Værket returnerede det 

for meget opkrævede, men det betød nu 

ikke, at femøren faldt bort hos restaura - 

tøren. 

De lave priser på fjernvarmen holdt imid - 

lertid ikke længe. Prisstigninger på kul og 

fordyrelser i anlægsarbejdet fik bestyrelsen 

til at justere grundprisen opad med hele 

68%. Det gav kritik. Og den blev mere høj - 

røstet, da værket først fik vrøvl med ked - 

lerne og bagefter med varmemålerne 

rundt omkring i folks hjem. Nogle målere 

virkede slet ikke, andre viste et usandsynligt 

højt varmeforbrug med fejlvisning på 

op mod 50%. Forbrugere som uheldigvis 

var ud styret med en farisæer af sidste slags 

blev godt knotne, når varmeregningen 

dumpede ind af dørsprækken. De utilfredse 

fandt en forbundsfælle i den lokale 

avis Aftenposten - den tidligere Viborg 

Amts Socialdemokrat. Kritikken blev ikke 

mindst formuleret af det socialdemo kra - 

tiske byrådsmedlem Peter Aarestrup, som 

byrådet havde udpeget som en af de to 

kom munale repræsentanter i fjernvarme - 

værkets bestyrelse. 

Peter Aarestrups og Aftenpostens kritik 

indeholdt givetvis en del ideologisk brage - 

snak. Aarestup, der som barn havde op - 

levet den sociale nød, tilhørte de såkaldte 

dogmatiske kommunesocialister. For dem 

var en stor offentlig sektor garanten for 

større social retfærdighed, og Aarestrup 

lagde ikke skjul på, at Viborg Varme værk 

absolut burde være kommunalt ejet frem 

for at være et privat interessentselskab. 

Den socialdemokratiske byrådsgruppe var 

dog delt mellem Aarestrups fløj og den 

mere pragmatiske linie, som ikke mindst 

den første socialdemokratiske borgmester, 

Viggo Aggerholm, havde tegnet. De relativt 

mange tekniske problemer, som 

forfulgte Viborg Varmeværk i de før ste år, 

gjor de dog værket sårbar over for kritikken. 

Et af de tunge problemer, de 

ustabile var me målere, forsøgte værket at 

løse gennem forhandlinger med den tyske 

leverandør Siemens, men fejlene blev 

langt fra rettet hos alle. For at afbøde de 

værste uretfær digheder valgte bestyrelsen 

også at ændre betalingsprincipperne. De 

faste afgifter blev hævet, for at værket 

herigennem kun ne nedsætte 

varmeenheds prisen.

“Det store fælles kakkelovn” 

I november 1956 var det store anlægsar - 

bejde afsluttet, Viborgs moderne fjernvarmeværk 

stod færdigt. Gennem 20 km 

ledninger, omhyggeligt emballeret i et sy - 

stem af betonkasser, gravet ned i byens ga - 

der, strømmede vandet nu døgnet rundt 

fra varmeværket ud til forbrugerne og 

hjem igen til den store central i Grøn ne - 

gade. Udgangstemperaturen fra kedlerne 

var om sommeren på 120-140 grader, om 

vinteren på op til 170, og når det vendte 

hjem igen var halvdelen af kalorieindhol - 

det, dvs. varmen, gået til. 

Ingeniør Nørgaard Nielsen, der i hele an - 

lægsfasen havde været rådgivende inge - 

niør på projektet, kunne fremlægge det 

endelige anlægsregnskab. 8.250.000 kr. 

stod værket bogført til. De skulle tilbagebetales 

over en tyveårig periode. Det så 

bestyrelsen på med fortrøstning. Værket 

kørte godt, og energimæssigt var det fleksibelt, 

idet tre af kedlerne kunne fodres 

med kul og fem med fyringsolie. De sidste 

var i perioder de billigste, men olien var 

også i 1956 et følsomt barometer for verdenssituationen. 

Således tog olieprisen et 

gevaldigt hop, da den egyptiske præsident 

Nasser i efteråret 1956 nationalise re de 

Suez-kanalen. Nassers dramatiske skridt 

betød nemlig, at landet først blev angrebet 

af Israel og straks efter også af Frankrig og 

Storbritannien. Pres fra USA fik dog de to 

vestmagter til slukøret at vende hjem igen, 

og olieprisen faldt igen til ro. 

I slutningen af 1950’erne begyndte råva - 

rerne på verdensmarkedet at falde. 

Samtidig var især den vesttyske økonomi 

inde i en højkonjunktur, som også gav ne - 

de dansk industri. Viggo Kampmann, som 

var finansminister i H.C. Hansens tre kant - 

regering, gennemførte i 1957 en række 

hårde finanspolitiske indgreb, der skulle 

begrænse privatforbruget, samtidig med at 

han indførte gunstige afskrivningsregler 

for industrien. Hermed var grunden lagt 

til en stabilisering af dansk økonomi, og 

fra 1958 og de næste 14 år oplevede landet 

en økonomisk vækst, som ikke tid li ge - 

re var set. Den gennemsnitlige årlige 

vækst rate lå på 5%, hvilket betød, at 

samfunds kagen blev fordoblet i perioden. 

Prisfaldet på råvarer førte til, at Viborg 

Varmeværk allerede i 1958 kunne sænke 

Varmehallen på centralen 

i Grønnegade i 1954. 

Foto: Georg Pe. 

11

12 

prisen på varme, og flere nedsættelser 

fulg te i de første år af tresserne. Og efterhånden 

som folk fik bedre råd, ville alle 

have lune radiatorer og varmt vand i ha - 

nerne. I 1961 gravede værket en ledning 

under Ringvejen for at kunne levere fjernvarme 

til beboerne vest for vejen. Over 

1.000 hu se og ejendomme var nu tilsluttet 

værket, og dermed nærmede værket sig 

det tids punkt, hvor den fulde kapacitet på 

40 mill./kcal. var udnyttet. 

Bestyrelsen drøftede naturligvis udvidelsesmuligheder, 

idet flere husejere stod i kø 

for at komme med. Ledelsen tyggede lidt 

på sagen og valgte så at bygge en ny 

hjælpecentral i det nye industrikvarter i 

vestbyen. Den skulle aflaste hovedcentra - 

len i Grønnegade, og ved at forbedre 

pumper og kedler på hovedværket mente 

teknikerne, at den samlede kapacitet kun - 

ne udvides til 60 mill./ kcal. Bestyrelsen 

besluttede derfor en udvidelse, der skulle 

forlænge ledningsnettet helt ud til søndre 

bydel. Men kunne det oprin delige ledningsnet 

klare den belastning? 

På generalforsamlingen i 1964 protestere - 

de især direktør Axel Brøndum mod pla - 

nerne. Han indvendte, at en ny hovedledning 

til den søndre bydel ville blive for 

lang, ikke mindst når der var tale om et 

højtrykssystem. Brøndum havde altid været 

skeptisk over for hedtvandsanlæg. I stedet 

ønskede han et varmtvandsværk i den søndre 

bydel. Det kostede ikke nær så meget, 

og for den en kelte husejer var det lettere 

at regulere varmeudvekslingen fra et 

sådant anlæg. Han gav også bestyrelsen på 

hattepulten for ikke at ligge klar med dis- 

positionsplaner for den fremtidige tilslutning. 

De private grundejere i Viborg hørte 

for lidt om, hvornår der kom fjernvarme i 

deres kvar ter, hvilket fik mange til at købe 

oliefyr. For dem var det ret irriterende få 

år efter at opleve, at nu kom så fjernvarmen. 

Brøndum blev afvist af formanden, bank - 

direktør A. Eriksen, men også byråds med - 

lem Peter Aarestrup kom på banen for at 

give Brøndum tørt på. Aarestrup gik end - 

da så vidt at forsvare hedtvandsanlægget, 

skønt han ved oprettelsen i 1954 havde 

været indædt modstander af det. Brøndum 

vandt heller ikke tilslutning blandt de øv - 

rige deltagere på generalforsamlingen, og 

i 1965 var fjernvarmeværket oppe på et 

ledningsnet på 70 km. Godt 2.000 ejendomme 

var tilsluttet. 

Værkets vokseværk i disse år skyldtes na - 

turligvis, at Viborg var i vækst. 

Udflytningen af håndværk og industri til 

de nye industrikvarterer ved Middags høj - 

vej og vest for Ringvejen gik i rask tempo. 

Boligbyggeriet blomstrede i nye villakvar - 

terer. Også viborgenserne realiserede 

drøm men om lys og luft i eget parcelhus 

eller moderne lejlighed. Mange ønskede 

tilslutning til fjernvarmeværket, der lok - 

kede med ganske konkurrencedygtige 

priser i de år. Udbygningen sled imidlertid 

på værkets vitale dele, hvilket værkets tek - 

nikere fik et varsel om i december 1968. 

På det tidspunkt var næsten 3.000 forbru - 

gere tilsluttet, ledningslængden nærmede 

sig 100 km, og den maksimale belastning 

lå på 68 mill/kcal. De mange forbrugere 

fik sig en ubehagelig overraskelse, da radi

atorerne en morgen føltes ganske kolde. 

Forklaringen fandt mange lige udenfor på 

gaden, idet damp slog op fra brud i fjernvarmeledningerne. 

I Grønnegade var der 

også problemer, idet flere kedler brød 

sammen. De led af forkalkning. Alt i alt 

var det et dårligt varsel, men det lykkedes 

dog værket i denne omgang at få skaderne 

udbedret, og på Gyldenrisvej var en ny 

hjælpecentral undervejs. 

Halvfjerdsernes oliekriser 

Fjernvarmeværkets økonomi havde det til 

gengæld fint. Varmeprisen hørte til de la - 

veste i landet, og gælden var efterhånden 

skåret ned til godt en tredjedel af det op - 

rindelige. 

Men i efteråret 1973 tog energipriserne et 

gevaldigt hop i højden, og det skulle ikke 

blive det sidste af slagsen. Værket hævede i 

første omgang varmeprisen med 20%, fra 

38 kr. til 46 kr. pr. varmeenhed, men året 

efter røg den op på 100 kr. pr. enhed. 

Igen var det de verdenspolitiske begivenheder, 

som var årsagen til, at viborgen ser - 

ne måtte gribe dybere i lommerne. I Mel - 

lemøsten var en ny krig - Yom Kippur kri- 

Viborg vokser mod vest. 

Boligselskabet Viborg var 

i gang med at opføre lejligheder 

i Vestervang. 

Selskabet havde dog eget 

centralfyr. Villabyggeriet 

tog for alvor fart i kvarteret 

i halvtredserne, efter at 

en række haveforeninger 

havde opkøbt jord 

og udstykket i mindre 

parceller. 

13

14 

gen - brudt ud mellem Israel og de arabiske 

nabostater. Araberne, der førte det 

store ord i de olieproducerende landes 

sammenslutning OPEC, anvendte for før - 

ste gang som pressionsmiddel at begrænse 

eller indskrænke olieforsyningen til de sta - 

ter, der støttede Israel. I første omgang 

reagerede oliebørsen i panik, hvilket send - 

te energipriserne på himmelflugt. I Dan - 

mark udgjorde olien 90% af det samlede 

energiforbrug, og en firedobling af olie - 

prisen, som der hurtigt blev tale om, be - 

tød så stor en belastning af landets beta - 

lingsbalance, at de seneste års impone ren - 

de vækstspiral standsede med et voldsomt 

hug, hvorefter udviklingen slog om i en 

dyster krisespiral. 

Regeringen måtte handle hurtigt, inden 

vinteren satte ind. Den vedtog derfor en 

række sikkerhedsforanstaltninger for at 

sikre landets olielagre. Privat bilkørsel blev 

forbudt om søndagen, og hver anden ga - 

delygte blev slukket. Handelsministeren 

krævede også, at forbrugerne sparede 25% 

på energien. Det blev tid for kolde afvask - 

ninger, eller i det mindste brusebad frem 

for karbad. Muntre indslag i pressen fore - 

slog også, at to deltes om bruseren samtidigt. 

Landet gik en kold tid i møde, også 

økonomisk set. I 1979 dikterede OPEC 

nye voldsomme prisstigninger, og dan sker - 

ne blev i sidste halvdel af halvfjerdserne 

særdeles bevidste omkring energiregningen, 

et forhold, som også Viborg Varme - 

værk fik at mærke. 

Viborg Varmeværk fulgte regeringens retningslinier 

og udsendte i november 1973 

et brev til alle forbrugerne. Heri angav 

man en række praktiske råd og sparefor - 

slag. Alligevel syntes situationen truende 

hen under julen 1973. Driftslederen kun - 

ne meddele bestyrelsen, at værket kun 

havde olie til 10 dages forbrug. Derfor gik 

det stærkt med at få opført tre tanke på 

Farvervej. De 3.900 tons fyringsolie, der 

her blev kapacitet til, gav fjernvarmeværket 

reserver til mindst 40 kolde dage. 

“Vinterkrigen” 1979 

Driftsledelsen var efter de ubehagelige ledningsbrud 

i december 1968 klar over, at 

store dele af det ældre ledningsnet led un - 

der en vis tæring. Vandtabene i rørene 

steg også i foruroligende omfang. Værket 

valg te derfor i 1973 at oprette en entreprenørafdeling, 

der både skulle foretage 

reparationer på det gamle net og anlægge 

nye strækninger. Der blev nok at se til for 

folkene. I perioder måtte de næsten hver 

uge rykke ud til mindre skader, som typisk 

opstod ved, at overfladevand eller kloakvand 

fra utætte kloakrør trængte ind i 

varmekanalerne og skabte ødelæggelser på 

rør og isolering. Et sammenbrud i sommeren 

1977 skyldtes dog vejrguderne, idet 

et voldsomt tordenvejr trak ind over byen. 

Lyn slog ned og skabte kortslutning, så 

alle værkets anlæg faldt ud. Ved genstart 

kom så bruddene. De gamle rør kunne 

ikke klare det ekstra tryk, som kom, efter 

at de en tid havde været ude af drift. Flere 

dage i træk var forbrugerne i nordbyen 

uden varme og varmt vand. 

Kolde vandhaner på varme sommerdage 

er dog til at leve med. Men så - den sidste 

dag i 1978 - indtrådte det helt store sammenbrud. 

Vinteren var sat ind med fuld

styrke i juledagene. Kulde fra Mellemskan - 

dinavien trængte ned over Danmark, og 

natten til den 30. december faldt temperaturen 

til under minus 20 grader i det in - 

dre af Jylland. Folk som mødtes på gaden i 

de stille juledage snakkede om, at det nu 

for alvor var blevet vinter, hvorefter de 

skyndte sig inden døre. 

Men den indendørs julehygge fik en brat 

ende for mange den 31. december. Fjern - 

varmeværket måtte i vinterkulden køre 

med fuld kraft, men de tærede rør kunne 

ikke klare trykket fra hedtvandsanlægget, 

når udgangstemperaturen lå på 170 gra - 

der. Rørene sprang som balloner på en 

varm markedsdag. Fra hovedledninger i 

bymidten fossede skoldhed vand ud i de 

frosne gader og efterlod tusindvis af viborgensere 

uden varme. Fjernvarmeværkets 

folk arbejdede på højtryk i næsten alle 

døgnets timer, men lige meget hjalp det. 

Så snart en skade var udbedret, og der 

igen blev sat tryk på, kom bruddene et 

andet sted. Fjernvarmenettet var mere at 

sammenligne med en si end et lukket system. 

På et tidspunkt den 4. og 5. januar 

var man oppe på at poste langt over hundrede 

kubikmeter vand på anlægget i ti - 

men i et forsøg på at holde trykket oppe. 

Situationen var derfor, ifølge Viborg Stifts 

Folkeblad, at der intet håb var om snarlig 

bedring. Viborg var nærmest i undtagelsestilstand. 

Og hvordan indretter en befolkning sig i 

den situation? Mange var naturligvis sure 

og fortørnede, og kimede fjernvarmeværkets 

kontor ned. Sekretærerne måtte læg - 

ge øre til grove gloser i det danske sprog. 

De fleste optrådte imidlertid konstruktive. 

Brandvæsenet varetog sammen med den 

kommunale hjemmepleje det store arbej - 

de med at anskaffe og fordele el- og gasvarmere 

til institutioner og frysende pensionister. 

På sygehuset fik teknikerne eta - 

bleret et nødanlæg. De berørte skoler forblev 

lukket efter juleferien, børnehaver 

holdt flyttedag for at få ly og varme i institutioner 

med varme. I det hele taget var 

viborgenserne klædt godt på, når de mød - 

te på arbejde, og som altid under ekstraordinære 

forhold klarede folk situationen 

med en vis humor blandet med stor op - 

findsomhed. Folkebladet bragte talrige 

beretninger fra de små hjem, hvor grødis 

rumlede i de kolde radiatorer. Folk pak - 

kede sig godt ind, søgte sammen omkring 

Indhyldet i tåger af fortættet 

damp baksede arbejdshold 

de fleste af døgnets 

24 timer med at udbedre 

skaderne på ledningsnettet 

i nytårsdagene 1979. 

Her forsøger to mand at 

få bugt med et ledningsbrud 

på Sct. Jørgensvej 

den 4. januar. 

15

Overfrakke og tykke trøjer 

i børnehaven, men der var 

også hygge ved at sidde og 

mærke varmen fra de sidste 

julelys. Billedet er fra 

børnehaven i Ll. Sct. Mik - 

kels Gade 8. januar 1979, 

hvor radiatorerne fortsat 

var kolde. Kort tid efter 

søgte børnene over i lokaler 

på Sygehus Øst, der 

havde eget varmeværk. 

16 

ovnen i køkkenet eller ved en elvarmer i et 

lille rum. Et sted var der begyndende 

isdannelser i vandet hos akvariefiskene. 

Den indre bys gader tegnede et besynderligt 

billede. Tætte som skildvagter stod 

markør-pæle og fortalte, at her var nok et 

brud. Nogle steder var vejen gravet op, 

som var der tale om forsvarsstillinger i en 

skyttegravskrig, og tætte skyer af dampe 

steg op fra huller og revner i gader og fortove. 

Dampen kunne enkelte steder være 

så fortættet, at det ledte tanken hen på is - 

landske gejsere. Snart fik hele landet gennem 

TV-avisen og landsdækkende blade 

indblik i viborgensernes mange prøvelser. 

En uge inde i det nye år blev vejret heldig - 

vis så meget mildere, at værket kunne hol - 

de trit med bruddene. Arbejdsholdene - 

hvortil der blev tilkaldt ekstra assistance 

både inden- og udenbys fra - havde også 

knoklet i treholdsskift for at udbedre ska - 

derne, og de hektiske dage med øget ef - 

terspørgsel på vand og el gav ligeledes 

lange arbejdsdage for elværkets og vandværkets 

folk. 

Folkestemningen 

Kritikken af ledelsen på fjernvarmeværket 

tog til i styrke. Forbrugerne klagede over, 

at værkets ledelse informerede for lidt. At 

ingen kunne forudse, hvor det næste brud 

ville opstå, spekulerede de frysende og 

vrede viborgensere ikke så meget over. De 

ville bare vide, hvornår der igen kom var - 

me i deres kolde radiatorer. Værket indkaldte 

til et orienteringsmøde på Palæ den 

17. januar, og heldigvis for ledelsen var si - 

tuationen ved at være normal efter 16 hektiske 

døgn. Kravet om en ekstraordinær 

ge neralforsamling kunne bestyrelsen dog 

ikke overhøre. En underskriftsindsamling, 

som en gruppe med major Henning Mad - 

sen i spidsen organiserede, var et vink med 

en vognstang til ledelsen, idet næsten 

1.000 interessenter skrev under. Det lå i 

luf ten, at ansvaret for ledningsnettets 

mang lende vedligeholdelse skulle place res. 

Det stod efterhånden klart for de fleste, at 

en stor del af nettet skulle udskif tes. 

Orienteringsmødet på Palæ den 17. januar 

sprængte alle rammer og måtte hurtigt 

flyt tes til Gymnastikhøjskolens idrætshal. 

Den store forsamling talte 1.300 forbru ge - 

re. Formanden for Viborg Varmeværk, by - 

rådsmedlem Karl Otkjær indledte med at

minde om andre kriser; men for forbru - 

gerne var den aktuelle usikre situation me - 

re vedkommende. Nogle bebrejdede be - 

styrelsen, at der ikke lå en kriseplan klar i 

en situation som den, der opstod nytårs - 

aftensdag, mens andre ønskede at blive 

løst fra deres kontrakt med værket. 

Den 1. februar fulgte den ekstraordinære 

generalforsamling. Over 2.000 mennesker 

strømmede til Tinghallen, hvor det blev 

vedtaget, at uvildige eksperter skulle un - 

dersøge varmeværkets tilstand. 

Undersøgelsen ville løbende blive fulgt af 

bestyrelsen og af en fem-mandsgruppe, 

valgt af forbrugerne. Her var det den kritiske 

gruppe, som havde startet underskriftsindsamlingen, 

som var på banen, an - 

ført af major H. Madsen og fabrikant Axel 

Brøndum. Bestyrelsen blev også pålagt at 

forhandle med kommunen om en even - 

tuel kommunal overtagelse af værket, og 

endelig skulle den snarest udarbejde en 

nød- og beredskabsplan. 

VARMEN VIGTIGST 

Restaurant Steakhouse i Sct. Mathias Gade 

vaskede 15. februar 1979 spisesedlen 

ren for dagens ret. 

I stedet stod med store bogstaver: 

Vi har varme! 

Om dagens ret var stegte frikadeller med 

rødbeder eller hakkebøf med løg kunne 

for kunden komme i anden række. 

Blot der var varmt indendøre. 

“Så har de slået 

fjernvarmen til igen”. 

Tegning i “Vestkysten” 

februar 1979. 

Arktisk kulde i husene, 

dampbad på værket i 

Grønnegade og dyrt 

betalte geysere i gaderne 

anbragte i landets 

bevidsthed Viborg i selskab 

med Mols og andre 

anerkendte tåbelokaliteter. 

17

“Hvad gør vi nu?”. 

Værkets folk var efter 14 

dage ved at genvinde kontrollen 

over ledningsnettet, 

men så sprang en 

kedel i Grønnegade. Der 

gik 1 1/2 time, inden formand 

Carl Otkjær og 

maskinmester O.E. Erfurt 

kunne komme ind i kedelhallen 

og vurdere skadens 

omfang. 

18 

Trængslernes tid var imidlertid ikke forbi 

endnu. Sidst på eftermiddagen den 12. fe - 

bruar sprang en af kedlerne i hovedværket 

i Grønnegade. 120 grader varmt vand fossede 

ud og hele bygningen stod indhyllet i 

damp. Først efter godt 1 1/2 time kunne 

værkets folk komme ind i kedelrummet, 

og da var hele værket gået ned. I løbet af 

natten blev radiatorerne igen kolde hos 

beboerne i store dele af byen. Problemet 

med at komme i gang igen var det gammelkendte. 

Rørene var kolde og faren for 

nye brud var overhængende, når det hede 

vand igen skulle lukkes ud i nettet. Hurtigt 

opstod komplicerede brud i Gravene, i 

Dum pen, i Toldbodgade og på Sct. Jør - 

gens Vej. Beredskabsstaben, der også 

omfattede brandvæsenets korps, måtte 

igen køre i døgndrift med el-varmeapparater 

til nødlidende. 

Et af de steder, hvor kaos truede, var i 

byens arrest. Her trængte vandet ind, og 

da den gamle bygning ikke var specielt 

godt isoleret, blev der så koldt i cellerne, 

at myndighederne valgte at flytte fan ger - 

ne. I Vestre Landsrets sale sneg kulden sig 

også ind, men retspræsidenten valgte nu 

alligevel at fortsætte retsbehandlingen. 

Derfor sad dommere, advokater og an kla - 

gede under retssagerne med vanter og 

tykke overfrakker på. 

Ødelæggelserne i januar-februar 1979 om - 

fattede godt 500 rørsprængninger i følge 

driftslederen Søren Juul, men uofficielt lå 

tallet væsentligt højere. Det stod efterhånden 

klart for alle, at regningen til forbru - 

gerne ville blive på mange mill. kr. I april 

1979 forelå den første delrapport fra eks - 

pertgruppen, og bestyrelsen fik generalforsamlingens 

opbakning til straks at på - 

begynde renove ringsarbejdet. Et nyt var - 

meværk til aflastning af de øvrige skulle 

bygges i nordbyen, og udskiftningen af de 

mest sårbare ledninger gik i gang. 

“Byens mest udskældte mand” 

I august forelå syns- og skønsmændenes 

endelige rapport. Den afslørede, at værkets 

største problemer var tæring og vandtab. 

I de sidste år op til det store sammenbrud 

lå tabet i rørene på hele 37%. Altså

forsvandt over en trediedel af det varme 

vand under gennemstrømningen fra værket 

og ud til forbrugerne. Utæthederne 

betød, at nyt vand hele tiden måtte hældes 

på anlægget, og det friske vand indeholdt 

ilt, der gik i forbindelse med slam, hvilket 

gav alvorlige tæringer i rørene og for øv - 

rigt også i de enkelte husejeres varmeveks - 

lere. 

Bedre blev det hele naturligvis ikke af, at 

ledelsen i mange år havde været meget 

tilbageholdende med udskiftning af det 

gamle ledningsnet, for i stedet fortsat at 

kunne sænke priserne på varmen til forbrugerne. 

Endelig kritiserede rapporten 

værket for anlægs- og reparationsarbejdet. 

For at spare penge havde værket som 

nævnt oprettet sin egen entreprenørafde - 

ling, men det udførte arbejde var ikke 

godt nok. Eksempelvis havde værket i flere 

år ikke haft en ingeniør til at projektere 

og kontrollere kvaliteten. Der faldt derfor 

drøje hug til værkets driftsleder gennem 

25 år, Søren Nielsen Juul, både i avisen og 

fra forbrugergruppens side. At han blev 

udset som syndebuk var givetvis ikke helt 

retfærdigt, så længe generalforsamling ef - 

ter generalforsamling havde prioriteret 

lave varmepriser frem for at afsætte større 

beløb til vedligeholdelser. Søren Juul var i 

sommeren 1979 så træt af det hele, at han 

ønskede at gå på efterløn. Nu skulle der 

være tid til at sidde ved Nørresø med fi ske - 

stangen. 

Renovering af værket 

Genskabelsen af et effektivt fjernvar me - 

værk blev iværksat fra sommeren 1979 og 

fortsatte over en årrække. Hovedværket i 

den nye konstruktion var den nye varmecentral 

i nordbyen. “Rangordenen” i det 

samlede anlæg blev Nordværket, herefter 

Gyldenrisværket og værket på Farvervej. 

Kun i tilfælde af spidsbelastninger ville det 

fremover være nødvendigt for fyrbøderne 

at starte den gamle varmecentral i Grøn - 

negade. Med den kapacitet Nordværket 

besad, blev det også muligt at sænke fremføringstemperaturen 

fra de 150-170 grader 

til kun ca. 120 grader, hvilket gjorde faren 

for ledningsbrud langt mindre, foruden at 

varmetabet blev reduceret. 

Det helt store renoveringsarbejde gjaldt 

fornyelsen af ledningsnettet. 

Hovedledningerne fik dimensioner på 10 

tommer mod tidligere fire tommer, og det 

hang igen sammen med, at en større rørvolumen 

muliggjorde en lavere anlægs - 

temperatur. Tillige ville ti-tommers rørene 

kun ne anvendes, såfremt Viborg en dag 

skulle få et kraftvarmeværk. 

Renoveringsarbejdet blev udbudt i licitation, 

hvilket betød, at den nye driftsleder 

Jørgen E. Nielsen i 1981 afskedigede 18 af 

værkets egne folk. Beslutningen skabte su - 

re miner i den lokale fagbevægelse, men 

hvorvidt dette havde indflydelse på formandsskiftet, 

skal være usagt. Dog kunne 

det konstateres, at byrådsmedlem Karl Ot - 

kjær, der også var SID formand, trak sig og 

overlod stolen til major Henning Madsen. 

Den nye formand var blevet valgt ind i 

besty relsen i 1979. Altså greb generalforsamlingen 

til det gamle kneb med at indvælge 

en af varmeværkets værste kritikere, 

for herigennem at gøre oppositionen 

medansvar lig for driften. Og majoren 

19

Fjernvarmeværkets generalforsamling 

i Tinghallen 

29. september 1981, hvor 

medlemmerne i utvetydige 

vendinger gav udtryk for, 

at bestyrelsens forslag om 

at hæve den faste varmeafgift 

med et klækkeligt 

beløb ikke var spiseligt. 

20 

trivedes ganske storartet med at være værkets 

general, selv om det også i perioder 

blev stormvejr for ham. Madsen yndede i 

øvrigt at sige tingene ret direkte. Om den 

afsluttende re no vering af det gamle rørnet 

i Jern bane gade i 1982 udtalte han, at 

“rørene, vi pil lede op, var så tærede, at vi 

lige så godt kunne have taget dem med 

slamsuger”. Hverken Madsen eller Jørgen 

Nielsen formåede dog i et snuptag at 

bygge bro over den dybe tillidskløft, som 

“vinterkrigen” i 1979 havde skabt til 

forbrugerne. Der skul le gå mange år, før 

tillidskrisen var over vundet. Den enkelte 

forbruger blev da også på en meget kontant 

måde mindet om selskabets elendige 

økonomiske situation, idet varmeværket i 

flere år opkræ ve de ekstra á conto-rater for 

at få økono mien til at hænge sammen. 

Kampen om den faste afgift 

Oliekrisen og de fortsatte stigninger i 

ener gipriserne fik i løbet af halvfjerdserne 

mange husejere til at installere brænde ov - 

ne. Også isolering af utætte huse blev en 

folkesag. 

Varmeværkets faste afgift havde i en del år 

ligget relativt lavt set i forhold til varmeenhedsprisen. 

De husejere, som fyrede godt 

op i brændeovnen, bidrog derved kun i 

meget beskedent omfang til at holde det 

fælles fjernvarmenet vedlige. Bestyrelsen 

fandt dette forhold uheldigt og foreslog 

derfor generalforsamlingen i 1981 at sæn - 

ke enhedsprisen for i stedet at hæve den 

faste afgift med ikke mindre end 600%.

Den faste afgift skulle udregnes på basis af 

den enkelte forbrugers samlede radiatorflade 

på tilslutningstidspunktet. 

Så kan det nok være, folk kom op på mær - 

kerne. Igen blev selskabets generalforsamling 

i Tinghallen et tilløbsstykke og debatten 

en højrøstet forestilling. Problemet i 

forslaget var for mange forbrugere ikke så 

meget brændeovnene, som folk nu havde 

travlt med at kløve træet til. Derimod følte 

mange med rette, at det var uretfær digt, at 

de faktisk blev ramt på pengepungen, 

fordi de havde bekostet en ordentlig isolering 

af deres hus. Herved sparede de på 

varmen, men den besparelse ville stort set 

forsvinde op i den blå luft, hvis den stør ste 

del af varmeopkrævningen skiftede fra 

betaling af varmeforbrug til betaling i fast 

afgift. Tilmed opfordrede regering og 

folketing i disse år alle til at spare på ener - 

gien, blandt andet gennem en bedre isolering 

af boligen. 

På generalforsamlingen i Tinghallen mød - 

te 2.395 af selskabets medlemmer. 

Husejernes modstand mod bestyrelsens 

forslag blev uden omsvøb formuleret af 

tidligere landbrugsminister Chr. Thomsen. 

Indlægget blev mødt med tordnende bi - 

fald, og da Thomsen gik ned fra talerstolen 

stod det krystalklart for bestyrelsen, 

at forslaget aldrig ville kunne opnå tilslutning. 

For ikke at trampe mere rundt i det, 

valgte formand Madsen derfor straks at 

trække det tilbage. Også i 1982 forsøgte 

bestyrelsen dog at få folk med brænde - 

ovne til at betale mere til fællesskabet ved 

at foreslå en stigning i den faste var me af - 

gift med 17%, men det lykkedes kun at 

komme igennem med de 9%. 

Skærpet kamp om kunderne 

I begyndelsen af firserne lykkedes det 

borg mester O. Th. Nielsen at få Naturgas 

Midt/Nords hovedadministration placeret 

i Viborg. Dermed var der også skabt et po - 

litisk pres i kommunen i retning af at skaf - 

fe kunder til naturgassen. Viborg Kom mu - 

nes varmeforsyningsplan fra 1983 pegede 

på, at beboerne i dele af Asmild og Over - 

lund samt i nye udkantsområder fremover 

skulle forsynes med naturgas, hvilket fik 

formand Madsen til at se rødt. Han men - 

te, at planen indskrænkede fjernvarmeværkets 

dækningsområde urimeligt, hvilket 

ville betyde, at det måtte vinke farvel til ca. 

1.400 nye forbrugere samt se frem til et 

dårligere afkast af de fremtidige in veste - 

ringer i byens yderområder. Både formandens 

og næstformand Carl Østerbyes argumenter 

prellede dog af på Tage Fløe Jen - 

sen, den robuste formand for kommunens 

tekniske udvalg, og heller ikke på hjemmebane 

mødte formandsskabet den for nød - 

ne opbakning, idet værkets generalforsamling 

stak en kæp i hjulet på et forslag fra 

bestyrelsen om at tilbyde 1.400 potentielle 

forbrugere gratis tilslutning. 

Skænderierne om den kommunale varmeplan 

strakte sig over flere år og det mest 

kedelige var måske, at ingen af parterne 

var tilfredse, da byrådet omsider fik den 

vedtaget. Varmeværket blev tvunget til at 

bruge naturgas i flere af dets kedler, men 

fik ikke retten til at levere fjernvarme til 

boligselskaberne. Værkets dækningsområ - 

de blev også indskrænket i yderområder - 

ne, hvilket økonomisk set var velbegrundet, 

idet spredt bebyggelse betød store led- 

21

Olieforureningen af 

Viborg Søndersø i 

september 1986. 

Oprydningen kom til 

at koste godt 2 mill. kr. 

22 

ningsafstande med tilsvarende varmetab. 

Her skulle forbrugerne tilsluttes naturgas. 

En tilslutningspligt for de godt 1.400 olie - 

fyrsbrugere indenfor værkets dækningsområde 

ville til gengæld have lunet i pen ge - 

kassen, men her måtte bestyrelsen indkassere 

endnu et nederlag, idet byrådets 

borgerlige flertal ikke ville tvinge de private 

husejere ind i fjernvarmefolden. Det 

eneste plaster, fjernvarmeværket fik på så - 

ret, var, at forbrugere ikke måtte forlade 

værket inden for de næste tre år. 

Søndersø fik åndenød 

En tidlig septembermorgen i 1986 gik en 

medarbejder ved Viborg Fjernvarmeværk 

helt rutinemæssigt ud til olietankene på 

Gyldenrisvej for at starte pumpen, der 

skulle pumpe olie fra den store tank over i 

to små. Da de var fyldte, slukkede han 

igen og gik videre med dagens arbejde. 

Desværre glemte han at lukke en ventil. 

Herved virkede forbindelsesslangen efter 

princippet med “forbundne kar”. Den 

store olietank lå lidt højere end de små og 

olien fortsatte med at løbe. Ud gennem 

ventilen og ned i en kloak under tankene. 

Og gennem kloakken videre ud i 

Søndersø. Først da en morgenduelig person 

på sin vej langs søen fik øje på en vraltende 

and, der var totalt indsmurt i olie, 

blev der slået alarm. 

Med brandinspektør Erik Kløve i spidsen 

kom al disponibelt mandskab hos Viborg 

Brandvæsen ud af fjerene med en vis fart. 

Men ulykken var en af de værre. Godt 100 

tons olie var løbet ud, før fejlen blev 

opdaget. Flydespærringer kunne ikke 

stoppe forureningen af søen. Et tyndt lag 

olie lagde sig på vandoverfladen, hvilket 

betød døden for mange af søens fugle. 

Miljøfolk frygtede det værste, men med 

brandvæsenets og civilforsvarets hurtige og 

effektive indsats undgik man den helt 

store katastrofe. 

Driftsleder Jørgen Nielsen sad imidlertid 

tilbage på værket med meget røde ører. 

Det viste sig nemlig, at værket havde indkøbt 

spildolie til fyringen uden at have 

den fornødne tilladelse hertil. Selskabet 

måtte betale en bøde, og igen var der 

ridser i lakken, når det drejede sig om dets

omdømme i offentligheden. 

Kraftvarmeværk i Viborg 

Offentlige energiinvesteringer i millionklassen 

kræver lang debat og planlægning. 

Det var naturligvis også tilfældet i Viborg 

omkring etableringen af et kraftvarmeværk, 

men i 1989 var den politiske 

proces så fremskreden, at Viborg Byråds 

tekniske udvalg kun ne anbefale opførelsen 

af et naturgasfyret kraftvarmeværk. 

Viborg Varmeværk fulgte af gode grunde 

den politiske diskussion med stor interes - 

se. Både Viborg Kommune, Viborg Amt, 

Miljø- og Energiministeriet, Midtkraft, Na - 

turgas Midt/Nord samt Viborg Varme - 

værk, Overlund Fjernvarmeværk og Vi - 

borgs to boligselskaber var alle aktører i 

den store energipolitiske kabale, som par - 

terne forsøgte at få til at gå op i begyndel - 

sen af halvfemserne. 

Varmeværkets formand, Henning Madsen, 

trivedes ikke med at sidde og trille tommelfingre, 

mens de andre støbte kuglerne. 

For ham var det vigtigt fortsat at sikre selskabet 

som et privat forbrugerejet værk og 

gerne i en aktiv, udfarende rolle. Madsen 

allierede sig derfor med varmeværket i 

Herning, som kør te med overkapacitet. En 

beregning viste, at det ville være rentabelt 

at føre en fjernvarmeledning fra Her ning - 

værket over Karup til Viborg. “En vild and”, 

svare de formanden for Viborg Kom munes 

tek niske udvalg, Carl Anker Jensen, men 

Mad sen holdt på sit. Desværre for Madsen 

troede kollegerne i bestyrelsen heller ikke 

på frieriet fra na bobyen og sto len begynd - 

te at vakle un der formanden. Efter gene - 

ral forsam lin gen i 1989 måtte han træde 

tilbage. 

Afløseren, ingeniør Carl Østerbye, var en 

af de to bestyrelsesmedlemmer, som by - 

rådet udpegede. Østerbye signalerede fra 

starten en mere forsonende linie over for 

kommunen i varmeforsyningsdebatten, 

men også for den nye formand var Viborg 

Varmeværks overlevelse som selvstændig 

selskab et kardinalpunkt. I løbet af 1992 

stod det klart, at den bedste forretning for 

Viborg Kommune ville være selv at opføre 

et kraftvarmeværk frem for at overlade op - 

gaven til Midtkraft. For at sikre den bedste 

økonomi i en fælles energiforsyning spil - 

lede kommunen ud med, at alle huse in - 

den for den fælles forsyningsområde skul - 

le tilsluttes enten fjernvarme eller naturgas. 

Ganske mange borgere protesterede 

imidlertid over udsigten til at skulle skrot - 

te oliefyret og melde sig ind under den 

fælles varmeforsyning, og de højrøstede 

Viborg Kraftvarmeværk 

ligger flot i landskabet ved 

byens nordlige indfaldsveje. 

Det smukke bygningsværk, 

hvor to krumme 

aluskaller former sig 

beskyttende omkring den 

avancerede teknik, blev 

tegnet af de unge Århusarkitekter 

Mikael 

Mammen, Jørgen M. 

Seerup, Helle Bundgaard 

og Niels Kjølhede Larsen 

for arkitektfirmaet 

Pedersen og Kjelgaard. 

23

1200 

1000 

800 

600 

400 

200 

0 

Udskiftningen af det 

gamle varmeværk tog en 

del år, hvilket fortsat 

betød mange brud i firserne. 

24 

Oversigt over årlig udvikling i reparationsantallet efter 

ledningsbrud siden vinterkrigen 

1980/81 

1981/82 

1982/83 

1983/84 

1984/85 

1985/86 

1986/87 

1987/88 

1988/89 

1989/90 

1990/91 

1991/92 

1992/93 

1993/94 

1994/95 

1995/96 

1996/97 

1997/98 

1998/99 

1999/00 

2000/01 

2001/02 

protester fik først de konservative og der - 

efter Venstre til at ryste på hånden. Da formanden 

for Venstres byrådsgruppe, Jørn 

Cato Nielsen, så kort før jul meddelte, at 

gruppen alligevel ikke ville opretholde 

kra vet om tilslutningspligt, blev det for 

me get for Carl Østerbye. Gennem flere år 

havde han indtaget en fremtrædende 

plads i Venstre, men nu tog han sit gode 

tøj og forlod partiet. 

Men Carl Østerbye var også betænkelig 

ved den fremtidige situation, hvor Viborg 

Kommune med sit eget kraftvarmeværk 

ville sætte sig tungt på hele varmeproduktionen. 

Hvilken rolle skulle Viborg Varme - 

værk indtage under de nye betingelser? 

Han så gerne værket som medproducent i 

en eller anden form. Byrådspolitikerne, 

som stod over for en investering på en 1/2 

milliard kr. - den største nogensinde i 

kommunens historie - var ikke desto mindre 

af en anden mening. De ønskede at 

beholde den fulde kontrol over produktio- 

nen og mange mente tilmed, at den mest 

ratio nel le drift ville være også at overtage 

fordelingen af varmen til forbrugerne. 

Byrådet an modede Viborg Varmeværk om 

at spørge medlemmerne, hvorvidt de 

ønskede en kommunal overtagelse. 

Resultatet af AIM-undersøgelsen efterlod 

imidlertid et grumset resultat, hvilket fik 

Venstres byråds grup pe til at sætte hælene 

i, og forslaget om en kommunal over ta - 

gelse, også af for delingen af varmen til forbrugerne, 

faldt til jorden. Til gengæld 

fastholdt politiker ne over for Viborg Var - 

meværk, at ved tæg terne skulle ændres, så 

lejerne fik større indflydelse. 

En epoke slutter 

I juni 1995 solgte Viborg Varmeværk sel - 

skabets varmecentraler til Viborg Kom - 

mune for 37 millioner kr. Sommeren efter 

begyndte det nye elegante kraftvarme værk 

ved Viborgs nordre indfaldsveje at produ - 

cere el og varme til forbrugerne. Viborg 

Var me værk skulle fremover kun levere varmen 

herfra til dets medlemmer, det gik 

over til at være et distributionsselskab, og 

selskabet skiftede derfor navn til Viborg 

Fjernvarme. 

I efteråret 1996 var tiden også inde til at 

rive den bastante gamle varmeværksbyg - 

ning i Grønnegade ned. En epoke var slut. 

Der var vel også en symbolik i, at værkets 

formand Carl Østerbye, efter generalforsamlingen 

i 1997 valgte at overlade pladsen 

til en anden. Østerbye havde siddet i 

formandsstolen i otte år og i bestyrelsen i 

17 år. På sin sidste generalforsamling hav - 

de han den glæde – efter syvende forsøg – 

at få ændret vedtægterne i mere demo kra -

tisk retning, så lejerne også fik en direkte 

indflydelse. Østerbye kunne også ved sin 

afgang konstatere, at selskabet nu var tæt 

på en 100% renovering af det ledningsnet, 

som brød sammen i 1979. 

På tærsklen til det nye årtusind stod Vi - 

borg Fjernvarme som et selskab med en 

bundsolid økonomi. Selskabet havde et 

pænt regnskab og var ikke længere tynget 

af renter som i 1980’erne. Under behørig 

hensyntagen til den driftstekniske side 

havde Viborg Fjernvarme fortsat som 

delmål, at levere billigst mulig varme til 

forbrugerne. Bestræbelserne i de sidste år 

af halvfemserne gik blandt an det på at 

overtale flere af de private hus ejere til at 

blive fjernvarmekunder. En an den bespa - 

relse kunne opnås ved at ”op dra ge” forbrugerne 

til at udnytte deres var me anlæg 

bedre og derved sende vandet retur med 

en lavere temperatur. Den skulle helst 

under 40 grader, hvorved den mest ren - 

table drift blev sikret, idet det nye kraft - 

varmeværk udnyttede returvarmen til kø - 

ling. 

Fjernvarme - en varm politisk sag 

Selskabets ”evne” til at skabe dramatik om 

formandsposten fortsatte imidlertid på 

trods af stabilitet i driften. Østerbyes af lø - 

ser, Preben Mikkelsen, var som formand i 

Boligselskabet Viborg ”lejernes mand”, 

men han sad kun i to år, idet en kreds af 

grundejere efter generalforsamlingen i 

1999 skubbede ham væk til fordel for di - 

rek tør Alex Jensen. 

Men allerede året efter blev stolen trukket 

væk under Alex Jensen. 

En uhellig alliance mellem bygmester Finn 

Bach og de to boligselskaber flyttede stemmerne 

ved generalforsamlingen så meget, 

at Alex Jensen røg helt ud af bestyrelsen. 

Ny formand blev skadeskonsulent Hein - 

rich Nüc hel. 

Et andet gennemgående træk i varmeværkets 

historie er, at der gang på gang er 

”gået politik” i fjernvarmen. Og i Viborg 

mere end i andre byer. Det store sammenbrud 

i 1979 gav Viborg Varmeværk et ima - 

ge-problem, som viste sig umådelig svært 

at rette op på. Værkets bestyrelse var til - 

Lukketid. 

Den 50 ton tunge 

varmeværkskedel blev i 

november 1993 på skinner 

bugseret ud af centralen i 

Grønnegade. Den gamle 

fjernvarmecentrals æra 

var dermed endegyldigt 

forbi. Foto: Jens Frandsen. 

25

26 

med politisk og økonomisk meget sårbar 

de næste mange år, fordi den økonomiske 

byrde ved renoveringen var så tung en op - 

gave, at varmeprisen forblev relativ høj. At 

selskabets skiftende formænd tillige havde 

klare holdninger og ikke forsøgte at un - 

der trykke dem, stjal gang på gang overskrifter 

på forsiden i den lokale presse. 

Ved årtusindskiftet var kritikken af fjernvarmedriften 

dog aldeles forstummet. 

Virksomheden kørte godt, og så var 

forbru ger ne det tavse flertal. 

De politiske og holdningsmæssige modsætninger 

dukkede dog op til overfladen igen 

i 2001. Formanden for det kommunalt eje - 

de Energi Viborg, Jørn Cato Nielsen, spil - 

lede i foråret ud med et forslag om at lade 

Energi Viborg overtage driften af fjernvarmeforsyningen. 

Energi Viborg drev i 

forvejen kraftvarmeværket. Cato mente, at 

fællesdrift af hele energiområdet i Viborg 

ville betyde administrative besparelser på 

ca. 2,6 mill. kr. 

Udspillet blev i Viborg Fjernvarme opfattet 

som en trussel mod dets fortsatte eksi stens 

som forbrugerejet selskab. Politiske og 

personlige modsætninger kom vel også op 

til overfladen. Havkatten i hyttefadet var 

Jørn Cato Nielsen, der havde en fortid 

som bestyrelsesmedlem i Viborg Varme - 

værk, men nu ud over posten i Energi Vi - 

borg også sad som formand for Erhvervs - 

rådet Boligselskab, der havde store inte - 

resser i fjernvarmeforsyningen. Til Catos 

politiske karriere hørte også dramaet efter 

valget i 1998, hvor han brød med Venstre 

og dermed sikrede socialdemokratisk le - 

delse i byrådet. Energi Viborgs formand 

havde derfor det politiske flertal med sig, 

men også Venstre lod en tid Catos varmeballon 

svæve i luften, skønt partiet tidli - 

gere havde været arg modstander af kommunal 

fjernvarmedrift. De to politisk ud - 

pegede repræsentanter i Viborg Fjern var - 

me, Karl Højgaard og Gunnar Grangaard, 

var til gengæld afvisende over for Cato 

Nielsens frieri. Det gav efterfølgende dår - 

lige vibrationer mellem Grangaard og den 

socialdemokratiske byrådsgruppe, ik ke 

mindst på grund af svigt i kommunikationen. 

Bestyrelsen i Viborg Fjernvarme ville ikke 

opgive selvstændigheden, men signalerede 

til gengæld, at selskabet gerne ville drøfte 

en samarbejdsaftale mellem alle varmeaktører 

i Viborg. Det vil sige Energi Viborg 

med Viborg Kraftvarme og Overlund 

Fjern varme, Boligselskabet Viborg, Bo lig - 

selskabet Sct. Jørgen, Løgstrup Varmeværk 

og Viborg Fjernvarme. Selskabets fremtid 

var derfor reelt på dagsordenen, da be - 

styrelsen i oktober 2001 indkaldte til ge - 

neralforsamling. Medlemmerne skulle 

stemme om, hvorvidt Viborg Fjernvarme 

skulle overdrage sin administration og 

drift til Energi Viborg. Med 1.154 stemmer 

mod 832 afviste medlemmerne forslaget. I 

stedet sagde forsamlingen ja til at arbejde 

frem mod et fælles samarbejde for alle var - 

me-aktører og distributører i Viborgområdet. 

Dermed var vejen banet for, at 

Vi borg Fjernvarme kunne runde de 50 år 

som et selvstændigt selskab.

Bestyrelsen i Viborg Fjernvarme i jubilæumsåret 2003. 

Fra venstre: Henning Tøttrup (næstformand) Poul Hammer, Niels Rohde Pedersen, Preben W. Mikkelsen, Karl Højgaard, 

Heinrich Nüchel (formand), Hugo Strunge, Lene Christensen og Kenneth Sthyr. 

27

28 

Formænd 1953 - 2003 

Tiltrådt Afgået Navn 

22. april 1953 26. juli 1954 M. Mikkelsen 

26. juli 1954 9. sept. 1957 August Tams 

9. sept. 1957 21. sept. 1972 A. Eriksen 

21. sept. 1972 3. oktober 1974 J. Frederiksen 

3. oktober 1954 4. maj 1976 R. Franch Petersen 

4. maj 1976 27. sept. 1976 Kai Holm 

27. sept. 1976 17. oktober 1980 Karl Otkjær 

17. oktober 1980 18. oktober 1989 Henning Madsen 

18. oktober 1989 8. oktober 1997 Carl Østerbye 

8. oktober 1997 6. oktober 1999 Preben Mikkelsen 

6. oktober 1999 1. nov. 2000 Alex Jensen 

1. nov. 2000 Heinrich Nüchel

Rådgivende ingebiør for 

Viborg Varmeværk 

Nørgaard Nielsen 

Forstander 

J. Frederiksen 

Direktør 

August Tams 

R. Franch Petersen 

Bankdirektør 

A. Eriksen 

Kai Holm 

29

30 

Karl Otkjær 

Major 

Henning Madsen 

Preben Mikkelsen Alex Jensen 

Ingeniør 

Carl Østerbye

Medarbejderne i Viborg Fjernvarme i jubilæumsåret 2003. 

Fra venstre: Gamil Alsaadi (praktikant), Johs. Harrig Jensen, Anne Margrethe Hansen, Henry Juul Nielsen, Lisbeth Hansen, 

Børge Knudsen, Frits Hansen, Belinda Bech, Niels Ladefoged, Knud Madsen, Jan Bjerg, Conny Nielsen, Lone Johansen og Jens Trærup. 

31

Halvtreds år med fælles varme - Viborg Fjernvarme

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?