Download dokumentet - Historiens Verden

Gaius Julius Cæsar
bOrGErKriGEN
OVErsaT aF haNs bæK haNsEN
hisTOriENs VErdEN
dET hisTOrisKE aKadEmi

Gaius Julius Cæsar
Borgerkrigen
Oversat af Hans Bæk Hansen
det historiske akademi

Gaius Julius Cæsar -
borgerkrigen
Oversat af:
Hans Bæk Hansen
En del af temaserien
Historiens Verden, der redigeres af
Hans Bæk Hansen og Jan Brix
© Det Historiske Akademi
udgives af :
Det Historiske Akademi
Historie, Kultur & Samfund
www.historisk-akademi.dk
undervisningsportal:
www.historiensverden.dk.
Kontakt:
info@historisk-akademi.dk
Forlagsredaktion:
Hans Bæk Hansen
Rasmus Kjærbye Petersen
Jan Brix
Grafisk medarbejder:
Ida Bolwig Mose
Tryk: Formula Tryxager A/S
isbN: 978-87-994853-0-7
Omslagsbilleder:
Forsidefoto: Jan Brix
Buste af Gaius Julius Cæsar ”den grønne
Cæsar” fra Altes Museum i Berlin.
Om forfatteren
Hans Bæk Hansen er født i 1979, og i 2003 blev han uddannet cand.
mag. i klassisk filologi fra Syddansk Universitet. Han har siden sin
studietid beskæftiget sig med formidling indenfor historie, kultur,
kunst, litteratur og religion med særlig fokus på antikkens Grækenland
og Rom. Hans Bæk Hansen har siden 2009 været tilknyttet Det
Historiske Akademi, hvor han er redaktør på undervisningsportalen
www.historiensverden.dk. Siden sin tilknytning til Det Historiske
Akademi har han udover antikken også fokuseret på Det byzantinske
Rige, vesteuropæisk middelalder samt renæssancen.
Forord
Hensigten med denne oversættelse er at give læseren et kort indblik i
romersk historie, borgerkrigstiden 49-48 f.v.t., hvor de to magtfulde
og spændende mænd Cæsar og Pompeius var hovedpersonerne.
Det hele bærer præg af, at den oprindelige beskrivelse er Cæsars
egne erindringer om perioden. Cæsars beskrivelse, der er skrevet på
hans modersmål latin, indeholdt ingen overskrifter på kapitlerne.
Jeg har indsat disse af hensyn til forståelsen og overskueligheden.
Yderligere er der indsat noter og tekstbokse for at give en bedre
baggrundsforståelse. Min egen interesse for græsk og romersk
historie og sprog blev allerede vakt i de gode år på Middelfart
Gymnasium og fortsatte i mine lige så gode studieår ved Syddansk
Universitet, hvor jeg studerede klassisk filologi. Jeg håber at vække
den samme interesse hos læseren.
Jeg sender en stor tak til Det Historiske Akademi og akademileder
Jan Brix, som har gjort denne bog mulig, samt til min kollega ved
Det Historiske Akademi Rasmus Kjærbye Petersen for mange gode
samtaler.

iNdhOldsFOrTEGNElsE
historisk introduktion ................ side 4
bog i .................................................. side 6
bog ii ............................................... s ide 34
bog iii ............................................... side 51
4 Gai u s Ju l i u s Cæ s a r - Bo r G e r k rGai i G e n u s Ju l i u s Cæ s a r - Bo r G e r k r i G e n

hisTOrisK iNTrOduKTiON
Borgerkrigen af Gaius Julius Cæsar
omhandler konflikten mellem
Cæsar og popularerne (latin:
populares) på den ene side og
Pompeius og optimaterne (latin:
optimates) på den anden side. I 60
f.v.t. stiftede Pompeius, Crassus
og Cæsar triumviratet. Alliancen
blev konsolideret af Pompeius’
ægteskab med Julia, Julius Cæsars
datter, i 59 f.v.t. Samme år blev
Cæsar udnævnt til konsul, hvorefter
han fik tildelt statholderskabet
over Gallia Cisalpina i det nordlige
Italien, hvorefter han påbegyndte
erobringen af Gallien.
I mellemtiden var der uroligheder
i Rom forårsaget af en vis Publius
Clodius Pulcher. Det lykkedes
Pompeius at genoprette ro og
orden i byen og stabilisere Roms
kornforsyninger. Dette førte til
øgede spændinger i triumviratet,
hvilket blev udnyttet af en fraktion
kaldet optimates anført af personer
som Cicero og Cato. De forsøgte at
få Cæsar, der ikke havde fuldendt
erobringen af Gallien, kaldt tilbage
for at han kunne blive retsforfulgt
for sit år som konsul.
Cæsar fik indkaldt til møde i 56 f.v.t.,
hvor det lykkedes ham at få forlænget
sin kommando i yderligere fem år.
For at opveje dette fik Pompeius og
Crassus tildelt kommandoen over
henholdsvis Spanien og Syrien i en
periode på fem år. Det efterfølgende
år blev Crassus og Pompeius valgt
til konsuler, men de efterfølgende
år førte en række begivenheder til
triumviratets opløsning.
I 54 f.v.t. døde Julia, hvilket afbrød
det familiære bånd mellem Cæsar
og Pompeius. Samme år angreb
Crassus Partherriget, hvilket førte
til nederlag ved Carrhæ og hans død,
hvorefter Pompeius og Cæsar var
alene med magten.
I 52 f.v.t. erklærede et senatsdekret,
at Pompeius skulle være enekonsul,
mens Cæsar blev udråbt til folkets
forsvarer. Senatet frygtede Cæsars
voksende magt, hvilket fik dem
til at beordre ham til at nedlægge
sine våben og sende hæren hjem. I
december år 50 f.v.t. skrev Cæsar
til senatet med sit sidste tilbud.
Han ville nedlægge sine våben,
hvis Pompeius gjorde det samme. I
senatet stemte 370, mens 22 stemte
imod. Optimaterne var blevet
udspillet, men de fik Pompeius
til at mobilisere sine legioner og
”redde republikken”. Som svar på
dette flyttede Cæsar sine legioner
tættere på Italien, og den 10. januar
49 f.v.t. krydsede han Rubicon, der
markerede grænsen mellem Italien
og hans provins.
marchen mod rom og de
spanske felttog
Cæsar marcherede mod Rom, hvilket
fik senatet til at støtte Pompeius.
Han mente ikke, at Rom kunne
forsvares, hvorfor han flygtede til
5 Gai u s Ju l i u s Cæ s a r - Bo r G e r k r i G e n
Capua. Pompeius var bevæbnet med
to legioner samt nogle italienske
tropper under ledelse af Lucius
Domitius Ahenobarbus. I takt med
at Cæsar trængte ned i Italien, trak
Pompeius sig længere og længere
sydpå mod Brundisium. Samtidig
beordrede han Domitius til at blive
og kæmpe mod Cæsar, der uden
besvær besejrede Domitius’ hær. I
mellemtiden lykkedes det Pompeius
at undslippe til Brundisium, hvor
han ventede på skibe, der kunne
transportere ham over til Epirus.
Han fik støtte af optimaterne
Metellus Scipio og Cato den Yngre,
der sluttede sig til Pompeius.
Cæsar fulgte efter Pompeius til
Brundisium og foreslog gentagne
gange, at de skulle nedlægge våbnene
og indgå en fred. Pompeius afviste
ved at henvise til, at Cæsar juridisk
og politisk set var underkastet
Pompeius’ magt. I marts 49 f.v.t.
lykkedes det Pompeius at undslippe
Cæsar og flygte til Epirus i
Grækenland.
Den 9. marts besluttede Cæsar, at
foretage en march gennem Italien og
ind i Spanien, der var kontrolleret
af Pompeius. Undervejs belejrede
han i april Massilia, der blev styret
af Lucius Domitius Ahenobarbus. I
juni ankom Cæsar til Hispania, hvor
han besejrede Pompeius’ støtter,
Lucius Afranius og Marcus Petreius.
Den 30. juli omringede Cæsar
Afranius og Petreius’ hær i Ilerda og
i begyndelsen af august (2. august)

overgav Pompeius’ støtter sig til
Cæsar.
I august blev Cæsars general
Gaius Scribonius Curio besejret i
Nordafrika af pompeianerne Attius
Varus og kong Juba 1. af Numidien.
Under sit tilbagetog blev Cæsars
støtte Decimus Brutus besejret af
en pompeiansk-massiliansk flåde
i slaget ved Massilia. På trods af
nederlaget blev Massilia indtaget
af Cæsar den 6. september 49 f.v.t.
Den efterfølgende måned blev Cæsar
valgt til diktator i 11 dage, hvorefter
han blev valgt til konsul. Herefter
genoptog han sin forfølgelse af
den romerske hær
Den romerske hær var opdelt i en
række enheder, hvoraf den største
var legionen. En romersk legion
bestod i Den romerske Republik
normalt af ca. 4500 legionærer,
men kunne være helt op til 6000
mand afhængigt af perioden. Hver
legion var inddelt i 10 kohorter,
og hver kohorte var inddelt i seks
centurier. Et centurie bestod af ca.
100 mand. Udover legionærerne
havde den romerske hær tilknyttet
et rytteri samt letbevæbnede
hjælpetropper. En romersk
legionær på Cæsars tid kæmpede
iført ringbrynje og hjelm og havde
et aflangt skjold til at beskytte
sig med. Legionærens våben var
et kort sværd (gladius) og et
tungt kastespyd (pilum). Selvom
Pompeius, der på daværende
tidspunkt befandt sig i Grækenland
Cæsars sejr
Ved Brundisium fik Cæsar samlet
en hær på omkring 15.000 soldater,
hvorefter han krydsede havet til
Epirus. Cæsar ankom i januar 48
f.v.t. til Dyrrhacium (Durazzo), hvor
han med nød og næppe undgik et
katastrofalt nederlag til Pompeius
den 10. juli 48 f.v.t. Han trak sig
herefter sydpå til Thessalien, hvor
han den 9. august blev angrebet af
Pompeius ved Pharsalus.
legionærerne var dygtige til at
kæmpe på slagmarken, så kæmpede
de også ofte i belejringskrig, hvilket
flere gange er tilfældet i Borgerkrigen,
og under sådanne forhold var de
romerske soldater ikke bange for
at give sig af med både at grave og
bygge. Overalt, hvor de kom frem,
anlagde legionærerne en fast lejr
(castra). Legionens felttegn bestod
af en figur af en ørn, der blev båret
af en ørnebærer. Kommandanten for
en legion blev nogle gange kaldt en
legat.
Romerske skibe
Den romerske flåde bestod af galejer.
Galejer var skibe, som blev roet frem,
men nogle kunne også hejse sejl.
Forrest i stævnen havde de romerske
galejer en såkaldt skibssnabel, som
6 Gai u s Ju l i u s Cæ s a r - Bo r G e r k r i G e n
Pompeius’ nederlag ved Pharsalus fik
ham til at flygte til Ægypten, hvorefter
Cæsar blev udnævnt til konsul for
en periode på fem år. I Ægypten var
Ptolemæus 13.s støtter udmærket
klar over konflikten mellem Cæsar
og Pompeius, og da de frygtede
Cæsar, fik de Pompeius myrdet. Han
forfulgte den pompeianske hær til
Alexandria, hvor de blev involveret
i den alexandrinske borgerkrig
mellem Ptolemæus og hans søster
Kleopatra, hvor Cæsars beskrivelse
af Borgerkrigen slutter.
af Jan Brix
de brugte til at vædre andre skibe
med. De forskellige typer galejer
blev benævnt efter måden deres årer
sad i lag på. En trirem var således en
treradåret galej.
Skibstyper
Trirem Treradåret galej
Quadrirem Fireradåret galej
Quinquerem Femradåret galej
Jolle (scapha) Lille båd
Liburne Lille krigsskib

OG i
Bogen Borgerkrigen er Cæsars egen
beretning om den borgerkrig, som bragte
ham til magten i Den romerske Republik.
Bogen består af tre bøger. Den første
handler kort fortalt om stridighederne
og kampene, der brød ud i januar 49 f.v.t.,
da Cæsar invaderede Italien med sin hær,
efter at der var blevet stillet forskellige
fordringer til ham fra Rom, som han ikke
kunne acceptere. Hans modstandere forlod
Italien og gjorde sig kampklare. Hans
hovedmodstander var Pompeius. Cæsar
overtog Italien og kæmpede mod Pompeius’
folk i Spanien og besejrede dem samme år.
1. senatet ophidses mod
Cæsar
Efter at Cæsars brev var blevet
overrakt konsulerne, lykkedes
det kun med stort besvær
folketribunerne at overtale dem til
at lade det læse op i senatet. Men
det lykkedes ikke at få en drøftelse
sat på senatets dagsorden. I stedet
redegjorde konsulerne for statens
tilstand. Konsulen Lucius Lentulus
ophidsede senatet mod Cæsar
og lovede, at han, Lentulus, ikke
ville svigte republikken, hvis blot
senatorerne ville udtrykke deres
holdninger dristigt og kraftfuldt;
men hvis senatorerne imødekom
Cæsar og søgte hans gunst som
ved tidligere lejligheder, da ville
han træffe sine egne forholdsregler
udenom senatet: Han ville nemlig
også kunne falde tilbage på Cæsars
nåde og venskab. Scipio gav udtryk
for den samme holdning: Pompeius
havde ikke i sinde at svigte staten,
hvis senatet fulgte Pompeius; men
hvis senatet tøvede og handlede
svagt, da ville det senere, dersom
det måtte få brug for den, bønfalde
Pompeius forgæves om hans hjælp.
2. Taler i senatet
Denne tale, som Scipio holdt,
forekom at strømme fra Pompeius’
egen mund, fordi senatsmødet blev
afholdt i Rom og Pompeius befandt
sig lige i nærheden. Andre talere
havde i forsamlingen givet udtryk
for en mindre hård holdning end
Scipios. Til at begynde med Marcus
Marcellus som i en tale lagde den
holdning for dagen, at man ikke
burde drøfte sagen i senatet, førend
der var mobiliseret i hele Italien og
udskrevet hære, så senatet under
disses beskyttelse frit og uden for
fare turde træffe de beslutninger,
som det ønskede at træffe. Det
samme sagde Marcus Calidius, som
mente, at Pompeius burde drage
til sine provinser, så årsagen til et
væbnet sammenstød forsvandt:
Cæsar frygtede nemlig det faktum,
at Pompeius syntes at tilbageholde
to legioner, som netop var blevet
Cæsar berøvet af Pompeius, nær
Rom og holde dem i beredskab for
senere at bruge dem imod ham;
Marcus Rufus ligeså, idet han med
nogle få afvigelser i sit ordvalg delte
Calidius’ synspunkt. Alle disse
talere blev ofre for konsulen Lucius
Lentulus’ hån. Lentulus nægtede
pure at fremsætte Calidius’ forslag.
Skræmt af skældsordene fraveg
7 Gai u s Ju l i u s Cæ s a r - Bo r G e r k r i G e n
Gaius Julius Cæsar
Cajus Julius Cæsar er forfatter
til Borgerkrigen og dens forløber
Gallerkrigen. Cæsar var romersk
feltherre og statsmand. Han
blev født i Rom 13. juli år 100
f.v.t. Som ung opnåede han at
blive guvernør i Spanien. Senere
blev han pontifex maximus
(ypperstepræst i Rom). Cæsar
indgik i 60 f.v.t. en alliance med
to andre magtfulde romere,
nemlig Gnæus Pompeius, hans
senere fjende i Borgerkrigen,
og den rige Marcus Crassus.
Cæsar blev konsul, og efter sit
konsulat fik han guvernørposten
i den romerske del af Gallien
i 58 f.v.t. Gennem en årrække
erobrede han hele Gallien i en
række krige, som er beskrevet
i bogen Gallerkrigen. Efter
at have erobret Gallien ville
Cæsar stille op som konsul i
Rom uden at forlade sin provins
eller nedlægge sin hær. Det ville
hans fjender ikke godtage, så de
mobiliserede. Cæsar invaderede
efterfølgende Italien, hvilket
udløste Borgerkrigen mellem
Cæsar og Pompeius. Denne krig er
beskrevet i bogen Borgerkrigen.
Cæsar vandt Borgerkrigen og
endte med at blive diktator på
livstid. Han blev myrdet af en
sammensværgelse af senatorer
i senatet i Rom 15. marts år 44
f.v.t.
Marcellus sit synspunkt. Således
stemte det tvungne, uvillige og
skræmte flertal for Scipios forslag,

fordi de blev drevet dertil pga.
truslerne fra Pompeius’ politiske
forbundsfæller, konsulernes råben
og deres egen frygt for Pompeius’
hær, som befandt sig i nærheden.
Nemlig: At Cæsar inden en fastlagt
dato skulle afmønstre sin hær; hvis
han ikke gjorde dette, ville han
blive betragtet som handlende imod
statens interesser. Folketribunerne
Marcus Antonius og Quintus
Cassius nedlagde veto. Tribunernes
veto diskuteredes omgående.
Alvorlige ytringer kom på bane; jo
bitrere og ondere en eller anden
talte, desto større ros modtog han af
Cæsars fjender.
3. Pompeius sammen-
kalder senatorerne
Da senatsmødet blev hævet hen
under aften, kaldte Pompeius alle
senatorer til sig. Pompeius roste de
hurtige og opmuntrede dem, hvad
fremtiden angik; de langsommere
revsede han og søgte at motivere.
Fra alle sider tilkaldtes veteraner
fra Pompeius’ gamle hære med håb
om belønning og forfremmelse.
Mange soldater fra de to legioner,
som var blevet overdraget af
Cæsar, udkommanderedes. Byen
og selveste comitium 1 fyldtes med
militærtribuner, centurioner og
reserver. Alle de, som var venner
af konsulerne, tilhængere af
Pompeius og gamle fjender af Cæsar,
samledes i senatet; deres råben
og sammenstimlen skræmte dem,
som var vaklende i deres loyalitet,
og motiverede de tvivlende, mens
Gnæus Pompeius
flertallet blev berøvet dets ret til
frit at træffe beslutninger. Censoren
Lucius Piso lovede at rejse til Cæsar
for at informere ham om tingenes
tilstand, og det samme gjorde
prætoren Lucius Roscius: Til denne
mission forlangte de seks dage. Ikke
få ytrede ønske om, at gesandter blev
sendt til Cæsar for at forklare ham
senatets ønsker.
4. Cæsars fjender
Alle disse mødte modstand og
blev angrebet i taler af konsulen,
Scipio og Cato. Cato motiveredes
af sit gamle fjendskab til Cæsar
og ærgrelse over sit valgnederlag.
Lentulus blev drevet af stor gæld
og håbet om en hær, provinser og
bestikkelser fra mænd, der ønskede
8 Gai u s Ju l i u s Cæ s a r - Bo r G e r k r i G e n
Gnæus Pompeius med tilnavnet ”den Store” var en romersk feltherre og
statsmand. Han blev født i 106 f.v.t. og deltog som ung på Sullas side i
borgerkrigen mellem Sulla og Marius. Pompeius gjorde sig efterfølgende
bemærket som feltherre, bl.a. ved at besejre Sertorius i Spanien. Pompeius
havde senere en tæt tilknytning til de spanske områder, hvor hans legater
senere udkæmpede en del af borgerkrigen mod Cæsar. I år 70 f.v.t. trådte
Pompeius ind på den politiske scene i Rom, da han sammen med Crassus
blev valgt til konsul for det år. Efterfølgende var Pompeius atter aktiv
som feltherre og bekæmpede sørøvere i Middelhavet, besejrede kong
Mithridates af Pontos og gjorde Syrien til en romersk provins. I år 60
f.v.t. indgik Pompeius sammen med Cæsar og Crassus den uformelle
politiske alliance triumviratet, og Pompeius blev gift med Cæsars datter.
Cæsars datter døde imidlertid nogle år senere, og alliancen mellem Cæsar
og Pompeius varede ikke ved. I 49 f.v.t. udbrød Borgerkrigen mellem
Cæsar og Pompeius, efter at Cæsar i det forgangne tiår havde opbygget
et militært ry og en slagkraftig hær ved at erobre Gallien. Pompeius led et
endegyldigt nederlag til Cæsar i slaget ved Farsalos i 48 f.v.t. og flygtede
efterfølgende til Ægypten, hvor han blev myrdet ved sin ankomst.
at kalde sig konger, og han pralede
over for sine venner med at ville være
en anden Sulla og regnede med at få
overkommandoen. Scipio fyldtes
af de samme håb om provinser og
hære, som han regnede med at skulle
dele med sin svigersøn Pompeius, og
motiveredes yderligere af frygt for
retsforfølgelse, samt af selvdyrkelse
og smiger fra folk, som dengang
havde stor indflydelse i det offentlige
liv og ved domstolene. Pompeius
selv havde opfordret dertil af Cæsars
fjender og sit eget ønske om, at ingen
skulle nyde samme anseelse som han
selv, helt vendt sin alliance med
Cæsar ryggen og forsonet sig med
deres fælles fjender, af hvilke han
selv engang som svigersøn havde
påtvunget Cæsar de fleste. Han
var også dybt berørt af det dårlige

ygte, som han havde pådraget sig
ved at vende Cæsars to legioner fra
deres asiatiske og syriske mål for at
højne sin egen indflydelse og styrke
sit eget eneherredømme. Af disse
grunde ønskede han at bringe sagen
til afgørelse ved våben.
5. Flugten fra rom
Derfor skete alt i hast og forvirring.
Cæsars venner og slægtninge fik ikke
tid til at informere ham om, hvad
der foregik, eller folketribunerne
lejlighed til at afværge den fare, de
udsættes for, og ikke engang til at
udøve denne den yderste ret til at
nedlægge veto, som selv Lucius Sulla
havde ladet deres embede beholde.
De blev derimod efter kun syv dage
i embedet tvunget til at betænke
deres personlige sikkerhed, hvor
det tidligere var normalt, at selv de
mest revolutionære tribuner kunne
regne med en embedsperiode på
mindst otte måneder at handle i.
Senatorerne greb til den ekstreme
og yderste senatsbeslutning, som
man tidligere omtrent kun havde
gjort brug af, når selve Rom var
truet af ildspåsættelse, eller når alles
liv var bragt i fare af forbryderes
vovemod2: ”Alle konsuler, prætorer,
folketribuner og de prokonsuler, som
måtte befinde sig i nærheden af Rom
skal tage skridt til, at staten ikke
lider skade.” Dette førtes i henhold
til senatsbeslutning til protokols
den 8. januar. Således gennemførtes
på de første fem dage, hvor det var
muligt at afholde senatsmøder, dvs.
fra den dag hvor Lentulus tiltrådte
sit konsulat på nær to valgdage, de
alvorligste og hårdeste resolutioner
mod både Cæsars kommando 3 og
mod disse de betydeligste mænd,
folkets tribuner. Folketribunerne
flygtede straks fra Rom og begav sig
til Cæsar. Han var på dette tidspunkt
i Ravenna, hvor han afventede svar
på sine allermildeste krav i håbet
om, at sagen som følge af almindelig
rimelighed kunne bringes til en
fredelig afslutning.
6. Ti legioner klar
De næste dage mødtes senatet
udenfor byen 4 . Pompeius gav udtryk
for de samme ting, som han havde
tilkendegivet gennem Scipio: Han
roste senatets mod og standhaftighed;
han redegjorde for sin militære
styrke; han havde ti legioner klar;
han var i øvrigt bekendt med og
fuldstændig sikker på, at Cæsar ikke
havde sine soldaters opbakning,
og at de ikke ville kunne overtales
til at forsvare eller følge Cæsar. De
øvrige sager blev straks fremlagt for
senatet: Der burde gennemføres en
generel mobilisering i hele Italien;
Faustus Sulla burde omgående
sendes til Mauritanien; penge burde
hæves fra statskassen til brug for
Pompeius. Der stilledes også forslag
om, at kong Juba af Numidien skulle
tituleres forbundsfælle og ven;
Marcellus nægtede umiddelbart
at støtte forslaget. Folketribunen
Philippus nedlagde veto angående
Faustus. Om det resterende førtes
senatsbeslutninger til protokols.
Provinserne, hvoraf de to var
konsulære, resten prætoriske, blev
tildelt private. Syrien tilfaldt Scipio,
9 Gai u s Ju l i u s Cæ s a r - Bo r G e r k r i G e n
Gallien Lucius Domitius, mens
Philippus og Cotta blev forbigået ved
private rænker, og deres lodder indgik
endog slet ikke i lodtrækningen. Til
de resterende provinser sendtes
prætorer. De ventede ikke, til deres
embeder havde været forelagt
folket, som det de foregående år
havde været skik og brug, men
drog efter have aflagt ed bort iført
purpurfarvede feltherrekapper.
Konsulerne forlod begge byen, noget
som aldrig tidligere var hændt 5 ;
private gik omkring i byen og på
Kapitol ledsaget af liktorer, noget
som stred imod enhver tradition.
Der blev rejst tropper og udskrevet
våben over hele Italien; municipierne
afkrævedes penge, og skatte
fjernedes fra helligdommene: Enhver
guddommelig og menneskelig lov
blev overtrådt.
7. Cæsars tale til
soldaterne
Da Cæsar erfarede tingenes
tilstand, talte han til soldaterne.
Han genkaldte sig alle de gange,
hvor hans fjender havde begået
uret mod ham; han beklagede, at
Pompeius var blevet forledt og
forført af disse fjender pga. jalousi
og æresmisundelse, skønt Cæsar
altid selv havde befordret Pompeius’
ære og stået sammen med ham. Han
beklagede det nye eksempel, der
var blevet sat i staten, i og med at
tribunernes vetoret, der tidligere
var blevet fastslået ved våben, nu
blev fordømt og undertrykt ved
våben. Sulla havde, skønt han havde

afklædt tribunembedet næsten
enhver beføjelse, dog efterladt det
dets vetoret. Pompeius, som kunne
forekomme at have genskabt det
tabte, havde i virkeligheden berøvet
dem de gaver, de havde før. Tidligere
tog man kun det dekret i anvendelse,
som bød regeringen at skride til
handling, for at staten ikke skulle
lide skade (den senatsbeslutning som
kalder det romerske folk til våben),
i tilfælde af skadelig lovgivning,
tribuners embedsmisbrug og
folkeopstandes besættelse af
templer og strategiske punkter:
På dette havde man fra tidligere
tid Saturninus’ og Gracchernes
eksempler, og hvordan det gik dém,
til vores belæring; på denne tid var
noget sådant aldrig sket, endsige
tænkt. Han erindrede dem om, at de
i ni år under hans lederskab havde
kæmpet Roms kampe på heldigste
vis, sejret i utallige slag og pacificeret
hele Gallien og Germanien, og
opfordrede dem til at forsvare deres
feltherres anseelse og ære mod hans
fjender. Soldaterne fra den 8. Legion,
som var den eneste, der var tilstede,
da han havde udkommanderet denne
ved urolighedernes begyndelse, og
resten endnu ikke var nået frem,
erklærede sig højlydt parate til at
hævne den uret, som var begået imod
deres feltherre og folketribunerne.
8. Et budskab fra
Pompeius
Da han havde erfaret soldaternes
sindelag, drog han med denne
legion til Ariminum og mødte dér
Romerske embedsmænd
Den romerske Republik havde følg-
ende embedsmænd, som optræder i
Cæsars tekst om Borgerkrigen:
Konsuler:
Den romerske republiks to øverste
embedsmænd var konsulerne
(latin: consules). De blev valgt for
et år ad gangen og fungerede som
statsministre med lige meget magt.
Hensigten var at hindre, at en
enkeltperson blev for magtfuld.
Tribuner:
Tribun var en romersk titel. Der
fandtes både militærtribuner, som
var officerer, og folketribuner,
som var valgte embedsmænd.
Folketribunerne varetog folkets
rettigheder og kunne nedlægge veto.
liktorer:
En liktor (latin: lictor) var en
romersk vagt udstyret med fasces, der
var et risknippe, hvori der til tider
sad en økse. Høje embedsmænd var
ledsaget af liktorer. Embedsmandens
rang afgjorde antallet af liktorer.
Prætorer:
Prætorer var romerske embeds-
mænd, som dels havde at gøre
med jura, dels fungerede som
provinsguvernører. I republikkens
tidlige tid havde man formentlig
prætorer i stedet for konsuler som
statens øverste embedsmænd.
10 Gai u s Ju l i u s Cæ s a r - Bo r G e r k r i G e n
diktator:
Diktator (latin: dictator) var
oprindeligt et embede i den
romerske republik. Man udnævnte
kun en diktator i nødstilfælde, og
embedet var tidsbegrænset. Cæsar
endte dog med at blive diktator
på livstid. Diktatoren havde
ubegrænset magt.
Kvæstor:
En kvæstor (latin: quaestor) var
den laveste embedsmand i Rom.
At blive valgt til kvæstor var
det første trin på den politiske
rangstige i den romerske republik.
Kvæstorernes antal varierede op
gennem historien, og det samme
gjorde deres opgaver. Ofte havde
en kvæstor dog at gøre med
finanser.
Censor:
I den romerske republik blev der
hvert femte år valgt to censorer.
Det var en meget ærefuld post, og
censorerne skulle bl.a. beslutte,
hvem der var værdige til at sidde i
senatet. Censorerne skulle også lave
en opgørelse over befolkningen,
undersøge formueforhold og tage
vare på moralen i samfundet.
Pontifex maximus:
Pontifex maximus var titlen på
ypperstepræsten i det gamle Rom.
En mulig oversættelse af titlen er
øverste brobygger. Titlen pontifex
maximus blev senere overtaget af
paven.

folketribunerne, som var flygtet
til ham; de resterende legioner
kaldte han ud af deres vinterlejre
og befalede dem at følge efter. Den
unge Lucius Cæsar, hvis fader var
en af Cæsars legater, stødte til. Da
de indledende hilsner var overstået,
forklarede ynglingen årsagen til,
at han var kommet, nemlig at han
kom fra Pompeius til Cæsar med et
privat budskab: Pompeius ønskede
at meddele Cæsar, at han havde rene
hænder, for at Cæsar ikke skulle
laste privatpersonen Pompeius for,
hvad politikeren Pompeius havde
gjort for staten. Pompeius havde
altid sat hensynet til staten over
private bånd. Cæsar burde også af
hensyn til sin værdighed opgive
sin kampiver og sin hidsighed for
statens skyld og ikke i dén grad
vredes på sine fjender, at han i håbet
om at skade dem kom til at skade
staten. Lucius tilføjede noget mere af
samme art samtidig med, at han kom
med undskyldninger for Pompeius.
Prætoren Roscius fremførte ligeledes
de samme ting med de samme ord
for Cæsar og gjorde det klart, at de
var ham indprentet af Pompeius.
9. Cæsars krav
Alt dette syntes ikke at gøre noget
til at lette den begåede uret, men
siden Cæsar nu havde mænd af
passende stand hos sig, gennem
hvilke han kunne meddele sine krav
til Pompeius, så bad han hver enkelt
om, siden de nu havde overbragt
ham, hvad de var blevet pålagt af
Pompeius, ikke at afvise også at
overbringe hans krav til Pompeius
og dérved uden større besvær
undgå konflikt og befri Italien for
frygt. Cæsar sagde, at han for sit
vedkommende altid havde regnet
statens værdighed som det første,
ja som vigtigere end selve hans
eget liv. Det havde smertet ham,
at han, fordi han ved sine fjenders
bagvaskelse var blevet fravristet
et velvilligt privilegium givet ham
af det romerske folk, var blevet
berøvet de sidste seks måneder af
sin kommando for at blive trukket
tilbage til Rom, når folket havde
besluttet, at han skulle have lov til
at føre sit kandidatur 6 in absentia.
Denne æreskrænkelse havde han
dog båret over med for statens skyld.
Da han havde sendt brev til senatet
med forslag om gensidig afrustning,
havde han ikke engang opnået dette.
Man havde mobiliseret i hele Italien,
to legioner, som var blevet ham
frataget under påskud af, at skulle
føre krig mod partherne, blev holdt
tilbage fra ham; staten stod under
våben. Skulle mon ikke alt dette
være rettet imod ham? Og dog var
han rede til at nedlade sig til hvad
som helst og lide enhver tort for
statens skyld. Blot skulle Pompeius
drage til sine provinser og opløse sin
hær, alle i Italien nedlægge våbnene,
enhver grund til frygt fjernes fra
borgerne, og styret af staten og
valghandlingerne atter overlades til
senatet og det romerske folk. For
at dette lettere kunne finde sted og
på sikre betingelser bekræftes ved
ed, kunne enten Pompeius komme
til Cæsar eller Cæsar til Pompeius.
Således ville alle stridigheder kunne
bilægges gennem samtale.
11 Gai u s Ju l i u s Cæ s a r - Bo r G e r k r i G e n
10. svaret på kravet
Efter at have modtaget disse
budskaber drog Roscius sammen
med Lucius Cæsar til Capua, hvor
de mødtes med konsulerne og
Pompeius; de overbragte Cæsars
krav. Konsulerne og Pompeius
skrev efter at have overvejet sagen
et brev til Cæsar med deres svar
og sendte budbringerne tilbage
til ham med et budskab, hvoraf
summen var følgende: Cæsar skulle
vende tilbage til Gallien, forlade
Ariminum og opløse sin hær; hvis
han gjorde det, ville Pompeius rejse
til Spanien. I mellemtiden, indtil
løfter var afgivet om, at Cæsar ville
gøre, som han havde lovet, ville
konsulerne og Pompeius ikke hæve
mobiliseringen.
11. Freden i fare
Det var på ulige betingelser at kræve,
at Cæsar skulle forlade Ariminum og
vende tilbage til sin provins, mens
Pompeius selv fik lov at beholde
både sine egne provinser og legioner,
som ikke var hans egne; han ønskede,
at Cæsars hær skulle opløses, men
mobiliserede selv; Pompeius lovede
at ville rejse til sin provins, men sagde
ikke noget om hvornår, således at han,
hvis han ikke var rejst, når Cæsars
embede var til ende, ikke ville kunne
pådrage sig religiøs besmittelse ved
at forbryde sig mod sin ed; og det,
at han ikke ville afsætte tid til et
møde og ikke ville nærme sig Cæsar,
satte i sandhed freden i en tilstand
af dyb desperation. Cæsar sendte
da Marcus Antonius fra Ariminum

Verdenshistorien på nettet
www.historiensverden.dk
HISTORIENSVERDEN.DK er den første komplette danske verdenshistorie på nettet. Det
er en anderledes verdenshistorie med en lettilgængelig kronologisk opbygning.
Portalen er konstant under udbygning med nye verdenshistoriske tekster, biografier,
leksikonartikler og kilder.
Som abonnent på historiensverden.dk får du adgang til et væld af tekster til verdenshistorien
fra den nærorientalske oldtid og frem til det 21. århundrede.
Verdenshistorisk temaserie
Det Historiske Akademi har lanceret den verdenshistoriske temaserie Historiens Verden,
der har til formål at supplere vores undervisningsportal www.historiensverden.dk med
interessante og uddybende aspekter af verdenshistorien.
Temaserien Historiens Verden har til hensigt at behandle emner indenfor de store historiske
epoker, historiske personligheder og imperier samt krige, opdagelser og erobringer.
Denne verdenshistorie kan ikke sammenlignes med noget andet verdenshistorisk samleværk,
da denne temaserie på utraditionel vis sigter på at tage fat på både det kendte og ukendte.
De 3 første bøger i temaserien Historiens Verden er indenfor oldtiden:
Isis og Serapis. Ægyptiske kulter i Rom og Romerriget
Dareios den Store. Storkongen og Perserkrigene
Gaius Julius Cæsar: Borgerkrigen
Kommende bøger i temaserien dækker middelalderen, renæssancen og nyere tid:
Reformationen i Europa
Den amerikanske Borgerkrig
Det byzantinske Rige
Renæssancen i Italien
det historiske akademi
En formidlings- og forlagsvirksomhed, der udgiver undervisningsmateriale, bøger,
arrangerer foredrag og seminarer samt kulturhistoriske- og historisk-arkæologiske
rejser med et højt fagligt indhold: www.historisk-akademi.dk

Det berømte citat ”Terningen er kastet” stammer fra den 10. januar
49 f.v.t., da erobreren af Gallien, Gaius Julius Cæsar, krydsede floden
Rubicon og erklærede senatet krig.
Julius Cæsar var kort forinden af det romerske senat blevet afkrævet,
at han skulle nedlægge sine våben og overlade sine veltrænede og
kamperfarne tropper til en ny statholder. Senatets ultimatum stillede
Cæsar overfor et dilemma: han kunne enten vælge at opgive sine
legioner og dermed sin politiske karriere, eller han kunne vælge at
gøre oprør. Cæsar valgte sidstnævnte, og citerede angiveligt digteren
Menander, da han sagde de berømte ord alea iacta est (”Terningen er
kastet”), hvorefter han krydsede Rubicon og invaderede Italien.
Pompeius besluttede at kæmpe for senatet, men han blev hurtigt
tvunget til at trække sig ud af Italien og flygte til Grækenland. Cæsar
fulgte ikke øjeblikkeligt efter, da han først tog til Spanien for at
nedkæmpe Pompeius’ allierede. Først i januar 48 f.v.t. krydsede han
Adriaterhavet og landede i det nuværende Albanien for at tage kampen
op mod Pompeius...
Læs Cæsars egne ord, når han beretter om Borgerkrigen, som gjorde
Cæsar til diktator og dermed ændrede Roms historie.
isbN 978-87-994853-0-7