DTTK 2008 04.pdf - Menighedsfakultetet

More documents

Recommendations

Info

80 Hans Petur Kirkegaard et blot sjæleligt forhold til Gud, men det omfatter derimod både sjæl og legeme i den helhed, de udgør (Prenter 1968, 76). Prenter behandler således gudbilledligheden ud fra to perspektiver. Der er på den ene side den gudbilledlige udrustning, der består i helheden af sjæl og legeme. Den gør mennesket i stand til at forholde sig til omverdenen og til sig selv, hvis bærende bestanddel er lingvistisk. På den anden side er der formålet med gudbilledligheden; at mennesket er bestemt til at have personligt forhold til Gud (Prenter 1968, 78). Disse to perspektiver kan dog ikke adskilles. Den teologiske bestemmelse af menneskets gudbilledlighed er ikke en udtømmende beskrivelse af mennesket. Menneskekundskab kan erhverves ad mange veje. Naturvidenskab, kunst og åndsvidenskaber er forskellige tilgange, der bidrager med nyttig og sand viden om mennesket, men for Prenter er det dog i troen og kærligheden, at den dybeste erkendelse af mennesket kan findes. Derfor skal den øvrige menneskekundskab tænkes sammen med den (Prenter 1968, 72f). I Skabelse og genløsning indtager Prenter dog et mere dialektisk synspunkt: ”De to former for menneskekundskab (teologiens og den almenmenneskelige erfarings, min tilføjelse) skal ikke bygges sammen i en helhedsanskuelse, hverken i suppleringens eller i synthesens form” (Prenter 1998, 261). Skellet mellem de to former for menneskekundskab er, at den almenmenneskelige menneskekundskab er selvreflekterende og ser mennesket som et autonomt individ, mens den teologiske menneskekundskab altid ser mennesket i dets forhold til Gud. Det vil sige som Guds skabning i sit oprør mod Gud og genindsat i det ægte forhold til Gud. 5 Der er dog ikke tale om et brud i anliggende, da der begge steder er tale om, at mennesket i dets forhold til Gud er det vigtigste tema i teologien. I Skabelse og genløsning forudsættes Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 08 også den almenmenneskelige menneskekundskab som klangbund for forkyndelsen (Prenter 1998, 261). Menneskets refleksion over dets relation til verden og sig selv kan give sand erkendelse af det menneskelige, men for Prenter bliver mennesket først sandt menneske i sin relation til Gud. Først når mennesket lytter til Guds ord og tror og bekender, kan det stå i den sandt menneskelige relation til medmennesket og den øvrige skabning. Hvis det derimod falder ud af denne relation, kommer det også til at stå i en syndig relation til alt andet, også sin egen menneskelighed (Prenter 1998, 263f). Det er dette brudte forhold til Gud, der skyldes menneskets uforklarlige oprør, som Prenter forstår ved menneskets syndige tilstand, der gennemtrænger alt menneskeligt også dets nuværende afvisning af Guds virkelighed. Prenters syn på kirken For Prenter er teologi bundet til troen og derfor til kirken. Definitionen af kirken er derfor interessant: ”Kun fordi Gud er kærlighed, Fader, Søn og Helligånd, fra evighed og til evighed, kan han, den evige usynlige majestæt, her i tiden som vor Fader i sin enbårne Søn, kommet som menneske, Jesus Kristus, samle sig et folk, bundet til ham og til Sønnen ved den kærlighed, som er Gud selv, Helligånden, den hellige almindelige kirke” (Prenter 1968, 48). I beskrivelsen af Prenters åbenbaringsforståelse så vi, at åbenbaringen sker med henblik på, at mennesket kan få del i guddommelig natur. Dette formål skyldes selve treenighedens indre bestemmelse som kærlighed. Den guddommelige natur, mennesket skal få del i, er den selv samme kærlighed forstået som gensidig selvhengivelse. Dermed er det ikke individet, der er centrum for det kristne liv, men derimod de troendes fællesskab med Gud og med hinanden.
Postliberalisme og luthersk konfessionalisme i dialog om kristendommens sandhedskrav 81 For den, der materialistisk benægter en åndelig virkelighed, bliver åndelige forestillinger uvirkelige, mens det for den, der anerkender en åndelig virkelighed, kan forekomme, at man ser det guddommelige i begivenheder, som kan gives en naturlig forklaring Prenters virkelighedsforståelse og syn på praksis Prenter er, som vist i afsnittet om sandhed, realist. Sandheden er knyttet til en ekstralingvistisk virkelighed, og erkendelsen er kun sand, hvis der er en overensstemmelse med, hvordan kendsgerningerne faktisk er. Det er dog ikke tale om, at det skal være menneskeligt muligt at stadfæste denne overensstemmelse med almene erfaringer eller universel fornuft. Virkeligheden har en meningsfuld sammenhæng, uanset om den er erkendt af mennesker eller ej, og principielt er der ting, som almene erfaringer og fornuft aldrig kan begribe af sig selv. Når det er sagt, mener Prenter dog, at erfaring og fornuft er pålidelige. Hvad der erfares er dog delvis bestemt af ens tro. For den, der materialistisk benægter en åndelig virkelighed, bliver åndelige forestillinger uvirkelige, mens det for den, der anerkender en åndelig virkelighed, kan forekomme, at man ser det guddommelige i begivenheder, som kan gives en naturlig forklaring (Prenter 1968, 53 og 63f). For den, der lever i bevidstheden om, at kristendommen er sand, kan hele erfaringsverdenen sættes i relation til den virkelighed, der tros. Hidtil har vi primært set på, hvad indholdet af troen og teologien er ifølge Prenter. For denne artikels formål, sammenligningen af postliberalisme og Prenter med særlig henblik på sandheds- og virkelighedsforståelse, er det dog også nødvendigt at komme ind på Prenters forståelse af praksis. For Prenter er tro og liv nært forbundet, dog sådan at praksis har sit udspring i troen. Tilliden til Gud, troen, sætter sig igennem i den måde, hvorpå den troende lever (Prenter 1968, 5). Disse to aspekter ved kristendommen hører sammen, men der er en slags årsagssammenhæng mellem dem. Troen er årsag til, at den troende agerer på en bestemt måde. Hvis man som de postliberale definerer praksis bredere til også at omfatte erfaringer bliver billedet et lidt andet. Her ser det ud til, at Prenter i højere grad ligger på linie med dem, da erfaringerne for Prenter også delvis bliver perspektiveret af ens tro. Hvis praksis således bliver forstået som livsholdning, bliver den også i Prenters teologi mere organisk knyttet til troen. Den ovennævnte årsagssammenhæng mellem tro og praksis skiller ikke mellem tro og verdensanskuelse, men groft sagt mellem indre overbevisning og ydre handlen eller, sagt med andre ord, de teologiske fagdiscipliner dogmatik og etik. Prenter skriver: ”Den, der for alvor er med i menighedens gudstjeneste, véd, at dens bekendelse hverken er tåget eller vaklende, men netop bestemt og klar” (Prenter 1968, 13). Praksis som deltagelse i menighedens gudstjeneste kan således få en erkendelsesmæssig funktion i og med, at deltagelsen bevidner, at troen er bestemt. Det gør den netop ved, at det er en fælles bekendelse til den treenige Gud. Prenter hævder her, at menigheden i sin gudstjenestemæssige praksis ved, at der kun er én tro, der er den samme gennem hele kristendommens historie. Det betyder dog ikke, at det er den menneskelige praksis i gudstjenesten, der skaber troen. Rækkefølgen er Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 08
Page 1 and 2:
Dansk Tidsskrift for Teologi og Kir
Page 3 and 4:
I SAMARBEJDE MED KIRKELIG SAMLING O
Page 5 and 6:
Regin Prenter. Et liv og virke i tj
Page 7 and 8:
Den unge Regin Prenter i det danske
Page 9 and 10:
og gennem dem er det muligt at få
Page 11 and 12:
opfattelse, hvad der også førte d
Page 13 and 14:
Page 15 and 16:
henviste i opposition hertil til Ba
Page 17 and 18:
med korstegn og kirkegang og bøn.
Page 19 and 20:
Page 21 and 22:
Page 23 and 24:
Page 25 and 26:
Page 27 and 28:
Er skabelsen frelsens begyndelse? E
Page 29 and 30:
Er skabelsen frelsens begyndelse? 2
Page 31 and 32: Er skabelsen frelsens begyndelse? 2
Page 33 and 34: også bruger livet til at virkeligg
Page 35 and 36: er at få de retfærdige udryddet,
Page 37 and 38: Helliggørelsen og syndens virkelig
Page 43 and 44: helliggørelse ikke er identisk med
Page 45 and 46: der troens kamp mod synden ”simul
Page 47 and 48: han ikke elskede? Og derude skænke
Page 49 and 50: Er skabelsen frelsens begyndelse? 4
Page 51 and 52: En foreløbig opsummering: Prenter
Page 53 and 54: nikation med og ind i den moderne v
Page 57 and 58: Postliberalisme og luthersk konfess
Page 81: Postliberalisme og luthersk konfess
Page 89 and 90: NIELS CHR. GEELMUYDEN EN PRÆST OG
Page 91 and 92: FL E M M I N G KO F O D -S V E N D
show all

DTTK 2008 04.pdf - Menighedsfakultetet

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?