DTTK 2008 04.pdf - Menighedsfakultetet

Postliberalisme og luthersk konfessionalisme i dialog om kristendommens sandhedskrav 79
som enhver anden historisk sag er det. Der
er dog også en indre side ved Jesu Kristi
historiske virkelighed, der ligger uden for,
hvad historisk-kritisk forskning kan fastslå,
men som kun kan mødes med tro eller
vantro. Enten viser kendsgerningerne, at
Gud greb ind, eller også må man forklare
kendsgerningerne på anden måde, for eksempel
at det var hallucinationer (Prenter
1967, 18). Det er ikke muligt at tage en mellemposition
og sige at begge dele er sandt.
For Prenter er det dog vigtigt at holde fast
i, at der er tale om en historisk virkelighed.
Hvis den sande tolkning af de historiske
kendsgerninger er, at Jesus ikke stod op
fra de døde, er troen og kristendommen tom
(Prenter 1967, 14). Prenter mener dog selvfølgelig,
at den sande tolkning er, at Gud
oprejste Jesus fra graven på den tredje dag,
og at denne tolkning er historisk plausibel
om end ikke fornuftsmæssigt tvingende.
For den, der tror på Guds eksistens, er det
endog ganske fornuftigt at tro, at Han også
kan vække de døde (Prenter 1967, 21). Også
her er det værd at bemærke, at det ikke er
nødvendigt først at være skolet i paradigmet
for at forholde sig til kristendommens
grundlæggende aksiomer, men udsagnene
er fornuftsmæssigt alment tilgængelige.
Hvorvidt de så bliver modtaget i tro eller
afvist, er en trosbeslutning. Der er ikke tale
om, at kristendommen er meningsløs tale
for udenforstående, men snarere at den kan
afvises af udenforstående, efter at dens mening
er blevet forstået som usand.
Prenters syn på troen
Troen er, som sagt, forudsætning for at
drive teologi. Troen er dog ikke først og
fremmest teologisk indsigt. Prenter knytter
til ved Grundtvigs udsagn om, at troen er
blindfødt, men alligevel sand tro. Prenter
skriver: ”Og dog er det et hjertets ja til den
barmhjertighed, der åbner sig for synderen
i selve dette, at Gud træder ham nær og
åbner sit rige for ham uden at stille nogen
betingelse (…) Nu ligger det i selve denne
tros væsen som ’blindfødt’, at den begærer
at trænge ind i, søge klarhed over, ja, vished
i det, den har svaret ja til” (Prenter 1982,
76). Troen er hjertets ja til Guds barmhjertighed,
og indesluttet i troen er overbevisningen
om budskabets sandhed (Prenter
1998, 7), hvorved der også opstår et ønske
om at få større klarhed over den erkendelse,
der ligger indesluttet i troen, så den kan bevæge
sig fra ”det blotte, indsigtsløse ’credo’ i
retning af ’intellectus fidei’, troens indsigt”
(Prenter 1982, 104). Derfor er troen ikke
først og fremmest at definere ud fra dens
menneskelige karakter af gerning, men
derimod som et personligt forhold til Gud,
hvor mennesket accepterer Guds barmhjertigheds
tilbud.
Prenters antropologi
Antropologisk er det primære for Prenter,
at mennesket er skabt i Guds billede. Som
skabt er det en del af skaberværket, men
præcisionen ”i Guds billede” betyder, at det
står i et bestemt forhold til den øvrige skabning
og til Gud. I forholdet til medskabningen
skal mennesket være Guds medskaber.
Derved kvalificerer Prenter også menneskets
forhold til naturen teologisk. Hele det
moderne menneskes tekniske omgang med
naturen er en del af dets gudbilledlighed
og kan bedømmes teologisk (Prenter 1968,
74f). Det vil også sige, at den kristne ikke
kan forholde sig sekulært til udnyttelse af
naturressourcer, men konstant må se sig
stående i et ansvarsforhold til Gud, også
hvad ”verdslige” ting angår (Prenter 1968,
80). Det er dog vigtigere for Prenter, at
gudbilledligheden betyder, at mennesket
er skabt til at have et personligt forhold til
Gud. Gudbilledligheden skal dog ikke forstås
i rent sjælelig forstand, så det bliver
Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 08