DTTK 2008 04.pdf - Menighedsfakultetet

More documents

Recommendations

Info

78 Hans Petur Kirkegaard forskellig fra Gud, men Gud åbenbarer sig selv, når Faderen sender en anden, Sønnen, der er ét med ham i kærligheden, Ånden, der udgår fra begge. Den kærlighed som Gud er (Prenter 1982, 119). Denne selvhengivende kærlighed, som er Guds natur, er åbenbaringens inderste virkelighed. Åbenbaringen er altså den trinitariske selvhengivelses meddelelse til mennesket, så det kan få del i guddommelig natur (Prenter 1982, 124), selv om den ontologiske forskel mellem Skaber og skabning dog bibeholdes (Prenter 1982, 117). Derfor er åbenbaringen ikke primært at betragte som information, selv om den indeholder information, men som en ændring af menneskets forhold til Gud, der herefter omstrukturerer fornuften og de dagligdags erfaringer omkring den sag, at virkeligheden er Guds virkelighed (Prenter 1982, 114f). Derved bliver den kristne identifikation af Gud på baggrund af åbenbaringen også med nødvendighed trinitarisk. Ikke som tre guder, men tre personer i et guddomsvæsen. Det er ikke nok for teologien at standse med bestemmelsen ”Det Absolutte” eller ”The Ultimate Real” som skabelsesteologien kan nå frem til, da åbenbaringen overbyder denne indsigt ved, at Gud er én som Fader, Søn og Helligånd, på trods af at det ikke rationelt kan sammentænkes. Gud er som Gud ubegribelig, men Han kan ved Helligånden give indsigt i sin virkelighed, så den også erfares som virkelig (Prenter 1982, 118 og 120). Den menneskelige indsigt i Guds virkelighed forbliver åbenbaringen til trods dog menneskelig og som sådan præget af begrænsninger og synd. Dens fuldendelse hører til den eskatologiske fuldendelse. Derfor vil det teologiske arbejde også altid være mangelfuldt som sand tale om Gud. Det teologiske arbejde kan dog videreføres med fortrøstning til dets sandhed, da Gud har gjort indsigt mulig ved Sønnen i inkar- Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 08 nationen, og denne åbenbaring viser Guds væsen som selvhengivelse, og denne selvhengivelse rummer løftet om en fremtidig fuldendt forening med Gud. Deri ligger to påmindelser, som man skal have i tankerne, når man driver teologi. For det første at man ikke skal tro, at man har nået den fuldkomne indsigt i dette liv, da det kun er Gud, der kan overskride grænsen for den menneskelige fornuft. Og for det andet at der er en dyb mening i Guds åbenbaring, som vi aldrig bliver færdige med, men som kræver, at udlægningen af den også er meningsfuld for kirkens skyld (Prenter 1982, 125 og 127). Åbenbaringsforståelsen er således forankret i Guds treenige virkelighed. Den faktiske måde, hvorpå Guds selvmeddelelse sker, er dog primært knyttet til Sønnens inkarnation, død og opstandelse. Åbenbaringen er således sket i en fortidig begivenhed, nemlig Sønnens gerning, der er en del af den almene historie. Ikke desto mindre undviger den ethvert forsøg på almen forklaring, da det er den eskatologiske virkelighed som med inkarnationen bryder ind i den historiske virkelighed. For at den kan være åbenbaring, må den derfor tydes, da den ikke kan begribes ud fra den almene virkelighedserkendelse (Prenter 1998, 447-478), og selv da er den ikke uden videre mulig for mennesker at antage pga. synden og den principielle afstand mellem Skaber og skabning. Gud selv, Helligånden, må oplyse og overbevise mennesket, før det kan tro (Prenter 1982, 120). Derfor skal den skriftlige bevidnelse heller ikke læses som en fremstilling af neutrale kendsgerninger, men som en forkyndelse af Guds handlinger i pagtshistorien, der også omslutter læseren, og fordrer en trosbeslutning (Prenter 1998, 45). Den ydre historiske side af åbenbaringen er dog principielt åben for enhver. De ydre historiske kendsgerninger ved for eksempel opstandelsen er underlagt historisk kritik,
Postliberalisme og luthersk konfessionalisme i dialog om kristendommens sandhedskrav 79 som enhver anden historisk sag er det. Der er dog også en indre side ved Jesu Kristi historiske virkelighed, der ligger uden for, hvad historisk-kritisk forskning kan fastslå, men som kun kan mødes med tro eller vantro. Enten viser kendsgerningerne, at Gud greb ind, eller også må man forklare kendsgerningerne på anden måde, for eksempel at det var hallucinationer (Prenter 1967, 18). Det er ikke muligt at tage en mellemposition og sige at begge dele er sandt. For Prenter er det dog vigtigt at holde fast i, at der er tale om en historisk virkelighed. Hvis den sande tolkning af de historiske kendsgerninger er, at Jesus ikke stod op fra de døde, er troen og kristendommen tom (Prenter 1967, 14). Prenter mener dog selvfølgelig, at den sande tolkning er, at Gud oprejste Jesus fra graven på den tredje dag, og at denne tolkning er historisk plausibel om end ikke fornuftsmæssigt tvingende. For den, der tror på Guds eksistens, er det endog ganske fornuftigt at tro, at Han også kan vække de døde (Prenter 1967, 21). Også her er det værd at bemærke, at det ikke er nødvendigt først at være skolet i paradigmet for at forholde sig til kristendommens grundlæggende aksiomer, men udsagnene er fornuftsmæssigt alment tilgængelige. Hvorvidt de så bliver modtaget i tro eller afvist, er en trosbeslutning. Der er ikke tale om, at kristendommen er meningsløs tale for udenforstående, men snarere at den kan afvises af udenforstående, efter at dens mening er blevet forstået som usand. Prenters syn på troen Troen er, som sagt, forudsætning for at drive teologi. Troen er dog ikke først og fremmest teologisk indsigt. Prenter knytter til ved Grundtvigs udsagn om, at troen er blindfødt, men alligevel sand tro. Prenter skriver: ”Og dog er det et hjertets ja til den barmhjertighed, der åbner sig for synderen i selve dette, at Gud træder ham nær og åbner sit rige for ham uden at stille nogen betingelse (…) Nu ligger det i selve denne tros væsen som ’blindfødt’, at den begærer at trænge ind i, søge klarhed over, ja, vished i det, den har svaret ja til” (Prenter 1982, 76). Troen er hjertets ja til Guds barmhjertighed, og indesluttet i troen er overbevisningen om budskabets sandhed (Prenter 1998, 7), hvorved der også opstår et ønske om at få større klarhed over den erkendelse, der ligger indesluttet i troen, så den kan bevæge sig fra ”det blotte, indsigtsløse ’credo’ i retning af ’intellectus fidei’, troens indsigt” (Prenter 1982, 104). Derfor er troen ikke først og fremmest at definere ud fra dens menneskelige karakter af gerning, men derimod som et personligt forhold til Gud, hvor mennesket accepterer Guds barmhjertigheds tilbud. Prenters antropologi Antropologisk er det primære for Prenter, at mennesket er skabt i Guds billede. Som skabt er det en del af skaberværket, men præcisionen ”i Guds billede” betyder, at det står i et bestemt forhold til den øvrige skabning og til Gud. I forholdet til medskabningen skal mennesket være Guds medskaber. Derved kvalificerer Prenter også menneskets forhold til naturen teologisk. Hele det moderne menneskes tekniske omgang med naturen er en del af dets gudbilledlighed og kan bedømmes teologisk (Prenter 1968, 74f). Det vil også sige, at den kristne ikke kan forholde sig sekulært til udnyttelse af naturressourcer, men konstant må se sig stående i et ansvarsforhold til Gud, også hvad ”verdslige” ting angår (Prenter 1968, 80). Det er dog vigtigere for Prenter, at gudbilledligheden betyder, at mennesket er skabt til at have et personligt forhold til Gud. Gudbilledligheden skal dog ikke forstås i rent sjælelig forstand, så det bliver Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 08
Page 1 and 2:
Dansk Tidsskrift for Teologi og Kir
Page 3 and 4:
I SAMARBEJDE MED KIRKELIG SAMLING O
Page 5 and 6:
Regin Prenter. Et liv og virke i tj
Page 7 and 8:
Den unge Regin Prenter i det danske
Page 9 and 10:
og gennem dem er det muligt at få
Page 11 and 12:
opfattelse, hvad der også førte d
Page 13 and 14:
Page 15 and 16:
henviste i opposition hertil til Ba
Page 17 and 18:
med korstegn og kirkegang og bøn.
Page 19 and 20:
Page 21 and 22:
Page 23 and 24:
Page 25 and 26:
Page 27 and 28:
Er skabelsen frelsens begyndelse? E
Page 29 and 30: Er skabelsen frelsens begyndelse? 2
Page 33 and 34: også bruger livet til at virkeligg
Page 35 and 36: er at få de retfærdige udryddet,
Page 37 and 38: Helliggørelsen og syndens virkelig
Page 43 and 44: helliggørelse ikke er identisk med
Page 45 and 46: der troens kamp mod synden ”simul
Page 47 and 48: han ikke elskede? Og derude skænke
Page 51 and 52: En foreløbig opsummering: Prenter
Page 53 and 54: nikation med og ind i den moderne v
Page 57 and 58: Postliberalisme og luthersk konfess
Page 79: Postliberalisme og luthersk konfess
Page 89 and 90: NIELS CHR. GEELMUYDEN EN PRÆST OG
Page 91 and 92: FL E M M I N G KO F O D -S V E N D
show all

DTTK 2008 04.pdf - Menighedsfakultetet

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?