DTTK 2008 04.pdf - Menighedsfakultetet
DTTK 2008 04.pdf - Menighedsfakultetet
DTTK 2008 04.pdf - Menighedsfakultetet
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
Postliberalisme og luthersk konfessionalisme i dialog om kristendommens sandhedskrav 75<br />
Fornuften kan ved egen hjælp aldrig få hold på teologiens genstand.<br />
Kun i bøn til, at Gud selv må åbenbare sig, undgås, at teologien<br />
bliver et forsøg på at få magt over Gud<br />
dommen egenart kan kun erkendes sammen<br />
med dens indhold (Prenter 1998, 31).<br />
Prenter skriver: ”Theologens og atheistens<br />
veje skilles imidlertid dér, hvor atheisten<br />
giver sig til at dogmatisere sin manglende<br />
gudserfaring og ophøjer den til universalt<br />
metafysisk princip, medens theologen beder<br />
den Gud, han med munden bekender<br />
tro på, skænke sig den manglende indsigt<br />
(erfaring)” (Prenter 1982, 87). Hvis der skal<br />
blive tale om tro på en bestemt gud, følger<br />
med nødvendighed, at fornuftens resultater<br />
ikke er nok. Den fornuftige gudserkendelse<br />
er ikke nok til at identificere, hvilken gud<br />
man bør tro på. Det kan kun en åbenbaring<br />
fra Gud selv gøre (Prenter 1982, 112f.).<br />
Hvis fornuften af sig selv forsøger at give<br />
en endegyldig besvarelse af tilværelsen, må<br />
teologien forkaste den som afgudsdyrkelse<br />
(Prenter 1998, 151).<br />
Fornuften kan nå frem til en ontologisk<br />
begrundelse for, at mennesker ikke kan<br />
begribe Gud som andet end grænsebegreb,<br />
nemlig at Gud er større end det, der kan<br />
tænkes. Hvorfor mennesket ikke kan nå<br />
frem til Guds virkelighed, kræver dog også<br />
et teologisk svar, nemlig arvesynden (Prenter<br />
1982, 114f.). Mennesket er teologisk set<br />
altid en synder og har derfor ikke adgang<br />
til Guds virkelighed, medmindre Gud selv<br />
viser sig. Den synd, der her er tale om, er,<br />
at mennesket ikke vil anerkende Guds ubetingede<br />
suverænitet og derved sætter sig<br />
selv i Guds sted. Menneskets gøren sig selv<br />
til gud gør det blindt i religiøs henseende.<br />
Denne blindhed er dog ikke noget, mennesket<br />
kan sige sig selv, men Gud må selv<br />
først åbenbare det (Prenter 1982, 115). Sådan<br />
defineret er menneskets syndige blind-<br />
hed altså ikke primært en svaghed ved erkendelsen,<br />
men ved viljen (Prenter 1982,<br />
117f). Det er således synden, der forhindrer,<br />
at skabelsesteologien kan nå længere, da<br />
den bliver taget til fange af synden, når den<br />
vil begribe Gud.<br />
Prenter har altså en positiv indstilling<br />
til fornuftens mulighed for at nå sand erkendelse<br />
inden for de grænser, den har som<br />
skabt og underlagt en syndig vilje, uden at<br />
han dermed vil acceptere oplysningstidens<br />
påstand om, at fornuftens sandhed er den<br />
ypperste sandhed. Skabelsesteologiske refleksioner<br />
over Gud er dog ikke blot underordnet<br />
troens gudsbillede, men tjener som<br />
en vigtig påmindelse om, at man ikke skal<br />
tænke for småt om Gud (Prenter 1968, 35).<br />
Rationalismens sandhedskrav er dog ikke<br />
det eneste sandhedskrav kristendommen<br />
må forholde sig til. I mødet med andre religioner<br />
må kristendommen også besinde sig<br />
på sandhedsspørgsmålet.<br />
Prenters syn på kristendommen og<br />
andre religioner<br />
Med udgangspunkt i Apostlenes Gerninger<br />
17 slutter Prenter, at al menneskelig religiøsitet<br />
skyldes, at mennesket er skabt til<br />
at leve i fællesskab med Gud. I denne religiøsitet<br />
skjuler der sig en ægte længsel<br />
efter Gud, som mennesket dog ikke af sig<br />
selv er i stand til at nå frem til. Eftersom<br />
dette er en ægte længsel efter Gud, er Guds<br />
åbenbaring i Jesus Kristus også opfyldelsen<br />
af religionernes søgen (Prenter 1968,<br />
39). Prenter tillægger altså religionerne<br />
en positiv værdi, men dog primært som en<br />
mangelværdi. I religionernes søgen efter<br />
det ukendte søger de Gud, sandheden. Såle-<br />
Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 08