DTTK 2008 04.pdf - Menighedsfakultetet

More documents

Recommendations

Info

74 Hans Petur Kirkegaard Skabelsesteologiens afdækning af Guds egenskaber kan ikke fornuftsmæssigt forklare eller redegøre for, hvordan for eksempel Guds retfærdighed og evangeliet hænger sammen, da de for vores fornuft nægter at lade sig harmonisere. Fornuftens ræsonnement bliver dog ikke afvist, men bliver tegn på, at erkendelsens grænse er nået. Prenter skriver: ”Denne grænseerfaringens indsigt kan nemlig udtrykkes i et alment forståeligt menneskesprog, om end vi derunder nødes til at anvende sprogets ord analogisk. Det er en indsigt, der kan tænkes sammen med den indsigt, vi ellers ved anvendelse af vore menneskelige erkendeevner, sansning og forstand, kan vinde i den virkelighed, der er vor” (Prenter 1982, 104). Der er ikke tale om, at troens indsigt er af en fundamentalt anderledes karakter end almindelig fornuftsmæssig indsigt. Tværtimod kan og skal de to indsigter tænkes sammen, da de dybest set er én indsigt (Prenter 1982, 69). For Prenter er der derfor heller ikke nogen konflikt mellem naturvidenskaben og troen, så længe naturvidenskaben ikke bevæger sig uden for sit objekt i erfaringsverdenen. Troen kan bruge naturvidenskabens erkendelse af sammenhænge i erfaringsverdenen som erkendelse af Guds skabergernings formål (Prenter 1968, 57-59). Herved skal troen ikke suspendere naturvidenskabens resultater, men anskue dem i et lys, som naturvidenskaben ikke selv må udtale sig om. For Prenter er der dog en forudsætning for, at teologi er meningsfuldt, nemlig det, at Gud er virkelig. Hvis ikke der begyndes med troens overbevisning om, at dét er sandt, er det meningsløst at drive teologi. Det rationelle er altså ikke det, der skal begrunde teologien, men teologien får alene sin begrundelse i troen. Troen er dog afhængig af sin genstand, således at det er Gud, der må give sig til kende. Fornuften Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 08 kan ved egen hjælp aldrig få hold på teologiens genstand. Kun i bøn til, at Gud selv må åbenbare sig, undgås, at teologien bliver et forsøg på at få magt over Gud (Prenter 1982, 71). Det ligger også i Prenters udsagn om, troens Gud er større, end det er muligt at tænke. Prenter skriver: ”dette gudsbegreb peger med nødvendighed ud over sin egen grænse til det, der går ud over enhver begrebsmæssig bestemmelse” (Prenter 1982, 109). Heri ligger også erkendelsen af, at dogmatikken aldrig må anses for at have nået udtømmende og uforanderlige definitioner af Gud, da det er en fornægtelse af Guds virkeligheds mysterium (Prenter 1998, 139). Forudsætningerne for at drive teologi bliver således grundlæggende todelt. Først Guds eksistens og åbenbaring, og derefter også at teologen tror, at det er sandt. Kirkens tro er uvirkelig, hvis ikke Gud selv fylder den med virkelighed (Prenter 1982, 73). Teologiens problem er derfor den spænding, der altid vil være mellem troen på Guds virkelighed og den manglende erfaring af den samme virkelighed, for Gud kan kun erfares som virkelig af den, der tror (Prenter 1982, 118). Dette problem er dog også samtidig en drivkraft for teologien, da spørgsmålet om Guds virkelighed konstant er i spil (Prenter 1982, 78). Teologiens hovedbegrundelse er derfor ikke en beskrivelse af menighedens bekendelse og praksis, men en lydhørhed over for en virkelighed, som den ikke forføjer over. Teologen må tage udgangspunkt i erkendelsen af, at han ikke kan komme længere end ateisten, hvis ikke Gud selv meddeler sig. Derfor må teologien begynde med sit eget indhold. Det lader sig ikke gøre først at fremsætte en neutral tese for religiøse kategorier, da den virkelighedsforståelse som ligger til grund for disse kategorier uvægerligt kommer til at have indflydelse på deres udformning. Kristen-
Postliberalisme og luthersk konfessionalisme i dialog om kristendommens sandhedskrav 75 Fornuften kan ved egen hjælp aldrig få hold på teologiens genstand. Kun i bøn til, at Gud selv må åbenbare sig, undgås, at teologien bliver et forsøg på at få magt over Gud dommen egenart kan kun erkendes sammen med dens indhold (Prenter 1998, 31). Prenter skriver: ”Theologens og atheistens veje skilles imidlertid dér, hvor atheisten giver sig til at dogmatisere sin manglende gudserfaring og ophøjer den til universalt metafysisk princip, medens theologen beder den Gud, han med munden bekender tro på, skænke sig den manglende indsigt (erfaring)” (Prenter 1982, 87). Hvis der skal blive tale om tro på en bestemt gud, følger med nødvendighed, at fornuftens resultater ikke er nok. Den fornuftige gudserkendelse er ikke nok til at identificere, hvilken gud man bør tro på. Det kan kun en åbenbaring fra Gud selv gøre (Prenter 1982, 112f.). Hvis fornuften af sig selv forsøger at give en endegyldig besvarelse af tilværelsen, må teologien forkaste den som afgudsdyrkelse (Prenter 1998, 151). Fornuften kan nå frem til en ontologisk begrundelse for, at mennesker ikke kan begribe Gud som andet end grænsebegreb, nemlig at Gud er større end det, der kan tænkes. Hvorfor mennesket ikke kan nå frem til Guds virkelighed, kræver dog også et teologisk svar, nemlig arvesynden (Prenter 1982, 114f.). Mennesket er teologisk set altid en synder og har derfor ikke adgang til Guds virkelighed, medmindre Gud selv viser sig. Den synd, der her er tale om, er, at mennesket ikke vil anerkende Guds ubetingede suverænitet og derved sætter sig selv i Guds sted. Menneskets gøren sig selv til gud gør det blindt i religiøs henseende. Denne blindhed er dog ikke noget, mennesket kan sige sig selv, men Gud må selv først åbenbare det (Prenter 1982, 115). Sådan defineret er menneskets syndige blindhed altså ikke primært en svaghed ved erkendelsen, men ved viljen (Prenter 1982, 117f). Det er således synden, der forhindrer, at skabelsesteologien kan nå længere, da den bliver taget til fange af synden, når den vil begribe Gud. Prenter har altså en positiv indstilling til fornuftens mulighed for at nå sand erkendelse inden for de grænser, den har som skabt og underlagt en syndig vilje, uden at han dermed vil acceptere oplysningstidens påstand om, at fornuftens sandhed er den ypperste sandhed. Skabelsesteologiske refleksioner over Gud er dog ikke blot underordnet troens gudsbillede, men tjener som en vigtig påmindelse om, at man ikke skal tænke for småt om Gud (Prenter 1968, 35). Rationalismens sandhedskrav er dog ikke det eneste sandhedskrav kristendommen må forholde sig til. I mødet med andre religioner må kristendommen også besinde sig på sandhedsspørgsmålet. Prenters syn på kristendommen og andre religioner Med udgangspunkt i Apostlenes Gerninger 17 slutter Prenter, at al menneskelig religiøsitet skyldes, at mennesket er skabt til at leve i fællesskab med Gud. I denne religiøsitet skjuler der sig en ægte længsel efter Gud, som mennesket dog ikke af sig selv er i stand til at nå frem til. Eftersom dette er en ægte længsel efter Gud, er Guds åbenbaring i Jesus Kristus også opfyldelsen af religionernes søgen (Prenter 1968, 39). Prenter tillægger altså religionerne en positiv værdi, men dog primært som en mangelværdi. I religionernes søgen efter det ukendte søger de Gud, sandheden. Såle- Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 08
Page 1 and 2:
Dansk Tidsskrift for Teologi og Kir
Page 3 and 4:
I SAMARBEJDE MED KIRKELIG SAMLING O
Page 5 and 6:
Regin Prenter. Et liv og virke i tj
Page 7 and 8:
Den unge Regin Prenter i det danske
Page 9 and 10:
og gennem dem er det muligt at få
Page 11 and 12:
opfattelse, hvad der også førte d
Page 13 and 14:
Page 15 and 16:
henviste i opposition hertil til Ba
Page 17 and 18:
med korstegn og kirkegang og bøn.
Page 19 and 20:
Page 21 and 22:
Page 23 and 24:
Page 25 and 26: Den unge Regin Prenter i det danske
Page 27 and 28: Er skabelsen frelsens begyndelse? E
Page 29 and 30: Er skabelsen frelsens begyndelse? 2
Page 33 and 34: også bruger livet til at virkeligg
Page 35 and 36: er at få de retfærdige udryddet,
Page 37 and 38: Helliggørelsen og syndens virkelig
Page 43 and 44: helliggørelse ikke er identisk med
Page 45 and 46: der troens kamp mod synden ”simul
Page 47 and 48: han ikke elskede? Og derude skænke
Page 51 and 52: En foreløbig opsummering: Prenter
Page 53 and 54: nikation med og ind i den moderne v
Page 57 and 58: Postliberalisme og luthersk konfess
Page 75: Postliberalisme og luthersk konfess
Page 89 and 90: NIELS CHR. GEELMUYDEN EN PRÆST OG
Page 91 and 92: FL E M M I N G KO F O D -S V E N D
show all

DTTK 2008 04.pdf - Menighedsfakultetet

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?