DTTK 2008 04.pdf - Menighedsfakultetet

Postliberalisme og luthersk konfessionalisme i dialog om kristendommens sandhedskrav 73
bejde hos Anselm af Canterbury, som han
tilslutter sig. Teologiens stof er den kristne
kirkes trosbekendelse, hvis indhold er et
mysterium, der dog kræver kritisk refleksion.
Den kritiske refleksion er mulig og
meningsfuld, fordi mysteriet er Guds mysterium,
og al mening har sin grund i Gud.
Derfor er forsøget på at forstå mysteriets
mening samtidig et forsøg på at forstå sammenhængen
i al anden erfaring, da sammenhængen
netop har sin oprindelse i Gud
(Prenter 1982, 65). Prenter skriver: ”der
ikke er nogen anden vej til klar erkendelse
af den virkelighed, vi peger på med ordet
Gud, end den vej, der begynder med troen
som den forbeholdsløse antagelse af den
sandhed, der i menighedens bekendelse
kom til os fra dem, der i kirken troede før
os, og det vil sige – fra Herren selv” (Prenter
1982, 76). Prenter binder således teologien
helt fast til menighedens bekendelse
af sin tro. Denne tro gør krav på at være
gyldig i sin påstand om at sige sandheden
om Gud. Denne sandhed er ikke blot lokalt
placeret inden for en særlig ”trosvished”,
men er sammenhængen i erfaringsverdenen
og det, der giver erfaringsverdenen sin
mening. Denne mening er klar og sammenhængende,
og idealet er, at også udenforstående
må erkende, at troen ikke er irrationel.
Det er ikke det samme som, at der kan
føres rationelle beviser, der tvinger ”vantro”
til at være irrationelle, hvis de afslår at tilslutte
sig troen, men blot at det kan være
rationelt at holde troen for sand.
For Prenter er der ikke en modsætning
mellem fornuft og tro eller filosofi og teologi.
Teologien skal være rationel og i samspil
med filosofi. Det skal den faktisk i en sådan
grad, at Prenter ligefrem kan sige, at Anselms
rationelle definition af, hvad ”Gud”
betyder, er det eneste mulige udgangspunkt
for teologien (Prenter 1982, 108). Det skal
ikke forstås sådan, at det er filosofien, der
bestemmer teologiens indhold. Teologiens
indhold er givet med dens genstand, men
fornuften skal søge at afdække og begrunde
sammenhængene i det givne indhold. Prenter
skriver: ”Det kan fornuften, fordi dette i
bekendelsen formulerede indhold i sig selv
er fornuftigt, og fordi den selv er oplyst af
det lys fra Gud, som er sammenhængen i al
sammenhæng” (Prenter 1982, 68). Det rationale,
som troen har ifølge Prenter, er altså
ikke sådan, at det kræver en særlig fornuft,
der er forskellig fra filosofiens, men det er
dybest set tale om samme fornuft. Herved
knytter han til ved oldtidens Logos-kristologi
og talen om Logos spermatikos. Forsøg
på at holde tro og fornuft skarpt adskilt vil
enten føre til fornuftsfjendtlig fideisme eller
åbenbaringsfjendtlig rationalisme. Det
alternativ, som Prenter vil fastholde, er, at
troens genstand er ubeviselig, men dog mulig
at begrunde med rationelle argumenter.
Prenter kan dog også bruge inkarnationen
som model for, at troen er rationel:
”Guds ord iklædte sig menneskeligt kød
og blod i Jesus af Nazareth, derfor lader
dogmet sig udtrykke i forståeligt menneskesprog”
(Prenter 1998, 8). Der er også en
rangorden mellem den indsigt, som fornuften
kan give i troens indhold, og troen. Fornuften
kan afdække en lang række forhold,
der analogisk må gælde for Gud, men hvis
fornuften kommer frem til uovervindelige
modsætninger i trosindholdet, har troens
tillid forrang, da åbenbaringens sandhed
kun kan begrundes ved sig selv, og der i
selve troen er inkluderet en accept af dette
sandhedskrav (Prenter 1998, 7). Prenter
mener dog, som vi tidligere har været inde
på, at man kan komme langt med fornuftsmæssige
ræsonnementer. Skabelsesteologiske
fornuftsdomme er en måde at få erkendelse
af Gud, men Gud er mere, end den
menneskelige fornuft selv kan nå frem til
(Prenter 1982, 106).
Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 08