DTTK 2008 04.pdf - Menighedsfakultetet

More documents

Recommendations

Info

64 Hans Petur Kirkegaard muliggør, hvis den skal kunne frembringe anomalier. Lindbecks kritik af regelteorien for dogmer For Lindbeck er det særdeles vigtigt at fremhæve, at dogmerne udelukkende er styrende for den kristne diskurs, og at de ikke indeholder propositionel information. Der er dog en vanskelighed forbundet med at hævde, at dogmerne udelukkende har regulativ funktion, og at det derfor kun er relevant at spørge efter deres gyldighed, ikke deres sandhed. Dogmet har selvfølgelig en afgrænsende rolle for, hvad der kan siges inden for den kristne tro, men problemet er Lindbecks tese om, at det er dets eneste funktion. Hvis det reelt var tilfældet, at de økumeniske symboler blot er at forstå som grammatiske regler, er fraværet af imperativ påfaldende. Sætningen ”Jesus er Herre” udøver ganske vist en regulerende funktion, idet den foreskriver, at for den kristne menighed er det netop Jesus, ikke nogen anden, der er herre. Sætningen indeholder dog også en konkret information. Egennavnet ”Jesus” er ikke en generisk term, som for eksempel ”bil”, ”græs” eller lignende. Det er ikke synderlig vanskeligt at udpege præcis den ”Jesus”, der er kirkens herre. Det er muligt at hævde det diametralt modsatte af Lindbeck, at netop fordi Jesus rent faktisk er Herre, er det nødvendigt at føre den kristne diskurs i overensstemmelse hermed. Umiddelbart virker den tolkning også mere plausibel, end at regelens ”Jesus” blot er bindende i kraft af at være en del af kristendommens aksiom. Det virker usandsynligt, at særlig mange vil være rede til at underkaste sig en så radikal regel, hvis ikke den har hold i virkeligheden. Adskillelsen mellem first order og second order måder at udtrykke samme sætning forekommer ikke sandsynlig i forhold til, hvordan bekendel- Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 08 serne faktisk forstås. Lindbecks fremhævelse af det nu faktisk foreliggende system gør, at han er nødt til at argumentere i modsat rækkefølge. For den faktiske kristendom er en af reglerne, at den skal være i overensstemmelse med sætningen ”Jesus er Herre”. Hvor vidt det reelt stemmer overens med virkeligheden eller ej, har ikke konsekvenser for regelens gyldighed. Den får ikke sin gyldighed ud fra sin ontologiske eller propositionelle sandhed, men har rent faktisk gyldighed som regulerende princip i den kristne kontekst. Uden for denne kontekst har den hverken gyldighed eller mening. Lindbecks ønske om at identificere en uforanderlig kerne af regulative principper i den kristne dogmedannelse burde egentlig heller ikke være mulig inden for den karakteristik, som han har givet af det postliberale paradigme. Det gør han dog alligevel. Den uforanderlige kerne er dog hverken propositionel eller en kerneerfaring, men de regler, der gælder for den kristne diskurs. I sin behandling af den nikænske trosbekendelse trækker han tre sådanne regler frem: ”Three regulative principles at least were obviously at work. First, there is the monotheistic principle: there is only one God, the God of Abraham, Isaac, Jacob, and Jesus. Second, there is the principle of historical specificity: the stories of Jesus refer to a genuine human being who was born, lived, and died in a particular time and place. Third, there is the principle of what may be infelicitously called Christological maximalism: every possible importance is to be ascribed to Jesus that is not inconsistent with the first rules“ (Lindbeck 1984, 94). Hvis det er muligt at identificere disse regulative principper for dogmedannelse på en måde, så de ikke mister betydning ved kontekstskift, hvilket Lindbeck her lægger op til, burde det også være muligt at lave en kanon for dogmedannelse,
Postliberalisme og luthersk konfessionalisme i dialog om kristendommens sandhedskrav 65 Aksiomer, fortællinger og ritualer indtager en så bærende funktion, at Gud som adressat for troen og tilbedelsen nærmest gøres undværlig. som alle kristne kontekster skulle benytte. Endvidere melder spørgsmålet sig uundgåeligt om, hvorfor disse principper ikke er identificeret tidligere. Endvidere er de regler, som Lindbeck trækker frem, ikke abstrakte nok til at kunne sammenlignes med matematikkens “evige” regler. Der er så meget information i dem, at også de begreber, som de indeholder, er genstand for fortolkning. Årsagen til, at Lindbeck argumenterer for sandhedens irrelevans i forhold til dogmer, synes at være, at han argumenterer rent dennesidigt, det vil sige uden henvisning til bagvedliggende virkelighed, i et forsøg på at få paradigmet til at være så bredt anvendeligt som muligt, da man ikke på forhånd er nødt til at forholde sig til dogmernes fakticitet. Med det rent dennesidige perspektiv bliver imidlertid også hans grundlæggende og uforanderlige regler, også en del af den omskiftelighed, der er i historien. Det lader sig ikke gøre at finde undtagelser fra regelen om, at alt er kontekstbestemt, uden at havne i inkonsekvens. Endvidere burde det være principielt umuligt for Lindbecks paradigme at identificere disse bagvedliggende regler eller den formodet vedvarende substans. De får karakter af at være et meta-sprog, der siden konkretiseres i diverse kontekster. Identifikationen af reglerne synes at være et projekt, der indfanger en prækontekstuel virkelighed, hvilket er meningsløst ifølge Lindbeck. I et teologisk arbejde forholder det sig imidlertid ikke nødvendigvis således. I stedet for ensidigt at fokusere på det faktisk foreliggende kulturelt-lingvistiske system kunne han have indført en diskussion om systemets oprindelse. Det burde være muligt i den postliberale position at bevare tanken om Guds selvmeddelelse. Hvis Lindbeck havde anvendt tanken om, at Gud har åbenbaret sig for mennesker i inkarnationen ved, at Sønnen blev menneske, og at Han ved Helligånden fortsat virker i kirken, kunne han have fastholdt, at der er noget, der forbliver det samme på trods af historiens gang og konteksternes skiften. Traditionelt vil man inden for kristendommen hævde, at Gud har åbenbaret sig, og det er den åbenbaring, kirken bygger på. Hvis udgangspunktet er forkert, er kristendommen også forkert. Hos Lindbeck bliver dette udgangspunkt slet ikke drøftet. Det er kun den faktisk foreliggende religion, der er i fokus. Dens oprindelse og referent lades ude af betragtning, og derfor er det vanskeligt at se, hvad det egentlig er, som religionen tilbeder. Aksiomer, fortællinger og ritualer indtager en så bærende funktion, at Gud som adressat for troen og tilbedelsen nærmest gøres undværlig. Som sociologisk paradigme kan regelteorien accepteres, da den præteologisk muligvis kan være en hjælp til at forstå, hvilken funktion dogmerne har i det religiøse fællesskabs identitetsskabende diskurs, men som grundlag for et teologisk paradigme, mener jeg, at den bør afvises, da den erstatter bekendelsernes religiøse indhold med regler for adfærd. Fællesskabets hermeneutik og skriftlæsning er ligeledes en bærende del af Lindbecks paradigme, men den mangler teologisk begrundelse. Skriftens autoritet i fællesskabet synes ikke at være nødvendig, men, som McGrath udtrykker Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 08
Page 1 and 2:
Dansk Tidsskrift for Teologi og Kir
Page 3 and 4:
I SAMARBEJDE MED KIRKELIG SAMLING O
Page 5 and 6:
Regin Prenter. Et liv og virke i tj
Page 7 and 8:
Den unge Regin Prenter i det danske
Page 9 and 10:
og gennem dem er det muligt at få
Page 11 and 12:
opfattelse, hvad der også førte d
Page 13 and 14:
Den unge Regin Prenter i det danske
Page 15 and 16: henviste i opposition hertil til Ba
Page 17 and 18: med korstegn og kirkegang og bøn.
Page 19 and 20: Den unge Regin Prenter i det danske
Page 27 and 28: Er skabelsen frelsens begyndelse? E
Page 29 and 30: Er skabelsen frelsens begyndelse? 2
Page 33 and 34: også bruger livet til at virkeligg
Page 35 and 36: er at få de retfærdige udryddet,
Page 37 and 38: Helliggørelsen og syndens virkelig
Page 43 and 44: helliggørelse ikke er identisk med
Page 45 and 46: der troens kamp mod synden ”simul
Page 47 and 48: han ikke elskede? Og derude skænke
Page 51 and 52: En foreløbig opsummering: Prenter
Page 53 and 54: nikation med og ind i den moderne v
Page 57 and 58: Postliberalisme og luthersk konfess
Page 65: Postliberalisme og luthersk konfess
Page 89 and 90: NIELS CHR. GEELMUYDEN EN PRÆST OG
Page 91 and 92: FL E M M I N G KO F O D -S V E N D
show all

DTTK 2008 04.pdf - Menighedsfakultetet

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?