DTTK 2008 04.pdf - Menighedsfakultetet

More documents

Recommendations

Info

60 Hans Petur Kirkegaard lingerne om ham er bare en givet forudsætning for systemet, og det virker illegitimt at spørge om, hvorvidt de grammatiske regler om Kristi betydning henviser til den historiske Jesus af Nazareth. Lindbeck om fællesskab og Skrift Den måde at læse skrifterne på, som Lindbeck tilskriver menigheden, navngiver han ”classic hermeneutics”. Derved ønsker han at signalere, at det er den måde at læse skriften på, der har været fremherskende i kirken frem til oplysningstiden og er fortsat til i dag primært i liturgi og prædikener, om end uden for den akademiske teologi (Lindbeck 2003, 213). Teksten og læsefællesskabet hører i denne hermeneutik sammen. Man bør ikke forsøge at lave en rangorden mellem dem: ”it is best to think of the coinherence of Bible and Church, of their mutually constitutive reciprocity” (Lindbeck 1984, 205). Skriften og det tolkende fællesskab kan ikke skilles ad. Skriften er kun Skriften, hvis den tolkes i fællesskabet i overensstemmelse med den fællesskabsskabende hermeneutik. Ifølge Lindbeck har denne hermeneutik visse kendetegn. Der er fire formale principper. For det første bliver skrifterne læst kanonisk. Det vil sige, at de al deres forskellighed til trods bliver læst som en helhed. For det andet følger fortolkningen (grammatiske) regler, hvoraf nogle gælder den kanoniske enhed, nemlig samme oprindelse (åbenbaring), samme centrum (Kristus) og samme formål (eskatologien). For det tredje bliver der forudsat et kosmisk metanarrativ fra tidens begyndelse til dens fuldendelse, inden for hvilket de realistiske narrativer og hændelser af betydning for menigheden finder deres plads. For det fjerde har teksten mere end bogstavelig, refererende betydning. Den bogstavelige betydning udvides gennem typologi, analogi og metaforer til også at Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 08 omfavne den nutidige kontekst (Lindbeck 2003, 234). Kendetegnende for denne hermeneutik er ifølge Lindbeck også, at den narrative mening er det grundlæggende. Det er fortællingen om, hvordan Gud og mennesker forholder sig til hinanden, der er tekstens mening, og som kan skabe en forbindelse til nutiden. Hvis man i stedet for at lytte til den narrative mening begynder at lede efter fakta forråder man tekstens genre (Lindbeck 2003, 209). Dog med det forbehold, at historisk-kritisk forskning kan tilbagevise visse læsninger som uholdbare, men inden for visse grænser, da der er et skel mellem fortællingernes mening og den historisk faktuelle værdi af fortællingerne (Lindbeck 2003, 210). Det er for så vidt ikke kontroversielt, men en uddybning af forholdet mellem fortællingernes mening og det, de fortæller om, ville være ønskelig. Læsningen er således ikke primært en individuel praksis, men er bestemt af fællesskabets hermeneutik. Denne hermeneutik er i stand til at danne og fastholde fællesskaber på trods af, at de resultater, der kommer ud af læsningen, kan divergere (Lindbeck 2003, 207). For Lindbeck er det dog vigtigt at understrege, at Skriften ikke bliver fastlåst i de divergerende læsninger. Når et fællesskab læser Skriften forkert, indeholder den stadig potentiale til at irettesætte dette fællesskab, og de eventuelle enkeltpersoner, der afviser fællesskabets forkerte læsning, har forbilleder i Jesus og profeternes dom over ”folkets” ulydighed (Lindbeck 2003, 206). Det er således det religiøse fællesskab, der med sin hermeneutik lader Skriftens fortællinger få sin virkelighedskarakter og derved forstår virkeligheden som Skriftens virkelighed. På trods af at det således er fællesskabets hermeneutik, der gør skriften til Skrift, forføjer fællesskabet dog ikke over Skriften, da Skriftens indhold korrigerer og kan modsige fællesskabets læsning.
Postliberalisme og luthersk konfessionalisme i dialog om kristendommens sandhedskrav 61 For Lindbeck er det afgørende, at religionerne selv skal bestemme, hvad der er relevant. Der må ikke bruges en ekstern model, som alle religioner siden skal presses ind i. Det gør det dog umuligt at finde en teoretisk, universel begrundelse for interreligiøs dialog. Hermeneutikken er dog ikke tilstrækkelig til at bevare fællesskabet på længere sigt. Der er også behov for liturgi, da der efterhånden kan opstå så divergerende læsninger, at de ikke kan rummes i det samme fællesskab (Lindbeck 2003, 208). Den fælles hermeneutik gør dog, at strukturelt vidt forskellige teologier har samme sprog. Det er først, når den fælles hermeneutik mistes, og Skriften skal oversættes ind i eksterne verdensbilleder, at de teologier, der bliver formuleret, kan komme i grundlæggende modsætning til hinanden i en grad, der gør, at de bliver gensidigt uforståelige (Lindbeck 2003, 213). Vigtigere end at nå frem til en fælles teologi bliver derfor at nå tilbage til den fælles hermeneutik. Lindbecks syn på interreligiøs dialog Lindbeck mener selv, at denne tilgang giver et godt udgangspunkt for interreligiøs dialog. Der er ikke på forhånd nogen nødvendige almengyldige sandheder, og meningen er, at religionerne derfor kan mødes som ligeværdige dialogpartnere. Hver religion har egne værdier, og de værdier skal have lov til at stå i deres egen ret. De skal ikke tilpasses de andres dagsorden. Spørgsmålet er dog, hvordan dialogen overhovedet er mulig. Det at Lindbeck selv fremfører problemet, gør det ikke mindre. Der er ikke nogen fælles referenceramme. Derved bliver det også umuligt at stadfæste, om man overhovedet har forstået hinanden, selv når man mener at være nået til fælles forståelse. Tilgangen sår grundig tvivl om, hvorvidt det er muligt at føre dialog religionerne imellem. Ikke desto mindre ønsker Lindbeck dialog. I stedet for at tage udgangspunkt i, at vi alle reelt er en del af den samme virkelighed eller lignende, søger Lindbeck en begrundelse intrasystemisk. For eksempel er næstekærlighed og at Gud også fører andre folkeslag mulige begrundelser for en kristen kontekst (Lindbeck 1984, 54). De andre religioner må så selv finde deres begrundelser. På trods af denne alvorlige skavank, må det dog betragtes som en styrke, at der ikke sker en reduktion af religionerne til et fælles udgangspunkt, der er fastlagt ensidigt ud fra en vestlig kristendom. For Lindbeck er det afgørende, at religionerne selv skal bestemme, hvad der er relevant. Der må ikke bruges en ekstern model, som alle religioner siden skal presses ind i. Det gør det dog umuligt at finde en teoretisk, universel begrundelse for interreligiøs dialog. Dialog religionerne imellem begrundes da også i sidste ende praktisk: ”Granted that a shrinking world makes it more and more imperative that religions no less than nations learn to communicate” (Lindbeck 1984, 54). Lindbeck fremfører som en selvfølge, at den skrumpende verden er den samme. Hertil må spørges, om ikke det var en mulighed at forholde sig til den kendsgerning? Når nu alle religionerne findes i den samme verden, er det da ikke muligt at fremføre, at det netop er den samme verden, som de tyder med deres egenartede verdenstydning, og at de kan bedømmes ud fra deres overensstemmelse med den? Den ontologiske virkelighed er således til stede i Lindbecks postliberale paradigme, men det er den for- Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 08
Page 1 and 2:
Dansk Tidsskrift for Teologi og Kir
Page 3 and 4:
I SAMARBEJDE MED KIRKELIG SAMLING O
Page 5 and 6:
Regin Prenter. Et liv og virke i tj
Page 7 and 8:
Den unge Regin Prenter i det danske
Page 9 and 10:
og gennem dem er det muligt at få
Page 11 and 12: opfattelse, hvad der også førte d
Page 13 and 14: Den unge Regin Prenter i det danske
Page 15 and 16: henviste i opposition hertil til Ba
Page 17 and 18: med korstegn og kirkegang og bøn.
Page 27 and 28: Er skabelsen frelsens begyndelse? E
Page 29 and 30: Er skabelsen frelsens begyndelse? 2
Page 33 and 34: også bruger livet til at virkeligg
Page 35 and 36: er at få de retfærdige udryddet,
Page 37 and 38: Helliggørelsen og syndens virkelig
Page 43 and 44: helliggørelse ikke er identisk med
Page 45 and 46: der troens kamp mod synden ”simul
Page 47 and 48: han ikke elskede? Og derude skænke
Page 51 and 52: En foreløbig opsummering: Prenter
Page 53 and 54: nikation med og ind i den moderne v
Page 57 and 58: Postliberalisme og luthersk konfess
Page 61: Postliberalisme og luthersk konfess
Page 89 and 90: NIELS CHR. GEELMUYDEN EN PRÆST OG
Page 91 and 92: FL E M M I N G KO F O D -S V E N D
show all

DTTK 2008 04.pdf - Menighedsfakultetet

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?