DTTK 2008 04.pdf - Menighedsfakultetet
DTTK 2008 04.pdf - Menighedsfakultetet DTTK 2008 04.pdf - Menighedsfakultetet
56 Hans Petur Kirkegaard et sammenhængende og selvhenvisende system (Lindbeck 1984, 33). Sprogspillene har dog også nogle grammatiske regler for korrekt anvendelse. Der er både regler for, hvad der kan siges, og hvordan man skal opføre sig. Disse grammatiske regler svarer til den teologiske dogmatik (Lindbeck 1984, 18). 3 Religionen, forstået som verdensbillede med tilknyttet handling legemliggjort i et fællesskab, er det primære. Det er den, som de menige medlemmer af religionen er bærere af. Dogmatikken, der er teologernes kritiske refleksion over sammenhængen i systemet, er sekundær, i og med at den deskriptivt søger at stadfæste, hvad der allerede gælder. Dogmatikken skal ikke forsøge at frembringe noget nyt, der kan lægges til religionen, men skal udelukkende tydeliggøre, hvilke grammatiske regler den foreliggende religion faktisk følger. Dette skal forstås parallelt med, at grammatikbøger ikke skal lancere en ny, fremmed grammatik, men blot deskriptivt stadfæste, hvilke regler der er gældende for det aktuelle sprog. Denne teologiens underordning under religionen giver sig også udslag i den forskellige karakter, som udsagn får, alt efter hvilken kategori de hører under. Religiøse udsagn betegnes first order, mens teologiske udsagn om religionen betegnes second order. Det er primært i den religiøse kategori, at first order udsagn optræder. Lindbecks påstand er nu, at det kun er first order udsagn, der kan indeholde sandhedskrav (Lindbeck 1984, 69). Det er kun i lovsang, adfærd og så videre, at den ”troende” hævder at sige noget sandt om virkeligheden. Dogmatikkens udsagn er behandling af religiøse udsagn med sandhedskrav, men forholder sig udelukkende til dem i deres intrasystemiske sammenhæng, hvor de hidtil anvendte paradigmer har fokuseret på den ekstrasystemiske reference (Lindbeck 1984, 114). Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 08 Dogmatikken skal undersøge og stadfæste, om et givent udsagn er i overensstemmelse med systemet som helhed, og hvordan udsagnet virker styrende for den kristne diskurs. De regler, der formuleres af teologien, styrer altså, hvordan man korrekt ytrer sig og agerer i denne bestemte kontekst, men det skyldes ikke, at teologien er overordnet det system, som den behandler, men derimod, at den blot formulerer regler, der allerede gælder, og som systemet i forvejen er forpligtet på. Teologien skal blot deskriptivt tydeliggøre, hvilke regler der gælder, og hvilken mening ordene har i diskursen. Således kan den være en hjælp til at styre den kristne diskurs og være en håndbog for dem, der skal lære at være kristne. Teologiens arbejde med at gøre reglerne tydelige er dog kontekstbestemt. De oldkirkelige bekendelser benytter sig af et sprog og et verdensbillede, der hørte samtiden til. Troskab mod tidligere tiders ”grammatikbøger” er således ikke at gentage dem ordret, men at identificere og gentage de uforanderlige regler, der ligger bag den antikke sprogdragt. Man skal skelne mellem indhold og form (Lindbeck 1984, 95). Metaforen sprog har dog visse mangler, som sammenstillingen med metaforen kultur skal afhjælpe. Metaforen sprog kan ikke helt rumme noget sandhedskrav. Det giver ikke mening at sige, at det danske sprog er sandt, mens det latinske sprog er løgn. Sprog er ikke umiddelbart værdiladede på samme måde, som religioner er. På det punkt er metaforen kultur bedre egnet til sammenligning med religioner, da kulturer i højere grad bærer bestemte værdier. Religion er ligesom kultur et omfattende netværk af værdier, fortællinger, etiske anvisninger og praksis (lovsang, bøn, formaning og forkyndelse). Dette er religionens primære bestanddele. Gennem kendskab
Postliberalisme og luthersk konfessionalisme i dialog om kristendommens sandhedskrav 57 I visse tilfælde kan den kompetente bruger af sproget endog afvise de beskrivelser grammatikbøgerne kommer med som fejlagtige. Hos Lindbeck svarer det til, at den kompetente ”helgen” kan afvise de teologiske dogmatikker, hvis de ikke korrekt gengiver den bagvedliggende substans, som dogmatikken formodes at have og udøvelse af disse elementer i den foreskrevne praksis bliver den meningsfuld. Det viser sig ved, at den former hele den troendes verdenstydning. Når man er indfældet i det kristne system af fortællinger og praksis, giver det mening at tro, at Gud har skabt verden, at han er god, og at man bør handle på visse måder og undlade andre (Lindbeck 1984, 117). Måden hvorpå man bliver kristen er dog ikke primært en tankemæssig tilslutning, men derimod at man lærer nogle færdigheder, der gælder i det kristne system, at man bliver integreret i et trosfællesskab. Efterhånden som man lærer religionens praksis, myter og så videre bedre at kende og kan begynde at praktisere dem, bliver de en så grundlæggende del af ens bevidsthed, at de begynder at fungere som kantianske a priori det vil sige at alle erfaringer, motiver og så videre struktureres i overensstemmelse med det religiøse system (Lindbeck 1984, 33). Der kan altså ikke være tale om, at man først forstår religionen og derefter kan træffe en rationel afgørelse for tilslutning eller afvisning. Derimod skal men socialiseres ind i fællesskabet, hvilket betyder, at man skal have fællesskabets trossystem som grundlæggende paradigme for verdens- og livstydning. Det svarer til at blive god til et sprog, hvilket selvfølgelig er bedre end blot at kunne redegøre for de grammatiske regler. I visse tilfælde kan den kompetente bruger af sproget endog afvise de beskrivelser grammatikbøgerne kommer med som fejlagtige. Hos Lindbeck svarer det til, at den kompetente ”helgen” kan afvise de teologiske dogmatikker, hvis de ikke korrekt gengiver den bagvedliggende substans, som dogmatikken formodes at have (Lindbeck 1984, 79). Teologien er undværlig, men i praksis er der ikke mange “helgener”, og derfor er man nødt til at have nogle håndbøger at slå op i (Lindbeck 1984, 79). Ideelt set bør de menige medlemmer af fællesskabet dog være så meget inde i religionens aksiomer, at de efterhånden sørger for, at de teologier, der ikke er i overensstemmelse med religionen, ikke bliver toneangivende i menigheden (Lindbeck 2003, 215). De teologiske håndbøger skal bevare og anskueliggøre religionens sammenhæng og konsekvenser og er altså ikke en integreret nødvendighed af kirkens virke, men de har kun disse praktiske værdier. Tyngden i religionen er det levede religiøse liv og dets organiske sammenhæng med læren, mens teologien er en praktisk hjælp, der skal forhindre, at der sker en adskillelse mellem lære og liv. Hvis det tankemæssige skilles fra den livsform, der hører til den, bliver bekendelsen falsk. Lindbeck illustrerer det med tidligere tiders voldelige udbredelse af kristendommen eksemplificeret ved korsfarerne. Den kristne bekendelse ”Kristus er Herre” bliver falsk i det øjeblik, den bliver brugt til at legitimere vold, da læren foreskriver at ”Kristi herredømme ikke er voldeligt”. Det er en grammatisk regel, som dogmatikken kan afdække (Lindbeck 1984, 64). Det bør bemærkes, at det er Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 08
- Page 7 and 8: Den unge Regin Prenter i det danske
- Page 9 and 10: og gennem dem er det muligt at få
- Page 11 and 12: opfattelse, hvad der også førte d
- Page 13 and 14: Den unge Regin Prenter i det danske
- Page 15 and 16: henviste i opposition hertil til Ba
- Page 17 and 18: med korstegn og kirkegang og bøn.
- Page 19 and 20: Den unge Regin Prenter i det danske
- Page 21 and 22: Den unge Regin Prenter i det danske
- Page 23 and 24: Den unge Regin Prenter i det danske
- Page 25 and 26: Den unge Regin Prenter i det danske
- Page 27 and 28: Er skabelsen frelsens begyndelse? E
- Page 29 and 30: Er skabelsen frelsens begyndelse? 2
- Page 31 and 32: Er skabelsen frelsens begyndelse? 2
- Page 33 and 34: også bruger livet til at virkeligg
- Page 35 and 36: er at få de retfærdige udryddet,
- Page 37 and 38: Helliggørelsen og syndens virkelig
- Page 39 and 40: Helliggørelsen og syndens virkelig
- Page 41 and 42: Helliggørelsen og syndens virkelig
- Page 43 and 44: helliggørelse ikke er identisk med
- Page 45 and 46: der troens kamp mod synden ”simul
- Page 47 and 48: han ikke elskede? Og derude skænke
- Page 49 and 50: Er skabelsen frelsens begyndelse? 4
- Page 51 and 52: En foreløbig opsummering: Prenter
- Page 53 and 54: nikation med og ind i den moderne v
- Page 55 and 56: Helliggørelsen og syndens virkelig
- Page 57: Postliberalisme og luthersk konfess
- Page 61 and 62: Postliberalisme og luthersk konfess
- Page 63 and 64: Postliberalisme og luthersk konfess
- Page 65 and 66: Postliberalisme og luthersk konfess
- Page 67 and 68: Postliberalisme og luthersk konfess
- Page 69 and 70: Postliberalisme og luthersk konfess
- Page 71 and 72: Postliberalisme og luthersk konfess
- Page 73 and 74: Postliberalisme og luthersk konfess
- Page 75 and 76: Postliberalisme og luthersk konfess
- Page 77 and 78: Postliberalisme og luthersk konfess
- Page 79 and 80: Postliberalisme og luthersk konfess
- Page 81 and 82: Postliberalisme og luthersk konfess
- Page 83 and 84: Postliberalisme og luthersk konfess
- Page 85 and 86: Postliberalisme og luthersk konfess
- Page 87 and 88: Postliberalisme og luthersk konfess
- Page 89 and 90: NIELS CHR. GEELMUYDEN EN PRÆST OG
- Page 91 and 92: FL E M M I N G KO F O D -S V E N D
56<br />
Hans Petur Kirkegaard<br />
et sammenhængende og selvhenvisende system<br />
(Lindbeck 1984, 33). Sprogspillene har<br />
dog også nogle grammatiske regler for korrekt<br />
anvendelse. Der er både regler for, hvad<br />
der kan siges, og hvordan man skal opføre<br />
sig. Disse grammatiske regler svarer til den<br />
teologiske dogmatik (Lindbeck 1984, 18). 3<br />
Religionen, forstået som verdensbillede<br />
med tilknyttet handling legemliggjort i et<br />
fællesskab, er det primære. Det er den, som<br />
de menige medlemmer af religionen er bærere<br />
af. Dogmatikken, der er teologernes<br />
kritiske refleksion over sammenhængen i<br />
systemet, er sekundær, i og med at den deskriptivt<br />
søger at stadfæste, hvad der allerede<br />
gælder. Dogmatikken skal ikke forsøge<br />
at frembringe noget nyt, der kan lægges til<br />
religionen, men skal udelukkende tydeliggøre,<br />
hvilke grammatiske regler den foreliggende<br />
religion faktisk følger. Dette skal<br />
forstås parallelt med, at grammatikbøger<br />
ikke skal lancere en ny, fremmed grammatik,<br />
men blot deskriptivt stadfæste, hvilke<br />
regler der er gældende for det aktuelle<br />
sprog. Denne teologiens underordning under<br />
religionen giver sig også udslag i den<br />
forskellige karakter, som udsagn får, alt<br />
efter hvilken kategori de hører under. Religiøse<br />
udsagn betegnes first order, mens<br />
teologiske udsagn om religionen betegnes<br />
second order. Det er primært i den religiøse<br />
kategori, at first order udsagn optræder.<br />
Lindbecks påstand er nu, at det kun er first<br />
order udsagn, der kan indeholde sandhedskrav<br />
(Lindbeck 1984, 69). Det er kun i lovsang,<br />
adfærd og så videre, at den ”troende”<br />
hævder at sige noget sandt om virkeligheden.<br />
Dogmatikkens udsagn er behandling<br />
af religiøse udsagn med sandhedskrav, men<br />
forholder sig udelukkende til dem i deres<br />
intrasystemiske sammenhæng, hvor de<br />
hidtil anvendte paradigmer har fokuseret<br />
på den ekstrasystemiske reference (Lindbeck<br />
1984, 114).<br />
Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 08<br />
Dogmatikken skal undersøge og stadfæste,<br />
om et givent udsagn er i overensstemmelse<br />
med systemet som helhed, og<br />
hvordan udsagnet virker styrende for den<br />
kristne diskurs. De regler, der formuleres<br />
af teologien, styrer altså, hvordan man korrekt<br />
ytrer sig og agerer i denne bestemte<br />
kontekst, men det skyldes ikke, at teologien<br />
er overordnet det system, som den behandler,<br />
men derimod, at den blot formulerer<br />
regler, der allerede gælder, og som systemet<br />
i forvejen er forpligtet på. Teologien skal<br />
blot deskriptivt tydeliggøre, hvilke regler<br />
der gælder, og hvilken mening ordene har i<br />
diskursen. Således kan den være en hjælp<br />
til at styre den kristne diskurs og være en<br />
håndbog for dem, der skal lære at være<br />
kristne.<br />
Teologiens arbejde med at gøre reglerne<br />
tydelige er dog kontekstbestemt. De oldkirkelige<br />
bekendelser benytter sig af et sprog<br />
og et verdensbillede, der hørte samtiden<br />
til. Troskab mod tidligere tiders ”grammatikbøger”<br />
er således ikke at gentage dem<br />
ordret, men at identificere og gentage de<br />
uforanderlige regler, der ligger bag den antikke<br />
sprogdragt. Man skal skelne mellem<br />
indhold og form (Lindbeck 1984, 95). Metaforen<br />
sprog har dog visse mangler, som<br />
sammenstillingen med metaforen kultur<br />
skal afhjælpe. Metaforen sprog kan ikke<br />
helt rumme noget sandhedskrav. Det giver<br />
ikke mening at sige, at det danske sprog<br />
er sandt, mens det latinske sprog er løgn.<br />
Sprog er ikke umiddelbart værdiladede<br />
på samme måde, som religioner er. På det<br />
punkt er metaforen kultur bedre egnet til<br />
sammenligning med religioner, da kulturer<br />
i højere grad bærer bestemte værdier.<br />
Religion er ligesom kultur et omfattende<br />
netværk af værdier, fortællinger, etiske anvisninger<br />
og praksis (lovsang, bøn, formaning<br />
og forkyndelse). Dette er religionens<br />
primære bestanddele. Gennem kendskab
Change language