DTTK 2008 04.pdf - Menighedsfakultetet

More documents

Recommendations

Info

50 Peter Søes ståelse åbner for en dynamisk, kontekstuel og missional teologi. Efter mit skøn har ansatsen dette potentiale på grund af den karakteristiske »cirkel«; teologiens kirkelighed er ikke bundet til på forhånd vedtaget ekklesiologi, men er åben for, at nye ekklesiologiske perspektiver i nye kontekster sætter nye dagsordener, samtidig med at udgangspunktet, som i alle teologiens fag er kirkens kanon, står fast. Spørgsmålet er da, om Prenter selv udnytter dette potentiale. På 45 års afstand afsløres blinde felter, og jeg skal gerne vedgå, at når det kommer til eksemplerne i Kirken og theologien, er det ikke ord som dynamisk eller kontekstuel, der falder mig ind. Snarere er det billedet af en præstecentreret sognekirkelighed i en religiøs enhedskultur, og alt sammen er for længst passé, hvert fald dér hvor jeg befinder mig til daglig. Det rejser selvfølgelig spørgsmål til Prenter: Lukker hans konception teologien inde i en kirkelig ghetto? Kunne hans bog have heddet Den missionale kirke og teologien eller Kirkens sendelse og teologien? – med andre ord: Er hans forståelse forenelig med en ekklesiologi, der bestemmer kirken som (en del af) Guds mission i verden? Det vil jeg mene! Men det kommer an på to ting, dels altså at den teologiske ekklesiologi, som formuleres, har dette fokus, dels at den åbenbaringsforståelse, som hele projektet forudsætter, er »på omgangshøjde« med den verden, kirken er sendt til. Navnlig det sidste er blevet problematiseret, og det er dette, der i overskriften signaleres med stikordene åbenbaring og modernitet. Åbenbaring og modernitet Kirken og Theologien blev anmeldt af Peter Widmann (1987). Han har flere kritikpunkter; her nævner jeg blot de to væsentligste. For det første anklager Widmann Prenter for at »springe over« hele modernite- Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 08 tens problematisering af gudstroen ved at hævde, at Bibelen som kanon stadfæster sin egen »kategori« og tilværelsesforståelse. Schleiermacher ville forankre teologien humant, i »religionen« (den religiøse »kategori«), bestemt som den »absolutte afhængighedsfølelse«, for derved at opnå et »helle« i forhold til religionskritikken. Og således var kristendommen for ham at forstå som en realisering af en menneskelig mulighed. Prenter afviser – ikke overraskende – dette projekt (Prenter 1951, §3) med det teologiske argument, at selve Schleiermachers kategori er inkommensurabelt med Skriftens budskab og dogmets bekendelse. Men Widmann kritiserer Prenter for ikke at have noget at sætte i stedet, en afklaring af, hvad »Skriftens tilværelsesforståelse« er. Widmanns andet kritikpunkt går endnu længere: Ved at afvise en human (religiøs) forankring af teologien, fører Prenters ansats til at kirkens forkyndelse isoleres. Med Widmanns ord er omkostningen er en truende svækkelse af sammenhængen mellem kirke og kultur (Widmann 1989, 202). I dette ligger, så vidt jeg kan se, en kritik, der går ud på, at selv med en bestemmelse af »den bibelske kanons tilværelsesforståelse«, vil teologien i moderniteten være lukket inde i en »kirkelig ghetto«. Kirkens forkyndelse vil være uforståelig og uforbindtlig for den på modernitetens præmisser. Og kirkens mission – Widmann bruger ikke dette ord, og heller ikke ordet apologetik – vil være en umulighed. Det er værd at bemærke, at dette andet kritikpunkt efter mit skøn også rammer den ene teori, som ifølge Widmann kan indfri det, han efterlyser i det første kritikpunkt, nemlig Barths fundamentalteologi, som med sit udgangspunkt i Guds radikale subjektivitet imødegår religions kritikken, så at sige på omgangshøjde med moderniteten. Men altså uden mulighed for kommu-
nikation med og ind i den moderne verden. Jeg ved ikke, hvad Prenter ville svare til disse indvendinger. Men jeg vil tro, at han over for den første ville fastholde, at kirkens forkyndelse er alment forståelig, fordi den sker ud fra tekster (Bibelen), som teologien gennemlyser på et alment grundlag, jævnfør ovenfor. Og at det for teologien derfor alene handler om at være bundet til sin sag. Derimod tvivler jeg på, at han ville gå længere – at han ville finde det frugtbart, at teologien skulle søge en fundamentalontologisk selvafklaring. Det ville indebære et forsøg på at formulere de bærende elementer i en bibelsk ontologi, og jeg forestiller mig, at han ville frygte, at det ville føre til, at man gør kristendom til en »anskuelse«. Efter mit skøn er Widmanns indvending imidlertid berettiget. Og skønt den er principiel, er det berettigede i den måske mere oplagt i dag end det var i begyndelsen af 60’erne, hvor enhedskulturen endnu var intakt. I en videnskabelig kultur – såvel som en kultur i det hele taget – hvor de en række konkurrerende paradigmer og tilværelsesforståelse er synlige i al deres forskellighed, er det ikke nok at sige, at det teologiske arbejde sker »på alment grundlag«. Og i denne sammenhæng – Menighedsfakultet i Århus – kan det næppe være overraskende at foreslå Aksel Valen-Sendstads afgørende bidrag til den teoretiske afklaring af, hvad bibelsk ontologi er, som et godt bud på teologiens fundamentalontologiske selvafklaring. Et enkelt, men uhyre væsentligt træk, i dette forsøg på at analysere den bibelske ontologi, er relevant i forhold til Widmanns anden indvending. I denne sammenhæng så meget mere, som den korresponderer med et afgørende punkt i Prenters egen – lutherske – teologi. Aksel Valen-Sendstad understreger nemlig (Valsen-Sendstad 1996, 140ff og 152ff), hvordan forudsætningen for, at mennesker overhovedet kan forstå og tilegne sig Åbenbaring og modernitet 51 Guds ord, er, at det er det samme Guds ord, som både mennesket og hele verden er skabt ved. Guds ord – som teologien er bundet til som sin sag i skikkelse af de bibelske skrifter – er altså ikke noget »fremmed« i forholdt til den skabte virkelighed. Og derfor er Guds ord forståeligt, for så vidt som dets »tilknytningspunkt« er hele virkeligheden – nemlig Guds skaber-, opretholdelses- og frelsesgerninger i historien. Hvis det er rigtigt, må det også gælde i moderniteten. Og så er det modernitetens irreligiøse tilværelsesforståelse, der er på afstand af den skabte virkelighed, ikke Guds ord! Dette har efter mit skøn en stærk affinitet til Prenters egen betoning af sammenhængen mellem skabelse og genløsning; det forekommer mig tydeligt, for eksempel i hans fremstilling af Skabelsens lov og Skabelsens evangelium, som på en fascinerende måde gør det klart, at genløsergerningens forståelighed, forbindtlighed og relevans netop er givet med Guds skabergerning. Og ikke ved at det kristne evangelium (om)tydes inden for rammerne af en heteronom (bibelfremmed) totalontologi, det være sig en eksistensfilosofisk, som hos Bultmann, eller en transcendentalfilosofisk variant som hos Schleiermacher. Der er stof til videre overvejelser i dette sidste, synes jeg. Og navnlig er der stof til konkret teologisk arbejde for os, der er kirke i <strong>2008</strong>; Prenters ansats og hele teologiske (mester)værk sætter en principiel standard for hvad såvel kontekstualisering som kirkelig teologi overhovedet er. Derfor er der efter min mening god grund til at læse ham; det sker jævnligt, at han ikke lever op til sin egen standard, men det sker oftere, at han gør det, og i alle tilfælde taler han om sagen. Teologiens sag, uden hvilken, den savner både indhold og retning, men med hvilken den har – eller i det mindste kan have – begge dele. / Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 08
Page 1 and 2: Dansk Tidsskrift for Teologi og Kir
Page 3 and 4: I SAMARBEJDE MED KIRKELIG SAMLING O
Page 5 and 6: Regin Prenter. Et liv og virke i tj
Page 7 and 8: Den unge Regin Prenter i det danske
Page 9 and 10: og gennem dem er det muligt at få
Page 11 and 12: opfattelse, hvad der også førte d
Page 15 and 16: henviste i opposition hertil til Ba
Page 17 and 18: med korstegn og kirkegang og bøn.
Page 27 and 28: Er skabelsen frelsens begyndelse? E
Page 29 and 30: Er skabelsen frelsens begyndelse? 2
Page 33 and 34: også bruger livet til at virkeligg
Page 35 and 36: er at få de retfærdige udryddet,
Page 37 and 38: Helliggørelsen og syndens virkelig
Page 43 and 44: helliggørelse ikke er identisk med
Page 45 and 46: der troens kamp mod synden ”simul
Page 47 and 48: han ikke elskede? Og derude skænke
Page 51: En foreløbig opsummering: Prenter
Page 57 and 58: Postliberalisme og luthersk konfess
Page 89 and 90: NIELS CHR. GEELMUYDEN EN PRÆST OG
Page 91 and 92: FL E M M I N G KO F O D -S V E N D

DTTK 2008 04.pdf - Menighedsfakultetet

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?