DTTK 2008 04.pdf - Menighedsfakultetet
DTTK 2008 04.pdf - Menighedsfakultetet
DTTK 2008 04.pdf - Menighedsfakultetet
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
50<br />
Peter Søes<br />
ståelse åbner for en dynamisk, kontekstuel<br />
og missional teologi. Efter mit skøn har<br />
ansatsen dette potentiale på grund af den<br />
karakteristiske »cirkel«; teologiens kirkelighed<br />
er ikke bundet til på forhånd vedtaget<br />
ekklesiologi, men er åben for, at nye ekklesiologiske<br />
perspektiver i nye kontekster<br />
sætter nye dagsordener, samtidig med at<br />
udgangspunktet, som i alle teologiens fag<br />
er kirkens kanon, står fast.<br />
Spørgsmålet er da, om Prenter selv udnytter<br />
dette potentiale. På 45 års afstand afsløres<br />
blinde felter, og jeg skal gerne vedgå,<br />
at når det kommer til eksemplerne i Kirken<br />
og theologien, er det ikke ord som dynamisk<br />
eller kontekstuel, der falder mig ind. Snarere<br />
er det billedet af en præstecentreret sognekirkelighed<br />
i en religiøs enhedskultur, og<br />
alt sammen er for længst passé, hvert fald<br />
dér hvor jeg befinder mig til daglig.<br />
Det rejser selvfølgelig spørgsmål til<br />
Prenter: Lukker hans konception teologien<br />
inde i en kirkelig ghetto? Kunne hans bog<br />
have heddet Den missionale kirke og teologien<br />
eller Kirkens sendelse og teologien? –<br />
med andre ord: Er hans forståelse forenelig<br />
med en ekklesiologi, der bestemmer kirken<br />
som (en del af) Guds mission i verden?<br />
Det vil jeg mene! Men det kommer an på<br />
to ting, dels altså at den teologiske ekklesiologi,<br />
som formuleres, har dette fokus, dels<br />
at den åbenbaringsforståelse, som hele projektet<br />
forudsætter, er »på omgangshøjde«<br />
med den verden, kirken er sendt til. Navnlig<br />
det sidste er blevet problematiseret, og<br />
det er dette, der i overskriften signaleres<br />
med stikordene åbenbaring og modernitet.<br />
Åbenbaring og modernitet<br />
Kirken og Theologien blev anmeldt af Peter<br />
Widmann (1987). Han har flere kritikpunkter;<br />
her nævner jeg blot de to væsentligste.<br />
For det første anklager Widmann Prenter<br />
for at »springe over« hele modernite-<br />
Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 08<br />
tens problematisering af gudstroen ved at<br />
hævde, at Bibelen som kanon stadfæster<br />
sin egen »kategori« og tilværelsesforståelse.<br />
Schleiermacher ville forankre teologien humant,<br />
i »religionen« (den religiøse »kategori«),<br />
bestemt som den »absolutte afhængighedsfølelse«,<br />
for derved at opnå et »helle«<br />
i forhold til religionskritikken. Og således<br />
var kristendommen for ham at forstå som<br />
en realisering af en menneskelig mulighed.<br />
Prenter afviser – ikke overraskende – dette<br />
projekt (Prenter 1951, §3) med det teologiske<br />
argument, at selve Schleiermachers kategori<br />
er inkommensurabelt med Skriftens<br />
budskab og dogmets bekendelse. Men Widmann<br />
kritiserer Prenter for ikke at have<br />
noget at sætte i stedet, en afklaring af, hvad<br />
»Skriftens tilværelsesforståelse« er.<br />
Widmanns andet kritikpunkt går endnu<br />
længere: Ved at afvise en human (religiøs)<br />
forankring af teologien, fører Prenters ansats<br />
til at kirkens forkyndelse isoleres. Med<br />
Widmanns ord er omkostningen er en truende<br />
svækkelse af sammenhængen mellem<br />
kirke og kultur (Widmann 1989, 202). I dette<br />
ligger, så vidt jeg kan se, en kritik, der går<br />
ud på, at selv med en bestemmelse af »den<br />
bibelske kanons tilværelsesforståelse«, vil<br />
teologien i moderniteten være lukket inde<br />
i en »kirkelig ghetto«. Kirkens forkyndelse<br />
vil være uforståelig og uforbindtlig for den<br />
på modernitetens præmisser. Og kirkens<br />
mission – Widmann bruger ikke dette ord,<br />
og heller ikke ordet apologetik – vil være<br />
en umulighed.<br />
Det er værd at bemærke, at dette andet<br />
kritikpunkt efter mit skøn også rammer<br />
den ene teori, som ifølge Widmann kan<br />
indfri det, han efterlyser i det første kritikpunkt,<br />
nemlig Barths fundamentalteologi,<br />
som med sit udgangspunkt i Guds radikale<br />
subjektivitet imødegår religions kritikken,<br />
så at sige på omgangshøjde med moderniteten.<br />
Men altså uden mulighed for kommu-