DTTK 2008 04.pdf - Menighedsfakultetet

44
Jesper Bacher
Ja, kan man vove at sige, at Kristus i helliggørelsen reinkarnerer
sig i de kristne?
dobbelte natur. Ja, kan man vove at sige, at
Kristus i helliggørelsen reinkarnerer sig i
de kristne? Der er jo vovet flere gang før,
hos Kingo for eksempel. ”Bered mit hjerte
ved din hånd/ at du deri kan bygge/ at også
jeg kan åndelig undfange dig/ og aldrig fra
dig rykke!”, som det hedder i den bevægende
salme Nu kom der bud fra englekor (DDS
71) og mutatis mutandis er der ligesom i
den første inkarnation tale om en ubetinget
gave, noget på en gang skjult og åbenbaret,
uanseligt i tiden, strålende i herligheden og
båret af kærlighed. Og helliggørelsen kan
sandelig også foregå sub specie contraria.
Foredragets titel har som underoverskrift
”Det lutherske i Prenters teologi”,
og det er i hvert fald klart, at Prenters
udsagn om helliggørelsen for en stor dels
vedkommende former sig som en lærd og
nuanceret parafrasering og udlægning af
Luthers tanker i samtale med og kritik af
andre Luther-fortolkere. Uden at Luther af
den grund placeres ex cathedra. Evangelisk
teologi må aldrig glemme, at ikke Luther,
men den hellige skrift er dens norm, som
han minder om i begyndelsen af sin doktordisputats.
Tiden er ikke til grundige komparative
gennemgange af Luther og Prenter,
men der er ingen tvivl om, at Prenter
bringer centrale tankegange hos Luther for
en dag. Sagt på en anden måde: Prenters
helliggørelsesforståelse sejler i kølvandet
på Luther mellem abstraktionens Skylla,
det vil sige den melancthonsk farvede rent
forensiske retfærdiggørelseslære, og psykologiseringens
og etiseringens Carybdis, det
vil sige Holls og Seebergs Luther-fortolkning
og den pietistiske grundindstilling, de
Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 08
repræsenterer i Prenters optik.
Helliggørelsen er ikke en verdensfjern
foreteelse, men en kamp og tjeneste, som
skal øves i verden, midt i denne brogede
verden, som Gud er kommet til, hvor han
”gør vismænd af vankundige små” (DDS
392). Helliggørelsen er inkarnatorisk ikke
mindst i sin verdslighed, som vel at mærke
ikke er lig med kritikløs overtagelse af verdens
normer, som glemmer, at verden ligger
i det onde. Prenter har kritiske ord til overs
for såvel en verdensfavnende sekularisme
som en verdensforsagende pietisme. ”Sækularisme
er kristen frimodighed uden syndsbevidsthed.
Pietismen er syndsbevidsthed
uden kristelig frimodighed” (Prenter 1937,
37).
Gud har sans for de små og det små, og
dagliglivet får en ny tyngde, fordi det netop
er kærlighedens valplads, hvor korset skal
bæres, og håbet bevares. Prenter kritiserer
skilsmissen mellem troen og hverdagslivet,
det åndelige og jordiske, det religiøse og det
verdslige. I en dagbladkronik, et omarbejdet
foredrag fra Indre Missions årsmøde,
Kristen forkyndelse og dagligliv, slår Prenter
til lyd for en menneskelig kristendom
og en kristen menneskelighed, eller for,
hvad man også kunne kalde et kalkedonensisk
kristenliv. Han afviser, hvad han
kalder ”egoistisk frelseshunger, som lader
det menneskelig i videste forstand fare som
noget verdsligt” og slutter, og sådan vil også
jeg slutte i dag: ”Hvad er en menneskelig
kristendom? Det er en kristendom, der fra
modtagelsen af nådens gaver og midler i
Jesus Kristus fører os ud til de mennesker,
han elsker. Har vi kunnet nævne nogen,