DTTK 2008 04.pdf - Menighedsfakultetet
DTTK 2008 04.pdf - Menighedsfakultetet
DTTK 2008 04.pdf - Menighedsfakultetet
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
helliggørelse ikke er identisk med den reale<br />
fromheds konstaterbare tiltagen (Prenter<br />
1944, 92). Man kan ikke skue hunden på<br />
hårene og heller ikke helliggørelsen på den<br />
reale fromhed, kunne man også sige.<br />
Det betyder ikke, at patientens, in casu<br />
den kristnes, gradvise helbredelse underkendes<br />
eller afvises – Holl og Seeberg har<br />
faktisk ret, når de opponerer mod en ren<br />
forensisk opfattelse af retfærdiggørelseslæren.<br />
Prenter vedgår således, at Holl og<br />
Seeberg ”…har ret i deres fremhævelse af,<br />
at retfærdiggørelse og helliggørelse eller,<br />
som Luther selv oftest udtrykker sig: Syndens<br />
ikke-tilegnelse og syndens uddrivelse<br />
– hos Luther på en helt anden måde er vævet<br />
ind i hinanden end den melancthonsk<br />
farvede forensiske retfærdiggørelseslære<br />
lader ane” (Prenter 1944, 110f). Synderen<br />
antages aldrig af Gud uden samtidig i og<br />
med antagelsen at blive brugt som Guds<br />
redskab.<br />
Men det er ikke en helliggørelsesproces,<br />
som gradvist skal gøre os gode nok til Gud.<br />
”Thi at blive frelst er i evangelisk forstand<br />
ikke, som lovfromheden vil have det, at<br />
blive bedre og bedre og bedre og til allersidst<br />
god nok til Gud selv, men det er straks<br />
og helt at komme indenfor den sfære, hvor<br />
Gud i Kristus modtager og virker med de<br />
uværdige” (Prenter 1944, 112).<br />
Man kunne tale om – og det er mit udtryk,<br />
ikke Prenters, om end vil jeg påstå i<br />
hans ånd – en santificatio abscondita. Men<br />
er konklusionen så, at enhver tale om synlig<br />
fremgang er illusorisk? Byder helliggørelsen<br />
ikke på sejre? Skal enhver glæde over<br />
fremgang i den gode strid rubriceres som<br />
kødelig farisæisme? Det er dog Paulus selv,<br />
som siger til thessalonikerne – og skriftstedet<br />
er ikke atypisk: ”I øvrigt, brødre, beder<br />
vi jer om at gøre endnu mere fremgang i at<br />
leve sådan, som I lærte af os, Gud til behag”<br />
(1 Thess 4,1). Lidt fremgangsteolog er der<br />
Helliggørelsen og syndens virkelighed 41<br />
over Paulus, kunne man sige, men dermed<br />
har man nok allerede udtrykt sig for misforståeligt.<br />
Prenter afviser imidlertid ikke<br />
enhver tale om fremgang og fremskridt,<br />
men fremskridt skal ikke forveksles med<br />
frelsesgrund. 1<br />
I afhandlingen Luthers Lehre von der<br />
Heiligung fra 1956 henviser Prenter til Luthers<br />
sermon om den dobbelte retfærdighed<br />
fra 1519, De duplici iustitia. Her skelner Luther<br />
mellem den retfærdighed (iustitia aliena<br />
– orginalis), som er ”fremmed og indgydt<br />
udefra” (Luther 1992, 10) og den anden retfærdighed<br />
(iustistia propria – actualis), som<br />
er vor egen, en vandring i gode gerninger<br />
og ”den første retfærdigheds værk og frugt<br />
og en følge af den” (Luther 1992, 13). Den<br />
anden retfærdighed følger af den første, og<br />
der er ikke tale om, at den første langsomt<br />
forsvinder i den anden, der er ikke tale om<br />
to faser i den kristne biografi, men om to<br />
aspekter af Kristi nærvær i troen, af fides<br />
Christi. Der bør ifølge Prenter holdes fast i<br />
den fuldstændige identitet mellem ”Rechtfertigungsglaube”<br />
og ”Heliligungsglaube”<br />
(Prenter 1958, 69).<br />
Man kunne, som også Prenter gør det<br />
i den aktuelle afhandling, citere et locus<br />
classicus for Luthers forståelse af forholdet<br />
mellem retfærdiggørelse og helliggørelse,<br />
eller retfærdiggørelsens forensiske og sanative<br />
aspekter, fra skriftet mod Latomus.<br />
”Alt er tilgivet ved nåden, men alt er endnu<br />
ikke helbredt ved gaven. Gaven er virkelig<br />
indgydt, surdejen er blandet (i melet). Og<br />
den arbejder nu på at rense den synd ud,<br />
som allerede er tilgivet personen, og jage<br />
den onde gæst bort (hospitem malum), som<br />
den har fået frihed til at smide på porten”<br />
(Luther 1995, 154). Denne uddrivelse, troens<br />
stadige eksorcisme, udelukker, som<br />
allerede nævnt, ikke fremskridt, men,<br />
pointerer Prenter, om utvetydige, empiriske<br />
konstaterbare fremskridt er der ikke<br />
Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 08