DTTK 2008 04.pdf - Menighedsfakultetet

More documents

Recommendations

Info

40 Jesper Bacher der er ikke to, der har helt den samme vej at gå. Han henviser til en prædiken af Jakob Knudsen, som taler om Vor Herre Jesu rummelige navn og siger, at ”Vi skal hverken leve eller dø på parade i hans navn” (Prenter 1952, 115). Jeg har refereret afhandlingen forholdsvis udførligt, fordi man her finder et klart og tydeligt udtryk for Prenters forståelse af helliggørelsen, og især er det værd at hæfte sig ved Kristus-præsensen, der for Prenter er nøglen til undvigelse af helliggørelsesforkyndelsens indbyggede faremomenter. Altså, hvordan tale om helliggørelsen, om det nye liv, uden at forfalde til legalisme og antropocentrisme, hvordan udtrykke helliggørelsen, uden at gerningsretfærdighed og moralisme kommer ind af bagdøren, uden at eticere og psykologisere i en grad, så Kristus bliver mindre og jeg større? Svaret er Kristus, eller med Prenters egne ord: ”Syndernes forladelse og helliggørelsen er ikke to ting. Begge dele er nemlig den levende Kristus boende i vort mørke” (Prenter 1952, 111). Helliggørelsen er ikke min egenmægtige stræben, ikke kristelig selvudvikling, ikke sådan at måle og veje og tage og føle på, men dette, at Kristus har taget bolig i mig og kræver sin ret og gør sin gerning. Det er ikke min dårlige halvdel mod min bedre halvdel, men den levende Kristus, som er i færd med at kvæle det gamle menneske og oprejse et nyt. Det er yderligere udfoldet i doktordisputatsen, den nok så bekendte Spiritus Creator (1944). Her retter Prenter blandt andet sin kritik mod den såkaldte Luther-renæssance repræsenteret af teologerne Karl Holl og Reinhold Seeberg. I Prenters referat af deres Luther-tolkning taler de nemlig om en gradvis real ”Gerechtmachung” – altså ikke bare en retfærdigheds-erklæring, men netop om en retfærdig-gørelse, en reel forandring, som indholdet af Luthers retfær- Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 08 diggørelseslære, og identificerer således helliggørelsens fremadskriden med real fremadskridende ”Gerechtmachung” (Prenter 1944, 85). Ifølge Prenter foretages denne identifikation imidlertid ikke hos Luther. Der kan ikke uden videre sættes lighedstegn mellem den reale fromheds tiltagen og helliggørelsens fremskridt. Fromheden kan således i hvert øjeblik være enten åndens eller kødets frugter. Sagt på en anden måde: Om frugterne er af tro er ikke sådan at afgøre, derfor må man se hen til vintræet - eller som Prenter selv skriver om Luthers opfattelse af helliggørelsens fremskridt: ”Han tænker dermed på, at mennesket på vejen mellem dåben og opstandelsen stadig påny og påny går bort fra sig selv og tyr hen til Kristi fremmede retfærdighed” (Prenter 1944, 85). Med det kendte Luther dictum proficere hoc est semper a novo incipere. Det er Kristus, som forlader synden og fører kampen mod kødet: ”Ham (altså Kristus) er det, som i levende og kæmpende nærvær overvinder synden. Der er ikke noget af det, hans nærvær har fået til at spire frem i os” (Prenter 1944, 89). Og et andet sted hedder det om helliggørelsen, at ”den ikke er konstaterbar for en selv og andre, men der er skjult med Kristus i Gud” (Prenter 1944, 85). I forbindelse med redegørelsen for helliggørelsen henviser Prenter til det hos Luther hyppigt forekommende billede af den kristne, som har modtaget Kristus og syndernes forladelse, men stadig er i kødet og verden som en rekonvalescent, der på en gang er syg og rask. Her ligger vægten ikke på selve den fremadskridende helliggørelsesproces, helbredelsesproces om man vil, men på lægens løfte, hans certa promissio, om fuldstændig helbredelse. Patientens helbredelse afhænger af det, som høres, ikke af det som føles og ses. Dette billede siger med al ønskelig tydelighed, at fremgangen i
helliggørelse ikke er identisk med den reale fromheds konstaterbare tiltagen (Prenter 1944, 92). Man kan ikke skue hunden på hårene og heller ikke helliggørelsen på den reale fromhed, kunne man også sige. Det betyder ikke, at patientens, in casu den kristnes, gradvise helbredelse underkendes eller afvises – Holl og Seeberg har faktisk ret, når de opponerer mod en ren forensisk opfattelse af retfærdiggørelseslæren. Prenter vedgår således, at Holl og Seeberg ”…har ret i deres fremhævelse af, at retfærdiggørelse og helliggørelse eller, som Luther selv oftest udtrykker sig: Syndens ikke-tilegnelse og syndens uddrivelse – hos Luther på en helt anden måde er vævet ind i hinanden end den melancthonsk farvede forensiske retfærdiggørelseslære lader ane” (Prenter 1944, 110f). Synderen antages aldrig af Gud uden samtidig i og med antagelsen at blive brugt som Guds redskab. Men det er ikke en helliggørelsesproces, som gradvist skal gøre os gode nok til Gud. ”Thi at blive frelst er i evangelisk forstand ikke, som lovfromheden vil have det, at blive bedre og bedre og bedre og til allersidst god nok til Gud selv, men det er straks og helt at komme indenfor den sfære, hvor Gud i Kristus modtager og virker med de uværdige” (Prenter 1944, 112). Man kunne tale om – og det er mit udtryk, ikke Prenters, om end vil jeg påstå i hans ånd – en santificatio abscondita. Men er konklusionen så, at enhver tale om synlig fremgang er illusorisk? Byder helliggørelsen ikke på sejre? Skal enhver glæde over fremgang i den gode strid rubriceres som kødelig farisæisme? Det er dog Paulus selv, som siger til thessalonikerne – og skriftstedet er ikke atypisk: ”I øvrigt, brødre, beder vi jer om at gøre endnu mere fremgang i at leve sådan, som I lærte af os, Gud til behag” (1 Thess 4,1). Lidt fremgangsteolog er der Helliggørelsen og syndens virkelighed 41 over Paulus, kunne man sige, men dermed har man nok allerede udtrykt sig for misforståeligt. Prenter afviser imidlertid ikke enhver tale om fremgang og fremskridt, men fremskridt skal ikke forveksles med frelsesgrund. 1 I afhandlingen Luthers Lehre von der Heiligung fra 1956 henviser Prenter til Luthers sermon om den dobbelte retfærdighed fra 1519, De duplici iustitia. Her skelner Luther mellem den retfærdighed (iustitia aliena – orginalis), som er ”fremmed og indgydt udefra” (Luther 1992, 10) og den anden retfærdighed (iustistia propria – actualis), som er vor egen, en vandring i gode gerninger og ”den første retfærdigheds værk og frugt og en følge af den” (Luther 1992, 13). Den anden retfærdighed følger af den første, og der er ikke tale om, at den første langsomt forsvinder i den anden, der er ikke tale om to faser i den kristne biografi, men om to aspekter af Kristi nærvær i troen, af fides Christi. Der bør ifølge Prenter holdes fast i den fuldstændige identitet mellem ”Rechtfertigungsglaube” og ”Heliligungsglaube” (Prenter 1958, 69). Man kunne, som også Prenter gør det i den aktuelle afhandling, citere et locus classicus for Luthers forståelse af forholdet mellem retfærdiggørelse og helliggørelse, eller retfærdiggørelsens forensiske og sanative aspekter, fra skriftet mod Latomus. ”Alt er tilgivet ved nåden, men alt er endnu ikke helbredt ved gaven. Gaven er virkelig indgydt, surdejen er blandet (i melet). Og den arbejder nu på at rense den synd ud, som allerede er tilgivet personen, og jage den onde gæst bort (hospitem malum), som den har fået frihed til at smide på porten” (Luther 1995, 154). Denne uddrivelse, troens stadige eksorcisme, udelukker, som allerede nævnt, ikke fremskridt, men, pointerer Prenter, om utvetydige, empiriske konstaterbare fremskridt er der ikke Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 08
Page 1 and 2: Dansk Tidsskrift for Teologi og Kir
Page 3 and 4: I SAMARBEJDE MED KIRKELIG SAMLING O
Page 5 and 6: Regin Prenter. Et liv og virke i tj
Page 7 and 8: Den unge Regin Prenter i det danske
Page 9 and 10: og gennem dem er det muligt at få
Page 11 and 12: opfattelse, hvad der også førte d
Page 15 and 16: henviste i opposition hertil til Ba
Page 17 and 18: med korstegn og kirkegang og bøn.
Page 27 and 28: Er skabelsen frelsens begyndelse? E
Page 29 and 30: Er skabelsen frelsens begyndelse? 2
Page 33 and 34: også bruger livet til at virkeligg
Page 35 and 36: er at få de retfærdige udryddet,
Page 37 and 38: Helliggørelsen og syndens virkelig
Page 41: Helliggørelsen og syndens virkelig
Page 45 and 46: der troens kamp mod synden ”simul
Page 47 and 48: han ikke elskede? Og derude skænke
Page 51 and 52: En foreløbig opsummering: Prenter
Page 53 and 54: nikation med og ind i den moderne v
Page 57 and 58: Postliberalisme og luthersk konfess
Page 89 and 90: NIELS CHR. GEELMUYDEN EN PRÆST OG
Page 91 and 92: FL E M M I N G KO F O D -S V E N D

DTTK 2008 04.pdf - Menighedsfakultetet

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?